Lev lidt endnu, morfar.
Den store, tomme lejlighed højt til loftet, lutter vinduer med hvide, slidte gardiner løftet op over vindueskarmene, blottede radiatorer og synlige rør, og hele herligheden duftede af… støv.
Nøglen havde han fået af naboen, Annelise. Han gik rundt i rummene, stak hovedet ind på badeværelset blev nærmest målløs over størrelsen og, ærligt talt, det lettere rustikke præg. Ind i den lyse, store stue, slog terrassedøren op og sank ned i en bred, gammeldags lænestol.
Ja tak! Sikke en skøn lejlighed. Endda bedre, end han havde bildt sig selv ind. Hvor mange rum var her? Det var til gengæld så forsømt, at man nærmest fik lyst til at hente et bjerg gaffatape og gå amok.
Han sad lidt, kørte fingrene hen over et bord, noterede sig støvlaget, og gik så hen til vinduet. Kiggede ned i gården, tvivlede. Han vidste jo, at det var småt med parkeringspladser på Frederiksberg, måske havde han snuppet en andens faste plads. Men indtil videre holdt hans sølvgrå Hyundai i ro, og der var faktisk rimeligt plads. Han måtte hellere hente sin taske.
Her, i denne forfaldne lejlighed, skulle han altså bo i mere end en måned mens han havde ferie. Og ikke alene.
Planen om at rydde alt op på et par dage blev hurtigt skudt ned af realiteterne. Småfarvede, topstyrede vinduer fyldt med tørre blomster i krukker, tunge gardiner bredt ud med støvede flæser, og et badekar med flere nuancer af brun og orange, end der er sømænd i København. Ledninger og rør som levende billede på Danmarks fortid. Smukt loft med stuk, dog med revner på tværs, en gammel og trist glaskrone hvorpå der hang et viskestykke nogen har måske vægret sig ved at tage støvkluden helt frem. Parketgulvet gnavet op hist og pist. En komfur fra før Stauning, rundt vaskemaskine nok en gammel Voss med manuelle valser, og et køleskab stort som en skibskiste, komplet med sur lugt og patina. Støv, støv, og atter støv i samtlige hjørner.
Han trissede ind på det dystre kontor, med tungt, mørkt skrivebord, bogreoler til loftet, og mørkeblå velourgardiner. Det duftede næsten af gamle bøger og cigarrøg, selvom her ikke har været røget i 20 år. På skrivebordet: en gammel brevholder i marmor, fyldeparker med grøn blæk, og et falmet kalender. Emil scannede datoen 12. januar 1995.
Tiden var tydeligvis gået i stå.
Soveværelset var lige så lidt hjemligt. Tøjet væltede ud af klædeskabet, hylderne tydeligvis klappet sammen, gardinerne løftet, blottede radiatorer… Han trak en skuffe ud i kommoden og fandt en smuk smykkeskrin i sølv, åbnede og følte sig næsten skyldig.
Hold da op! røg det ud af ham.
Skrinet var fyldt til kanten med guldsmykker: fingerringe, armringe, halskæder, øreringe, brocher… Tykke, tunge ringe, ravøreringe, og andet godt. Første indskydelse man kunne vel nappe en enkel ring eller to; ingen ville nok savne dem?
Men den tanke, der kom, forsvandt igen. Hvis end ikke naboerne havde pillet og hvem ved, måske var der opgørelse eller kameraer? Han så sig omkring. Kameraer? Her manglede jo selv strøm.
Han lagde skrinet tilbage, lukkede, prøvede stikkontakter ingen lys. I entreen fandt han eltavlen tændte strømmen. Nå, lidt hurra for det. Stak opladeren i kontakten, satte sin mobil til, hentede tasken, og røg ned i dyb søvn på en knirkende seng i det store soveværelse. Han havde næsten været vågen et døgn.
***
Goddag, taler jeg med Emil Jensen? stemme som et gammelt vindpust.
Ja, det er mig, ja
Emil, Emil, hvor er det dejligt at få fat i dig. Mit navn er Birthe Mortensen, jeg er plejer hér, barnebarnet min hjalp mig med at finde dit nummer, ellers havde jeg aldrig, altså Nå, din morfar Holger Jensen han savner dig sådan, Emil, må jeg kalde dig det? Jeg er jo en gammel dame, det må du forstå.
Ja, det må du gerne
Du er hans eneste barnebarn, eneste det er du. Han snakker ikke så meget, er syg, men han venter. Venter på dig måske
Undskyld, hvem?
Birthe Mortensen.
Birthe Mortensen, tak fordi du ringer, men jeg kender ham faktisk slet ikke. Jeg tror, du mener min fars far. Mine forældre blev skilt, da jeg var fire, og jeg
Ja, jeg ved det jo Din far gik bort for nogle år siden. Og din mor døde også for nylig Gud have hendes sjæl. Hun besøgte os, faktisk.
Hvad? Min mor? Det kan ikke passe. Du må tage fejl
Nej, nej. Det var bare hun døde så pludseligt. Hun nåede nok aldrig at fortælle dig det, eller ville ikke. Jeg ved det ikke Men Lisbeth det var din mor hun var hos os. Skøn kvinde, kærlig. Savner hende…
Undskyld, hvem?
Ja, hun kom altså forbi. Emil…
Undskyld, mener du så, jeg skal komme? Det er jo ikke sådan lige jeg bor langt væk, har job og
Ja, selvfølgelig, selvfølgelig. Men ved du, Holger har jo en stor lejlighed her i København, og nu er der nogle driftige folk, der prøver at få ham til at underskrive så den går til vores plejehjem, i direktørens navn. Uh, han er emsig, den mand jeg tør ikke…
Nå, men det må han jo selv bestemme. Han betyder ikke så meget for mig, det må du forstå…
Birthe fortsatte, som om hun intet havde hørt.
Holger kan næsten ikke tale. Loven siger jo, de ikke må presse, men de finder altid smutveje. Og han vil jo helst have, at du tog over lejligheden. Jeg forstår ham godt. Ellers snupper de den, Emil det er jo ikke billigt at bo i København. Han drømmer kun om at se sin lejlighed én gang til måske bo der lige til det sidste. Det ønsker han. Han er næsten lam nu. Jeg ledte efter dig, og fandt dig, heldigvis…
Tja, jeg tænker over det er det din mobil?
Ja, ja…
Jeg ringer, måske…
Jamen altså, det lyder jo som et arveskifte fra en dansk TV-film. Men Emil troede ikke på den slags. Han planlagde bestemt ikke at ringe tilbage.
Hans mor havde altid sagt, at morfaren var besværlig. Da far døde, havde de været skilt i mange år. Og allerede dengang sagde hun: Holger førte selv sønnen i graven.
Derfor troede Emil ikke på, at hans mor ligefrem havde besøgt morfar. Det skulle måske lige være for lejlighedens skyld. Måske ville hun have, han skulle arve noget?
Du burde tage til København, dreng huskede han sin mors drømme.
Jo, det kunne man vel godt forstå. For hans skyld ville hun gøre meget. Hun elskede ham uendeligt.
En lejlighed i København! Nå ja
Mor havde sagt, at morfar var en partitop, og at han havde fået en svær lejlighed midt i byen. Da han præsenterede hende for sine bedsteforældre, farede hun vild i rummene. Hun fortalte ikke meget mere livet formede sig ikke, og hun tog hjem til Jylland, hvor Emil voksede op. Far glemte han, og hans bedsteforældre dér ovre i byen tænkte han aldrig over.
Bedsteforældre havde han jo verdens bedste! Sin mors forældre.
Takket være dem fik han sig en lejlighed i Aarhus. Men han begik en klassisk bommert, han skrev sin kone med på skødet. Livet rullede, ti år senere var de skilt og havde det værre end svensk sildekonserves. Datteren voksede op hos svigermor moren tog sig sjældent af hende.
Lejligheden blev delt i retten. Til sidst stod Emil tilbage med en mindre etværelses med fem m2 køkken-alrum. Dengang var han ligeglad det gjaldt bare om at have et tag over hovedet. Først senere gik det op for ham, hvor umuligt det egentlig var at bo sådan, og han begyndte at spare op til noget mere normalt. Hver en krone blev vendt børnebidrag, regninger, mad, benzin…
Ekskonen ringede stadig, krævede flere penge til datteren. Hun mente altid, han kunne betale mere. Forholdet til datteren var ellers fint; han forkælede hende, når hun var hos ham.
Far, på den måde får du aldrig sparet op til en lejlighed. Alt går til is!
Tja, du har nok ret
Københavnerlejlighed, wow… Tanken rumsterede, og efter et par timers plankeslagning på endnu en byggeopgave, tog han sig sammen og ringede til Birthe.
Birthe Mortensen, det er Emil. Hvad mener Holger egentlig? Kan du forklare det igen?
Hun svarede ud i ét og fortalte: Holger var syg, hans store drøm var at bo sin sidste tid hjemme i sin gamle lejlighed. Og at se sit barnebarn igen, selvom han aldrig sagde det højt. Men hun hun kunne mærke det…
***
Det var altså ikke hjertet, men den rent skindsyge interesse, der bragte Emil til København. Han kunne lige så godt se i øjnene.
Her, i den lejlighed, på billederne, der hang på væggen, så han for første gang Holger og tilsyneladende bedstemor. Morfar: en alvorlig, bredbagt mand med et blik stramt som Grundtvigs paryk. Bedste – straks mere menneskelig. Han syntes, han kunne se træk fra sin egen datter, Stine.
Og netop denne ukendte, halvbrummende person skulle han hente på plejehjemmet næste dag og tage med sig hjem til… Tja, et slot anno 1975 med indendørs ørken og skimmelsvamp i bjælkerne.
Emil gik ud i køkkenet, tjekkede gassen. Der var tryk, men lugten var ikke til at spøge med. Her måtte han kalde en blikkenslager lejligheden havde stået tom for længe. Men hvor længe? Siden 1995? Han havde glemt at spørge Birthe, hvor længe morfar havde været væk.
Der blev banket stille på døren. Udenfor stod Annelise, naboen han havde fået nøglen af.
Jeg tænkte, her virker jo ingenting. Skal du ikke have en kop te?
De sad i hendes varme, hyggelige køkken.
Det var nu ikke mig, der hentede nøglerne fra din morfar, det var min svigermor. Hun boede her længe. Nu er hun væk, og det samme er min mand. Så nu bor jeg her med min datters familie.
Hvor længe har han været på et plejehjem?
Puha, det ved jeg snart ikke måske femten år eller mere? Vi har boet her i tolv. Svigermor passede stadig blomsterne og gjorde rent. Men vi… Nej, det magtede vi ikke. Ejeren kom jo aldrig hjem. Vi tænkte, den blev nok solgt, før eller senere. Jeg er syg, min datter har travlt. Hun har børn og job. Bare at nå det i eget hjem…
Så du kendte ham slet ikke?
Nej. Kun fra svigermors historier. Hun respekterede ham, men lidt bange for ham var hun vist også. Sådan var de folk… Han havde arbejdet i et Ministerium og vi er jo bare almindelige danskere. Den lejlighed fik hans svigerfar, han var kaptajn på et skib. Historien den må du spørge kommunen om, jeg har glemt den…
Har du nummeret til emsede gasmand?
Ja, ja, jeg finder det. Hun vendte sig i døren Men du tager ham vel ikke rigtig hjem? Hvor gammel er han egentlig?
Aner det ikke. Har først lige opdaget ham… På prøve, bare mens jeg har ferie.
Hun så skeptisk ud
Gamle folk… kan være svære. Bare han ikke er alt for fjern…
***
Blikkenslageren dukkede selvfølgelig aldrig op travle mandag. Emil gik sig en tur, spiste frokost på café, købte rengøringsartikler og lidt mad.
Han ringede til Birthe, der insisterede på, at han ikke skulle købe noget til morfar det arrangerer vi.
Emil besluttede, at han bare hentede Holger, det var vel en kuffert og lidt tøj?
Tidligt næste morgen kørte han en lille time ud af byen til plejehjemmet et hjem for ældre, som det vel kaldes på pænt. Måske ville morfar egentlig ikke med ham? Nå, så havde de i det mindste sagt goddag.
Interessen for lejligheden sad stadig i baghovedet. Kunne jo være, bare et enkelt møde var nok til, at den gamle blev blød om hjertet og skrev alt over på barnebarnet. Selvfølgelig, hvis de drivende kvikke karle, Birthe havde advaret mod, holdt Holger for nar, kunne han vel blande sig. Hvem ved…
Uanset var det ikke håbet om familie, der drev ham; kun et snært af en udsigt til en lejlighed på Frederiksberg. Hvis intet andet, så kunne han jo indtage byen, se Glyptoteket, handle teknik, og køre hjem, lettere ruineret. Mirakler skete trods alt sjældent sådanne steder.
Plejehjemmet viste sig at være et lavt, hvidmalet byggeri med to etager, have med roser og velholdte bænke. Emil syntes, det udstrålede lidt mere Hygge end ventet.
Han blev nærmest modtaget på trappen af Birthe smal, gråt hår som ikke skjulte hendes iver: Du skal tale med forstanderen, sig ikke noget om mig, sig bare morfar selv har ringet. Han kan næsten ikke tale sig, at han har bedt om at komme hjem.
Har han vitterligt bedt om det, Birthe? Noget virker mystisk…
Helt sikkert. Men det må vi snakke om senere. Har du dåbsattest med?
Forstanderen, Birthe og en læge tog deres nummer. De brugte lang tid på at forklare, at Holger var fysisk og psykisk dårlig, og krævede mere end den gængse grønne omsorg. Emil tænkte bare: de prøver vel at score lejligheden.
Nej, nej jeg tager ham gerne, vi skal nok klare den, sagde han, og prøvede at lyde moden og myndig.
Godt, dit ansvar, forstanderen trak på skuldrene som om han syntes, Emil var tosset. Der går lidt tid med papirerne du kan tale med din morfar imens.
Emil nikkede, som om han altid vidste vejen. Birthe sendte ham et hurtigt kors og bad ham vente på gangen.
Han kiggede på opslag og planter, da det pludselig kom en ældre herre forbi i el-kørestol og med et tempo, der ville få Tour de France til at blegne. Emil blev næsten forskrækket, for stolen styrtede direkte ind i modsatte væg, vendte brat, og kørte tilbage, nu mod Emil.
Stedets egen Le Mans-løve, tænkte Emil. Sikke nogle beboere, de har her.
Den gamle styrede med højre hånd, stolen virkede alt for stor til kroppen, der var krumbøjet til den ene side. Tynd, i sort træningsdragt, hjemmestrikkede uldsokker, grå kasket og et ansigt som et bagt æble. Kinderne var skorpet, næsen rød, blikket stædigt under buskede bryn.
Emil så sig for. En sygeplejerske kom gående med to store indkøbsposer.
Holger, du skal da vente! hun lød irriteret, spændte hans sele fast og lagde et tæppe over benene.
Nu sad han helt rank, og så direkte på Emil.
Der gik det op for Emil: her sad så hans egen morfar. Men billederne hjemme viste jo en statelig, livsglad mand. Det her var mere… ja, næsten dukkebarn hænderne brunlige, med pletter og næsten som udskåret træ.
Hej, sagde Emil.
Morfar stirrede tavst.
Birthe samler det sidste. Han har bleer med, men han nægter at bruge dem. Hvad vi end gør niks. Så pas på, han ikke kører løbsk! Vi har ansvaret, til papirerne er skrevet. Brug tiden, vent nu.
Sygeplejersken gik, og Emil var lidt rådvil. Morfaren så kun ud i luften, og Emil satte sig foran.
Se nu her, Morfar, så er jeg kommet. Det var Birthe som fandt mig jeg vidste slet ikke du var her… Vil du overhovedet med hjem? Det er jo pænt her vil du?
Ingen reaktion.
Kan du høre mig? Hallo? han råbte lidt højere, men intet svar. Emil kiggede væk døv, altså. Supert.
Morfar lod stadig blikket hænge, men et hjørne af munden trak sig op i et lille, skjult smil.
Nå da… Emil løftede et øjenbryn. Han gik over bag stolen, hvor morfar ikke kunne se ham og råbte:
Baglæns!
Rullestolen drønede bagud, Emil måtte springe for at undgå påkørsel.
Stop! sagde han hurtigt. Kan du køre over til gyngerne derovre? han pegede mod legepladsen.
Morfar tøvede. Så styrede han stolen modsat, rundt om hjørnet, nu med fart igen. Emil måtte tage genvej gennem et krat og hive fat i stolen, før den nåede vejen.
Så, ro på. Du er da en vildbasse, Emil var forpustet. Okay, kedeligt blev det næppe.
Mens de drejede rundt i haven, begyndte Emil at forstå, hvad han egentlig forpligtede sig til. Hvad vidste han om at tage sig af gamle, forvirrede mennesker? Absolut intet. Og om lidt fik han papirerne med garanti.
Skulle han spise sin stolthed og gå op og sige, han havde taget fejl, ikke kunne klare det, og køre hjem til Aarhus? Det fristede nu.
Men… lejligheden? Burde han i det mindste forsøge. Birthe sagde jo, det eneste morfar ønskede var lidt hjemlighed én måned. For en lejlighed på Frederiksberg, det var trods alt ikke så skidt. Havde han mon allerede forspildt chancen? Fandtes der et testamente? Hvor var papirerne?
Sygeplejersken overtog stealingen med morfar.
Vil du have alle papirerne med? Det er jo bare midlertidigt…
Ja, selvfølgelig.
Han skrev under på formalia: pas, sundhedskort, det hele. Ejendomspapirer, testamenter nej, de var der ikke.
Hvad er dette?
Det er mappen for Holger Jensen. Her: papier på garagen, på sommerhuset, lejligheden. Du skal aflevere det tilbage i præcis samme stand. Han er erklæret umyndig for fem år siden, så du forstår nok… Ingen handler på egen hånd. Socialtilsynet kigger forbi, bare så du ved det.
Der var ingen testamente iblandt. Der var fire tasker, og kørestolen var lige ved at knække bilen. Morfaren blev spændt fast på forsædet kroppen næsten slap.
Emil, lad nu være med at tvinge ham i ble han hader det, sagde Birthe, Havregrød gider han ikke, alt skal blendes, ikke for meget kød. Alt står i kostplanen. I kan jo ringe. I nat gav jeg ham ro jeg måtte! Han blev gal og slog ud efter mig, men så løb jeg bare. Du ringer bare dag eller nat jeg synes næsten, han er blevet som en af mine egne…
Porten klappede bag dem. Birthe vinkede med tårer i øjnene og Emil åndede lettet op.
Men hovedet var stadig kun fyldt af ét spørgsmål: hvad mente forstanderen med umyndiggjort? Det her med lov og regler var ikke ligefrem hans hjemmebane. Det måtte han undersøge nærmere. For ham var det boligmarkedet, der talte.
Morfaren var selv helt stille, varsomt lænet op ad vinduet, så ud i horisonten. Vejen snoede sig gennem det sommergrønne Danmark.
Tja, måske går det nemmere uden alle de løftede pegefingre. Det klarer vi da! tænkte Emil og trykkede på speederen.
