Ring om en time!
Hej, Mie! råbte veninden Helle og vinkede.
Marianne standsede, vendte sig og kneb øjnene sammen. Ansigter flyder sådan ud, og brillerne ligger i tasken
Nå, det var Helle, der råbte! Hun syntes nok, stemmen lød bekendt.
Helle! Du er jo som en ung gazelle! grinede Marianne.
Veninderne krammede, men Helle trak sig straks fri:
Puh, ung og ung! Overdriv nu ikke! Man må jo jage jer rundt på gaderne for at få fat på jer!
Hvad mener du? spurgte Marianne og kastede et blik på sit ur hun havde næsten ingen tid
Præcis det jeg sagde! Dig, Trine, Ditte hvor er I alle sammen? I kunne i det mindste ringe, sige: Hej Helle, vi lever og har det fint! Men nej, først fester I til bryllupper, får børn døbt, og så forsvinder I. Mine unger plagede helt skuldrene af Rasmus: Tag os med, hest! Tag os med! Nu er han taget på landet, nogen lovede ham bistik som en slags mirakelkur jeg ved ikke, om han kravler hjem igen Men I andre? Det er ikke særlig veninde-agtigt! Hvordan kan man bare forsvinde? Forresten, har du en flaske vand? Jeg er helt forpustet, og du siger jeg er som en gazelle Helle stønnede stadig.
Nej. Vil du have, jeg går op og køber noget? Hvor mon Marianne kneb atter øjnene sammen og kiggede sig omkring.
Åh, du behøver da ikke lave rynker for min skyld! Sæt dig bare, jeg overlever. Helle så skarpt på hende. Hvor er dine briller? Og i Helles stemme var ingen pardon. Du er som en muldvarp uden dem! Du ligner din gamle moster Anna.
I tasken Men jeg kan ikke holde ud at have dem på, Helle. Jeg ser allerede træt ud, og hvis jeg tager brillerne på bliver det helt akademiker-frøken! Se selv, her er de! Marianne tog et lille etui op, flot, med krokodilleskindsmønster, åbnede og viste Helle sine fine briller med gyldent stel.
Prøv dem! befalede Helle.
Marianne adlød og tog dem på.
Nå, ser verden ikke bedre ud? Du er da kær i dem! Lige så rørende hjælpeløs, blid! Uden dem blind som en høne!
Er det rigtigt? Det opdager jeg bare ikke… Marianne trak på skuldrene og rynkede brynene.
Hun havde faktisk ikke set sig selv rigtigt i spejlet længe. Hvorfor egentlig? Der var jo kun nye rynker at opdage, folder på halsen, lidt ekstra rundt omkring og ingen glød i øjnene som før. Alt det vidste Marianne jo godt. Hun kastede et kort blik om morgenen, glattede håret, kontrollerede kraven og lagde lidt eyeliner og læbestift, men det var ikke længere nogen særlig glæde ved det. Ikke længere den samme ungdommelige beundring.
Sådan havde det ikke altid været. Som barn elskede lille Marianne at stå foran det store spejl i morens klædeskab, prøve nye kjoler, trække sløjfer og snurre rundt i de små sko og frakker, som mor Karen købte til hende. Alt var pænt og nydeligt, hendes kjoler var ikke arvet fra en storebror som så mange andres, men passede hende lige. Jeans fra torvet, lyserøde leggings, det dyreste halstørklæde fra Tyskland, faren havde taget hjem
Se vores prinsesse, hun ligner en porcelænsdukke! sagde mormor Birthe og rystede på hovedet af de nye idéer om tøj.
Det hedder ikke uldben, mormor! Det er noget, alle går i nu, svarede Marianne.
Det vigtigste er, at du har noget mellem ørerne! Lad mig se dit karakterblad, frøken! beordrede mormor.
Marianne rakte hende dommerbogen. Hun var mønsterelev, så mormor kunne ikke sige så meget hun satte alligevel brillerne på næsen, kiggede efter det lyserøde på benene og sagde så måske: Måske skulle jeg også tage sådan nogen på til bedstefar. Han får sig nok en overraskelse!
Bagefter grinede de begge, gik ud i køkkenet for at lave kakao og lave lektier.
Sådan var pigelivet.
Der kom en studenterfest en smuk kjole, elegante sandaler i størrelse 36. Hun havde set dem i vinduet og bestemt, at dem skulle det være.
Men, er de ikke for små, Mar? Du skal jo gå og danse i dem hele aftenen! sagde mor Karen.
Sælgeren rystede på hovedet der var kun de.
Bare rolig, mor, de er helt fine til mig! forsikrede Marianne.
De købte dem, viste dem til mormor, som fandt hælen lidt høj, men nikkede ungdommen er nu engang sådan i dag.
Og da selve eksamensbeviset skulle udleveres, græd hendes far, Ole, af stolthed over sin smukke datter, som dog stenede rundt med fødderne som om hun var en hoppe.
Hvad nu, skat? spurgte han stille.
De gør forfærdeligt ondt, far! Må jeg få de gamle? sukkede Marianne.
Ole trak de velbrugte, beige sko frem. Hun gled fødderne i dem med et suk oh, hvor var det meget bedre! Måske var det på tide at slippe moden?
Helle, Ditte, Trine alle veninderne var også dejlige, lidt mere nede på jorden end Marianne. Der var ingen jalousi de havde for travlt og var veninder ikke på grund af tøj men fordi de var bundet sammen, hjalp, grinede og græd med hinanden. De viskede om kærlighed i familiens køkken, mens mor og mormor så Matador i stuen, og snakkede så lavt som mus, at de næsten ikke forstyrrede til te.
Alle fire kom ind på universitetet, nogle på dag-, andre på aften- eller fjernstudier. Marianne på dagsstudie.
Hun var den spontane, den der trak de andre med ud, bandt tørklæder for dem, fortalte hvad unge gik op i og hvem der var de nyeste sangstjerner. Pigerne lyttede, diskuterede, grinede og mødtes igen næste dag til nye grin.
Så kom mormorens sygdom ud af det blå, bedstefars død, hospitalsopholdene hvor mormor nægtede at blive liggende hun var bange for lægerne, mente de ville gøre ved hende, hvad de havde gjort ved bedstefar Men han havde jo bare aldrig gået til læge og betalte prisen. Mormor Birthe flyttede hjem til Marianne, hun blev mere og mere afhængig og ville have historier, sange, læsning.
Det var Marianne ikke vant til. Før havde andre altid hjulpet hende, og nu skulle hun tage sig af mormor
Nogle gange hjalp veninderne med at underholde den krævende Birthe, mens Marianne gik ud med sin kommende mand, Brian.
Slap af, Birthe! Marianne kommer snart, så synger I Vores gamle Damptog sammen! Hun er på universitetet, digtede Helle. Men lad os læse lidt. Jeg har fundet lidt H.C. Andersen.
Ham kan jeg ikke fordrage! sagde mormor. Hvor bliver Marianne af? Hvad skal hun på universitetet klokken ni om aftenen?
Busserne kører sent, eller også har der været forsinkelser Jeg prøvede engang fortsatte Helle og fandt på dramatiske historier fra metroen, så mormor blev helt opslugt.
Helle lækkede også hemmeligheden om at Marianne havde fundet sig en mand.
Bagefter måtte Marianne og mor Karen stå ret og fortælle hvem, hvad og hvor han var fra, hvilket fik mormor til endelig at give sig.
Godt. Tag pengene fra opsparingen. Der skal jo et ordentligt bryllup til
Og mormor tørrede en tåre væk.
Mormor, nu skal du ikke også være ked af det! Vi har købt kage så samles vi og hygger os sammen. Marianne prøvede at hejse stemningen, og mor Karen hjalp til.
I Mariannes taske lå en halv foldet lap prøvesvar fra klinikken. Mormor ville ikke nå at se sit barnebarns bryllup
Marianne og Brian udsatte brylluppet, indtil mormor ikke længere var blandt dem, og først da de begge var færdige med uddannelser og havde arbejde, blev de gift.
Tabet af mormor gik hårdt ind på Marianne. Også da undlod hun at se sig i spejlet hun var ligeglad med udseende: hår, støv på skoene, alt gled sammen.
Men veninderne brød ind i hendes triste, trygge lille verden.
Sådan, min pige! Helle, med Ditte i hælene, greb fat i hende. Nu klæder du om, gør dig i stand præcis som Birthe ville have sagt og så går vi i biografen. Tom skal vise sin forlovede frem, vi kan ikke såre hende med mismodigt selskab!
Helle susede mellem badeværelse og stue, Marianne så prøvende sit eget spejlbillede.
Tag nu børsten og så lidt mascara! commanderede Helle. Karen, hvor er makeuppen?
Den er i skabet! svarede moderen.
De kom videre, fik giftet sig, og selv Helle fandt til sidst sin Karl, som hun træk i langdrag, nej, vi er bare venner!.
Helles bryllup varede to dage en dag i byen, næste på landet hos svigerforældrene.
Efter syv år hørte de stadig sammen, men sjældnere, så forsvandt hverdagen mellem dem. Alle fik børn, havde travlt, skulle på kursus, eller flyttede Trine blev skilt, Ditte adopterede en dreng, Marianne fik to hurtigt efter hinanden, Helle blev mor til tvillinger. Veninderne brokkede sig over Helles hemmelighedskræmmeri, men mødte op alligevel, kyssede børn og bedsteforældre og kørte hjem til deres egne.
Nogen skulle hente fra fodbold, manden var syg, Trine styrtede mod en filmforening Helle græd, de havde siddet for kort.
Skjul du bare mere, så ses vi vel omkring pensionen! sagde Trine surt. Jeg ringer!
Og jeg! Og jeg! råbte de andre.
Helle kiggede ud ad vinduet efter dem. De var forandrede. De var blevet anderledes.
Forandrede? Åh, de er stadig de samme. De snurrer rundt, altid energiske! Kom nu Helle, se dine drenge! Rasmus pegede stolt, De er ens! Det er ikke alle forundt
Han bredte sine lange fingre, som om han selv havde formet dem.
Nej, Rasmus, vi har de dejligste børn! sagde Helle og krammede sin mand.
Alligevel, de er forandrede og måske er jeg det også tænkte hun.
Livet kørte videre, som en gammel vogn, hvor alt kastes oveni: nytårshygge, fødselsdage med lys, få fotos, sygdomme i hobetal især var Dittes familie ramt af mæslinger; så sommerregn og løb gennem vandpytter, jordbær i hånden, et glas honning fra Læsø, begravelser, nye bryllupper (Trines nummer to uden hvid kjole), korte venindering:
Hej! Hvordan har du det?
Hvad med dig?
Jo venter fyringer, men ellers Hvad med?
Ved det ikke, har ikke set nogen. Arbejder bare, har taget ekstra vagt du kender tiden
Ja Vi må ses. Nå, hej
Vognen ruller, de sidder sammen, næsten nok at række ud og gribe Helle, Ditte, Trine, Marianne men for travlt, for meget at gøre
Måske sidder de egentlig i hver sin vogn, på vej hver sin vej. Hvem ved?
Jeg siger dig, briller klæder dig! snakkede Helle nu. Men ellers Marianne, er det helt skidt?
Hvad mener du?! udbrød Marianne. Brian og jeg har udmærket indtægt!
Nu handler det ikke om penge! Husker du, hvad din mormor sagde: En kvinde glemmer sig selv, når hun bliver trist indeni eller
Tom indeni, afsluttede Marianne. Nej, jeg føler bare alting er gråt. Jeg står op, har mand, børn, jobbet er ikke det bedste betalte, men vi klarer os. Men jeg har ikke lyst om morgenen. Drenge skal til fødselsdag, vi øver digte, de venter jeg ser dem men jeg føler ingenting. Forstår du?
Tja sagde Helle.
Man skal have noget indre fylde for at glæde sig på andres vegne. Det kræver styrke. Men hvor får man den fra? Mor er syg, far prøver at tage sig sammen, men han er næsten firs, drengene er urolige, Brian lægger dårligt mærke til mig længere…
Helle fløjtede og lagde så hånden for munden. De havde lært at fløjte hos Marianne, mormor havde tit brummet, at nu blev der intet held i huset.
Jeg forstår nu også Brian måske mangler han også den samme gnist. Du var altid den ja, i lyserøde leggings!
Det hedder på rådyrben, Helle. korrigerede Marianne, og begge smilede.
Ja. Nå, men jeg havde det også trægt, indtil mine unger smadrede min kinesiske vase. Så ophørte min apati, og så tænkte jeg over livet hvad jeg manglede. Rasmus så heller ikke længere på mig som tvillingernes heltinde. Det var jeg stiktosset over. For ikke alle får sådan nogen ens børn! Marianne og Helle fnisede. Så besluttede jeg, at hver dag har jeg en time kun for mig selv. Normalt klokken syv til otte.
Hvad betyder for sig selv? Hvad så med børnene? spurgte Marianne.
Jamen, de kan spise med far. Jeg tager bad, synger måske, lægger mig på sofaen med kaffe og en god bog og parfume, eller jeg lægger neglelak, fjerner den igen, lægger ny
Og det går de med til? Familien?
I begyndelsen ej, Rasmus spurgte hvor maden var, ungerne kævlede, katten lagde sig på maven af mig. Men jeg siger: Kom igen om en time! Mor har sit eget. Har læst det i et blad. Det virker! Først måtte jeg tvinge mig til at se mig selv i spejlet. Jeg så surt til, men så så jeg faktisk noget smukt, som en gudinde! Helt sandt!
Åh, nu må du ikke overdrive, Helle Jeg har ikke tid
Så kommer jeg personligt og indfører din egen time. Du skal fylde dig op, Marianne, ellers bliver det tomt for alle med dig! Rasmus ser på mig ligesom før igen og siger til alle: Ring senere, Helle er optaget! Og jeg drikker kaffe med flødeboller. Sådan vækker man kærligheden, den sover gerne lidt for længe
Helle trak jakken tættere på sig.
Nå, jeg må videre. Har du travlt?
Marianne nikkede, så på uret.
Så forstyrrer jeg ikke mere. Men på lørdag samler jeg alle! Jeg ringer til pigerne, ingen undskyldninger! Kage, te, sladder jeg glæder mig sådan til at se dig! sagde Helle, krammede Marianne, kyssede hende på kinden, og skyndte sig videre.
Marianne hentede børnene, og sammen gik de hjem.
Mor, hvorfor smiler du? spurgte den ældste.
Jeg har mødt en veninde, og nu kan jeg mærke, hvor meget jeg har savnet hende. I tager på landet med far i weekenden, ikke?
Hvad med dig?
Jeg er sammen med pigerne: Helle, Ditte, Trine. Vi har ikke set hinanden længe og
Se, sagde jeg ikke, Mads, at de ikke bliver skilt! hvæsede storebror til lillebror, Gustav. Mor skal bare have en pause!
De nikkede konspiratorisk, og forældrenes skilsmisse var afblæst. Marianne rystede på hovedet, lagde armene om drengene og gik hjem.
Om aftenen, da alle sov, stod hun længe foran badeværelsesspejlet, i blød pyjamas, håret løst. Hun betragtede sig selv. Det gik langsomt, men hun syntes pludselig, hun så mormor Birthe smile i spejlet og sige: Sikke en skønhed! Der mangler bare de lyserøde elgben!
Marianne smilede og gik i seng. Der var meget godt at se frem til, hun elskede sine nærmeste! Og snart skulle hun samles med veninderne, hygge og snakke. Nu var der ikke længere tomt indeni det ville fyldes med varme og glæde og flyde over til mand, drenge, mor og far. Nogle gange skulle man bare vække kærligheden den elsker nemlig at tage sig en lurLørdag morgen vågnede Marianne tidligt. Solen listede forsigtigt ind gennem sprækken i gardinet, og hele huset var stadig stille, kun en svag fuglesang i baggrunden. Hun satte kaffen over, fandt yndlingskoppen frem, og mærkede en mærkelig, boblende forventning indeni.
Der var stadig opvask fra i gårmen det gjorde ikke så meget. I dag skulle hun se pigerne. Hun valgte en kjole, hun ikke havde haft på i årevis, stak fødderne i sine mest behagelige sko, åbnede etuiet med de gyldne briller og satte dem på næsen. Hun så længe på sig selv i spejlet, trak vejret dybt, og sendte sit spejlbillede et lille nik. En god dag, Birthe, hviskede hun og smilede.
Da hun åbnede døren ud mod verden, blev hun mødt af duften af forår og lyden af liv fra legepladsen nede på hjørnet. Drengene vinkede fra bilen, Brian blinkede, og hun vinkede igenlettere end længe.
Hos Helle duftede der af hjemmebag. Ditte og Trine grinede allerede ovre ved sofabordet med en stak gamle billeder og kopper fyldt til randen. Helle stak hovedet ud: Kom ind, bedste! Du ser skøn ud og nu drikker vi kaffe på dine gamle rådyrben!
Og da latteren flød, og gamle historier blev fortalt igen, mærkede Marianne sit indre fyldesikke af minder alene, men af alt det levende; at hun stadig var hende, der kunne danse i for små sandaler, bede om hjælp, græde, elske, og grine med dem, der kendte hende allerbedst.
Da solen gik ned, og hun gik hjemad, en anelse svimmel af selskab og kage, vidste hun med ét, at hun havde fundet sin time. Ikke en, men mange, sammensat af hver latter, hver snak, selv de små tavse stunder rundt om bordet.
Og Marianne tænkte: Måske er det netop sådan, man bygger sig selv op igenen kop kaffe ad gangen, et spejl der viser lidt mere, en smule mod at tage sine egne øjne på.
Hun stoppede op og kiggede ud over byen, der glitrede i det sidste lys. Med veninder, familie, minderog en indre varme, der var som en hemmelighed bar hun sin glæde hjem.
Og næste morgen, da drengene løb ind og vækkede hende med Godmorgen, mor!, svarede hun med et smil, der var større end nogen bekymring:
Godmorgen. I dag skal vi lave pandekager og synge for mormor Birthe!
Livet var måske stadig travlt og rodet men hun var med. Rigtigt med. Og det var nok.
