Sandheden er vigtigere
Sofie skyndte sig ned ad trapperne til den lille købmand nede på hjørnet den, der ligger så strategisk godt i nabogården. Posens hanke gnavede i hånden, og inde i hovedet gav hun sig selv en ordentlig skideballe. Altså, helt ærligt! At gå ud for at handle med en indkøbsseddel, og så glemme halvdelen af det, hun skulle købe!
Heldigvis var Anders kommet tidligt hjem fra arbejde den dag. Han sagde bare okay, da hun spurgte, om han ville passe lille Albert, mens hun løb ned efter det sidste. Det var i sådan nogle øjeblikke, hun mærkede heldet ved at have lige præcis ham der var sådan en umiddelbar tryghed ved, at han altid tog sin del af pligterne uden at gøre et stort nummer ud af det. Vaske op, skifte en ble, hente barn han gjorde det bare. Nogle gange sendte han hende ligefrem hen og hvile sig, når hun havde mest brug for det. Det var sådan et par hænder, man kan stole på, uanset hvad.
Hun var så meget inde i sit eget hoved, at hun knapt nok opdagede, da hun stod ved nederste trappetrin. Så blev hun pludselig revet ud af sine tanker nogen tog ublidt fat om hendes håndled. Sofie var lige ved at snuble, fordi chokket havde fået hende ud af balance. Det gik lynhurtigt fra forskrækkelse til genkendelse stemmen afslørede det straks.
Sofie, hvorfor overhører du mig?
Det var ikke ligefrem en af dem, hun blev varm om hjertet over at møde tværtimod. Der var ikke andet for: bare på med den neutrale mine. Hun lukkede kort øjnene, trak vejret og satte et halvt falskt smil på. Så så hun op.
Hej, Mathias, hva så? Hvor længe er det siden? smilede hun anstrengt til sin bror. Tre år? Måske mere. Troede faktisk ikke, jeg ville møde dig her i gården.
Det er da ligemeget, svarede Mathias køligt og så sig nervøst rundt, uden så meget som at hilse ordentligt på hende. Han tog fat i hendes albue og trak hende ind bag et af de gamle lindetræer, som om de skulle skjule sig for nogen. Lyt nu: Hvis nogen spørger, så siger du, jeg var hjemme hos dig hele forrige fredag og legede med Albert, okay?
Sofie stirrede vantro på ham. Det ramte hende helt uventet, så hun havde svært ved at finde ordene.
Albert er seks måneder, hvordan skulle du lege med ham? fik hun omsider fremstammet, mens hun rynkede panden. At Mathias helt seriøst bad hende om at lyve, kunne hun ikke fatte. Og hvem er det, jeg skal sige det til? Hvad har du rodet dig ud i?
Det rager ikke dig! hvæsede Mathias, kiggede sig flygtigt omkring, knyttede hænderne, nærmest klar til at springe væk. Han virkede mildest talt presset, som om nogen jagtede ham. Din opgave er bare at sige, jeg var der. Det er det hele. Hej igen.
Han vendte på hælen. Men Sofie kunne ikke bare lade ham gå. Uroen havde taget fat, for hun fornemmede, at det var alvor.
Mathias! råbte hun hurtigt og gik et skridt efter ham. Hendes stemme blev lidt usikker, men hun prøvede at lyde beslutsom. Vent! Jeg vil vide, hvad det drejer sig om! Mathias!
Han gik bare hurtigere og forsvandt snart ind i mængden mellem cykler og beboere. Hun stod tilbage bag træet og knugede posen, mens tusinde tanker fór gennem hovedet. Én ting var sikkert: Mathias ville ikke have bedt hende om sådan noget, hvis det ikke var slemt.
Hvilken frækhed! tænkte hun, mens hun fandt vej op ad fortovet. Kommer brasende uden en forklaring og stormer bare videre! Men det ligner ham spot on…
Hun røg ind og ud af forskellige forestillinger om, hvad det kunne være. Ingenting gav rigtig mening.
Da hun åbnede døren til lejligheden, så Anders straks, noget var galt. Han stod med Albert der pludrede i armene på ham og stivnede, da han så hende. De ti minutter hun havde været væk, må have gjort et eller andet for hun lignede alt andet end en, der kom hjem fra Netto.
Alt okay? spurgte han forsigtigt, og hans øjenbryn foldede sig sammen.
Gæt hvem jeg lige mødte? Mathias, sagde hun og sparkede skoene af i entreen, mens hun prøvede at lyde neutral, men irritationen slap alligevel gennem. Selvfølgelig, så skulle han have noget. Aldrig bare snakke eller komme forbi til kaffe…
Hun trak vejret, men det var først, da hun så på lille Albert, der straks rakte ud efter hende, at den værste uro opløstes. Hun gik hen, tog ham nænsomt fra Anders og holdt ham tæt.
Du skal ikke være som onkel Mathias, vel lille ven? smilede hun. Du skal altid være en god dreng. For du er jo vores yndlings!
Albert grinede og satte sine buttede fingre fast om hendes finger, og latteren var så smittende, Sofie midlertidigt glemte resten. Men Anders anede, hvad klokken var slået. Mathias navn havde det med at skabe uro.
Hvad ville han? spurgte Anders roligt, blikket vekslede mellem hustru og søn.
Billedet foran ham Sofie med Albert på armen og den stille nynnen var nok til, at han fik lyst til at hive mobilen frem, men i stedet lyttede han koncentreret.
Han ville ha, at jeg skulle sige, han var hos os sidste fredag, svarede Sofie, mens hun vuggede Albert blidt.
Til hvem? Anders løftede et øjenbryn.
Det ved jeg ikke! sukkede hun. Albert var ved at døse hen, så hun lagde ham forsigtigt i vuggen, sørgede for, dynen sad rigtigt, og stod lidt og kiggede på ham. Så listede hun ud i køkkenet, Anders fulgte stille efter.
De satte sig ved det lille køkkenbord. Sofie fyldte to kopper friskbrygget kaffe, og duften fik stemningen til at falde lidt til ro.
Han var helt oppe at køre, sagde Sofie og satte hænderne om den varme kop. Han kiggede sig hele tiden over skulderen og talte hurtigt og nervøst. Og så fór han bare ud af døren ingen forklaringer.
Anders drejede tankefuldt skeen rundt i kaffen.
Det lyder virkelig mistænkeligt. Hvad vil du gøre?
Han lagde ikke pres på. Han vidste, at Sofie bedst selv beslutter sig, men han blev urolig. Hvad nu, hvis Mathias rodede hende ind i lort?
Jeg ved det ikke… Jeg ringer nok til mor for at høre, hvad pokker der sker. Måske ved hun mere.
Hun tog en slurk kaffe det smagte dog ikke af ret meget, hun grublede alligevel stadig over Mathias. Hvad mon han havde rodet sig ud i?
Sofie fandt mobilen frem med en klump i maven. Hun håbede, moren kunne gøre hende klogere, men allerede efter få sætninger gik samtalen helt skævt.
Morens stemme var skinger, næsten vred, fra første sekund, og Sofie måtte holde telefonen lidt ud fra øret for ikke at blive døv. Skældsordene rullede ud uden stop.
Mor… kan du ikke lige snakke ordentligt? prøvede hun at få mors opmærksomhed.
Men det var som at tale til en mur. Stemmen blev mere og mere skinger, sætningerne flød sammen med beskyldninger og krav om, hvad Sofie burde gøre. Til sidst var Sofie nødt til at skære igennem.
Jeg kommer IKKE til at lyve for politiet! råbte hun ind i en kort pause. Jeg har en lille baby og vil ikke sætte os i fare! Stop nu, mor, okay? Der sker dig ikke noget, bare fordi jeg ikke dækker over Mathias!
Hun trak vejret dybt vred og opgivende på samme tid. At fortsætte en samtale virkede nyttesløst.
Jeg lægger på nu. Når du er klar til at tale ordentligt, kan du ringe igen.
Hun trykkede samtalen ud og smed telefonen med et dump i lænestolen. Den føltes bare som noget, der bragte mere besvær end nytte.
Så satte hun sig tungt i sofaen ved siden af Anders. Hovedet hvilede tungt på hans skulder, og lettelsen ved hans nærvær tog lidt af trykket.
Anders låste armene om hende og strøg hende lindrende over håret. Han havde kun kunnet overhøre mors skingre stemme, selv fra den anden ende af lejligheden.
I hans hoved kørte tankerne hvilken mor opfordrer sin datter til at lyve for politiet? Det er jo strafbart, for pokker.
Sofie trak vejret dybt og lænede sig ind mod ham, som om hun ville gemme sig helt. Hun var stille et stykke tid, så sagde hun lavmælt:
Hun har altid skånet ham, Mathias. Selv om han er ældre end mig. Jeg har tit følt, jeg bare passede mig selv. Hun gjorde alt for ham…
Ordene hang i luften og åbnede et sår, der havde ligget der for længst. Anders vidste, det handlede mere om behovet for at lade det sive ud end at søge et svar.
Det er da pudsigt, at han har været den foretrukne det plejer jo ellers at være de små, sagde han venligt. Måske har de altid set noget særligt i ham? Set livet som lidt sværere for Mathias?
Han prøvede ikke at retfærdiggøre, kun give mulighed for at se det fra en anden vinkel. Men Sofie vendte blot hovedet væk.
Jeg var 12, han var 15, begyndte hun efter en pause. Mine forældre vil lave picnic uden for København, solen skinnede, mor pyntede picnickurven. Jeg glædede mig så meget endelig fandt vi tid sammen. Men Mathias gad ikke. Kaldte det latterligt og var sur over ikke at måtte være sammen med vennerne. Mor insisterede, så han tiggede videre og var i dårligt humør, da vi satte os ind i bilen.
Hun gjorde en pause, nærmest forpustet af minderne.
De skændtes hele turen. Han svinede hende til, råbte og bandede. Jeg sad bagved og var bange, for han kunne hurtigt blive voldsom.
Hun trak hånden hen over ansigtet.
Far skulle tanke bilen, vi var næsten ude af byen. Mor prøvede at tage hans telefon jeg kan ikke huske hvorfor og så eksploderede det. Han styrtede ud af bilen og var ved at blive kørt ned.
Anders lyttede og følte hendes spændinger. Han så det hele for sig bange lillesøster, konflikt mellem mor og bror, sammenbrud.
På mirakuløs vis blev han kun forslået, sagde hun tørt. Men lige siden har mor været overbeskyttende alt for ham. Hun tror stadig, hun bærer skylden.
Det er noget pjat, sagde Anders. Det var Mathias ansvar. Han var 15! Og nu vil hun dække ham mod politiet?
Han var ved at løbe tør for tålmodighed.
Tør hun virkelig ikke se, han er sunket ned i noget lort? Jeg har set ham engang imellem. Han virker så urolig der er noget galt. Han må tage ansvar selv.
Sofie nikkede modvilligt. Moderen havde aldrig sluppet skyldfølelsen, og nu ville hun have Sofie med ned i fortielsen.
Det er ikke til at trænge igennem til hende, mumlede Sofie. Hun ser ham stadig som sin stakkels dreng, der ustandselig skal undskylde.
Anders klemte hendes hånd hårdt: jeg er her, signalerede han. Stilheden var kompakt, kun det sagte københavnske ur tikkede.
Nu siger de, det handler om grove vold, hendes stemme dirrede, og hun kravlede sammen om bordpladen. Mor fortæller, at offeret ligger på intensiv.
Hun bed sig i læben for at holde tårerne tilbage tanken om, at broderen havde sat et menneske på hospitalet, føltes iskold og meningsløs. Og moderen kunne intet gøre, for nu var der vidner, der var ikke nogen vej udenom.
Anders så på hende.
Og selv hvis du gerne ville hjælpe ham, så havde det jo ikke nyttet, sagde han, der er jo kameraer ved alle opgange. Politiet kan bare se optagelserne. Din forklaring ville hurtigt falde til jorden og du ville bryde loven.
Sofie nikkede langsomt. Det var jo sandt. At lyve var både nytteløst og helt forkert.
Jeg ville aldrig gøre det alligevel, sagde hun og tørrede tårerne væk. Mathias er gået for langt, ved du hvad? Det er ikke første gang med ballade, men denne gang er det alvor.
Hun så op med ny beslutsomhed.
Mor har brugt så mange penge på at betale erstatninger, dæmme op, tale sagerne ned. Det kunne betale for en lejlighed i København, tror jeg. Han ødelægger ikke bare sit eget liv han river vores med ned.
Blikket vendte sig mod Anders.
Det er slut. Han må stå til regnskab. Jeg hjælper ham ikke mere. Ikke flere løgne og fortielser.
Anders klemte hendes hånd. En tung beslutning, men nu havde hun sagt den højt og der var ikke noget at tilføje. Det var ikke længere en svaghed eller et temperament, men en styrke, hun havde samlet sig sammen til sjældent og nu var det sagt.
****************************
Næste dag omkring middag blev der banket på. Albert sov let, så hun gik til døren med ham på armen og kiggede ud gennem dørspionen: politiet. Hjertet slog et slag over, men hun vidste jo, det ville ske.
Den ene betjent var midaldrende, venlig men professionel den anden yngre, begge i uniform. Sofie åbnede døren med Albert på armen.
Vi kommer angående Mathias Olsen, sagde den ældre betjent roligt. Kan vi stille dig et par spørgsmål?
Sofie nikkede, slap dem ind, og Anders kom og stillede sig tavst ved siden af hende. Betjenten begyndte stille og roligt hvor og hvornår hun sidst havde set sin bror, om hun vidste, hvor han var. Han spurgte videre til deres samtale, og Sofie fortalte det, som det var, uden dikkedarer.
Han ville have mig til at dæmme op for at være her fredag, men jeg sagde nej. Jeg aner ikke, hvor han var.
Du er klar over, det du siger har betydning for sagen? spurgte betjenten.
Helt klart, svarede Sofie. Jeg lyver ikke. Jeg dækker ikke over Mathias.
Betjentene nikkede, gav hende et kort og gik stille ud. Anders lukkede døren efter dem, og Sofie stod lidt, stadig med Albert sovende i armene.
Du gjorde det helt rigtige, sagde han og holdt hende ind til sig.
Sofie nikkede bare. Hun vidste, stormen først var ved at begynde.
Hun fik ret. Lidt efter ringede moren op, denne gang isnende kold.
Hvordan kunne du?! rasede det møgsur i røret. Du har ødelagt din brors liv! Han er jo din egen bror!
Mor, han har slået et menneske til blods, svarede Sofie stille men fast. Jeg kan ikke dække over en forbrydelse. Det er ikke rigtigt.
Rigtigt? Mor lød chokeret Det er værre at svigte sin familie!
Hvorfor? Sofie mærkede klumpen i maven Skal jeg beskytte ham mod at tage ansvar? Han er voksen.
Jeg vil ikke kende dig! råbte moren. Din søn er ikke mit barnebarn! Jeg bryder alle bånd!
Telefonen blev lagt på. Sofie sank sammen i sofaen. Men hvad havde hun forventet? Det var alligevel, sådan det måtte blive. Det gjorde stadig ondt men hun havde ikke dårlig samvittighed.
Anders kom hen og lagde armene om hende.
Hun falder ned, sagde han sagte. Hun er bare i chok nu.
Måske. Eller også har Mathias altid været hendes valg, ikke mig, svarede Sofie stille.
Hun så ned på Albert i sine arme. Hun holdt ham tæt, og der gik det op for hende: Hun ville gøre alt, bare for den lille families skyld. Det er dem, hun skal være tro mod, og det vigtigste af alt… sandheden.
