Ingen steder at flygte
Karen, kan du virkelig ikke kende mig? Det er mig, Asger Din eneste nevø.
Asger?!
I nogle sekunder trak moster Karen vejret tungt.
Gud, jeg troede ærlig talt, du enten var død eller var røget bag tremmer. Du hverken ringer eller skriver
*****
Hvorfor lige nu?! tænkte Asger fortvivlet, mens han sad foran sin bærbare computer og forsøgte at ignorere den øredøvende lyd af en slagboremaskine på den anden side af væggen. Helt ignorere den kunne han ikke. Ingen høreværn eller hovedpuder kunne holde lydhelvedet borte.
Asger prøvede alt: han lukkede ørerne med hænderne, satte høretelefoner på, stak hovedet under puden…
Lige meget hjalp det.
Hvert slag fra slagboremaskinen blev ledsaget af et metallisk hvin, så Asger følte, at han sad midt på en byggeplads, ikke i sin egen stue.
Hvor længe skal det her blive ved?! Hvor meget skal man finde sig i?
Han havde den vildeste trang til at springe ud på opgangen, sparke naboens dør op og endelig tage den forbandede boremaskine fra ham. Men den slags skete kun i Asgers vilde indre fantasier eller måske…
på siderne af hans næste bog.
I virkeligheden ville naboen Henrik, tidligere faldskærmssoldat, nok tæske ham gul og blå, hvis han blandede sig. Han var stor som et klædeskab, og hans blik kunne få Asger til at fryse til is.
Så Asger havde intet andet valg end at acceptere situationen.
Jo, han kunne måske endda holde ud hvis ikke lige det var for én ting
En kendt forlagsdirektør, som havde læst Asgers seneste krimiroman, ringede pludselig og tilbød ham en kontrakt.
En meget fordelagtig én, vel at mærke masser af kroner til forfatteren.
Selvfølgelig siger jeg ja! udbrød Asger begejstret.
Super, men der er en betingelse: Bogen skal være færdig om tre måneder, svarede direktøren.
Intet problem.
Asger sagde tit tingene, før han fik tænkt over dem. Således også denne gang: Han sagde ja, men anede ikke, hvad han egentlig skulle skrive om.
Det skulle uden tvivl være en intens krimi. Med hans erfaring var det vel ikke så svært at finde på en god krimihistorie? Men nej i virkeligheden krævede det masser af research, plot-arbejde, spændende karakterer og vigtigst: et godt mysterium.
Men sådan et mysterium kom ikke af sig selv. Sidst havde Asger brugt et halvt år, men der var heller ingen deadline dengang. Nu havde han kun tre måneder.
Og selvfølgelig finder naboen lige nu på at gå i gang med renovering Under boremaskinen var det umuligt at tænke på andet end død og ulykke.
Asger forsøgte at spørge Henrik, mens denne røg på altanen, hvor længe den her renovering egentlig skulle vare.
Tre måneder, cirka. Hvorfor, generer det?
Nej nej, spurgte bare, svarede Asger hurtigt og smuttede ind i sit værelse og lukkede altandøren. Klart han måtte væk, hvis han nogensinde skulle få skrevet sin bog. Men hvorhen?
Et hotel var udelukket det blev alt for dyrt.
At leje et værelse var også en mulighed, men hvem sagde, at naboerne dér ikke også ville begynde på et eller andet projekt?
Nej, det er en alt for stor risiko. Det kan hurtigt blive dyrere end hotel, hvis jeg hele tiden må flytte.
På den anden side af væggen lød igen et kæmpe brag, så Asger hoppede op, glemte han sad på sengen og bankede hovedet ind i boghylden over ham.
Mens han gned knolden, dukkede moster Karens telefonnummer pludselig op i hukommelsen. Han havde ikke set hende, siden hans mors begravelse syv år siden. Men hendes nummer stod krystalklart. Sin egen kode glemte han altid, men ikke den her.
Det måtte være et tegn.
Hallo! lød Karens stemme, og Asger glædede sig over, hun stadig levede.
Dav, Karen, det er Asger.
Asger Asger er det dig fra VVS? Jeg mener da, jeg har betalt for køkkenhanen for længst Eller er der noget, jeg har glemt?
Moster Karen, det er mig, Asger. Din eneste nevø.
Asger?
Moster Karen trak vejret tungt nogle sekunder.
Gud, jeg troede, du var død. Eller fængslet. Du siger aldrig noget…
Nej, jeg er i live. Det har bare været travlt. Derfor nåede jeg ikke at ringe, undskyld, svarede Asger lidt skamfuldt.
I syv år har du arbejdet non-stop? Ikke ét minut fri? Har du røgnet i slaveri?
Arh, nej. Men jeg er blevet forfatter. Skriver krimier, fordi de sælger bedst.
Forfatter?! Hvorfor gik du så på DTU og læste atomkraft? Din mor og jeg brugte en formue på det. Var det spildt?
Jeg fandt bare ud af, det ikke var mig. Men grunden til, jeg ringer nu
Nå, så du ringer alligevel, fordi du har brug for noget. Hvad mangler du da nu?
Nej, altså Jo, måske Jeg vil selvfølgelig gerne vide, hvordan du har det! Men jeg har også en lille bøn.
Penge?
Nej nej, din kolonihave.
Hvad?! Vil du overtage min kolonihave? Du har nogle voldsomme krav, unge mand… Er du ikke rigtig klog?
Hvordan ved du det?! spurgte Asger overrasket, stadig gnidende sin pande.
Du har ramt hovedet! Karen morede sig. Nej, du misforstår mig. Jeg vil bare gerne låne den bo der i lidt tid.
Faktisk er kolonihaven sat til salg nu. Ejendomsmægleren står for det.
Kan du ikke vente lidt? Bare i tre måneder?
Måske Men hvad skal du bruge den til? Hvis du har tænkt dig at invitere damer med i smug, så nej. Og det hjælper ikke at plædere.
Nej, nej! Jeg har hverken dame eller kone Jeg har kun brug for ro til at skrive.
Asger forklarede hele situationen og lod hende endda høre den evindelige boremaskine gennem væggen.
Hører du det? Jeg lyver ikke, moster. Hjælp mig, please…
Karen forbarmede sig over Asger og gav ham lov at bo i kolonihaven i tre måneder men på én betingelse: Han skulle sørge for, at grunden blev pæn, så potentielle købere ikke blev skræmt væk.
Det klarer jeg! Send mig mæglerens nummer, så jeg kan hente nøglen.
På vej ud fra samtalen tænkte Asger over, hvornår han skulle nå alt det. Men han håbede på, at stilheden ville gøre ham så effektiv, at han hurtigt kunne skrive romanen og derefter tage sig af haven.
*****
Asger mente nu, han havde styr på det hele. Det var sidst på sommeren, alle kolonister var draget mod byen. Det måtte betyde, han var helt alene.
Vejret var godt, så manglende wc og bad det første stykke tid var ikke et problem.
Han banede sig vej gennem meterhøjt ukrudt mod huset, da nogen råbte:
Stå! Hvem kommer der?!
Asger stod stille.
Hvem er du? Hvorfor siger du ikke noget? Hvem er du?
Jeg Asger.
Hvad laver du her?
Skal bo her hos min moster.
Din moster? Her har ikke boet nogen i syv år. Du ligner en indbrudstyv!
Nej, det her er min moster Karens kolonihave. Hun har givet mig lov til at bo her. Se bare.
Kom hen til hegnet.
Øh hvilken vej?
Til venstre.
Da Asger nåede hegnet, så han en gammel mand med en stor hund på nabogrunden. Hunden stirrede på ham, som om han var aftensmad. Asger hadede hunde.
Manden præsenterede sig som Egon meget snaksalig, nok på grund af ensomheden.
Jeg har boet her i syv år nu. Gav lejligheden til min datter, da hun blev gift. Hunden her, Trofast, fandt mig, og nu lever vi sammen.
Ja, ja, mumlede Asger, mens han nikkede stift mod hunden.
Jeg holder også øje med haverne for folk om vinteren. Folk har jo køleskabe, fjernsyn jeg fungerer som vagt. Lønnen er elendig, men lidt har også ret. Men du bliver kun her i tre måneder?
Ja, jeg har bare brug for ro til at skrive en bog. Det var umuligt i byen.
Så gjorde du klogt i at komme herud. Her er kun os tilbage. Mig, dig og Trofast.
*****
Da Asger havde sagt farvel til Egon, gik han ind i huset, bar alle sine ting ind, inklusiv bærbar, mikroovn og mad. Køleskab var der heldigvis, og tv gad han ikke bruge. Nu kunne han endelig skrive i fred.
Men da han så på grunden, stønnede han. Han besluttede, at så længe han skulle bo her, måtte her gøres pænt. Det var flovt, at det var så rodet, når Egon havde så nydeligt.
De næste fire dage knoklede Asger med at fjerne ukrudt og skrald. På femtedagen var alt væk kun store bunker grønne grene lå på bagsiden af grunden.
Imens sad Trofast og fulgte nøje med. I den tavshed lå noget truende Asger fik kuldegysninger.
Heldigvis var der et rionethegn mellem haverne, som Trofast ikke kunne hoppe over. Bare det at kigge på ham var mere beroligende end baldrian.
Så, nu kan jeg endelig skrive, sagde Asger tilfreds og satte sig med computeren i stilheden. Her var ingen biler, haner eller boremaskiner! Men freden blev hurtigt afbrudt.
Så snart han begyndte at skrive, lød Trofasts bjæffen fra nabogrunden.
Asger undrede sig, for under hele oprydningen havde hunden været tavs. Men nu gøede han så højt, at det stod ham klart, at han måtte vælge mellem byens boremaskine og landets vov-vover.
Hver gang Asger gik ud, blev Trofast stille. Gik han ind, startede det igen.
Det er da for mærkeligt
Et par forsøg på løsning førte kun til, at Egon satte hunden i snor men Trofast blev bare endnu mere skingrende. Det gjorde ondt værre.
Asger kunne ikke skrive. Han sad bare og gloede på en tom skærm, mens det kun var hundeglam, der fyldte hans sind. Tiden gik.
Egon, forklar mig, hvorfor din hund begynder at gø, så snart jeg går ind?
Hvis jeg bare vidste! Men min erfaring siger mig, han kan faktisk lide dig.
Ligesom jeg kan lide ham sagde Asger sarkastisk.
Man vænner sig til hunde. Tro mig, mange har sagt de aldrig vil have hund, men ender alligevel med at elske dem.
Ikke alle, vel? Nogen har jo smidt Trofast ud, siden han er hos dig.
De folk er da ikke mennesker
*****
Samme aften, sent på natten, rullede ambulancen ind ved Egons grund. Asger, der sad ude på dasset, så alt ud gennem sprækken.
Han hørte Egons stemme, svag og bekymret:
Hvem skal passe på haverne og fodre Trofast nu? Han bliver jo alene
Bare rolig, sagde en af redderne, du kommer dig igen. Men du skal med nu. Et hjerteanfald er ikke for sjov.
Den nat lå Asger vågen og hørte på Trofast, der hylede mod månen. Det fortsatte nat efter nat.
Efter nogle dage kom en patruljevogn. Betjenten gik ind i Egons hus, kom ud igen, lukkede døren og låste. Asger blev nervøs.
Undskyld hvad sker der?
Hvem er du?
Asger forklarede alt, viste legitimation og gav Karens nummer. Betjenten varslede den tunge besked.
Din nabo er død. Af hjerteanfald.
Det gør mig ondt Hvad med hans hund?
Vil du have den? Hvis ikke, må du slippe den fri. Den klarer sig nok.
Let nok at sige, tænkte Asger, og så på Trofast, der sad fast i sin snor.
Du er nok sulten? sagde han, selvom det var åbenlyst.
Asger gik ud, kastede et stykke frikadelle hen mod hunden men ramte forbi. Han forsøgte igen og igen med samme held.
Til sidst tog han mod til sig og gik over til Trofast, og selvom han var bange, befriede han hunden fra snoren.
Trofast væltede ham omkuld men ikke for at bide. Han slikkede bare Asger i ansigtet, så han hylede af grin.
Nu havde Asger sin egen tro følgesvend og til stor overraskelse forsvandt alle problemerne. Trofast gøede ikke mere, og Asger havde nu total stilhed. Alligevel kunne han ikke skrive én eneste linje. Han var blevet så vant til støj, at nu, hvor der ikke var nogen, kunne han ikke tænke.
I stedet bar han Egons hundehus over på sin egen grund med jerngitter, for Trofast blev hurtigt en mester i at stjæle al Asgers mad, hvis han ikke blev låst inde.
Men til sidst gik det op for Asger, at det ikke var Trofast, der stjal maden, men en grå hankat, der indbrød sammen med hunden. Sammen stjal de alt fra bordet hurtigt og smuttede tilbage i hundehuset. De var åbenbart et team!
Fra da af spiste Asger hellere sammen med både hund og kat. Katten kaldte han Fræk.
Til gengæld betalte Fræk med at fange mus og lagde dem pænt foran Asgers seng hver morgen.
Jamen dog, sagde Asger opgivende. To uger og ikke én side skrevet. Men jeg har både hund og kat at fodre køleskabet er tomt.
Han måtte til Roskilde efter mad. Men både Trofast og Fræk løb ud i bilen, som om de ikke ville lade ham køre uden dem. Så det blev en tre-timers tur med mange stop for at lufte og jage spurve.
Det var tydeligt, at det var dem, ikke ham, der bestemte. Han kunne ikke flygte. Der var ingen steder at løbe hen.
*****
Efter aftensmaden besluttede Asger, at nu måtte han ringe og aflyse forlagsaftalen. Han ville tilbage til sin lejlighed, hvor han kunne få sin gamle larm igen.
Men det skulle gå anderledes.
Da mørket faldt på, kunne han høre en lastbil tæt på grunden. Det lød ikke som en personbil mere som en gammel Renault varevogn.
Asger ringede til politiet, der lovede at kigge forbi. Kort efter så han varevognen køre op foran Egons kolonihave. Fra udhuset så Asger to mænd, der var i færd med at plyndre huset.
Han overvejede: Skulle han gøre noget, eller vente på politiet, der måske aldrig nåede frem i tide?
Han trådte frem, råbte:
Politiet! I er på fersk gerning hænderne op!
Han gentog bare replikker fra gamle krimier.
Tyvene blev blege, men den ene så ham nærmere an:
Det er da ikke politiet, det er ham der forfatteren! Kan I ikke huske, Egon nævnte ham
De begyndte at gå truende mod Asger, og alt håb syntes ude.
Men lige dér sprang Trofast og Fræk ud af mørket.
Katten hoppede på hovedet af den ene mand, og hunden væltede den anden, mens han begyndte at knurre dybt. Begge tyve endte på jorden.
Asger sagde ikke et ord, han famlede bare en kæde, bandt hænderne på dem og så kom politiet og tog over.
Det var godt klaret, Asger! Ikke alle ville have turdet især ikke alene.
Jeg var ikke alene, smilede Asger og pegede på sine firbenede partnere. Ægte venner.
Ægte venner er svære at finde, sagde betjenten og klappede både hund og kat. Pas nu på dem.
Ja, hvor skulle jeg gå hen? tænkte Asger tilfreds.
Det viste sig, tyvene var de samme ambulancereddere, der havde hentet Egon. Nu, hvor de var fanget, kom alt for en dag. Det gav Asger inspiration.
*****
2,5 måned senere indleverede Asger manuskriptet til forlaget. Redaktøren sad klistret til siderne.
Asger, du har skrevet et sandt mesterværk! Pengene får du efter udgivelsen og så procenter af salg.
Efter noget tid solgte Asger sin bylejlighed og købte moster Karens grund og også Egons. Han slog dem sammen, og med sin honorar byggede han et dejligt hus med badeværelse, toilet, ordentlig isolering.
Og derude på landet slog Asger sig ned sammen med Trofast og Fræk. For hvorfor ikke?
Her var fred og idyl. Vigtigst: venlige, loyale venner var lige ved hånden.
Om dagen skrev Asger bøger, og om aftenen gik han tur med Trofast og Fræk og sikrede, at alt var, som det skulle være.
Han takkede livet for, at han havnede lige dér. Og måske også Henrik og hans evige boremaskine for hvis ikke det var for naboens renovering, var dette kapitel aldrig blevet skrevet.
Moralen? Nogle gange fører selv de mest irriterende udfordringer os hen til de bedste steder i livet sammen med dem, vi ikke vidste, vi havde brug for.
