Hvem af pigerne vil sige, at hun vil giftes med mig? I morgen tager vi sammen hjem til mine forældre. Så bliver vi gift.
Mikkel gik på frierfødder eller, rettere, han skulle officielt bede sin udkårnes forældre om lov til at gifte sig med deres datter.
Karen havde allerede bedt ham: tag nu ikke nogen med dig og drop alle de gamle traditioner med udveksling af gaver. Hendes mor kunne slet ikke udstå den slags.
Karen og Mikkel havde kendt hinanden i to år. De var for længst blevet enige om, at efter Mikkel var færdig på officersskolen, skulle de tage ud til Mikkels landsby og holde bryllup der.
Karen var færdig som lærer fra seminariet og havde fået tilbudt job i København. At flytte fra den lille by til hovedstaden var hendes store drøm, men kærligheden til Mikkel var stærkere. Hun var parat til at følge ham til verdens ende.
Karen var enebarn. Hendes forældre ønskede hende naturligvis en dannet, fornuftig og fremtidssikker ægtemand, så deres datter aldrig skulle mangle noget.
Men Mikkel var de ikke imponerede over. For dem var han bare en halv-bonderøv, ikke ligefrem drømmen om en svigersøn. Men forbyde venskabet ville de heller ikke. De tænkte når han er færdig på skolen, rejser han, og så går det nok over.
Mikkel havde kun været på besøg tre gange, men det var rigeligt for forældrene til at danne sig en mening.
Havde de sagt det direkte til Mikkel, var han nok knækket helt. Karen prøvede mange gange at overbevise sine forældre om, at Mikkel var den bedste, men de ville ikke høre tale om ham de havde for længst fundet mere passende kandidater.
Mikkel havde sjældent fri, og han og Karen mødtes tit hos veninder, eller gik en tur i byen. I går havde Karen fortalt familien om sin beslutning, men samtalen udviklede sig hurtigt til skænderi med tårer, plagen og trusler.
Moren tog sig til hjertet og jamrede:
Hvor er du dog på vej hen? Skal I kun ses én gang om året? Det går ikke! Flyt til København, så kan vi også flytte derover. Hvorfor den dovne knægt? Han kan jo ikke få to ord sammen, hvad skal du dog med sådan en?
Ligeså meget som Karen prøvede at overtale dem, virkede det modsat og hun gav op.
De blev enige om at udskyde planen et år så kunne de se, hvad der skete. Mikkel ville tage ud og gøre tjeneste, Karen til København. Så kunne de prøve følelserne af.
Mikkel traskede glad og forventningsfuld hen til Karen. Han kunne ikke stoppe med at smile, der var lys og varme tanker om deres fælles fremtid.
Han var selvfølgelig klar over, at Karens forældre kunne sige nej, men hun havde forsikret ham om, at hun om nødvendigt satte sig igennem.
Nu stod han foran huset. Karen ventede på ham på bænken foran opgangen. Mikkel løb hen, krammede hende og kyssede:
Så, er du klar til at få deres velsignelse? Men hvorfor ser du så trist ud? Hvem har gjort dig ked af det?
Vent lidt, Mikkel, sagde Karen og trak sig lidt væk. Jeg forklarer. Lad os vente et år, så ser vi. Mor er heller ikke rask hun har et svagt hjerte. Far har det heller ikke for godt. Bare ét år, det går hurtigt, og du når at falde til derhjemme, så kommer jeg.
Hun blev ved med at snakke, undskyldte sig og virkede forvirret.
Karen, hvad bliver det til? Vi havde jo besluttet det hele. Nu kommer undskyldningerne. Dine forældre siger nej, det forstår jeg. Så lad os tage afsted nu kom med hjem til min landsby, så ser vi.
Nej, Mikkel. Mit endelige svar: Hvis du virkelig elsker mig, så venter du bare det ene år
Nej, sagde Mikkel kort, det går jeg ikke med til. Jeg smutter.
Han var aldrig den store snakkemand, og nu fandt han slet ikke ord. Han vendte sig og gik. Hun kaldte ikke på ham, hun stoppede ham ikke.
De skiltes.
Solen var gået bag skyerne for Mikkel. Nu ville han helst bare glemme det hele, sende alt til helvede Karen, hendes kolde forældre, den gade og det hus. Glemme to år fyldt med kærlighed, lykke og hemmelige møder.
Han ringede til sin ven Søren, som han boede hos. De havde gået på skolen sammen og skulle om en måned ud at gøre tjeneste sammen.
Søren, mød mig henne ved caféen.
Søren lød overrasket:
Hva? Skulle du ikke være sammen med Karen?
Det bliver ikke til noget bryllup. Hun gider ikke alligevel.
Mikkel, jeg har et andet forslag. Glem caféen. Kom hen til kollegiet ved mit hus. Vi er inviteret til fødselsdag, så skal vi da gå sammen.
Ok, det gør jeg, sagde Mikkel.
Kollegiet hørte til sygeplejeskolen, der boede næsten kun piger kun fire drenge. Søren havde også en kæreste der, men det var pænt løst mellem dem, ægteskab var vist ikke i tankerne.
I køkkenet havde de slået tre borde sammen, pigerne lavede mad, salater, og der var kylling til stegen.
Fødselsdagsbarnet var en sygeplejeelev ved navn Liv. Liv havde billige smykker på, stærk makeup og svingede med hofterne, mens hun sendte kokette blikke mod ukendte drenge.
Sørens kæreste truede hende, mens hun pegede på Mikkel. Han tog den ene snaps efter den anden, Søren flyttede flasken væk fra ham:
Tag den nu roligt, du kan jo ikke engang gå hjem selv. For resten, jeg har købt tre DSB-billetter, som du bad om.
Mikkel kiggede op, øjnene funklede:
Hæld op! Jeg har en idé. Jeg siger en skål, og så går vi hjem bagefter, sagde han og rakte glasset frem.
Mikkel rejste sig, bad om ro, løftede glasset og sagde:
Hvem af pigerne vil nu sige, at hun vil være min kone? I morgen tager vi sammen hjem til mine forældre. Så bliver vi gift!
Alle tav, og der kom en spændt stemning. Så lød en lille stemme i den anden ende af bordet:
Jeg vil gerne.
Mikkel fór op, løb hen til pigen. Han blev overrasket: Hvor var hun før? Hvordan har jeg overset hende? Hun rejste sig og blinkede med sine blå øjne. De øjne svigter mig aldrig, tænkte han. Han rakte hånden ud:
Hvad hedder du, ukendte pige?
Asta, svarede hun, og hendes lille hånd forsvandt i hans varme hånd. Mikkel smilede, og den klump, der havde siddet i hans hals hele aftenen, smeltede væk som en isvaffel en sommerdag.
Det var lige præcis det håb, jeg manglede nu, tænkte han.
Han så for sig, hvordan han tog hende med hjem til forældrene, og de sagde: “Velkommen, Karen,” og han ville sige: “Det er min Asta, jeg har med!”
Så, Asta pak tasken. I morgen tager vi afsted. Vi ses.
Mikkel og Søren sagde farvel og gik. Resten af selskabet brød også op.
Næste morgen sad Asta på sin seng, kikkede ud på himlen, hvor den gryende sol blev rød, fuglene sang, morgenluften kom ind ad vinduet sammen med lyden af gadefejernes koste og motorerne, der tændtes. Byen vågnede. Hun havde ikke sovet.
Stille pakkede hun sine ting og kufferter, uden at vække de andre. Nu sad hun og ventede. Hun troede på ham, var sikker på, at han ville komme. En som ham måtte komme.
Pigerne vågnede, og så begyndte de at snakke i munden på hinanden.
Nu må du altså stoppe, sagde han bare for sjov i går, og du tager ham alvorligt? Du har jo aldrig haft en kæreste før.
Pak ud og læg dig til at sove, det er jo sommerferie.
Asta lyttede ikke, hun sagde bare stille:
Nej, han er den bedste. Han kommer. Han snyder mig ikke. Det ved jeg bare.
Liv satte sig ved siden af, lagde hånden på hendes skulder:
Hør nu, Asta vi kender ham ikke! Vi ved, Søren er soldat, men den der Mikkel, han kan være hvad som helst. Du hørte det selv, han tager dig med ud på landet. Måske skal du passe køer. De spiller dig et puds, Liv fniste ondt.
Det er lige meget, Asta var stædig, han er god, og det er nok.
Så bankede det på døren. Asta fór op, løb ud og åbnede. Mikkel og Søren stormede ind, greb hendes kuffert og tasker og Asta. De løb ud, mens de andre piger stod måbende tilbage.
Epilog:
Nu, halvtreds år efter, mødes vi én gang om året med de gamle klassekammerater kun dem, vi var tætte med i folkeskolen. Samling hos én af os ude på landet fra lørdag til søndag.
Vi er allesammen tidligere soldater, nu pensionister. Her i sommer mindede vi hinanden om Mikkel og Karen. Én af os havde nyt. Karen var engang gift to gange begge gange gik det galt. Hun bor nu alene i forældrenes lejlighed. Ingen børn.
Mikkel? Han blev pensioneret oberst. Har tre børn, børnebørn. Hans kone, Asta, er stadig en skønhed. De siger, de er lykkelige sammen.
