Hævnen i rater
Inge Madsen er kendt i opgangen for sin evige nysgerrighed. Hun elsker at vide alt om alle, og hun går aldrig glip af en lejlighed til at opsnappe de nyeste sladderhistorier. I dag er det Annemette, der fanger hendes opmærksomhed, idet hun træder ud fra sin lejlighed. Den ældre dame skynder sig straks hen til hende og lader, som om hun interesserer sig oprigtigt:
Nå, er du og Thomas blevet uvenner?
Annemette tager sig i at sukke lavt. Hun ved udmærket, at Inge ikke giver op, før hun har fået et eller andet at slubre i sig. Med et venligt smil svarer hun roligt:
Hvorfor tror du dog det, Inge? tænker samtidig: Bare hun nu snart går hjem! Jeg ser for mig, hvordan jeg skubber hende ind i lejligheden og banker døren til! Man finder virkelig aldrig fred for hende!
Hun passer på ikke at vise den irritation, der bobler under overfladen, og tilføjer med et sødt smil:
Vi har det fint. Vi har faktisk talt om at søge om at blive samboende.
Inges øjenbryn ryger i vejret, og en sarkastisk tone sniger sig ind i stemmen:
Ja, det lyder mærkeligt. Da min Keld og jeg havde det godt, flyttede han aldrig ud med sine ting.
Annemette mærker uroen snøre sig til i maven. Hun ved udmærket, hvilket spor Inge vil lægge op, men hun bestemmer sig for ikke at give mere brænde på sladderbålet.
Så har du misforstået det. Han har bare været nede i kælderen. Der har samlet sig meget skrammel, siger hun køligt.
Hun har næsten nået næste repos, da Inges stemme igen rammer hende bagfra. Inge er langt fra færdig hun ser næsten stolt ud, som om hun sidder med trumfen på hånden, klar til at spille ud.
Ja, naturligvis, svarer Inge med et veltilfreds smil, hvor undertonen ikke er til at tage fejl af. Alle tager jo affaldet ud i kufferter og læsser det direkte i bilen. Burde have regnet den ud for længst.
Annemette standser et øjeblik, knuger taskens hank og vender sig ikke om. Hun ved, at det mindste tegn på irritation vil give nysgerrighedens dronning følelsen af sejr. Hun tager en dyb indånding, bevarer masken og siger, mens hun trækker let på skulderen:
Du elsker virkelig en god spøg, Inge, gør du ikke?
Uden at fortrække en mine går Annemette videre op ad trappen.
På gensyn.
Men Inge giver sig ikke sådan. Den højlydte stemme indhenter Annemette halvvejs ind i lejligheden:
Du kan løbe alt det du vil, pige! Men det er allerede for sent! Thomas tog ikke bussen. Han blev hentet af en blondine i en dyr bil. Jeg siger dig ærligt du kan ikke hamle op med hende.
Annemette lukker øjnene et øjeblik, nøglerne knuger sig ind i håndfladen. Ikke svare! Hun ved, at det at svare ville give yderligere halvtimes samtale, og intet ønsker Annemette mindre end at fodre sladdersulten. Hun samler sig uden en lyd, åbner døren og lukker sig hurtigt indenfor, så stille som muligt.
Hun forsøger at slå Inges kommentarer hen. Mon ikke for meget tid foran fjernsynet har blandet virkelighed og fiktion i den enlige gamle dames hoved? Annemette mindes, hvordan Inge altid er den første til at blande sig, at observere alt og straks spinde en historie.
Thomas ville da aldrig gøre sådan noget hun prøver at overbevise sig selv. Han ville aldrig bare efterlade mig! Vel? Et ubehag sniger sig ind i hjertet, men hun fordriver det beslutsomt. Sludder! Det er kun rygter. Thomas elsker mig… Vi har planer.
Lejligheden er stille for en stund. Men straks bliver stilheden blidt afbrudt: En hvid, pelset kat kommer stormende rundt om hjørnet. Frk. Snemand, som en lille snebold med grønt blik, smyger sig op ad Annemettes ben, miaver og slår med halen.
Lille Frk. Snemand, smiler Annemette og samler veninden op. Katten presser sig straks ind til hende og spinder, mens den dutter hende kærligt under hagen. Er du sulten? Ingen har vist fodret min lille skat.
Hun aer den bløde pels, og mærker spændingerne løsne sig en smule. Katten nu endnu mere insisterende kigger bedende mod køkkenet. Annemette smågriner.
Bare vent, vi skal nok skælde ud på uansvarlige Thomas. Nu får du mad, og så finder vi ud af, hvor han er blevet af.
Annemette sætter Frk. Snemand ned foran madskålen og fordeler tørfoderet. Katten kaster sig straks over maden og kigger indimellem op på hende for at sikre sig, at hun stadig er der.
Alligevel bliver tankerne ved at rumstere. Thomas har altid sørget for Snemand, selv på de dage hvor katten generede ham. Han glemte aldrig at fodre hende. Ofte gav han endda lidt for meget han vidste, at en sulthylende Frk. Snemand ville jage ham vildt over hele lejligheden.
Annemette tænker tilbage på, hvordan Frk. Snemand straks snor sig om benene på Thomas, miaver og beder om opmærksomhed og mad. Ignorerer man hende for længe, river hun i jeans, planter sig i tøflerne eller kradser, hvis det virkelig går galt. Thomas har leet ad katten, men aldrig ladet det gå så vidt.
Men hvorfor er alt anderledes i dag? Hvorfor har han ikke fodret hende? Annemette kan ikke længere fortrænge Inges ord. Noget er forkert.
Hun går ind i soveværelset og åbner klædeskabet. Den trykkende fornemmelse i brystet forværres. Hylderne, som plejer at bugne af Thomas tøj, er næsten tomme. Nogle skjorter hænger efterladt, men det meste mangler. Hun stryger hånden over de tomme bøjler håber måske, det bare er en fejl. Men det er klart: tingene er væk.
En tanke blinker: Inge havde ret Annemette lukker skabet og læner sig op ad det. Den engang så hjemlige lejlighed føles pludselig tom og fremmed. Frk. Snemand, som har spist op, kommer nuslende og trykker næsen mod hendes ben, som om hun vil trøste. Annemette bemærker det dårligt. Alt kredser nu om ét: Hvor er Thomas? Hvad betyder det hele?
Pludselig lyser telefonen op. Lyden skærer gennem stilheden. Hun rækker ud efter den, hjertet hamrer. På skærmen står der Min Elskede.
Med en sitrende finger åbner hun beskeden. Få, enkle ord vælter alting:
Du er mig blevet for meget. Det er slut.
Annemette stivner. Alt fryser et øjeblik. Hun hvisker, knap hørbart:
Du kunne ikke engang sige det ansigt til ansigt?
Benene giver efter, hun dumper ned på sofaen, og telefonen glider ud af hånden. I det samme kommer Frk. Snemand løbende, hopper op og lægger sig i Annemettes skød, prikker til hende for at få nus. Så, kom så! Min tur! siger hendes øjne.
Et træt, bittert smil glider over Annemettes læber, selvom tårerne presser sig frem. Hun lægger armene om katten og trykker næsen ned i den varme, bløde pels. For en gangs skyld lader Snemand sig holde længe; hun bliver blot liggende, spinder og falder helt til ro.
Det hjælper en smule. Annemette aer Frk. Snemand, mærker lidt varme sprede sig indefra. Tårerne får lov at komme. Hun sidder bare dér, krammer sin stædige kat og hvisker lavmælt:
Hvad gør vi nu, lille ven?
Kattemaveskindet svarer bare med et spind, som om hun siger: Jeg er her. Det hele skal nok gå.
***************
Et år senere.
En kølig oktoberaften sidder Annemette i sin stue, indhyllet i et uldtæppe. Foran hende damper en kop te, på benene ligger en roman, som hun forsøger at bruge til at overdøve den tunge stilhed. Uret viser 23 præcis. Hun burde egentlig gøre sig klar til at sove, arbejdsdagen venter i morgen.
Netop som hun er ved at synke hen, ringer telefonen skarpt, insisterende, som et uvelkomment brud på hyggen. Hun ser surt på den.
Hvem ringer så sent? tænker hun. Høflige mennesker holder sig fra det.
Men opkaldene bliver ved. Ét efter ét, mere og mere insisterende det er tydeligt, at nogen ikke kender til almindelig pli. Annemette bliver irriteret. Til sidst griber hun telefonen.
Hallo, siger hun brat.
Hej Annemette, det er lang tid siden, lyder det velkendt i telefonen.
Hendes hjerte springer et slag over. Den stemme hun har ikke glemt den, selvom hun har prøvet. Thomas. Ham, der for et år siden bare forsvandt, efterlod hende med tomheden og skuffelsen.
Hun knuger telefonen, forsøger at forholde sig rolig. Hun når kun at tænke: Hvorfor ringer han nu? Hvad vil han? så siger hun køligt:
Hvad vil du?
Stemmen skal være rolig, ligeglad. Indeni sitrer alt. Et helt år hun har prøvet at give slip, bygge noget nyt. Nu vælter hans stemme gennem muren, og alt vakler.
Hvad vil du mig? gentager hun, skærer al blødhed ud af stemmen.
Der bliver stille i røret. Så taler Thomas igen, lavmælt, næsten undskyldende:
Jeg har tænkt meget over det. Det var virkelig grimt gjort. Jeg har haft nogle hårde ting kørende, og jeg ville ikke rodet dig ind i det, siger han og venter, som om hun vil trøste ham. Det gør hun ikke.
Men jeg har stadig følelser for dig. Tingene har ændret sig, og jeg vil gerne have dig tilbage.
Annemette holder en lille, bitter latter tilbage. Tingene hun VED, hvad han taler om. Det handler ikke om kriser kun om, at han ville skifte hende ud med én, der var mere spændende og velstillet. Hun husker tydeligt at have set ham en aften på Restaurant Huks Fluks, smilende og lidt for tæt på en stilet blondine i designerfrakke. Husker hans blik, da han opdagede hende i døren, og skyndte sig at se væk.
Hun ønsker ikke at afsløre, hvad hun ved, men siger blot roligt:
Er du så sikker på, at jeg er alene nu?
Hendes stemme holder sig neutral, men indeni summer det. Hun forestiller sig, hvordan Thomas bliver usikker. Hvad hvis han faktisk har mistet hende? For sent?
Annemette lader pausen vare. Hun nyder det sjældne øjeblik, hvor det er hende, der har magten. For et år siden forsvandt han uden forklaring nu beder han om en chance.
Du elsker kun mig, Annemette! Du kunne ikke finde på at skifte mig ud siger Thomas selvsikkert. Hun ler indvendigt over hans selvoptagethed.
Hvilket gåpåmod, siger Annemette let drillende. Hun overvejer kort at afslutte samtalen, men så får hun en idé. Skarp, næsten lystig.
Hun tager sig god tid:
Ved du hvad, vi kan godt starte forfra.
Thomas bliver stille overrasket og lyder nærmest lettet, da han svarer:
Mener du det? Du vil have mig tilbage?
Annemette smiler skævt. Hendes stemme lyder nu saglig, næsten forretningsagtig:
Men vi gør det ordentligt fra begyndelsen. Med restauranter, blomster, små gaver. Jeg vil være sikker på, at du faktisk mener det, og det ikke bare er, fordi du er ensom. Hvis du viser dig som en rigtig gentleman i en måned, kan vi flytte sammen. Er du med?
I røret tavshed. Man fornemmer, han vejer ordene. Det er tydeligt, han tøver gider han det? Men til sidst siger han:
Selvfølgelig! Du vil ikke fortryde det!
Hans begejstrede stemme får hende næsten til at smile.
Spændende, tænker Annemette. Mon han holder ud i en måned?
For sandheden er hun har aldrig tænkt sig at tage ham tilbage. Hun vil bare sætte punktum. Omsider svarede hun:
Fint. Så mødes vi i morgen klokken syv på den café, hvor vi drak kaffe sammen første gang. Husker du det?
Selvfølgelig! Jeg står klar. Jeg er så glad, Annemette
Hun slukker samtalen før han kan tale videre, lægger telefonen og trækker vejret tungt. Stilheden sænker sig over lejligheden, men nu føles den ikke tom snarere som noget, der giver plads. Annemette smiler denne gang ægte. I morgen begynder næste akt i det lille skuespil, og denne gang er det hende, der sætter scenen.
**************
Thomas anstrenger sig mere, end han nogensinde har gjort. Hver dag overtaler han sig selv til at købe flotte buketter, bestille borde på innesteder, lytte tålmodigt til Annemettes snak om malerier på udstillinger. Han tygger irritation i sig, når hun foreslår teater eller lange gåture, men han nikker.
Kun en måned, minder han sig selv. Så bliver alt normalt igen.
Pengene fosser ud. Thomas tæller i sit stille sind regningen i kroner, det bliver en ret pebret affære! Men han bilder sig ind, at det er en investering for lidt overbærenhed nu, så er alt sikret. Inden længe finder han måske noget bedre alligevel.
Han smiler, bider sig i tungen, taler gardiner og fremtid alt for ikke at virke ligeglad.
Og nu nærmer dagen sig, hvor måneden er gået. Sidste aftale, før det hele skal blive officielt. Thomas kigger på kalenderen, hvor han med rød kuglepen har skrevet dagens dato, og føler både lettelse og uro. Hvad hvis Annemette alligevel fornemmer noget?
Han længes efter afslutningen ikke af kærlighed, men frihed. Han gider ikke mere af hendes entusiasme. Mest glæder han sig til igen at slappe af, slukke for showet, og få noget tryghed indtil noget bedre dukker op.
Vi skal bare bo sammen lidt tid, tænker han, mens han binder slipset. Så må vi se. Måske har jeg fundet en anden mulighed snart jeg tænker i hvert fald ikke at holde ud med hende ret længe.
Han tjekker uret det er tid til at tage afsted. I jakkelommen et billigt ringetui ikke ægte, blot til syns skyld.
Jeg siger, at jeg vil gøre det officielt. Hun bliver smeltet. Og så kan jeg tage det derfra, tænker han.
Han betragter sig selv i spejlet en sidste gang, retter frisure og træder ud.
***************
Thomas sidder ved et vinduesbord på caféen, hvor deres første kaffe sammen blev drukket. Han kom i god tid, har placeret et kæmpe bundt røde roser på stolen ved siden af, og kører fingrene nervøst hen over ringetuiet. Annemette er forsinket det irriterer ham mere og mere.
Hun var da ellers så opsat på at ses, tænker han.
Telefonen gløder af ubesvarede opkald. Han sender et par beskeder men intet svar.
Da der er gået over en halv time, tikker en sms endelig ind. Han river mobilen frem.
“Du har skuffet mig. Du er ikke længere den, du var. Farvel.”
Vreden springer op han slynger instinktivt telefonen hen over det marmorgulve. Skærmen smadrer, men det er lige meget. Han hiver fat i roserne og kyler dem, stadig med plastik om, ned i skraldespanden ved siden af. De står nu ydmyget, skjult i affaldet.
Hvem tror hun, hun er?! udbryder han, uden at tænke over de omkringstående gæster.
Og mens Thomas eksploderer, står Annemette bag det store kastanjetræ udenfor. Hun har set det hele: hans nervøsitet, hans smser, hans vrede. Da blomsterne forlader hans hånd og lander i skraldet, glider et lille smil over hendes ansigt.
Måneden igennem har Annemette luret hans sande jeg. Hun bemærkede hurtigt de kunstige smil, den skjulte irritation, hver gang hun talte om noget, han ikke gad. Forleden hørte hun ham snakke i telefon med en ven, og det blev klart: det hele har kun været en dødperiode indtil han finder noget bedre.
Først gjorde det ondt, men så vidste hun, hvad hun skulle. Hun ville have ham til at mærke samme tomhed, hun følte, da han forsvandt uden forklaring. Lad ham vente, håbe og så få kulde tilbage.
Da han taber roserne, føler Annemette ingen skadefryd. Bare ro og frihed. Nu er det slut.
Man siger, hævn smager bedst, når den serveres kold, tænker hun, og går roligt væk. Forude venter et liv uden løgn, uden kedsomhed, uden en mand, der aldrig forstod at værdsætte hende.
