At elske, som man kan
Jeg, Jesper, stod og kneb øjnene sammen under den slidte, ukurante kasket, mens jeg betragtede hende. Hun bar ryggen rank som en dronning og gik barfodet gennem den støvede grusvej, hvor vejen var revnet i sommervarmen. I hver hånd svingede hun let et spand fyldt med kildevand, uden at ænse landsbyens mennesker, der stirrede.
Skulle jeg hjælpe? Arh, den slags kvinder har man svært ved at nærme sig! tænkte jeg, selv om jeg jo ellers havde let ved det, og aldrig var bange for nogen. Jeg er jo ikke engang fyldt fyrre endnu, har set lidt af hvert og kan klare mig.
Min ungdom var rodet, fyldt med rejser op og ned gennem Danmark fra Skagen til Gedser mærkelige bekendtskaber, fremmede sofaer, nogle slemme byture, og kvinder, der var mere eventyr end kærlighed. Sådan som det nu er for mange, indtil de slår sig ned.
Hjemme hos os var der sjældent meget tryghed. Faren arbejdede dag og nat på snedkerværkstedet, mor var der slet ikke, og min enøjede moster, Gerda, tog ikke just hånd om mig. Lidt mad, lidt kærlighed det var nok. Da jeg blev større og gik ud af 9. klasse, blev Gerda blind, og jeg var hjemme, eller også ikke hun vidste det ikke og kaldte bare lidt ind imellem, inden hun faldt i søvn. I hendes drømme var hun ung og rask, men i virkeligheden levede hun bare sit liv færdig i stilhed.
Måske var jeg rådden i kanten, hvis ikke det var for Helle. Alvorlige Helle, med de kulsorte øjne, den lange fletning, og huden som moden frugt. Hun var blevet enke, mødte modstand, men havde et sind som en utemmelig islandske hest stærk og egenrådig.
Naboerne sladrede. Helle, hun kan alt, hun bygger både carporte og gør alt alene, men hun kan ikke leve uden en Adam ved sin side.
Nogle sagde: Hun holder ikke ud med nogen, klog er hun men kærlighed kan hun ikke, hun skal altid bestemme!
Helle svarede bare med et lunt smil. Hvis hun fandt sin, så skulle han aldrig fortryde det hun kunne elske, så det brændte.
Den dag vores blikke mødtes på grusvejen, blev jeg helt tavs. Jeg havde ellers allerede planlagt at spørge hende om lidt af det kildevand, men fik kun fremstammet nogle uforståelige lyde.
Står du der bare? Hvis du bærer spandene for mig, laver jeg mad til dig. Du ser ud til at komme langvejsfra arbejder du med dem, der anlægger den nye landevej? Hun smilede, og jeg fik rystende hænder.
Hun var ægte, tænkte jeg straks. En man ikke ville skamme sig over at dele livet med.
Hun frygtede ikke at tage mig til sit hus, ikke bange for at vende ryggen til en fremmed, beskidt arbejdsmand.
Hun havde altid en snittekniv i bæltet. Faren havde smidt hende ud for mange år siden for hendes eget bedste, og moderen drak sig ned.
Jeg drak to kopper koldt brøndvand, så hovedet stoppede med at snurre. Helle pakkede maden ud, smurte brød, hældte øl op og fandt stuvede kartofler frem fra ovnen.
Spis nu, så kan du vaske dig bagefter. Hvad hedder du? spurgte hun og pegede på stolen.
Jesper, svarede jeg, og skyndte mig ud og vaske de sorte hænder.
Jeg var ikke vant til venlighed, kun råbende mostre eller min faders stille tavshed. Her følte jeg mig straks hjemme overraskende behageligt. Der var noget med kvinder som Helle de handlekraftige, dem man kan støtte sig op ad, som får noget i gang i én, så man knap kan følge med sine egne følelser.
Mine snavsede hænder lod sig ikke gøre rene, og Helle grinede højt: Sodemand! Det gør ikke noget. Senere fyrer vi op i saunaen, så bliver du renset igennem…
Jeg spiste tavst, som om jeg ikke havde fået mad i en uge. Ville egentlig rose hende, men fik kun sagt Det smager godt…
Kom forbi i aften, når du har fri så skal vi svede ud sammen, lo hun og vinkede mig ud af huset.
Drengen, hendes søn Kasper, sad på bænken og betragtede mig nysgerrigt. Han så på Helle, som for at spørge, hvad hun havde gang i med den nye mand.
Helle lod ham bare kigge. Hun styrede sit eget liv.
Jeg sagde op hos mandskabet, fik min løn udbetalt et par tusind kroner og blev hængende hos Helle. Byminderne sladrede: Skulle man ikke vente lidt længere? Nu har hun allerede fundet en ny.
Bare de ikke er misundelige! lo Helle og gik videre fra brønden, hvor jeg allerede løb hende i møde for at tage spandene. Den måde jeg kiggede på min Helle… det var ild.
Naboerne kaldte hende både heks, mandebedårer og herskesyg, for hun styrede ofte mig rundt. Jeg, der aldrig ellers lod mig kommandere rundt.
Jesper, hvor går du hen med den pind? Hvorfor har du øksen? Hvorfor tramper du ind med støvlerne på? Hør nu, tag dig sammen, sneen skal fjernes! Hurtigere, vi skal nå det!
Enhver anden mand ville have stukket halen mellem benene. Men jeg fandt mig i det, eller lagde ikke mærke til det. Hvis noget skulle fikses, så blev det gjort svært var det dog sjældent.
Kasper sad på mine skuldre, Helle skældte ud: Du taber ham! Det gør han ikke, mor! Se, hvor stærk han er!
Så ned nu er der mad, bød hun. Jesper, gå til formanden han ville snakke med dig. Har du dummet dig? Hun sendte mig af sted, men så tilfreds ud med at have en mand, Kasper kunne spejle sig i.
Derhjemme var det nu lørdagskarle og kakkelovnsvarme, gamle skænderier og smil midt i hverdagen.
Formanden, Hans-Henrik fra andelsforeningen, spurgte til mig: Jesper, du gør det godt, vi giver dig en bonus tag ind til Århus og køb noget godt med hjem til Helle og sønnen.
Jeg blev tavs, tog pengene, gik hjem. Var hun sur? Nej, Helle mente, jeg skulle tage sådan en rejse for at lære nyt. Tag af sted, du skal blive klogere ellers mister jeg interessen!
Jeg rejste til byen, kom hjem med legetøj til Kasper og stof til en kjole til Helle.
Meget fint stof… men det rækker ikke! Skulle hellere finde en barnevogn!
Jeg forstod ingenting. Hvorfor en barnevogn?
Prøv at tænke, min ven… Helle smilede drilsk.
Graviditeten var ikke let for hende. Hun skændtes over alt, nemt blev vi uvenner. Jeg frygtede, at hun ville smutte men jeg holdt ud, tålmodig.
Da hun kom hjem med den lille, havde jeg Kasper med.
Det skal man da! Familien samles.
Hun kiggede længe på mig, og måske gav hun slip min styrke var hendes hvile. Nu måtte hun godt lægge noget over på mine skuldre.
Børnene voksede op, huset stod solidt, folk respekterede os, Helle blev mildere. Men en dag var børnene fløjet, og dagene blev ens og tomme, hverdagen grå.
Vi talte mindre, spiste i stilhed. Uden børnene havde vi mistet rytmen… vi følte os tomme.
Naboerne hviskede: Helle er blevet stille, det brænder ikke mere. Jesper er stadig en pæn mand mon hun taber ham?
Helle hørte det, betragtede sig i spejlet; hun prøvede med lidt sminke, tog det straks af igen. Nej, det er spild.
Hverdagens træthed krøb ind, hun blev skarp det var som om, at alle hendes ord var bebrejdende, og intet jeg gjorde var godt nok.
Jeg sled med tag og plankeværk, og hun blev bare ved:
Du kan da ikke finde ud af noget! Ingen frokost til dig, når du sløser!
Hun kunne ikke lade være måske var det hendes måde at teste mig på. Ville hun have, jeg satte hende på plads? Hun længtes måske efter at mærke, jeg stadig var manden.
Men jeg gjorde ingenting, gik bare ud og smækkede døren. Hun hørte motoren, da jeg gik med nabo-Mikkel.
Senere kom Mikkel tilbage: Jesper, han tog på stationen du må nok pakke hans sager, han sender adressen senere.
Så gik han, og Helle stod med viskestykket i hænderne, forstenet.
Hun havde mistet ham sin Jesper! Forræder men han kommer nok hjem…
Men nej.
Ustina, vores ældre nabo, dukkede op. Du er selv skyld i det her! Jesper gjorde alt for dig. Han bar over med dine raserianfald og alle dine krav men overfor mændene sagde han, at du var den bedste.
Så hvorfor gik han? spurgte Helle, bittert.
“Du har selv sparket ham ud nu sidder du og klager dig. Han bar dig, men du ville herske nu sidder du alene.”
Helle huskede sin mor, der altid lod hende vide, hun var uønsket. Helt tilbage i barndommen blev hun hård, råbte højt, for at verden ikke skulle glemme, at hun var her.
Kærlighed var altid med torne. Kun om natten, når ingen så det, foldede hun vingerne sammen hos Jesper, hviskede, at hun elskede ham, kunne ikke leve uden. Måske var det derfor, han holdt ud.
Men nu var han væk, og hun følte sig tom sad i timevis ved vinduet.
Han sendte adresse; hun pakkede en kuffert og tog af sted alene.
Han tog imod hende, mens hun stod der, gennemblødt i regnen udenfor kollegiet.
Helle, hvorfor er du her? Jeg bad Mikkel hjælpe dig du skulle ikke rejse selv!
Jeg kan selv. Har du fundet trøst herinde?
Jeg er ingen dreng, der skal trøstes. Jeg klarer mig.
Behold dine penge. Og du skal ikke komme tilbage. Også børnene skal vide det!
Fortæl dem også, at du aldrig kunne elske kun herske. Undskyld Helle, men jeg har ikke tid, jeg skal videre.
Han tog hendes kuffert, gik. Hun lagde mærke til, hvordan han var blevet ældre. Tynd.
Da hun kom hjem, krøb hun sammen med hans gamle frakke, blev liggende.
Sønnerne kom, forsøgte at trøste hende. Helle ville ingenting.
Så, en dag, hørte hun hans stemme igen: Helle! Lav lidt havregrød, jeg er sulten!
Hun smilede, tror hun drømmer.
Ikke i dag, Jesper… der er koldt du må gerne tænde op.
Hun tog hans hånd, græd. Kærlighed med torne, men stadig kærlighed.
De finder hinanden igen, hun styrer stadig, men nu beder hun om tilgivelse hver aften. Hun har prøvet at miste og det gør ondt.
Jesper tilgiver. Han kan ikke rives fra hende, ikke nu. Og hun kan ikke leve uden ham.
Hårdt, men varmt med torne og kærlighed, som kun en Helle kan give.
Når børnene kommer i morgen, og huset igen fyldes med latter, så lever vi videre sammen, så længe vi kan
Og hvis jeg, Jesper, kunne leve om, ville jeg elske hende mildere. Men jeg lever, som jeg kan og takker Gud for de år, jeg har fået med Helle, min dronning med torne.
