Lad ham blive hos mig, og datteren lad hende blive.
Tidligt på en forårsmorgen stod en kvinde udenfor et gammelt, to-etagers træhus i en københavnsk baggård. Trætrappen var for længst brugt som brænde, og kun nogle løse brædder mindede om, hvor folk plejede at tørre deres sko. Hendes mørke hår var sat op i en ring om hovedet, gammeldags, dækket af et let tørklæde. Hun bar en tyk, vatteret jakke, taljen snøret ind med et slidstærkt bælte, og på ryggen havde hun en stor taske. Hun kiggede nervøst op på førstesalens vinduer.
Så trak hun vejret dybt, og hendes øjne fik det der stædige, næsten glødende blik. Hun gik over dørtærsklen. Trappeopgangen var smal, benene var tunge som uldsokker, men hun vaklede alligevel op og drejede til venstre.
Dette værelse havde hendes mand fået tildelt før krigen. Her var deres lille Ingrid kommet til verden.
I den mørke korridor på den anden side dukkede der pludselig en nysgerrig gammel kone op. Hun havde et tykt uldtæppe over sin natkjole, og benene lyste blegt mellem den korte frakke og de gamle slippers.
Hvem pokker…? Nej, Gud! Er det dig, Astrid? Du er jo kommet hjem!
Kvinden kneb øjnene sammen, og genkendte naboen.
Ja, moster Karen. Det er mig…
Hvad sagde jeg til Jens “Du ska bare vente, Jens, konen kommer en skønne dag!” Ja, du er levende… det er godt…
Astrid tog et par skridt hen mod den gamle kone.
Men hvordan har du det så? Lever du endnu, hvad?
Hm… hvis det er at leve så ja. Vi sultede… Gu hvor vi sultede, Astrid! Kun Jens har haft det godt altså, sådan til nød. Men han kom også galt afsted med maskinerne…
Hvad er der sket?
Ved du da ingenting? Hånden røg i maskinen på værftet, nu mangler han fingrene på højre hånd. Men han har da stadig hånden og det er jo noget… Kirsten har jo plejet ham. Og hun er ikke nærig, arbejder i kantinen, så de skal nok klare sig… Nå, nu snakker jeg for meget. Bank på, de er hjemme. De sover nok.
Den gamle traskede ned mod gården, og Astrid mærkede frygten komme snigende igen, men hun fejede den væk.
Altså, det er jo hendes hjem ikke sandt? At manden nu boede med en anden, havde hun allerede hørt, mens hun sad i lejren. Hun havde aldrig troet på det, og ikke rigtigt nu heller. Hun havde altid tænkt, at det bare var en stor misforståelse. Men det var jo stadig hendes datter, hun ikke havde set i over fire år. Og i følge loven, var det hendes hjem ikke den der Kirstens…
Hun tog en dyb indånding og bankede beslutsomt på døren. Tiden sneg sig afsted, mens hun ventede. Intet svar, ikke engang hjertebanken fik værelset til at vågne.
Hun bankede igen, og endelig kom en stemme, velkendt selvom den var søvnig og sur Jens.
Hvem fanden forstyrrer nu? Lad os sove for pokker!
Astrid fik ikke en lyd frem, stod bare og stirrede.
Stilhed.
Karen knegede op ad trappen.
Hva nu? Lukker de ikke op?
Astrid trak på skuldrene, lænede sig op ad væggen. Karen gik til døren og bankede, og råbte ind i sprækken:
Jens, luk nu op, konen er jo kommet hjem!
Noget rumsterede, sengens fjedre knirkede, så blev der endelig åbnet. Jens stod der i undertrøje og gamle boxershorts.
Han opdagede hende ikke med det samme.
Er du blevet skør, lad mig nu sove. Det er jo weekend! men fik så øje på Astrid Astrid! udbrød han. Astrid!
Han slingrede lidt, men åbnede døren helt.
Karen krydsede sig selv og aldrig før havde hun åbnet sin egen dør så hurtigt.
Så du kom hjem… det lød mest som om han skulle overbevise sig selv.
Han gik ind og lod Astrid komme forbi. Hun mærkede lugten af ham den gammeldags, trygge duft.
De havde ikke set hinanden i over fire år.
Astrid kiggede sig omkring. Møblerne var de samme det lyse træskab, et hjemmelavet bord med en kridhvid dug, stole med hæklede overtræk, symaskinen i hjørnet, og en barneseng af et gammelt rejsekuffert, overdækket med slidt tæppe.
Alt var så rent og ordentligt.
Undtagen jernsengen bag gardinerne. Der knirkede fjedrene, nogen stod op.
Ingrid? Eller…?
Astrid smed sine gummistøvler, fødderne dunkede af lettelse. Allerede i lejren havde hun drømt om aldrig mere at få dem på.
Hun havde lyst til at rive gardinet til side, løbe hen og omfavne sin datter… men de mange år og lejrlivet havde lært hende at væbne sig med tålmodighed. En barnestemme var der ikke. Barnesengen lå tyst, puden formet som et trekantet bjerg midt i det hele.
Hun trak en stol ud, satte sig og begyndte at tage bæltet af.
Jens forsvandt om bag gardinet, hviskede, og kom straks efter ud, nu iført skjorte og bukser. Han smilede lidt undskyldende til Astrid, fandt noget fra skabet og smuttede igen bag gardinet.
Så satte han sig over for hende.
Så du kom hjem… gentog han.
Ja. Der var amnesti. Vi, som havde børn, blev løsladt. Hvor er Ingrid?
Hende… Ja, hun har det godt. I dag er det jo weekend, så hun er hos farmor. I fårdagen altså… De har en ged, så hun får lidt rigtig mælk. Ellers går hun i den lokale skole nu de roser hende meget, ja… han pegede lidt vagt mod gardinet og stoppede sig selv.
Hos hvilken farmor? spurgte Astrid.
Altså hos fru Kirsten… hendes mor… han så ned, førte hånden gennem det allerede grå hår, og pegede mod gardinet Kirstens mor, du ved.
Der var ingen skyld i hans blik, bare træt hverdagsklogskab.
Og så blev gardinet revet til side, og Kirsten kom resolut frem, rettede lidt på sengen, glattede sengetæppet, betragtede dem med et provokerende nik:
Davs.
Astrid så et rundt, kønt ansigt, stregnede bryn, sort hår sat op, fyldigt legeme. Kirsten bar blå trøje og blomstrede nederdel, bandt tørklædet om håret.
Hun satte kurs mod bordet, hev dugen væk.
Du har nok kaffe, jeg skal på arbejde. Jeg henter Ingrid til frokost.
Hun skyndte sig at finde lidt i sin mulepose, trippede rundt i lejligheden og forsvandt, uden et øjebliks farvel.
Astrid betragtede hende. Kirsten var frodig og frisk alt det Astrid ikke længere følte sig som.
Hun havde jo ændret sig efter lejren. Høj, som hun altid havde været stolt af, men nu var hun bare en lang egepind med stikkende skulderblade, små bryster og knæ og albuer dækket af hård hud.
Hun havde stadig de søde ansigtstræk, men de mørke rande under øjnene slap hun aldrig mere af med.
Jens dækkede bord. Han fandt en pose bag vinduet, glas under bordet. Med venstre hånd, mens han støttede med den handicappede, skar han tørret kød, sure agurker og rugbrød. Det hele balanceret under armen.
Astrid sank en ekstra gang. Hun havde været undervejs i over to døgn, og kun haft ordentlig mad de første dage. Det var evigheder siden, sidst hun havde kostet på sig kød.
Du er vel sulten? Kom, spis lidt! Jens tilbød hende.
Og Astrid gik til håndvasken, skyllede hænderne og satte sig til bordet.
Jens kiggede på hende med medlidenhed:
Du skrev ikke mere til sidst. Jeg tænkte måske har du fået et nyt liv derinde?
Han strøg sig over panden med sin lemlæstede hånd, og først nu bemærkede hun, hvor slemt det egentlig stod til.
Jeg skrev, men vidste ikke, at moster Sigrid døde. Et nyt liv nej, jeg ville bare hjem til min familie…
Og så var jeg lidt af et fjols, hva?
Astrid tav og supede teen.
Jens sad med nedslåede hænder og stirrede ud ad vinduet.
Det var ikke let her, Astrid. Vi sultede, og Ingrid var lille. Jeg måtte tage hende med på værftet, hun hylede, hvis hun var alene, og naboerne kunne jo heller ikke hjælpe. Vi havde knap nok til os selv og hvordan skulle jeg kunne klare det med et barn, der bare blev tyndere og sygere? Kirsten tog hende med sig i kantinen efterhånden hun kunne jo give hende lidt. Det var svært, men efterhånden fik Ingrid det bedre. Legede igen med dukkerne, fik lidt farve i kinderne. Og så skete det med min hånd… det var Kirsten, der fik mig på benene igen. Så blev det bare os to.
Hvordan er Ingrid nu?
Hvem? Ingrid? Åh, hun er simpelthen et energibundt. Hun styrer drengene ude i gården, går godt i skole. Kirsten siger, hun er meget sød.
Vi måtte kun skrive brev én gang om måneden. Jeg skrev til Sigrid, så hun kunne sende videre til dig. Men så fik jeg at vide, at moster Sigrid var død så kom brevene aldrig mere frem.
Det er længe siden nu ja, snart to år. Så jeg troede, du var væk, eller havde startet forfra… undskyldte Jens.
Jaja, du ventede sikkert jeg ville forsvinde men nu står jeg her, som et lyn fra en klar himmel, sagde Astrid, lidt ironisk.
Jens sprang op fra taburetten.
Det kan du ikke tro! Hvis jeg bare havde vidst Men sådan blev det.
Han tog hende i armen, trak hende ind til sig, krammede hendes spinkle krop, holdt om hende, som om han kunne beskytte hende fra hele verden og glemme alt det hårde.
De stod sådan længe, med kinden mod hendes fletning, hans raske hånd strøg hendes hår.
Hun så op på ham, øjnene slørede af tårer.
Hent Ingrid, Jens. Vær sød, hent hende…
Hvad skal vi stille op, Astrid?
Bare hent Ingrid.
Jens gav slip, iførte sig trøje og støvler, smed hurtigt sin jakke over skulderen og kiggede sig tilbage, som om han stadig ikke troede helt på, at Astrid virkelig var hjemme.
Astrid gik hen til vinduet og så ham forsvinde ud under buen. Det var tydeligt, at han heller ikke havde det nemt.
Hun satte sig på datterens seng, trak det slidte tæppe til side og lagde sig, indsnusede duften, prøvede at minde sig selv om, at hun var kommet hjem.
Da hun blev dømt, var Ingrid ikke engang fyldt fire. Nu var hun otte. Veninden fra arbejdet havde inviteret hende med på Hovedbanen, hvor folk slæbte majs ud af en togvogn. Folk stjal, og hun gjorde som de andre tænkte hun kunne bytte til rugbrød.
Det kostede hende ti år. 80 fra kvarteret blev dømt den dag.
Hun kiggede altid efter Ingrid fra transportvognens sprække. Datteren ledte med øjnene, kunne ikke finde sin mor, kravlede op til sin far.
Jens kunne dårligt skrive, læste langsomt. Brevene gik gennem Sigrid. Så længe hun levede fik Astrid beskeder om, hvordan det gik hjemme. Hun havde ikke vidst Sigrid var død og skrev længe videre forgæves.
Astrid satte sig op i sengen, smed den varme trøje, åbnede skabet.
Alt var fremmed… Selvom hun teknisk set var hjemme, føltes det ikke sådan. Her havde hun drømt om fred efter årene i lejren, men også at mærke lykken og være ung bare 29 år.
Hun var hjemme, men alligevel ikke. Her var en ny kvinde, der styrede alt.
Og midt i kaosset dukkede Kirsten op, kastede tørklædet på gulvet.
Skal du nu tjekke mig, eller hvad? snerrede hun.
Astrid viste sin trøje.
Ville bare lægge den på plads.
Kirsten gik hen til skabet, flyttede det halve sengetøj, og betragtede hele seancen.
Værsgo’, bare læg den der…
Det er altså ikke så vigtigt, Astrid stak trøjen ind på øverste hylde.
Kirsten satte sig i sin frakke på stolen. Astrid blev stående.
Jeg holder styr på det hele. Jens og Ingrid har aldrig manglet noget, skal jeg sige dig!
Jeg kan se, her er rent.
Ja, og i kantinen roser de mig for at være grundig.
Det er godt…
Så sprang Kirsten op to skridt, så stod hun foran Astrid.
Forlad os, vil du ikke nok? Forlad os eller tag væk. Han har det bedst med mig, sådan er det bare. Ingrid også hun opfatter mig som sin mor. Alle gør. Også i skolen. Hun kan knap huske dig. Rejs!
Kirstens stemme var fuld af nød, og Astrid blev helt svimmel af hendes ord. Da det omsider gik op for hende, svarede hun roligt:
Jeg rejser ingen steder. Jeg er kommet hjem til min datter, til min mand, til mit hjem. Jens er ude for at hente Ingrid.
Kirsten mistede pusten.
Ja, ja. Han ville jo ind i kantinen og give besked. Nu stresser han sin gamle mor hun er helt knust. Jeg går forbi i aften; jeg vil ikke have, hun går bort af sorg, Kirsten dumpede ned på sengen.
Sorg? Hvorfor sorg, hendes mor er jo vendt hjem? spurgte Astrid.
Du rejser altså ikke? Kirsten var tabt i sig selv.
Nej, jeg bliver. Men valget må Jens selv tage. Jeg tager ikke Ingrid fra nogen.
Kirsten var opgivende.
Nå, sådan altså? Du tænker altså, han vælger dig for du ved, han elsker datteren højt. Måske vil han gå tilbage til dig. Du kunne da have fundet dig en anden derovre, blandt alle de karle i lejren? Men næ nej du står bare her, hellig, og sådan… du er ikke spor bedre end os andre! hun sagde det som et spytklat.
Slagene ramte Astrid, men hun nægtede at reagere. Årene i lejren havde vel lært hende dét.
Hun havde lært af de stærke dem der holdt fast i menneskeværdet, selv når alt blev taget fra dem.
Lever man, er der stadig mulighed for at leve ordentligt, sagde gamle læreren fru Clausen i lejren.
Astrid havde taget det til sig.
Du kommer til at fortryde det, Kirsten, sagde hun mildt.
Det forvirrede Kirsten, og efter en tavs pause kastede hun sig på sengen og tudbrølede.
Du skal ikke tage ham fra mig! Du har jo klaret dig uden i årevis, du kan klare dig uden nu men jeg… jeg dør, hvis han går fra mig…
Astrid havde lyst til at løbe til at tage sin taske og forsvinde. Men hun satte sig istedet til rette, lagde ansigtet i hænderne og sad helt stille. Hun kunne ikke gå nu ikke før hun havde set Ingrid. Og hvor skulle hun tage hen? Hele familien var forsvundet eller havde glemt hende.
Efterhånden stilnede Kirsten af, snød næsen og kom tørklædet på igen, inden hun gik.
Nu gik Astrid formålsløst rundt i rummet, kiggede ud, men ingen misundelse boblede. Fire års adskillelse havde gjort hende immun overfor jalousi. Hun vidste, Jens havde troet, han aldrig ville se hende igen, og havde derfor indrettet sig. Hun forstod ham.
Men hvad så nu? Skulle hun tage Ingrid og rejse? Måske til Århus, hvor veninden Rita havde tilbudt hende et sted. Hun huskede adressen.
Hun samlede instinktivt sine ting sammen men satte sig så igen og faldt i søvn, helt tom.
Hun vågnede, da der blev nusset og listet i entreen. En langbenet pige i grøntternet frakke og hvidt, fnugget tørklæde kom ind med Jens i hælene. De talte dæmpet, mens de tog overtøjet af.
Astrid satte sig op.
Ingrid, se, din mor er kommet hjem!
Ingrid lignede hende selv som barn. Kraftig, indviklet fletning i to boller, stærk blik, sammenpressede læber.
Tilbage var hun jo en lille pige, da Astrid forlod hende nu var hun stor. Astrid kunne ikke sige et ord, kunne ikke engang rejse sig, benene var tunge som beton. Hun havde tusind gange set mødet for sig, men nu kunne hun kun række ud.
Ingrid så spørgende på faren:
Hvor er mor?
Hun kommer snart hjem, hilsem… Jens nikkede til Astrid.
Goddag, sagde pigen, lidt genert.
Ingrid, har du glemt mig? Astrids stemme var grødet.
Nej, jeg kan godt huske men bare lidt, sagde Ingrid lavt.
Astrid forstod, at hun ikke skulle mase på Ingrid blev bare forskrækket. Hun satte sig tæt, tog hendes hånd.
Jeg husker, du var så lille! Hvad husker du fra dengang?
Jeg… husker en karrusel, og hvordan du eller, ja, du satte mig på kælk ned ad bakken, hun kiggede mod faren, Men mor kommer hjem snart, ikke?
Hun er på arbejde. Du ved det jo, Jens stirrede bekymret ud.
Hvem er det? Ingrid løb til vinduet og vinkede ivrigt.
Astrid kiggede med og så gamle fru Kirsten i pelshue bakke væk med et forskrækket blik.
Det er Kirstens mor de to er uadskillelige. Og hun elsker jo dig, Ingrid, forklarede Jens.
Ingrid blev stående i vinduet. Astrid forstod pludselig, hvor svært det måtte være for datteren. Hele hendes verden vendt på hovedet: Pludselig stod der en fremmed, hun skulle kalde mor, med en fortid ingen talte om og tom pengepung.
Og i det øjeblik vidste Astrid, hvad hun måtte. Hun hviskede til Jens, at han skulle gå ud. Hun gik hen til Ingrid.
Ingrid!
Pigen vendte sig, så ned.
Ingrid! Jeg er her kun kort. Jeg savnede dig, jeg er kommet for at hilse på dig. Har du det godt med mor Kirsten?
Ingrid nikkede.
Hun elsker dig?
Nyt nik.
Og ingen er dumme ved dig?
Hovedet rystede.
Jamen det er jo godt så! Så skal du bare fortsætte. Gør dig umage i skolen, og jeg lover at besøge dig og hjælpe med alt, hvad du vil. Du kan læse nu?
For første gang så Astrid tårer i datterens øjne. Men de var ikke så forskrækkede længere.
Ja, jeg kan godt læse.
Skønt! Jeg skriver til dig, og du lover at svare mig?
Ja…
Astrid trak Ingrid ind til sig, krammede hende tæt datteren, pigen hun havde overlevet for at se igen.
En klump i halsen truede helt op, men hun slap, trak straks sine støvler og jakke på, tog tasken.
Farvel, Ingrid hendes stemme knækkede.
Hun gik hurtigt ud, fandt Jens længere henne ad gangen.
Farvel, Jens. Lev lykkeligt pas nu på datteren.
Han nåede ikke reagerede stod der stum med cigaretten hængende.
Astrid sprang ned ad trapperne som en koncertpianist, benene piskede af sted. Hun skulle bare væk, væk, så ikke fortvivlelsen kunne spise hende op. På Hovedbanen ville mængden være der, livet ville gå videre.
Hun nåede ud i gården, slugte forårsluften, gik mod porten. Ikke se sig tilbage! Alt ville nok ordne sig.
Men pludselig, som en vindtrille, lød et råb fra vinduet.
Mor! Mor! Bliv! Mor!
Astrid kiggede Ingrid hængte halvt ud af vinduet, og forsvandt så.
Astrid løb tilbage. På trappen stødte de sammen: Datteren greb om hendes talje.
Mor! Mor! Jeg kan godt huske dig jeg har ventet, du skulle komme!
Ingrid, min pige…
Der var ikke flere ord.
Senere gik Jens rastløs rundt, røg, mens Astrid stadig sad i overtøjet, Ingrid ovenpå sig.
Så, beslutsomhed, Jens. Hvem vil du ha?
Jens tøvede ikke.
Hvad er der at beslutte? Du er min kone. Ta’ overtøjet af, du skal bo her.
Og Kirsten?
Det klarer jeg hun har jo også sit at falde tilbage på. Hun har jo hus.
Han begyndte selv at hjælpe Astrid med jakken.
Næste aften kom Kirsten tilbage med vognmanden, ansigtet hævet af gråd.
Mor! Ingrid løb hende i møde.
Kirsten strøg hende over håret, pakkede sagte sine ting.
De strømper skal du passe på, de er stadig for store. Den blå kjole kan du have til fødselsdagen den hvide er for lille, du skal ha en ny til jul. Du siger det bare til din mor.
Ingrid kiggede usikkert på Astrid blev hun sur? Men Astrid lavede bare te.
Kirsten pakkede resten. Astrid pegede på køkkengrej.
Noget af det her? Tag endelig…
Kirsten viftede afværgende.
Hun var på vej ud, da Astrid stoppede hende.
Skal vi ikke drikke en kop te sammen?
De venter på mig Men jo, lad os tage en kop.
Først var det akavet og stille, så begyndte Kirsten at snakke.
Jens elsker boller i karry. Jeg lavede dem hver uge. Supper gad han ikke. Og hånden det blev heldigvis bedre. Nu sover han om natten. Ingrid må ikke få for meget sødt, det går ud over tænderne. Det er ørerne hun bøvler med, ikke?
Tak!
Astrid hjalp med knuderne, bar bundter ud til vognen, og det var næsten som om krigen og nøden havde blødt folks hjerter op. Ingen stirrede for længere tid.
Kirsten stillede sig foran Astrid, øjnene sænket.
Tilgiv mig, hvis jeg har gjort dig ondt.
Det er glemt. Tak for alt, du gjorde for både Ingrid og Jens. Det må ikke ha været let.
Nej, måske Kirsten rødmede Astrid, jeg sværger, at Jens er din. Men må jeg stadig besøge Ingrid? Vi holder så meget af hende. Min mor hun føler hun mister sit eget barnebarn. Vi har elsket hende som vores.
Kirsten græd åbenlyst nu.
Selvfølgelig, Kirsten. Ingrid skal stadig se jer begge.
***
Næste sommer sad Ingrid ude i gården, vippedede lillebror Magnus i barnevognen.
Astrid kom løbende ud fra porten, blev lettet da hun så, Magnus sov. Hun var bange for, han ville kræve bryst, mens hun tog sig af det nye liv.
Hun blev træt, satte sig hårdt.
Mor, far har spist, jeg lavede frokost. Gå ind, jeg passer lillebror.
Vi kan da spise sammen. Bare rolig.
Så løber jeg over til bedstemor og hiver lidt rabarber op i haven.
Skynd dig. Og pas på vejen!
Ingrid forsvandt, men Astrid råbte:
Ingrid! Hils moster Kirsten! Sig endelig, jeg ønsker hende et lykkeligt ægteskab!
