Om natten sad Katrine ved et køkkenbord, der slet ikke lignede deres, men som flød rundt, mens hun forsøgte at regne det hele ud. Tallene på lommeregneren voksede ud af displayet i lange, blågrønne spiraler: husleje, rugbrød, månedskort, nye bukser til Mathias drengen voksede. Numrene dansede ned ad væggen og forsvandt ind i hendes hjerte. Hun lagde regningerne fra sig, lagde hovedet i hænderne og mærkede, hvordan bordet blidt bølgede under hendes albuer. Mobilen vibrerede i et skarpt, hvidt lys. En besked fra Jørgensen, matematiklæreren: “Hej fru Sørensen, venlig reminder om betaling for august. 3200 kroner, tak.”
Tallet 3200 roterede rundt i rummet som en stor, sølvblå mønt. Hvor skulle hun dog finde 3200 kroner, når der højest var 1500 til overs? Og Mathias manglede notesbøger, blyanter, en skoletaske. Den gamle skrumpede, blev mindre for hver dag.
I entreen knirkede låsen, og Henrik vendte hjem fra den lange, uendelige arbejdsdag, stadig klædt i mørke, våde skygger. Han tog skoene af, hængte jakken op, smed tasken på bordet, hvor den blev til et lille bjerg, han skulle bestige. Uden at gøre sig synlig, talte han tre bundter af tusindkronesedler op og lagde dem til siden.
Det er til mor, sagde han tørt. Resten må du strække.
Katrine hørte tråden knække inde i sig. Måske den sidste. Måske havde den altid været knækket.
Henrik, sagde hun blidt, men alligevel tungt. Jeg skal bruge penge til Jørgensen. Tre tusinde to hundrede for august.
Hvorfra? Hans øjne var matte karamel, kun en svag kolde vind. Du ved, hvor lidt der er tilbage.
Det har jeg vidst i flere år, svarede Katrine og rejste sig. Din mor får tredive tusind hver måned, men til vores søn ikke engang halvdelen.
Lad nu være, mumlede Henrik og strøg hånden over det trætte, drømmende ansigt. Jeg er træt.
Tror du jeg ikke er? Min træthed vokser om natten, banker og visker regninger i mit øre, mens du sender næsten halvdelen af vores løn til din mor, der har sin egen folkepension.
Hendes pension er tretten tusind! Tretusinde til bolig, resten til piller hun lever af luft!
Hvad lever vi så af? Katrine gik tættere på, da hun næsten svævede. Mathias kan ikke tage eksamen uden lærer, han mangler alt. Hans liv bliver besluttet nu, lige nu.
Min mor opfostrede mig alene! råbte Henrik, og stemmerne blev til strøm på tapetet. Hun sled i to job, gav mig mit liv, gjorde mig til noget.
Så Mathias skal bøde for din gæld til hendes fortid? tårerne stak i Katarines strube.
Det er ikke gæld. Det er almindelig menneskelighed! Han tog pengene, som trillede væk i en lomme, der voksede sig lyseblå.
Jeg er egoist, er jeg? Katrine trak sig væk hun kunne mærke kulden slå om hende. Jeg, der arbejder dobbelt på biblioteket for næsten ingenting, lapper strømper, køber ét par sko på to år. Egoist?
Du forstår ikke, sagde Henrik gennem ekko. Hun er gammel, syg, har ikke andre end mig. I har da mig!
Har vi? viskede Katrine ud i natten. Jeg mærker kun en maskine, som bringer penge og forsvinder ud med halvdelen til sin mor.
Henrik standsede i døråbningen, fyldt af tusmørke.
Jeg kan ikke opgive hende. Kan ikke og vil ikke.
Døren til badeværelset klappede som et træ i storm. Katrine sank sammen, hovedet tæt på hænderne. Skuldrene rystede i tavse stød. Hun græd stumt for ikke at vække Mathias, hvis værelse var lige ved siden af.
Men Mathias lå vågen, lænet ind mod væggen. Sengen bølgede let under ham. Han krammede benene ind til sig, skjulte ansigtet i knæhaserne. Alt strammede. Alt. Forældrene råbte på grund af ham, læreren, pengene, alt det der ikke var til ham.
Han huskede sidste år, hvor han bad om en ny mobil, den gamle døde hver halve time. Faderen så på ham med samme trætte øjne og sagde: Vent lidt endnu, min dreng. Mathias ventede. Halvvejs gennem året købte moren den billigste mobil fra sin løn. Han så glæden, så sorgen, tårerne i hendes blik.
Mathias ville ikke være byrden. Måske kunne han undvære læreren? Han ville gøre sit bedste, selv, søge på nettet, klare sig igennem. Måske. Måske.
Morgenen efter serverede Katrine grå havregrød i tavshed. Henrik sad overfor, kiggede gennem avisen uden rigtigt at se. Mathias rørte i grøden, så ned.
Mor, sagde han stille. Jeg skal nok klare mig uden lærer.
Skeen stivnede i Katrines hånd. Hun så sønnens spinkle skuldre, det voksne blik, og alt trak sig sammen.
Mathias…
Jeg mener det, mor. I skal ikke skændes over mig.
Det er ikke dig, begyndte Katrine hurtigt.
Selvfølgelig ikke, sagde Henrik og lagde avisen fra sig. Vi finder pengene. På en eller anden måde.
Hvorfra? Mathias’ stemme var tung af forståelse. Far giver mormor pengene, mor tjener for lidt. Hvorfra?
Henrik tav. Katrine vendte sig mod komfuret, lod som om hun rørte rundt.
Efter morgenmaden forsvandt Mathias i en tyktflydende skole, Henrik blev usynlig på vej mod arbejde, og Katrine sad igen med lommeregneren. Hvis hun kuttede madudgifterne? Mindre kød, mere pasta? Men Mathias voksede, havde brug for næring. Endnu et ekstra job? Men hvor? Hun var allerede udmattet, benene snørede sig om sig selv.
Katrine ringede til Vibeke, der tog imod med te og bløde, varme hænder. Alt blev fortalt, alt ventileret.
Han vælger mellem mor og barn og vælger altid moren…
Måske burde du snakke med hende, foreslog Vibeke forsigtigt. Anna Sørensen ved måske ikke, hvor slemt det faktisk står til.
Tro mig, hun ved det. Henrik fortæller hende alt.
Så må du sætte foden ned, Katrine. Kræv ham til at sænke beløbet eller tru med at gå.
Jeg kan ikke tvinge ham til at vælge. Det er hans mor. Hun har opofret alt, hun er gammel…
Men hvorfor skal I og Mathias lide? Vibeke strøg Katrines hånd. Det her kan ikke fortsætte. Du bærer hele lortet alene.
Tåge og grå regn fulgte Katrine hjem. Hvad skulle hun? En knude lå tungt. Før i tiden var Henrik anderledes, men nu var usynlig forvandling sket.
Folkepensionen blev for lille til Anna, så først bad hun om lidt penge, men lidt blev til meget. Først fem tusind, nu tredive. Katrine bar over. Men da beløbet blev fast månedligt, følte hun sig knust. Halvdelen af Henriks løn så var der fyrre tusind tilbage til tre mennesker. Det var ikke muligt.
Hjælp til ældre forældre var smukt men når egne børn manglede, når lærer gik tabt for sønnen, var grænsen nået.
Måske skulle hun snakke med svigermor.
Næste dag Henrik i arbejde, Mathias sendt afsted tog Katrine bussen gennem regntunge København til Amager, hvor Anna Sørensen boede. Den slidte lejlighed føltes stejlere for hver etage, hun klatrede op.
Anna åbnede i slidt mønsterkåbe. Stemningen var kold som regnvand.
Hvad er det, Katrine? Er Henrik ok?
Jeg vil bare gerne tale om penge.
Anna blev stiv. Hvilke penge?
Henriks tilskud. De tredive tusind.
Så? spurgte Anna skarpt. Han hjælper sin mor. Er det for meget?
Sagen er, at vi kan ikke holde til det mere. Mathias får intet, kan end ikke betale for undervisning.
Det er ikke mit ansvar, ringede Anna, kroppen rank, skæv og stiv. I kan bare lære at styre økonomien.
Hvordan, når halvdelen forsvinder? I har jo pension!
Tretusinde til husleje, resten til piller. Hver dag flere! Se den bunke.
Men vi har et barn på femten! Han fortjener da ikke at stå udenfor, fordi vi skal hjælpe dig?
Anna trak vejret ind. Jeg har levet for min søn, arbejdet dag og nat, nu vil du have ham til at vende ryggen?
Jeg siger bare, vi er på sammenbruddets rand. Skilsmissen kradser, Mathias føler skyld. Det kan ikke fortsætte.
Skal jeg dø i ensomhed? Min søn slipper mig aldrig. Han kender sin pligt. I forstår ikke.
Pligten til forældrene bør ikke ødelægge pligten til egne børn, sagde Katrine stille.
I unge har altid muligheder, snøftede Anna.
Katrine mærkede bjergene mellem dem. Hun gik.
Regnen slog stadig. Alt blandede sig i tårer, skød i længderetning. Konflikten var nu klar: svigermor mod svigerdatter men intet løst.
Senere kom Henrik hjem, grå som novembertog.
Du var hos min mor?
Ja.
Hvorfor?
Vi talte om penge.
Henrik lukkede øjnene. Du gjorde hende ked af det. Hun ringede i tårer.
Jeg bad dig aldrig opgive hende kun at forstå, at vi ikke kan længere. Det her ødelægger os alle.
Og tror du det er let for mig? Jeg flås midt over mellem jer!
Hvad er vigtigst: familie eller forældre?
Henrik tav i lang, slæbende tavshed. Øjnene flakkede, skuldrene blev bløde.
Dage smeltede sammen. De sagde kun “køb rugbrød”, “betal el”, “ja”. Mathias, cypresgrøn i ansigtet, sleds uden lærer, gav op om natten.
Katrine fandt en billigere underviser, men det var en studine ingen erfaring, ingen svar. Mathias manglede rigtig vejledning.
Lommeregneren snurrede, alle veje spærret.
Så gik august mod søvn, september sneg sig ind. Om natten drømte Katrine tilbage til dengang Henrik elskede hende først. Men nu nu var han blevet en skygge indbundet af sin mor, af hendes stemme, hendes kræsen.
En aften sad de i mørket. Regn og vind dansede udenfor.
Henrik, sagde hun, målt i åndedræt og stilhed. Har du tænkt over, hvor mange år du har støttet din mor?
Otte, svarede han.
Otte år á tredive tusind. Det er… næsten tre millioner.
Henrik så forskrækket ud, alskens følelser vrimlede over hans hud.
Kunne de penge ikke have bygget Mathias en fremtid? Eller købt fred?
Hvad siger jeg så til hende? At hun bliver forladt?
Du kan jo bidrage med mindre. Femten tusind. Det er stadig mere end halvdelen af hendes pension.
Hun dør af sorg, hørte hun ham hviske.
Og hvad med os? Vores ægteskab? Mathias fremtid? Vi holder ikke mere.
Henrik var stille. Alt mudrede sammen i rummet.
Mathias lagde sig til at sove. Katrine lyttede til træerne, en hund gøede fjernt. Alt var forandret, men intet ændret.
Hvis du intet vælger, må jeg gøre det, sagde hun.
Hvordan?
Jeg søger andet arbejde. Skrotter biblioteket. Tjener penge, betaler undervisning til Mathias.
Men hvor? Du er for gammel til kontor, hviskede Henrik.
Så bliver jeg rengøringsassistent eller ekspedient. Uanset jeg giver ham en chance.
Henrik så på hende, respekt, frygt hvad var det nu?
Du knokler allerede, mumlede han.
Hvornår lever jeg for mig selv nu? Jeg holder kun lige sammen.
Hun forlod køkkenet; han blev.
En uge længe strakte sig. Kathrine fandt en annonce: butik, 25.000 om måneden. Interviewet var hurtigt. Hun sagde: Jeg kan lære alt. Den unge chef nikkede.
Start mandag.
Katrine sad udenfor på briksen med fødderne i sølvgråt regnvejr. Tolv timers vagter, Mathias på egen hånd. Men hun måtte.
Hun ringede. Jeg starter på mandag.
Henrik var ordknap. Du har valgt for os begge.
Ja… for Mathias.
Intet glæde, kun tomhed.
Lørdag pakkede Henrik kuverten til sin mor, som altid. Katrine så på ham:
På vej igen?
Ja.
Tredive tusind. Som altid.
Ja.
Katrine vendte sig mod vinduet. Jeg arbejder fra næste uge. Står hele dagen. For vores søn. Fordi du giver alt til din mor.
Henrik stivnede. Katrine, jeg
Gå bare.
Han gik. Katrine sank om på sofaen.
Mathias listede ind, satte sig ved siden af.
Mor, jeg kan virkelig klare mig, du behøver ikke…
Nej, da. Du fortjener mere end dette, min skat.
De sad der længe. Udenfor sænkede solen sig.
Senere kom Henrik træt hjem. Mor har det dårligt, nyt medicin, tre tusind kroner. Hun græd, bad undskyld.
Og du sagde?
At jeg aldrig opgiver hende.
Ingenting ændrer sig, konstaterede Katrine.
Jeg kan ikke andet, mumlede han.
Jeg kan heller ikke længere, sukkede hun.
Hun gik i seng. Tænkte. Om mandage, regninger, tabte drømme. At hjælpe moren ødelagde familien. Det hele gentog sig i loopets ende.
Mandag. Katrine arbejdede. Tolv timer, fødderne smeltede. Da hun kom hjem, ventede kold pasta, hun spiste i stilhed.
Dagene gik. Sproget mellem hende og Henrik blev kun “ja” og “nej”.
I slutningen af september fik hun sin første løn: 28.000. Hun ringede til Jørgensen, bookede matematik. Mathias smilede efter timerne, håbet lyste i øjnene. Katrine frøs i glæde.
Men blokken imellem hende og Henrik bestod.
Oktober blev til november. Det blev koldt. Mathias fik ny jakke, Henrik gav moren sine penge.
Så ramte det forudsigelige: Anna blev indlagt på Rigshospitalet, hjerteanfald. Henrik løb hjem.
Operation stent, 30.000 for privat, eller vent i halve år. Pengene voksede ikke på træerne.
Jeg tager et lån, sagde Henrik.
To lån havde de i forvejen.
Operationen gik godt. Anna kom i genoptræning. Henrik brugte aftenerne på pleje, Katrine arbejdede stadig. Mathias klarede det meste selv, lavede mad, tog til lærer.
December. Anna blev tilbudt plads hjemme hos dem. Nej, sagde Katrine straks.
Så må du ansætte en hjælper, svarede hun.
Hvorfra?
Det ved jeg ikke.
Henrik så på hende, mærkeligt fremmed.
Du har ingen hjerte.
Måske ikke. Men min tålmodighed er brugt op.
Sådan blev det: tre tusind til hjælper, tredive tusind til mor, ti tusind på lån. Fem tusind tilbage til resten.
Januar. Prøveeksamen: Mathias klarede sig. Tårer af glæde.
Alt kørt ind i rutinen. Februar, marts. Arbejde, hjem. Hverdagen fortærede dem.
April. Henrik lagde igen penge til sin mor. Katrine mærkede det bule indeni.
Igen?
Hvad vil du have mig til?
Sig nej bare én gang! Vælg familien!
Henrik vendte hvid.
Du vil skilles?
Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Bare, at vi ikke kan mere.
Jeg tager kun halvdelen denne gang, 15.000. Siger, at lønnen er forsinket.
Og næste måned?
Ved det ikke
Dagen efter vendte han hjem med tårerne i øjnene. Hun græd. Der er ikke til medicin og mad.
Maj. Eksamen står for døren. Mathias kæmper, og Katrine tænker: for dette er alt det værd.
Juni. Eksamen. Mathias bestod med bravur. Katrine tudede. Henrik stod i det fjerne, rødøjet.
Han fik chancen, hviskede hun.
Ja, nikkede Henrik.
Men intet var reelt ændret.
Så snart pengene kom, pakkede Henrik en konvolut.
Hvor meget?
Tyve tusind, medicinen er dyrere.
Ja, så tag dem bare.
Ikke kamp mere, kun fortvivlelse. Det var blevet en vane, et vilkår.
Henrik stod i døren, blikket fuldt af alt det usagte.
Katrine undskyld.
For hvad?
For det hele.
Hun svarede ikke. Han forsvandt, døren lukkede bag ham. Katrine lagde hovedet i armene ved bordet. Mathias kom og lagde armen over hendes skuldre.
Det skal nok gå, mor, hviskede han.
Ville det? Katrine vidste det ikke. Hun vidste kun, at næste dag ville hun igen tælle mønter, igen bølge gennem natten på kanten mellem drøm og virkelighed uendeligt.
