15. februar
I dag vendte mit liv endnu engang efter et slag, jeg aldrig havde kunnet forberede mig på. Jeg sidder stadig med tårer i øjnene, og mens jeg skriver, forsøger jeg at forstå, hvordan fremtiden nu skal formes.
Jeg har lige forladt Rigshospitalet med min lille kuffert. Ingen stod klar til at tage imod mig kun tasken, som min mand, Henrik, havde sendt med en fragtmand. Jeg ser stadig brevet for mig, hans håndskrift. Hver linje skar igennem mig som kold vind på en vinterdag i København:
Jeg ønsker skilsmisse. Det eneste, der holdt mig tilbage, var din graviditet. Jeg har for længst fundet én anden, langt bedre end dig. Du kunne end ikke føde et barn ordentligt. Jeg er næsten lettet.
Min datter, lille Ane, kom til verden for tidligt og spinkel, for svag til at overleve. Jeg nåede dårligt nok at lære hende at kende, før lykken blev knust. Jeg havde troet, at Henrik ville støtte mig, men han forsvandt ikke bare rent fysisk, men også følelsesmæssigt, akkurat som forårssolen forsvinder bag de tunge danske regnskyer. Han kunne end ikke se mig i øjnene én eneste gang, hverken samtale eller afsked.
Jeg havde intet hjem at vende tilbage til. Mine forældre bor på Møn, men efter alt for megen ballade og mit vilde ungdomsliv, havde jeg selv valgt ikke at invitere dem til brylluppet eller leve videre dér. De havde aldrig brudt sig om Henrik alligevel. Den eneste fra familien var faster Birgit, som på sin egen måde lod mig forstå, at hun ikke havde plads til mig, hvis ægteskabet skulle slå fejl.
Så her sad jeg i København, hovedkulds alene, og med en uddannelse som dyrlæge, men uden erhvervserfaring. Jeg prøvede at holde modet oppe. Jeg elsker dyr det var jo derfor, jeg læste til dyrlæge i sin tid på Frederiksberg. Alligevel var det næsten umuligt at finde job, når man kun havde praktiktimer bag sig.
Efter at have besøgt alle de veterinærklinikker, jeg kunne komme på, endte jeg udmattet på en bænk ved Søerne. Gråden kom, uvægerligt. Pludselig følte jeg en varm lille pels klatre op ad mit skød en sort gravhund, logrende og venlig. Hej lille ven, måske er du den eneste, der vil være sammen med mig i dag?
Men straks dukkede en ældre kvinde op. Åh, der var hende, Rosa! Hvor har du været? Undskyld hopper hun tit op, når nogen er kede af det. Fortæl, hvorfor sidder du her helt alene?
Hun satte sig, hendes navn var Lydia Hansen. Vi havde mødt hinanden før, hun kunne huske mig fra klinikkens ventestue. Jeg begyndte at fortælle, satte ord på alt tabet af Ane, svigtet, Henriks brev, og hvordan jeg nu stod uden tag over hovedet.
Lydia lyttede, nikkede og sagde: Det holder ikke, du skal ikke sidde her og græde. Tag din kuffert du hjem til mig på Østerbro. Jeg har et stort hus, og Rosa elsker nye venner. Og jeg savner selskab.
Hun tilbød mig værelse og arbejde. Jeg kunne hjælpe med huset og haven. Hun forsikrede, at hun betalte godt og jeg kunne bruge min dyrefaglighed til at give kæledyrene omsorg. Da hun senere viste mig rundt i hjemmet, fortalte hun om sit livs tragedier om at miste mand og børn i en bilulykke, om at leve videre alene på arven og kun have fjern familie, som kun kiggede forbi, når der var tale om penge.
Jeg gik straks i gang. Jeg brugte mine evner både på kæledyr og i haven. Lydia elskede især de danske roser, som snart blomstrede endnu smukkere end før, ligesom æbler og pærer bar mere frugt end nogensinde. Jeg fik mit eget værelse og blev behandlet som familie.
Efterhånden gik årene. Lydia og jeg knyttede stærke bånd, hun blev næsten som min mormor. Jeg havde ikke brugt mange penge hun insisterede på at betale mig fair løn, og snart havde jeg sparet op. Jeg fortalte hende min idé: jeg ville åbne en kæledyrssalon, for dyrefrisører var kommet på mode i Danmark, og jeg havde altid nydt at gøre dyr glade og fine.
Vil du så forlade mig? spurgte hun med et sørgmodigt smil. Jeg forsikrede hende, at jeg aldrig ville glemme hende og altid blev tæt på. Endda Rosa, nu med sine elegante klipninger, blev vores lille stilikon. Du kan klare alt du har udviklet dig så meget, bemærkede Lydia stolt.
Tiden gik. Jeg åbnede min egen salon og senere endnu en, og pludselig stod jeg stærk og succesfuld. Forhold var ikke i mine planer, men det var, som om kærligheden fandt mig Mads, som besøgte salonen med sin cockapoo, blev mere og mere en del af mit liv. Min tillid var svær at vinde, men han blev ved ved min side.
Lige før brylluppet gav Lydia mig en stor overraskelse hun havde skrevet sit hus og sine opsparede penge over til mig. Jeg blev overmandet af både glæde og skyldfølelse, men hun sagde: Min familie er væk du er min familie nu. De tænker kun på mit dødsbo, aldrig på mig.
Vi blev gift, og snart blev huset fyldt med latter fra børn og kæledyr. Lydia blev bedstemorsskikkelse, læste H.C. Andersen eventyr for de små, og jeg følte endelig, at mit liv var faldet på plads.
Og så, en dag, efter mange år, stødte jeg tilfældigt på Henrik. Han var en skygge af sit tidligere jeg forladt og ruineret, havde spillet sin arv og forretninger op. Han genkendte mig straks, selv om jeg var under armen på min ældste søn. Han hviskede: Kan du ikke hjælpe mig bare lidt penge? Jeg kiggede på ham, følte ingen vrede, kun en rolig afvisning:
Nej, Henrik, du har valgt dit liv. Og jeg er glad for mit. Jeg ønsker dig alt det bedste, men her slutter vores veje. Held og lykke.
Så gik jeg videre stærk, fri, og med hjertet fyldt af dem, der virkelig betyder noget.
