Vi er da venner nu, ikk?
– Hr. slagter, har De ingen skam i livet?! sagde en kunde. Kan De ikke se, at hunden er sulten? Den er jo helt tynd. Og så står De og råber i stedet for at hjælpe.
– Jeg driver ikke velgørenhed! brummede slagteren barskt. Jeg sælger kød.
– De kunne da give den et lille stykke. Gør det virkelig så ondt?
– Skal jeg også give dig et gratis stykke, måske? Hvis du har så ondt af den, så fodr den selv.
Kvinden besluttede straks, at hun ikke skulle handle mere hos sådan en uforskammet mand, forlod boden og gik over i en anden slagterafdeling. Slagteren kastede et vredt blik på hvalpen, der stod og ødelagde hans forretning, gik så ud bag disken og marcherede direkte hen imod den.
Tankerne bag hans øjne var bestemt ikke venlige. Men det anede hvalpen endnu ikke noget om.
******
Hver eneste gang Charlie så den skindmagre sorte kat på gaden, logrede han straks ivrigt og satte i et gøende spring for at
ja, du må ikke grine, men Charlies intentioner var blodige alvor.
Hans mål var klart: han ville indhente, fange og slikke den her kat fra poterne til ørerne.
Eller omvendt fra halespidsen til snuden. Alt efter hvordan det nu gik.
Og jo, enhver anden hund ville formentlig undre sig: Vi ved jo alle sammen, at katte og hunde er sjældent venner.
Men Charlie havde et helt andet syn på livet, noget man kunne kalde hundeværdier. Han kunne simpelthen ikke stå for denne sorte kat med de triste øjne.
Han var overbevist om, at de to må have haft noget til fælles. Ja, næsten som var de skæbnefæller.
Mange vil sige, det er noget pjat: Hunde og katte er ikke i familie, og venskaber mellem dem findes ikke.
Men Charlie havde sin egen mening. Han var sikker 1000% sikker! på at hund og kat sagtens kan blive venner. Han syntes faktisk, han havde meget til fælles med denne sorte kat.
De var begge hjemløse vagabonder, der var blevet svigtet af mennesker og nu måtte klare sig, så godt de kunne.
Charlie var efterladt på gaden, da hans familie fandt ud af, at en hund faktisk kræver mere tid end bare et par gåture.
I starten havde de ikke tænkt på det. Og han skulle mest tisse på aviser. Men da han voksede fra det, indså de, at aviser ikke kunne løse alt.
De tænkte og tænkte, sov dårligt om natten især fordi Charlie peb og ville ud og til sidst besluttede de, at han måtte væk.
Han blev lagt i bilen, kørt langt væk fra huset og sat af. Så kan du gå tur nu, sagde de, lukkede bildøren og kørte væk.
Sådan blev Charlie gadehund.
Men han var jo kun en hvalp. Seks måneder er ingenting for en hund.
Den sorte kat havde en lignende historie. Også han blev taget ind som killing, og først var alle lykkelige kattekillingen bragte glæde.
Men året efter voksede killingen oh skræk! nu var han en rigtig kat.
Med store katte følger større madbudget. Ejeren syntes, han spiste for meget. Og blev han sulten, skreg han op i hele lejligheden.
Til sidst besluttede de som om det var den naturligste ting at skaffe sig af med ham. En nat blev han kørt langt væk og sat af. Hvem ser en sort kat blive smidt ud om natten?
På den måde mødte Charlie og den sorte kat hinanden i en baggård i Aarhus.
Charlie var utroligt selskabelig og forsøgte konstant at fange katten.
Hvorfor, tænker du? For at blive venner, naturligvis! For at kunne klare dagens udfordringer sammen. Charlie forstod allerede, at chancerne for at overleve var større sammen.
Derfor var det helt berettiget, at han gang på gang jagtede katten.
Katten var dog tydeligvis ikke enig i planerne. Han gad ikke have en hoppende hvalp efter sit skind, og så snart han øjnede Charlie, smuttede han væk.
Det var svært at fange den sorte kat, men Charlie gav ikke op. Han holdt sit håb om venskab i live og løb hele tiden efter sin potentielle pelsede ven og fik folk til at smile.
En dag kunne Charlie dog ikke finde katten noget sted. Ikke ved affaldscontainerne eller trampolinen, ikke i træerne hvor han ellers plejer at hænge ud.
Charlie blev urolig, men stoppede ikke med at lede. Snusende rundt spottede han pludselig noget sort med knurhår under en bil.
Han logrede glad, spurtede hen til parkeringspladsen og gøede højt til katten for at signalere, at en ven var på vej.
Katten Kulle havde den heddet hos sine gamle ejere stønnede. Mon dog du aldrig holder op? Skal du altid hænge på mig? Gå din vej! kunne man læse i dens blik.
Kuldede kunne have gemt sig under bilen længe, for hvalpen kunne ikke nå ham. Men tanken om at have den bjæffende vildhvalp ovenpå resten af dagen fik ham til at springe ud og spurte væk.
Han kiggede sig konstant bagud for at se, om Charlie stadig gav forfølgelsen. Og ja, Charlie lod sig ikke stoppe.
Med tungen ud ad munden holdt han sig lige bag katten indtil
Pludselig forsvandt Kulle. Et øjeblik stirrede Charlie forvirret.
Så løb han hen, hvor katten havde været, og forstod: Kulle var faldet ned i et åbent kloakdæksel.
Det havde stået åbent i flere dage, men de to vagabonder anede intet. Kulle havde fået sig nogle knubs men var i live problemet var, han ikke kunne komme op selv.
Charlie kunne heller ikke hjælpe ham. Skulle han selv hoppe ned? Det ville intet hjælpe.
Men måske var det netop nu, han skulle tage chancen for at fange katten og overøse ham med slik. Nede i kloakken kunne katten ikke slippe væk.
– Lad være med det pjat! hvæsede katten, da han indså, hvad hvalpen tænkte.
– Nåh, så du kan tale! gøede Charlie glad. Jeg troede du var stum!
– Meget vittigt.
– Hvad skal vi gøre? Hvordan får jeg dig op?
– Min eneste tanke er: Hvad har jeg gjort for at fortjene dig på nakken?
– Jeg ville bare være ven med dig, sukkede Charlie.
– Du er en knægt. En tåbe. Hunde og katte kan ikke være venner.
– Det synes jeg altså.
– Glem det. Gå din vej og lad mig dø i fred.
– Skal du dø, Kulle? spurgte Charlie forvirret.
– Det havde jeg ikke planlagt før du dukkede op. Men nu kan jeg jo ikke komme op, takket være dig.
Charlies hale hang og han spandt rundt om dækslet, fortvivlet.
Noget må jeg gøre! De kommer og lukker dækslet med den tunge jernplade, og så ser jeg aldrig min ven igen, tænkte han og kiggede ned.
– Du, kat Kan du høre mig? Er du okay?
– Hvad vil du nu?
– Bare bliv der, ik? Jeg skal nok finde på noget.
– Hvor skulle jeg gå hen, tror du? Lad nu vær. Det kommer galt af sted.
Charlie kiggede sig rundt. Til venstre var markedet, til højre gårdspladsen.
– Bliv nu bare lidt endnu jeg lover jeg kommer snart, gøede han og løb imod torvet.
*****
Da Charlie nåede markedet, blev han lettet det var lørdag, og folk stod i lange køer. Men ingen så ham. Han løb først til en, så en anden, men folk ignorerede ham.
En mand sparkede endda efter ham, da han bed forsigtigt i buksebenet. Det gjorde ondt
Det var ved at gå helt galt, men så så han en kraftig slagter bag sin disk.
Uden at tøve spænede Charlie derhen.
Han kom lige som slagteren løftede en stor oksesteg til en kunde.
– Er denne god nok? spurgte slagteren brysk. Den vejer 1120 gram. Vil du have den? Jeg skærer ikke et lille stykke af.
Lige da dukkede Charlie op og fik alles opmærksomhed.
– Hvad laver du her, køter? snerrede slagteren. Kan du så komme væk!
– Er du ikke flov? sagde kunden. Ser du ikke hunden er ved at dø af sult?
– Jeg driver ikke velgørenhed! Jeg sælger kød!
– Giv ham dog et stykke. Skær lidt af og giv hunden det, svarede kvinden.
– Glem det! Ud med dig! brummede slagteren.
Han stampede med foden.
– Så behold dog din oksesteg! svarede kvinden vredt og gik til en anden slagter.
Slagteren så truende på Charlie, gik om på den anden side af disken, greb ham i nakken og bar ham væk.
Det gik op for Charlie, at her var ingen hjælp at hente. Han sprællede, men slagteren holdt ham fast. Ved skraldespandene åbnede slagteren låget og smed Charlie hårdt ned i containeren, lukkede låget og gik.
Så meget for at hjælpe katten, sukkede Charlie og snusede rundt.
Heldigvis var containeren tom. Ellers var han druknet i affald. Men han kunne ikke komme op. Han gøede højt og længe, i håbet om at nogen hørte ham.
******
– Mikkel! Du sidder vel ikke allerede og spiller computer igen?! Har du overhovedet spist morgenmad?
Mikkel så med søvnige øjne på sin mor.
– Jeg spiser når jeg har gennemført banen, mor.
– Du tænker kun på computerspil!
– Men jeg keder mig
– Jeg ved godt flytningen var svær for dig, sagde hun. Men far fik et godt arbejde her i Aarhus, vi måtte tage imod den chance. Du skal nok finde nye venner.
– Det tror jeg ikke, mumlede Mikkel.
– Gå ud i gården og snak med de andre børn i stedet for at sidde her hele dagen. Tag skraldet med, og køb to kilo løg jeg skal lave suppe.
– Men skraldespandene og markedet ligger slet ikke samme sted.
– Der er affaldscontainere tæt på torvet, vi gik jo forbi dem i går. Bare smid affaldet der og køb løg. Problemet løst, smilede moren.
Mikkel tog jakken på, tog affald og penge, og gik ud. Han ville skynde sig hjem og spille videre. Han hadede at være flyttet og savnede sine venner især Eva, som han var hemmeligt forelsket i. Nu vidste han ikke engang, hvordan han skulle forklare dem, at han aldrig kom tilbage.
Han gik forbi det åbne kloakdæksel ret farligt at have det stående åbent! smed affaldet ud, og skulle netop til at fortsætte til torvet, da han hørte noget klynke.
Han kiggede rundt. Tomt.
Klynkelydene kom fra en container. Han åbnede låget og dernede sad Charlie.
Charlie logrede og gøede hæst.
– Hvem i alverden har dog smidt sådan en lille hund herud? mumlede Mikkel forbløffet.
Efter et par minutter havde Mikkel reddet hvalpen op. Han var helt ligeglad med, at han blev beskidt. Hvordan skulle han nu gøre? Efterlade hunden? Nej, så kunne nogen jo bare smide den ud igen.
Pyt du skal med mig hjem, sagde han opgivende.
Hans mor havde før nævnt, at han kunne få en hund for ikke at være så ensom, men han havde sagt nej. Han håbede, hun ikke blev vred. Han kunne ikke efterlade Charlie.
Men i det øjeblik han rakte ud efter Charlie, løb denne et stykke væk og ved gentagne forsøg ledte han Mikkel hen til kloakdækslet.
– Hvad vil du her? undrede Mikkel sig og kiggede ned.
Der så han den sorte kat.
– Hold da fast, I gav jer! Først i skraldespanden, så i kloakken. Hvad sker der dog?
– Kan du se, kat! gøede Charlie glædesstrålende. Jeg lovede, jeg ville hjælpe dig. Drengen hjælper dig op!
– Det næppe, svarede Kulle. Han er for lille. Som dig. Kan han komme ned, kommer han ikke op igen.
– Det kan han da, sagde Charlie beslutsomt.
Mikkel tænkte ikke over samtalen han kravlede ned og fik løftet katten op. Straks gik Charlie i gang med at slikke sin ven, og fik sig derfor et par drabelige dask.
– Av, hvorfor slår du mig? hylede Charlie. Jeg har jo reddet dig!
– Hvis ikke du havde jagtet mig, var jeg aldrig røget i den kloak, sagde Kulle. Farvel.
– Hvaa’?
– Jeg mener det gå væk, og lad være med at vise dig. Ellers tager jeg ikke hensyn til, at du er en lille hvalp.
Katten gik, men Charlie begyndte at gø, for Mikkel kunne ikke komme op igen.
Kulle sukkede. Det skal jeg da også have på min kappe
Så gik Mikkel og forsøgte at råbe op, men til sidst spottede Kulle og Charlie en renovatør hundrede meter væk. De løb sammen hen til ham og tumlede rundt om benene for at få ham med til at hjælpe.
Efter at have forstået meningen, gik manden med og fik med lidt besvær hevet Mikkel op.
– Hvad laver du dog dernede, knægt? spurgte han.
– Jeg skulle redde en kat, svarede Mikkel smilende.
– Denne her? sagde han og pegede på Kulle, der nysgerrigt ventede.
– Ja. Og kort før fandt jeg en hvalp i skraldebøtten. Det var faktisk hvalpen, der ledte mig herhen.
– Det var da noget. Du kunne jo blive redningsmand engang, lo manden og klappede Mikkel.
– Måske ja. Og nu tager jeg dem med hjem. Jeg må forklare mor hvorfor jeg er sent på den.
– Held og lykke, knægt.
Da Mikkel kom hjem sad forældrene og ventede. Moren brød tavsheden:
– Mikkel, jeg bad dig bare købe løg og så kommer du hjem med både hund og kat. Hvor fandt du dem?
Mikkel fortalte hele historien. Hans beretning var så levende, at både Charlie og Kulle kom til at spidse ører.
Hvis du tror forældrene begyndte at brokke sig og kræve, at han afleverede dyrene, tager du fejl.
Tværtimod, mens far gik på markedet efter løg, vaskede Mikkel og mor både hvalpen og katten. Ikke nogen let opgave, men det lykkedes.
Da far kom hjem, lå Charlie og Kulle nypudsede og mætte på Mikkels seng.
Om aftenen sagde Mikkel stille til sine forældre, at nu skulle dyrene bo hos dem ingen skulle nogensinde smide dem ud igen.
Som man siger i Danmark: Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Charlie og Kulle havde endelig fundet et hjem.
– Vi er vel venner nu, ikk? spurgte Charlie blidt, da hjemmet var faldet til ro.
– Venner, venner svarede Kulle, mens han gabte stort. Sov nu, det har været en lang dag.
– Ja! svarede Charlie lykkeligt.
Snart sov han trygt i armene på sin bedste ven Kulle. Mikkel sov ved siden af.
Og én ting er sikkert: Mikkel skal ikke længere sidde hele dagen foran computeren. Nu har han rigtige venner de bedste og trofaste, han kunne drømme om.
For resten: Når Mikkel bliver stor, ender han ikke som programmør, som han engang ville men som redningsmand. Beslutningen traf han den dag, han fandt Charlie og Kulle.
Sådan var den historie.
