Jeg vil altid være hos dig
Nu starter du altså ikke igen! Vi har finkæmmet det her emne flere tusind gange! Hvorfor skal du blive ved med at høvle det op? Astrid vinkede opgivende med armen og snurrede tilbage mod komfuret.
Det var en af de der dage, hvor alt bare føltes lidt ekstra gråt. Dagen startede i øvrigt klokken fem, da Markus stod i soveværelset og prikkede hende på skulderen:
Mor! Jeg har ondt i halsen!
Astrid, stadig halvt i søvn, mærkede hurtigt hans pande med sine læber, og så vågnede hun fuldstændig.
Ja, du har feber, skat. Kom, vi går ind i stuen! sagde hun, tog Markus op og listede ud, mens hun lydløst lukkede døren til soveværelset bag sig. Hun orkede ikke tidligt-morgens-foredraget fra Nikolaj om, at han igen ikke havde sovet igennem.
Hun målte Markus temperatur, gav ham noget Panodil, puttede ham og indså, at der ikke var nogen idé i at gå i seng igen. Det var bedre at vente på, at lægehuset åbnede, så hun kunne få en tid eller ringe til vagtlægen. Da hun hørte Markus snorke let, gik hun ud i køkkenet, lavede kaffe og stillede sig hen til vinduet.
Vinteren i København havde været absurd snefuld i år. Gården nedenfor lignede en reklame for Børnenes Sneby blødt, tykt lag sne dækkede det hele, kun med enkelte spor af de morgenfriske, der kæmpede sig på arbejde gennem det hvide hav. Ud af øjenkrogen spottede hun så Frk. Annes kat, Misser, der hoppede rundt, dukkede ned i en snedrive og poppede op igen med sne over hele snuden. Hvem i alverden gad at gå tur i sådan et vejr? Men Misser var ligeglad han var så selvstændig, at Anne måtte lukke ham ud, uanset hvad, ellers larmede han så hele ejendommen vågnede. Men man må give ham, han havde aldrig forbrudt sig mod hjemmets skrøbelige renhed, lige meget hvor frustreret han kunne virke. Gårsdagens højdepunkt havde været, da Astrid så Misser vralte ud, mens han miavede klagende han var virkelig bossen i opgangen.
Kom af sted! Skal jeg også høre på dit brok? Nå, godmorgen, Astrid! Prøv at se på den skørtejæger! Han opfører sig, som om det er mig, der skal danse efter hans pipe. Se dog den prustende formand, tsk!
Godmorgen, fru Anne! Han er da en personlighed, må man sige!
Ja ikke? Det må være min skæbne jeg opdrager kun barske mænd, om det så er søn eller kat…
Astrid smilede, nikkede og gik videre. Hvad skulle hun også svare. Annes søn, Morten, var bestemt også en seriøs type og skarp, med masser af humor. De fleste overså ham dog; han var ikke ligefrem centeret af fest og farver og heller ikke højeste mand i rummet, men for Astrid havde han altid været verdens bedste ven. Han havde været der for hende, så længe hun kunne huske. Siden hendes mor forsvandt, havde han støttet hende, nok fordi han allerede selv havde mistet sin far.
Astrids mor, Inger, blev påkørt i fodgængerfeltet. Hun gik bare helt korrekt over vejen. Ingen ulykker skulle ske, hvis man holdt sig til reglerne det havde Astrid altid fået at vide. Da både hun og Morten var ti, og Astrid for første gang oplevede et rigtigt tab, lukkede hun sig fuldstændig inde. Hun sagde ikke noget, bare græd. Forsøg på trøst gjorde hende tavs, hun gik væk, lukkede sig inde på badeværelset eller faldt i søvn bag en stol. Psykologen, Astrids far Leif tog hende til, ringede rundt med alarmen: Hvis ikke situationen blev løst, ville Astrid blive syg af sorgen.
Det var Morten, der hjalp hende. Hans egen far var død et par år før Inger så han kendte smerten. Morten boede nærmest hos Astrid den tid. Anne havde intet imod det; hun forbarmede sig over den lille forældreløse Astrid. Nabokoner medbragte mad, satte sig hos Astrid, så Leif kunne ordne praktiske ting. Så ikke én gang blev det kommenteret, at Morten var der; han blev bare fik hende til at lave lektier, læste højt, slæbte hende til dans og gymnastik præcis som Inger havde ønsket for sin datter. Med tiden tøede Astrid op igen.
Så fandt de en morgen en lille forhutlet killing, øjnene kun lige åbnet, og slæbte den hjem til Anne for Inger havde givet Leif allergi, ikke bare minder, kunne man sige Da Astrid for første gang siden ulykken bad om mælk til killingen, hviskede Anne bag hendes ryg: Tak, Gud, hun kommer tilbage til livet!
Killingen blev hos Morten. Astrid blev mere og mere vant til, at han altid var der, og de var begge eneste børn og kompenserede for det, de manglede.
Ofte behøvede de ikke sige mere end et ord tankerne flød bare mellem dem. Astrid startede en sætning, Morten afsluttede det var næsten magisk. De voksne undrede sig over den slags, men alle lod dem være det gav dem begge styrke at have så tæt et venskab midt i livets alt for store sorg.
Problemer begyndte først da de nåede gymnasiet. Astrid voksede op til at blive en smuk, sjov og selvstændig kvinde, og bejlerne stod i kø. Morten observerede stilfærdigt, men blandede sig ikke, så længe hun ikke var interesseret i nogen. Så dukkede Nikolaj op. Astrid mødte ham, da hun væltede på trapperne til det lokale idrætscenter.
Er du okay? Jeg hjælper dig lige! Den høje, charmerende fyr rakte hende hånden. De trapper er glat, pas nu på fødderne! Alt i orden?
Astrid satte øjne på ham og var solgt på stedet og det irriterede hende, for hun plejede at mene at forelskelse ved første blik kun var for romandigtere. Men nu kunne hun ikke modstå det.
Jeg er fortabt, Morten! Fuldstændig fortabt! Han er bare…
Hvad?
Tja jeg kan ikke forklare det han er bare den bedste! Kunne du ikke bare juble lidt på min vegne!
Ja ja, jeg er da glad på din vegne! Morten tvang et smil frem, sagde han havde travlt og gik.
Astrid registrerede det ikke tankerne fyldte alt. Hun og Nikolaj var kærester i over tre år, før de besluttede, at nu var de modne nok til at tage springet, så de meldte bryllup.
Ærgerligt at man skal have en brudepige. Jeg forstår ikke hvorfor det ikke kan være en ‘brudeven’? Astrid snurrede foran spejlet, mens hun fik rettet sit kjole-oplæg.
Morten, der havde kørt hende til systuen, sukkede fra sofaen.
Hvis du skynder dig, kan vi stadig nå forbi konditoren i dag. Og jeg skal altså også på arbejde i dag.
Bare rolig, jeg haster!
Senere, når Astrid huskede på den forhastede bryllupsbeslutning, undrede hun sig over, hvordan hun ikke havde set de sider af Nikolaj, der senere kom til at irritere hende grænseløst. Hun havde jo levet i en boble, hvor hun altid havde sin trygge ven i baghånden en prins, om man vil, men nu fandt hun ud af, at ikke alle riddere red på hvide heste. Nogle kom på el-cykel og tjattede til ens nerver.
Det begyndte for alvor, da Astrid blev syg et halvt år efter brylluppet. En heftig halsbetændelse, der blev mødt med: Vi har altså sparet op til ferie! Hvorfor bruge penge på alt muligt testing og medicin, du er jo ung og frisk! Det er bare indbildning, de læger vil bare have penge.
Astrid gloede vantro på ham.
Er du seriøs?
Helt og aldeles! Det går nok over hvis du slapper lidt af. Vi skal bare sydpå, så bliver du frisk!
Astrids far betalte uden at sige et ondt ord. Det tog et år at komme ovenpå, nogle problemer forsvandt aldrig. Da Astrid fandt ud af, at hun ventede Markus, var hun straks i risikogruppen.
Du skal virkelig tænke dig om, advarede lægen. Det er en stor belastning…
Jeg skal have mit barn! Beslutningen er taget.
De sidste tre måneder røg Astrid på hospitalet. Markus blev født, sund og livlig, men Astrid var slidt helt op, og kun hendes far og Morten forstod, hvor tæt hun var på at brænde sammen. Nikolaj fejrede sønnens ankomst ved at forsvinde i tre dage, telefonen slukket. Astrid græd, men da hendes far, Leif, kom dyster tilbage og bare sagde: Det skal du ikke tænke på, du skal ikke stresse! gik sandheden op for hende. Det her var ikke hendes eventyr det var bare rutine.
Hun blev kun, fordi hun så Nikolajs reaktion på Markus. Han elskede ham. Stod op om natten, skiftede ble, gik ture med ham indtil det blev for anstrengende, så fik Astrid besked på at tage sig af det, indtil farmand igen var verdens bedste. Disse humørskift sled på hende. Havde hun ikke haft sin far og Morten som backup, var hun nok løbet skrigende bort for længst.
Astrid jonglerede job (det stykke, hun nu kunne med alle Markus’ sygedage), hospitalsbesøg og alt imens Nikolaj investerede alt i sin “forretning”, som aldrig rigtigt blev til noget. Heldigvis havde de stadig den store, gamle lejlighed, Leif havde sat i stand. Han boede selv det meste af tiden i kolonihaven, elskede roen.
En enkelt nat, Markus med næsten 40 i feber, og Astrid på kanten af opgivelse, lagde Leif sin hånd beroligende på hendes skulder: Du er ikke alene, barn.
Jeg ved det godt, far. Men så længe jeg ikke har besluttet mig endeligt, er Nikolaj min mand.
Leif nikkede og klemte hende.
Når Astrid var ved at gå op i sømmene, dukkede Morten op ud af det blå købte Panodil, kørte Markus til lægen, hentede bilen fra værkstedet, ordnede alt det praktiske, Astrid ikke selv orkede. Hun havde dårlig samvittighed, men Morten havde aldrig sagt nej.
Denne morgen tænkte hun også Morten kom hjem fra forretningsrejse i dag. Hvis ikke hun fik fat i en læge, kunne han sikkert hjælpe med at køre dem, nu hvor hendes Skoda igen havde meldt fra. Pengene var små Astrids løn gik til det allermest nødvendige, mens Nikolaj investerede i det store “eventyr”.
Hun fik endelig fat i lægehuset de havde tid, og hun lettede et øjeblik.
Hun stod og lavede pandekager Markus yndlingssyg-mad, imens Nikolaj stavrede halvt vågen ud i køkkenet:
Hvad nu? Hvorfor var der opbrud i nat?
Markus er syg.
Og det krævede to om natten-operation, eller? Jeg tager et hurtigt bad giv mig noget morgenmad, jeg skal på arbejde!
Astrid sagde ikke mere, lavede maden i stilhed. Hun lavede egentlig altid dobbelt op, for hun vidste, at Markus ville dele morgengavens bær-syltetøj med sin far.
Har du snakket med din far?
Nej.
Hvorfor trækker du det? Vi skal have lejligheden over på os, ellers sidder vi her til leje for evigt! Det er da urimeligt. Jeg slider mig selv halvt ihjel, og der bliver altid krævet flere penge fra dig eller Markus… Intet er godt nok!
Nikolaj snakkede videre, men Astrid hørte ikke længere efter. Det var som om den sidste elastik til deres fælles liv endelig sprang. Alle de første gange, kærligheden, brylluppet, Markus det hele var nu bare minder.
Hun lagde spatlen, vendte sig roligt mod ham:
Hør nu efter én gang, Nikolaj. I aften pakker du dine ting og flytter. Vi skal skilles. Jeg vil ikke mere, og du gider heller ikke dette cirkus, kan vi ikke bare være ærlige? Hvem der har betalt hvad, gider jeg ikke engang diskutere. Det handler om Markus han skal have begge sine forældre, selvom vi ikke bor sammen.
Nikolaj så måbende på hende.
Er det seriøst? Du kan ikke klare dig alene og med barn oveni? Du ombestemmer dig. Jeg tager hjem til mine forældre så.
Gør du bare. Astrid vendte sig om og vidste, at hun nu havde sagt det, hun ikke kunne tage tilbage.
Han forsvandt; døren smækkede. Astrid satte sig ned og hulkede løs, mens Markus stadig sov.
Snart listede Markus små fødder ind i køkkenet.
Verdens sejeste syge unge skal have morgenmad! Er du klar?
Jeg har ikke så meget appetit, mor. Nu har jeg også ondt i hovedet.
Pandekager kurerer hovedpiner, ved du nok.
Med syltetøj? Markus sendte et frækt smil.
Selvfølgelig!
Da lægen havde været der og skrevet medicin, skulle hun lige til at ringe til sin far, da det bankede på kun Morten bankede altid, aldrig ringede på.
Hej!
Hej! Hvordan står det til?
Morten holdt en lille æske med legetøjsbil frem. Astrid indså, at hun ikke kunne huske, hvornår Nikolaj sidst havde købt noget som helst til Markus.
Han er syg igen. Kan du passe ham, mens jeg henter medicin?
Selvfølgelig eller vil du give mig listen, så henter jeg det bare?
Næste sekund var han ude af døren. Astrid nåede lige at trække vejret, før telefonen ringede.
Astrid Mortensen?
Ja?
Det er Hvidovre Hospital. Din far er indlagt han har haft et hjerteanfald. Han er stabil, men stadig på intensiv.
Jeg kommer nu.
Hun fjumrede rundt, prøvede at finde sko og nøgler, tæt på panik. Leif havde aldrig sagt et kvæk om sit hjerte!
Hun ringede til Nikolaj.
Nikolaj
Hvad nu? Fortrudt?
Nikolaj, min far er på hospitalet med infarkt.
Ja, og hvad så? Vi skal vel stadig skilles, ikke?
Astrid fnes forbløffet og lagde på.
Morten kom tilbage med medicinposer og fik hende nærmest ud af døren. Han hentede sin mor, så Anne kunne passe Markus. Så kørte han Astrid ud til hospitalet.
Hele eftermiddagen sad de i venteværelset. Da Astrid ikke længere kunne holde tårerne tilbage, hviskede hun: Tak, Morten. Hvor er det godt, du er her.
Jeg vil altid være her for dig
Jeg ved det, Morten. Nu ved jeg det virkelig.
En time senere kom lægen. Astrid sov, hovedet mod Mortens skulder.
Din far er stabil nu, han kommer på stue. I kan komme igen i morgen.
Astrid krammede Morten, mens tårerne endelig fik lov at flyde, og mærkede al smerten lette for første gang i lang, lang tid.
