Tegn et eventyr
Malene, min pige! Far og jeg har nyheder!
Malene styrede rutineret endnu en skefuld grød ind i munden på lille Andreas og tørrede hans hage.
Hvilke nyheder?
Vi skal have en lille én mere! Jeg er fire måneder henne nu. Sikke en lykke, Malene! mor Janne lagde armen omkring sin ældste datters skuldre. Endnu et barn! Så bliver vi syv i familien! En rigtig dansk storfamilie!
Malene tav, lod hænderne synke ned i skødet og glemte helt lillebror, der forstod, at noget var anderledes; stille betragtede han sin søsters ansigt.
Sig mig, hvorfor er du så stille? pressede moren på. Du virker ikke ligefrem glad! Malene, man kan altså ikke være så egoistisk! Du må ikke gøre mig ked af det, skat! Janne kyssede Malene blidt på håret og gik ud af køkkenet.
Ma, ma, ma! pluddrede Andreas og rakte armene op mod storesøsteren.
Malene vågnede op, greb skeen igen og fortsatte sit arbejde.
Lykke… findes den slags overhovedet?
Malene huskede kun ét øjeblik fra barndommen, hvor hun følte sig fuldstændig lykkelig. Hun var fem år, og familien var taget ud til sommerhuset ved Limfjorden. Mor ventede dengang Karla, og de havde besluttet at trække frisk luft i den danske natur. Der var en masse børn på stedet, men Malene, mors pige, forlod næsten ikke Janne. Engang tog far hende dog med ud for at kigge på hestene.
I det øjeblik far løftede Malene op på ryggen af en varm, gylden hest, føltes det, som om hun svævede helt op til himlen. Først lidt skræmt, men så, en boblende fornemmelse indeni, som om vinger voksede ud. Hesten skridtede roligt, og Malene greb om manken, før hun pludselig brød ud i latter. Og mirakuløst hesten vrinskede stille, som om den svarede hende. Forældrene lo sammen:
Nå, så har I da rigtig fået en snak!
Senere bad Malene ofte om at starte til ridesport. Men Karla blev født, så kom lille Signe, og det blev for dyrt. Det blev aldrig til noget.
Hvis nogen spurgte, hvorfor det netop var den dag, der blev det lykkeligste minde, kunne Malene ikke svare. Men duften af nyslået græs, fjordens dug, solens varme og forældrenes kærlighed gemte hun i hjertets bageste krog et lille trylleskat, hun kun trak frem på de sværeste dage. Som i dag.
Hun vaskede Andreas ansigt, satte ham i kravlegården og gik for at vække Signe, der skulle i børnehave. På vej ind ad døren til børneværelset snurrede det kort for Malenes øjne, men hun rankede ryggen og rystede det væk. At sove kun to-tre timer, nat efter nat, sled. Måske kunne hun nå en lur, mens de mindste var væk. Hvis Karla fik sin vilje og hjalp med rengøringen, kunne hun endda få tid til at læse op på morgendagens prøve. I går aftes læste Malene til sent, men Signe græd i søvne og måtte ind til storesøster. Ellers ville hun have grædt hele natten skræmt af børnedrømme. Malene havde flere gange påpeget, at Signe måske skulle til børnepsykolog, men moderen slog det af:
Pjat, sånt vokser hun fra, du skal ikke gøre alt så kompliceret!
Malene indså, at det eneste, hun kunne gøre for Signe, var at lade hende sove tæt. Kun sådan faldt lille-musen til ro. Men for Malene endte natten, når Signe endelig døste ind. Signe sov uroligt, sparkede og rodede rundt, og Malene havde aldrig sovet tungt siden fødslen af Anden, Karla.
Der var fire søskende i familien Madsen. Malene, ældst, lige fyldt atten Karla, den fandenivoldske trettenårige lille Signe, knap fem samt et-årige Andreas.
Janne og Ole deres forældre havde mødt hinanden gennem fælles venner. Jannes veninde, Helle, nævnte til en fest, at hendes mands ven også drømte om en stor børneflok. De fandt hurtigt melodien sammen, og et år senere blev de gift, flyttede ind i Oles bedstemors lejlighed, som var blevet ledig.
I skal bare bo her, børn. Så kan jeg måske endda nå at møde oldebørn!
Og hun nåede da også at holde både Malene, Karla og Signe. Andreas kom desværre først til verden efter hendes død.
Mens oldemor levede, og bedsteforældrene var raske, havde det hele været mere overskueligt. Da Karla blev født, var Malene stadig lille, men da hun begyndte i skole, kom prøvelserne: bøger blev klattet til, hæfter lige gjort færdige blev revet itu, blyanter og viskelæder forsvandt sporløst. Uanset hvor meget Malene kæmpede for en lille bid privatliv, hørte hun kun ét fra moren:
Malene! Du må ikke være egoistisk!
Men Malene var ikke egoist. Ikke dengang, ikke siden hen. Hun fangede sig selv i at gentage det mantra, mens hun passede de små. At familie, det var stedet hvor intet var ens eget. Værelser var fælles, og selv minutter alene var få og dyrebare.
I er jo kød og blod! Og du er min største hjælp, Malene! Janne klemte hende, og hun lagde automatisk sine egne ting væk for at hjælpe til.
Hun åndede først lidt lettere, da Signe begyndte i børnehave. Karla var vokset fra det værste, Malene nøjedes med at tjekke hendes lektier. Det var en okay periode, selvom Signe ofte var syg, og Malene måtte hjælpe meget ekstra. Men så kom nyheden om endnu et barn, og fra det øjeblik forsvandt den smule ro, hun havde kendt. Andreas blev født for tidligt, med en lang række udfordringer. Heldigvis blev alt bedre med tid, dygtige læger og kærlig omsorg. Moren rendte til specialister med Andreas, og derhjemme stod Malene for det meste. Hun forstod og tog det, som det var. Men om aftenen, når sidste tallerken var vasket, kunne hun længes efter bare at tegne lidt, høre musik og drømme sig langt væk.
Engang, mens oldemor levede, gik Malene på billedskole. Kun et år, men for hende var det en magisk verden af farver og fantasi. Da oldemor blev syg, var der ikke længere tid eller råd. Dyre akvareller og papir var der ikke midler til i familien, men Malene klarede sig med en børneæske og en simpel tegneblok, hvor hun skabte sine historier. Prinsesser, riddere, feer og enhjørninger voksede frem i sprudlende farver, og småsøskende stimlede sammen for at se storesøsters eventyr på papir. Snart kom der historier til billederne. Så kunne Janne trygt lade ungerne være sammen i børneværelset om aftenen, for dér regerede eventyret, og alle lyttede betaget, når Malene tegnede:
Tegn et eventyr!
Men morgenen kom, og hverdagens cyklus startede om igen. Vaske, fodre, sende børn i skole og børnehave. Malene tilpassede sig pligterne, hjalp, hvor hun kunne, og vidste, Janne ikke havde det let. Men hun savnede at kunne tage på café eller i biografen med veninderne. For længst havde de sluttet med at spørge, for svaret var altid det samme:
Jeg kan ikke! Jeg skal hjem, har lovet mor at hjælpe
Først for en måned siden meldte neurologen, at Andreas nu var rask, og Malene tænkte, at snart ville tiden blive hendes, når også Andreas startede i vuggestue.
Men nej. Det skete ikke.
Malene sukkede. Nu var alt fastlåst, så det handlede bare om at bide tænderne sammen og fortsætte videre.
Hun fik hurtigt Signe klar til afhentning, skyndte sig, og opdagede, at nu var tiden knap.
Signe, kom, vi skynder os.
Malene, husk at kigge efter rugbrød og mælk! råbte Janne bag dem.
Malene vinkede, og de forsvandt ud i endnu en travl dansk hverdag. Først senere på dagen huskede hun sin hemmelighed. Hun havde ikke nået at tjekke mail om morgenen, men nu kunne hun endelig. Da Madlavningen var overstået og Karla bandede over at måtte opgive computeren, sagde Malene:
Bare to minutter! Har du lavet lektier, Karla?
Lad nu være, jeg mangler bare ét level!…
Hvis du ikke ordner det nu, siger mor, du ikke må spille mere. Behøver du hjælp til algebra?
Nå, ok. Men giv lige fem minutter!
Jeg skal kun bruge computeren et kort øjeblik, så kan du komme til. Lav nu te imens.
Malene åbnede sin mail, og med rystende hænder bemærkede hun straks brevet fra forlaget, hvor hun for mere end to år havde sendt sine historier og illustrationer til. Skulle hun tør åbne?… Karla, gå lige ud og lav te til mig, så hjælper jeg dig med algebra bagefter.
Fint! Karla forsvandt, Malene krydsede fingre og klikkede på mailen.
Et forløst jubelbrøl fyldte stuen, så Karla næsten tabte koppen. Malene dansede som lille Signe og klappede i hænderne:
Det lykkedes! Karla, det lykkedes! Jeg skal til samtale i København!
Hvad lykkedes? Karla stirrede. Den altid alvorlige Malene havde hun aldrig set sådan.
Malene kyssede sin søster på næsen, overtog tekoppen og sagde:
Jeg forklarer senere. Kom nu med algebraen, ellers når du ikke at spille videre.
Karlas nysgerrighed forsvandt hurtigt til fordel for regnestykker.
Malene sank ned i sofaen, genlæste mailen. Hun var inviteret til samtale på forlaget at forvandle sin barndomsdrøm til virkelighed. Kunne eventyrene begejstre selv andre end småsøskende?
Nu var det bare at overtale forældrene og finde penge til togbilletten, for i den Madsenske husholdning var der aldrig meget ekstra.
Malene! Men hvem har dog brug for dine tegninger? Der er da masser af professionelle!
Men mor, de har jo selv skrevet, at jeg skal komme
Måske. Men vi har ikke pengene. Andreas skal snart begynde ny behandling, og det er vigtigere. Og jeg skal selv til lægen, så vi har ikke mulighed for rejseudgifter. Det skal du forstå.
Malene sukkede, uretfærdigheden bed hende, men hun forstod.
Jeg kan jo prøve at tjene lidt selv. Min veninde Lise har fortalt, de mangler hjælp på caféen, hvor hun arbejder.
Men hvem skal så hjælpe hjemme? Jeg kan ikke klare alt alene. Nej, Malene, det kan slet ikke lade sig gøre.
Janne rejste sig for at bade Andreas, og Malene fordybede sig i sin bog, tårerne trillede lydløst, hun forsøgte at skjule tristheden for de små. Men Signe gennemskuede hende, kravlede op på skødet og lagde armene om halsen.
Ikke græde!
Malene krammede igen.
Jeg skal nok lade være!
Nej, hun kunne ikke give op. Hun måtte finde en løsning, tænkte hun og læste brevet igen. Forlaget forventede hende inden for den kommende måned muligheder fandtes, hvis hun handlede hurtigt.
Hun sendte Signe ud for at tjekke om Andreas var færdig i bad, og greb telefonen.
Lise, har caféen dagvagter?
Måske; kan du godt selv, med skole og alt?
Ja, jeg har eksamensperiode og så sommerferie bagefter. Jeg kan klare aftenskift.
Jeg prøver at tale med chefen kunne virkelig bruge en, der dækker for mig.
Efter nogle dage lykkedes det, og i tre uger knoklede Malene på caféen. Pengene rakte ikke langt, men hvis hun var sparsom, kunne det akkurat række til en togbillet til hovedstaden.
Om aftenen tog hun samtalen op derhjemme.
Nu har jeg selv tjent lidt, far, mor. Vil I ikke nok lade mig prøve? Hvis det ikke går, har vi kun mistet lidt tid
Malene, lad nu være, vi har jo snakket om det! Janne rystede på hovedet, satte tekoppen fra sig. Det er naivt at tro, at dine tegninger er bedre end de professionelle.
Det er også historierne, mor
Tjah. Folk studerer år ud og år ind! Ikke bare sådan. Hvad hvis du får et afslag? Så har du kun skuffelsen tilbage.
Men så har jeg i det mindste prøvet
Pludselig blandede Ole sig for første gang.
Malene har ret!
Hvad mener du? Janne så overrasket på sin mand.
Hun må have lov at prøve. Det er bedre at forsøge og fejle, end slet ikke at prøve.
Men ferien? Vi har sparet op i to år for at komme til Vesterhavet.
Nu er noget andet vigtigere. Vi kan altid tage på ferie senere. Og hvis hun lykkes, er det hele værd. Ikke sandt, Janne?
Der var ikke mere at sige. Malene blev ramt af en varm glæde, krammede begge forældre og gik ud.
Ole
Hør nu, Janne. Vi har brugt Malene som en gratis hushjælp, barnepige, opvasker og lektiehjælper. Er det rimeligt?
Måske ikke helt … Men, vi hører jo sammen som familie.
Netop. Nu må vi hjælpe hende.
Ja måske har du ret. Ej, jeg er nok ikke verdens dårligste mor, vel?
Nej, selvfølgelig ikke. Se, hvor dejlige børn vi har?
To dage senere tog hele familien med ud på stationen for at sende Malene af sted mod København.
Ring ofte hjem! Janne krammede datteren. Held og lykke, Malene! Vi tror på dig!
En uge efter vendte Malene hjem, fyldt med ny selvtillid. Det ville kun blive til en smal, lille bog på forlaget med et par eventyr og billeder, men første skridt var taget.
Er der nogen hjemme? sagde hun, da hun trådte ind.
Ud stormede Signe, slyngede armene om hende:
Hurra, du er hjemme! Og ved du hvad? Vi skal have en lillesøster!
Det tog et øjeblik, før Malene forstod, så omfavnede hun lillesøster.
Hurra, Signe! Nu er du også blevet storesøster!
Jamen, så skal jeg være modig, ikke? Hvis hun også bliver bange?
Det klarer du, du beskytter hende!
Ja, jeg bliver stærk! Signe slog en knytnæve i vejret.
Din lille kriger! smilede Malene og strøg hende over håret. Hvor er alle de andre?
De gør klar til overraskelse. Kom!
Signe trak hende ind i det store fælles børneværelse. Alt var forvandlet: De gamle, slidte senge var væk, og en flot skillevæg var sat op. Bagved ventede et lille arbejdshjørne kun til Malene.
Hvad siger du, skat? Kan du lide det? Janne lagde armen om Malene. Nu har du dit eget sted, lige til at sætte panelerne op så er det næsten som at have et værelse for sig selv.
Mor! Det er fantastisk! Tusind tak!
Du får brug for dit eget rum, når du skal arbejde. Vi vil ikke forstyrre dig længere. Undskyld, jeg har været så blind.
Undskyld for hvad? Malene så overrasket på hende.
For at tro, lykke kunne findes kun ved, at du lagde dit eget til side for min skyld.
Ej, mor, ingen grund til det. Uden alle de her eventyr med jer, var der aldrig blevet skrevet nogen historier.
Karla stak hovedet ind:
Kom nu, der er te og kage!
Den aften gik det op for Malene, at endnu en lykkelig dag var landet i hendes skattekiste af minder. Hun fortalte ikke sine planer om fremtiden; selvfølgelig ville hun blive og hjælpe, når lillesøsteren kom til verden, men fremover måtte hun også vælge sin egen vej. Det var hendes liv, og at hjælpe kunne man gøre på mange måder.
Fem år efter sad Signe på sengen med lille Katrine på skødet. Andreas sov allerede tungt, og den farvestrålende bog på Signes knæ var yndlingsbogen. Selvfølgelig for det var Malene, der havde skrevet og tegnet den. Hun boede langt væk nu, men kom så tit som muligt. Og hver gang Signe savnede hende, ville hun hen til Malene, putte sig ind og hviske:
Må jeg være lille igen?
Signe læste den sidste sætning højt og lukkede bogen.
Det er svært at være prinsesse, ikke, Katrine? At sidde og bare vente på at blive reddet. Malenes historier er bedre. Her redder prinsessen sig selv, slår dragen og frelser landet. Er det ikke sejt?
Jo… mumlede en søvnig Katrine.
Storesøster lærer ikke noget dårligt fra sig. Sov nu, vi skal tidligt op, for du skal jo i børnehave. I weekenden kommer Malene, og måske har hun en ny bog med så ved vi, om prinsessen finder sin prins.
Signe smilede indvendigt. Det gør hun, tænkte hun, og måske kommer der en lille prins også, snart. Så bliver hun faster, ikke bare storesøster.
Signe lagde dynen over Katrine, flyttede forsigtigt Andreas legetøjsbil, så han ikke slog sig, og tændte natlampen. Hun blev stående et øjeblik foran billedet af Malene i brudekjole, der hang over sengen. I det sølvblå lysskær lignede hun en rigtig dansk prinsesse.
Nej, en dronning, sagde Signe for sig selv, lod fingeren glide over glasset og gik i seng. I morgen ventede en ny dag ligesom i eventyret.
