Prisen for en ny begyndelse
Jeg stod og så på Sofie, let foroverbøjet, mens jeg insisterende prøvede at få hende til at fortælle mig alt. Jeg talte så roligt jeg kun kunne, næsten indsmigrende, som om jeg frygtede at et forkert ord ville skræmme min kone væk.
Bare fortæl mig det! Jeg lover, jeg bliver ikke vred, sagde jeg, men mit blik matchede ikke helt tonen i min stemme. Sofie trak sig uroligt sammen; hun genkendte straks den dér skygge i mine øjne den gamle mistro, som altid gav hende kuldegysninger ned ad ryggen. Vi var jo separeret på det tidspunkt, tilføjede jeg mere dæmpet.
Sofie sukkede tungt og bed sig nervøst i læben. Indeni kunne jeg mærke hendes irritation boble hvor var det dog trættende! Samme spørgsmål hver dag, samme usikkerhed Hun prøvede at tage sig sammen, men følelserne trængte igennem.
Der var ingenting. Ingenting, hører du! Kan du ikke snart lade det spørgsmål ligge? svarede hun lidt højere, end hun nok havde planlagt. Jeg kunne se i hendes blik, hvordan hun fortrød, at hun nogensinde havde sagt ja til at prøve igen. Veninderne havde jo advaret hende folk som mig ændrer sig sjældent, men dengang ville hun bare så gerne tro, at kærligheden kunne gøre forskellen. Hun negligerede alle andres råd.
Pludselig blev min stemme hård og skarp. Al blidhed forsvandt, afløst af irritation, jeg ikke engang længere prøvede at skjule.
Jeg spørger altså Emma, sagde jeg og forsøgte at lyde sikker. Vores datter lyver i hvert fald aldrig for mig.
De ord ramte Sofie hårdt. Hun blev rød i kinderne, og hendes stemme rystede af vrede:
Gør du bare det. Men lad være med at glemme, at hun kun er fem år, og det sidste år har hun været passet af Gud og hvermand, hun rettede sig op og knyttede næverne. Tanken om at jeg ville trække vores lille datter ind i vores skænderier, gjorde hende rasende. Jeg skulle jo arbejde, så hun kunne få mad på bordet, hvis du har glemt det! Hvorfor bliver du ved? Hvem jeg har mødt, eller om jeg har mødt nogen Det er ikke din sag! Ærlig talt, jeg har forladt dig én gang tror du ikke, jeg kan gøre det igen?
Jeg stod lidt paf, tydeligvis ikke forberedt på den reaktion. Lidt usikkerhed flakkede over mit ansigt, men hurtigt svarede jeg hånligt:
Har du råd til en billet væk herfra?
Men jeg nåede dårligt at se, hvordan hun blev helt bleg, før jeg prøvede at tage det i mig:
Undskyld, det var ikke det, jeg mente Dit stædige sind, det overrasker mig bare. Jeg sagde jo, jeg ikke ville være jaloux. Tænk lige over det.
Sofie tøvede ikke engang, men tog den nærmeste pude i stuen og kastede den efter mig, så den strejfede min arm og min stolthed, mens jeg allerede var på vej ud. Jeg var lige ved at svare igen, men i det øjeblik stod Emma pludselig i døren.
Den lille pige, klædt i sin lyserøde kjole med flæser, løb lige i armene på mig og begyndte at plapre løs:
Far, far, du kom hjem! Jeg har savnet dig sådan!
Med et overbærende glimt i øjet så jeg på Sofie, som for at sige: Se selv, hvem hun elsker mest. Jeg sendte hende et skævt, selvsikkert blik, inden jeg smilede ned til min datter, løftede hende op og sagde blidt:
Kom, skat, vi leger lidt, sagde jeg og kastede hende op i luften, mens hun klukkede af grin, så kan mor få ro til at slappe af. Hun trænger.
Sofie stod henne ved køkkenvasken med begge hænder hårdt om et viskestykke, så knoerne blev hvide. Jeg fornemmede hendes bitterhed: Flot, nu forsøger han også at vende vores datter mod mig! Jeg så, hvordan hun kæmpede for at holde tårerne tilbage. Nu var det nok hun kunne ikke tåle mere. Tiden var kommet til at bryde op.
Hun havde allerede besluttet sig. Om en uge fik hun sit diplom fra grafiker-kurset så var det blot at indløse det, købe billetter til det første fly ud. Hun vidste, at jeg tog fejl: Hun havde faktisk penge, og mulighederne for fjernarbejde i dag var talrige åbne et par jobsites, og stillingerne stod i kø.
Sofie slap viskestykket, gik roligt hen til vinduet og så ud over den travle, københavnske gade, hvor trafikken rullede, og butikkerne tændte deres aftenglimtende skilte.
I det mindste har det her byskifte en fordel, mumlede hun for sig selv. Et københavnsk diplom åbner døre overalt. Det skal nok gå.
Hun mærkede pludselig lettelsen vokse i brystet. For første gang længe var det ikke håbløshed, men beslutsomhed, der fyldte hende. Planen var lagt. Nu manglede kun papirerne og så kunne hun begynde forfra.
*********************
Hvorfor havde hun egentlig sagt ja til en ny chance til sin eksmand? Ved jeg det egentlig selv? Måske fordi jeg lød bare så oprigtig dengang! Lovede at ændre mig, at være den bedste far den bedste mand! Jeg kunne se håbet glimte i mine egne øjne, stemmen bævede næsten af følelser. Hun var nødt til at tro på det. Hun forestillede sig os som den lykkelige familie gåture i Kongens Have, juleaften med nærmeste, drømme om fremtiden.
Men løfterne blev aldrig indfriet. Den første måned gik det godt jeg lavede mad, hjalp med Emma og tog smilende imod Sofie, når hun kom hjem. Snart var det som før: beskyldninger, mistænksomhed, uendelige spørgsmål. Hvor var du? Hvorfor er du så længe væk? Hvem smser du med?
Vores første skilsmisse? Ingen havde været utro men jalousien var i overflod. Jeg var rædselsfuldt jaloux. Uanset hvor Sofie arbejdede, ville der jo altid stå mænd og det var nok for mig til at gå i selvsving. Hun kunne heller ikke tage til Hørsholm for at besøge sine forældre alene nabomanden var enlig og nikkede altid lidt for venligt. Jaja, han åbnede døren for dig sikke et bevis!
Venindernes selskab gik hun også glip af. Først var jeg bare sur, men snart blev jeg vred:
Man ved jo, hvad de der singleveninder er ude på, jeg spyttede nærmest, hver gang hun nævnte et cafémøde. Flirter bare med mænd Og hvad vil de dig?
De er frie kvinder, sagde Sofie vredt. De har ret til at være glade og date, hvis de vil!
Så kan de gøre det alene! Jeg vil ikke have, du får dårlige idéer, svarede jeg og krydsede armene.
Kontakt med veninderne blev sjældnere og forsvandt til sidst. Sofie stod helt alene ingen at snakke med, forældrene boede i provinsen, og kolleger ja, dem havde jeg forpurret.
Med en lille datter, der krævede alt: mad, trøst, leg, og at blive puttet.
En aften under aftensmaden sagde jeg:
Nu må vi vist snart have nummer to.
Sofie stivnede med skeen i hånden. Emma havde netop spildt havregrøden, og Sofie så udmattet på mig, træt ud over alle grænser alligevel lød jeg, som om det var det mest naturlige i verden. Inden i hende strammedes alt: Hvordan kunne jeg overhovedet foreslå det nu, hvor hun knap klarede det med et barn?
Fordi du jo har fået så meget fritid, fortsatte jeg og lænede mig tilbage, lød nærmest sarkastisk. Jeg har jo set din chat med din søster om kurser. Men hvorfor? Du skal da ikke ud og arbejde.
Hun sank en klump. Hun ville jo udvikle sig, lære nyt det gav hende trods alt håb.
Jeg har bare brug for at lære nyt, sagde hun stille.
Du trænger nok til et barn mere så får du ikke tid til at drømme, svarede jeg og havde allerede lagt beslutningen.
Det rystede hende. Nummer to? Hun kæmpede allerede hårdt nok med Emma Min alvor gjorde det kun værre. Hun begyndte i smug at overveje prævention, skulle udtænke planer og beskytte sig selv og datteren mod min utålmodige kontrol. En ting var sikker: Det her kunne ikke fortsætte.
Dagen, jeg nægtede hende at tage til hendes brors fødselsdag, toppede det hele. Der ville være for mange mænd, sagde jeg. Hun forklarede, at det kun var familie men jeg nægtede at høre.
Så knækkede hun.
Mens jeg var på arbejde, pakkede Sofie roligt alle sine og Emmas ting. Hendes hænder rystede lidt, men hun gjorde det effektivt. Hendes bror forstod alt straks og lejede endda en lille varebil til flytningen.
De forsvandt stille. På køkkenbordet efterlod hun en seddel: Undskyld, men jeg kan ikke mere. Jeg vil bare have, at Emma får ro omkring sig.
Samme dag søgte hun skilsmisse.
Skilsmissen foregik i Københavns Byret. Jeg krævede tænketid, opførte mig arrigt, bebrejdede hende utallige fejl beskyldte hende for ikke at forstå at sætte pris på mig, at tænke kun på sig selv, at være en dårlig mor. Højlydt overtog jeg samtalen hver gang.
Dommeren, en ældre kvinde, lyttede tålmodigt. Hun standsede ofte mine tirader, bad mig sænke stemmen og gav Sofie taletid. Hun kunne tydeligt se, hvad der skete, og nægtede mig yderligere betænkningstid vi blev skilt på stedet.
Jeg kan ikke se, at denne familie kan reddes, sagde hun alvorligt. Jeg føler stor medfølelse for dig, Sofie. At skulle leve sådan i fem år kræver sin kvinde.
Sofie nikkede kun, mærkede for første gang i lang tid lettelsen brede sig. Hun havde truffet det rigtige valg.
Efter skilsmissen flyttede Sofie og Emma hjem til hendes forældre i Odense, fik arbejde og startede forfra, selv om det var hårdt med flytning, forklaringer og alt det praktiske. Så snart hun kom over dørtærsklen i barndomshjemmet, følte hun en stor sten lette fra hendes ryg.
Hun meldte sig til et grafisk design-kursus noget hun altid havde drømt om, men jeg havde bare kaldt spild af tid. Nu havde hun energi, lavede de første designs, eksperimenterede med farver og typografi, sugede til sig.
Langsomt fik hun nye bekendtskaber: kvinder fra kurset, kolleger og en mor, hun havde mødt på Emmas nye legeplads. Hun begyndte oven i købet at gå på kaffeaftaler små, uforpligtende møder, og for første gang i mange år følte hun sig fri. Virkelig fri.
Ofte sad hun på forældrenes gamle veranda, med en yndlingskop varm myntete. Emma legede på græsset med sine fætre og kusiner, de byggede huler og fodrede duer med brødkrummer. Når datterens latter fyldte haven, blev Sofies øjne bløde.
Sådan skal det være, tænkte hun, uden mistro og råben, uden frygten for at sige noget forkert. Bare at leve, nyde det små og se sit barn trives.
Efterhånden troede hun, det hele nok skulle gå. Hun ville gøre kurset færdigt, tage små grafiske opgaver ind, måske endda leje en lille lejlighed nær forældrene Men efter et år dukkede jeg op igen.
Hun gik på Torvehallerne i København, udvalgte æbler til en tærte: duftende, sprøde, rødmossede frugter. Stemningen var hyggelig småsnak, folk handlede og lo.
Pludselig blev hun klar over en insisterende, gennemtrængende følelse af at blive iagttaget. Hun vendte sig hjertet sprang et slag over. Et par meter væk stod jeg.
Jeg så anderledes ud mager, trætte øjne, tøjet hang løst. Men mine øjne var stadig de samme, målende, evaluerende.
Sofie sagde jeg lavt, tog et forsigtigt skridt nærmere. Jeg har ledt efter jer.
Hun trådte instinktivt tilbage, klemte indkøbskurven ind til sig.
Hvorfor? stemmen rystede let, selv om hun prøvede at lyde afbalanceret.
Fordi jeg har forandret mig, sagde jeg. Jeg forstår nu, hvad jeg mistede. Jeg kan ikke uden jer.
Sofie blinkede væk en klump i halsen. Minderne vældede frem vores dans i regnen, Emmas smil som lille, hyggelige aftener ved stearinlys. Det gjorde både ondt og godt.
Giv mig en chance, bad jeg lavt. Jeg vil bevise, at jeg kan være en helt anden end før.
Mærkelig nok formåede jeg at vinde hendes tillid. Også Emma savnede sin far desperat, var blevet stille, tegnede billeder af os alle tre sammen. Hendes sorg kunne Sofie ikke bære at se.
Så hun sagde ja til at prøve igen med én betingelse: ingen nyt bryllup, i hvert fald de første par år. Hun slog fast:
Ingen vielse før jeg kan mærke, at tingene virkelig har forandret sig. Jeg vil have ret til mine forældre og veninder, til arbejde. Forstået?
Selvfølgelig, alt hvad du vil jeg skal gøre det rigtigt, nikkede jeg ivrigt, så det næsten var for meget.
Vi flyttede til Aarhus. Først virkede det lovende ny by, nye begyndelser. Men snart så hun, at hun var afskåret: ingen venner, ingen kolleger, ingen netværk. Og jeg havde planlagt det sådan hun stod alene.
Jeg foreslog altid: Skal vi ikke ringe til dine forældre lørdag der er det heldigvis morgen hos dem. Eller måske vente til søndag?
Altid var jeg tilfældigt i rummet under hendes samtaler, spurgte ind: Hvad sagde din mor? Hvad mener din far om os?
Værst var min faste overbevisning om, at hun havde haft en mand året vi var separeret. Jeg pressede hende nonstop:
Vær nu ærlig var der én? Jeg lover, jeg bliver ikke vred. Bare fortæl mig det.
Hun forsøgte at gøre rede for alt arbejdet og Emma, men jeg blev ved: Jeg kan jo mærke, der er sket noget. Du er forandret!
Jeg kontrollerede hendes mobil, snusede til hendes opkald, afhørte hende efter hver snak med naboer eller PostNord:
Hvad snakkede I om? Hvorfor tog det så lang tid? Så han mærkelig ud?
Hun forklarede roligt, at det var henteadressen, eller ej at holde post men jeg nikkede mistroisk, Alt for mange tilfældigheder.
En aften, efter Emma var lagt i seng, eksploderede situationen.
Skriver du igen med en eller anden?! vrissede jeg, da jeg tog hendes telefon, mens hun smsede med Katrine. Hvem er det?! Er det en elsker?
Giv mig den! råbte Sofie, rejste sig vredt. Det er Katrine, min veninde! Vi skal i Botanisk Have i morgen, med børnene. Jeg har fortalt dig om hende!
Veninde, haha, svarede jeg sarkastisk og vendte skærmen om: Hvorfor alle de smileys? Flirter I?
Hvad er der galt med dig?! hun hævede stemmen, men dæmpede sig hurtigt for ikke at vække Emma. Med lav stemme fortsatte hun: Hvorfor kan du ikke stole på mig? Jeg troede på din forandring! Men intet er ændret.
Jeg stivnede med hendes telefon i hånden. For bare et sekund så jeg næsten anger i mine egne øjne men straks hev realiteterne min vilje tilbage.
Hvis der ingen skjulerier er, så vis beskederne, forlangte jeg. Hvis du ikke er skyldig, så
Nej, afbrød hun og tog telefonen. Nok er nok! Jeg sagde: ingen flere afhøringer, ingen kontrol. Du lovede, det skulle blive anderledes!
Og hvor vil du tage hen? spurgte jeg, truende. Du har ingen penge, intet arbejde, intet sted at bo!
Endnu en fejl, svarede hun roligt, stemte skuldrene af og kiggede mig fast i øjnene. Pludselig blev hun sikker, nærmest rank: Jeg har gennemført mit grafikkursus, jeg har et portfolio. Katrine har allerede skaffet de første små freelance-opgaver. Ved du hvad? Jeg er ikke bange længere. Ikke for at være alene, og ikke for en ny begyndelse. For nu ved jeg, at jeg faktisk kan klare det.
Inde fra Emmas værelse lød nu hendes små, søvnige stemme:
Mor? Hvorfor råber du?
Sofie gik straks ind, satte sig hos datteren, lagde armene om hende og hviskede beroligende:
Alt er okay, min skat, sagde hun blidt. Mor har bare tænkt på, at vi skal starte på et nyt eventyr. Et sted, hvor solen skinner ekstra meget, hvor du kan lege og grine alt det, du vil. Kunne du tænke dig det?
Emma smilede søvnigt og nikkede og krammede sin mor.
Jeg stod i døren, så på dem. For første gang så jeg ægte tvivl, ja, frygt og indså måske, at Sofie denne gang virkelig mente det.
Går du virkelig? spurgte jeg lavt, uden vrede, kun forundring.
Ja, sagde Sofie, mens hun strøg Emma over håret og så mig i øjnene. Denne gang for altid. Vi har brug for fred og det får vi aldrig med dig. Jeg er ked af det, men sådan bliver det.
**********************
Jeg gik fra prøvelser til bønner, fra trusler til tårer, men Sofie var urokkelig. Intet fik hende til at ombestemme sig. Hver gang jeg prøvede ringede, skrev svarede hun det samme: Det er slut mellem os. Jeg har valgt, og det står fast.
Emma var ulykkelig i starten. Hun spurgte tit: Kommer far ikke mere?, Ser vi ham igen?, og gemte tårer væk i sin mors favn. Men Sofie sørgede for tryghed, fandt en hyggelig lejlighed nær byparken i Aarhus. Emma fik egen børneværelse med farverigt tapet, puder og plads til legetøj.
Snart satte Sofie Emma til billedkunst et par gader væk. Pigen strålede, fandt hurtigt veninder, de malede og snakkede om billeder og hverdagsliv. Emma begyndte at tænke mindre på forældrenes skænderier og fyldtes af nye oplevelser.
Jeg ringede hver dag i starten holdt facaden, spurgte om hendes billeder, om vennerne og hvad hun og Sofie lavede. Emma fortalte glad, men snart blev mine opkald sjældnere. Først hver anden dag, dernæst to om ugen, og så kun et par gange. Til sidst blev der kun til korte beskeder: Hej min solstråle!, God dag, min prinsesse! og fattige børnebidrag, der dårligt dækkede maleudstyr. Jeg forstod nok, at Sofie ikke længere kunne påvirkes gennem Emma.
For Sofie betød det, at hun for første gang kunne trække vejret frit. Hun og Emma gik aftenture i parken, fodrede ænderne ved søen, samlede farvede efterårsblade, eller fløj en drage, som Emma selv havde valgt i legetøjsbutikken. Pigen løb grinende, og Sofie mærkede, at hun ikke havde set sin datter så glad i årevis.
Hver gang hun så det smil, vidste Sofie: Hun havde gjort det rigtige. Det havde været svært at finde job, få bolig og skabe en ny hverdag, men friheden og roen, de nu havde, var alt det værd. Nu havde de to deres eget lille univers trygt, let, fuld af glæde og muligheder. Og i det univers var der ingen plads til frygt, mistro og bebrejdelser.
