Stykkevare
Anemone mærkede, hvordan hun vågnede langsomt, med et suk og lukkede øjnene halvvejs op.
Huset var tyst. Så stille, at man tydeligt kunne skelne den sagte ticken fra uret i køkkenet nede i stueetagen.
Saga, fårehunden, peb, skubbede til sin ejer med forpoterne, gnavede i enden af Anemones pyjamas, plantede sin ru, våde tunge på hendes kind, pilede mod døren, hvor halen bankede mod træet, før hun igen hoppede op til sengen.
Anemone vendte sig beslutsomt væk.
Nej, i dag skulle hun ikke på tur. I dag ville hun sove al træthed væk! Trække alt muligt ud af den vidunderlige døs, hun endnu lå i!
Anemone! Lille ven, vågnet? Ikke endnu? Kom nu! lød bedstefar Vagns stemme gennem døren.
Nej, hvordan kunne det nu være! Hun havde bedt om fred! Men Vagn og Saga gav sig ikke, ville altid have hende med. I går aftes havde de trukket hende ud for at kigge på ildfluer. De små, grønne lys oppe over engen, hvor bedstefars gamle saga, hyrdehund, logrende studerede dem, vippede hovedet nysgerrigt.
Ser du, Saga forstår! forklarede Vagn med stolt stemme. Anemone, hører du?
Hva? Jeg gaber så kæberne gør ondt brummede Anemone søvnigt, lænet op ad hendes bedstefars skuldre.
Hører du ikke, hvordan aftenen lister sig ind, blødt på poter med bløde trædepuder? trak Vagn henført ud.
Åh, Vagn Anemone havde hele livet kaldt ham for Vagn. Det eneste jeg hører, er mine kæber knirke. Okay, jeg kommer.
Han nikkede forstående. Hans barnebarn var træt. Hun var kommet derudslidt fra storbyen, bleg og tynd. Men det skulle gå altsammen! Han skulle nok sørge for, Anemone atter blev sund og stærk
Anemone glippede med øjnene mod uret. Det digitale ur blinkede: hun havde ikke taget ét skridt i dag, havde sovet fortræffeligt, og der kom regn.
Bedstefar! Klokken er kun seks! Jeg sover videre! råbte hun, skubbede Saga væk og krøb ned under dynen.
Den gamle fårehund sukkede, og Vagn, der stod i døren, fløjtede sagte. Saga trippede hen til ham og gled med ud på gangen. I dag kunne de gå uden Anemone, men i morgen
Da hun endelig var færdig med at vende og dreje sig, rejste Anemone sig op, lavede grimasser ad sit slørede spejlbillede i det gamle kobberspejl, der havde tilhørt hendes farmor.
Jeg kan høre dig deroppe! Kom ned at spise morgenmad! Den bliver jo kold, lød det fra trappen, hvor Vagn kom puslende, og undlod at se på sit barnebarn, mens hun trak i tøj.
Han havde endnu ikke vænnet sig til, at hun var blevet voksen, og rømmede sig forlegent.
Jeg kommer jo. Saga, slip sokken! Vagn sig det til hende! Frækhed!
Saga blev allerede jagtet ned ad trappen, sokken stolt i gabet, indtil den blev tabt for en sommerfugl, hun straks forsøgte at fange, mens halen smældede mod stolene.
Så, så! Her kommer solen jo ud med dig! sagde Vagn, mens han gjorde vinduet bredt op.
Sommersommerfuglen strøg rundt, satte sig et øjeblik på lampen og fløj så mod det åbne vindue, hvorfra duften af nyslået græs, sød mjødurt og harpiks strømmede ind.
Saga knurrede utilfreds.
Du larmer alt for meget, du er ingen hvalp mere, vrissede Vagn, imens han klodsede vendte en pandekage med gaflen.
De stegte lystigt på jernpanden, som Vagn insisterede på skulle bruges med rigeligt smør og ikke for lidt, trods Anemones protester.
Kære bedstefar, kolesterol? indvendte hun.
Smør du bare. Medmindre du brænder, så indtag du bare! Og kritisér ikke kokken, ellers bliver du sulten! brokkede Vagn sig, og strammede det ternede forklæde med en kat broderet på maven.
Det forklæde og to grydelapper havde Anemone købt til farmor i Odense, dengang hun spillede koncert der. Hun og sin veninde Mille skrap på violin sneg sig væk fra hotellet, vandrede målløst i byen, drak kaffe og kiggede på folk og huse. En lille butik med håndlavede varer fangede hendes opmærksomhed.
Hun drejede længe og frydefuldt puderne, de hæklede dækkeservietter, tasker og punge, klude, halstørklæder og vanter i skandinavisk mønster. Så faldt hun for netop dette forklæde.
Dertil har jeg også grydelapper, smilede butiksejeren. Vil du have dem?
Selvfølgelig og de vanter med ræve! nikkede Anemone og hev penge op af pungen.
Ej, det er så gammeldags! hvæsede Mille, der slet ikke forstod, hvorfor hendes veninde hellere ville have hjemmestrik end modetøj fra storcenteret. Hvad skal du med de der tabte sager!?
Du forstår dig ikke på hygge, kære Mille! Hjemmet skal være varmt, ikke smart. Det der er unika; håndlavet, for én person! Det synes jeg er sjovt, Mille.
Det sukkede Anemone over, mens butiksejeren fiskede et svagt lilla sjal frem, smukt og hæklet nærmest som spind af skyer.
Tag også det, det passer, du har flair for dén slags, sagde butiksejeren og så mildt på Mille, der kun fnøs. Sådan noget kunne man kun bruge som souvenir fra Danmark eller sætte på hylden i et indrettet sommerhus. I hvert fald ikke have på!
Men Anemone så anderledes på det. Et stykkevareprodukt, håndlavet på slum og iver, bar varmen og udstrålte kærlighed. Netop det, hendes farmor altid sagde at tingenes sjæl var hænderne, der havde formet dem.
Hvem laver alle de her ting? spurgte Anemone efter hun havde betalt.
Min datter, Bille. Hun lærte tekstil på gymnasiet, men hun er hjemme med sin søn, som er syg. Så jeg sælger hendes arbejde her.
Åh sukkede Anemone medfølende.
Hendes egen farmor, Bodil, havde arbejdet hele livet som omsorgsassistent for børn med særlige behov. Hun lærte mødrene massage og omsorg og hvis hun ikke selv kunne, fandt hun andre, der kunne hjælpe.
Man kan da sende børn på institution, eller hyre en barnepige? Ellers bliver din datter jo skør af at sidde hjemme! blandede Mille sig uden blusel. Er her et shopping center i nærheden?
Det vil jeg ikke svare på. Vi finder selv ud af tingene, svarede butiksejeren bestemt, stak næsen ind på lageret og blev væk i klirren af keramik.
Helt ærligt, Mille, sådan taler man ikke! sagde Anemone, og tog Mille med udenfor.
Du er så gammeldags, Anemone! Og du klæder dig også sådan! Læs dog et modemagasin i ny og næ. Du spiller kun cello og drømmer dig væk Mænd vil jo have noget moderne og spændende ikke hjemmestrik og gamle kjoler Så skift nu stil, så bliver du lykkelig! erklærede Mille og vandrede ubekymret mod butikstorvet. Hvor er der rigtige butikker?
Vi er ikke ens mænd er ikke ens. Du ser kun én side, jeg en anden. Måske en dag er der én, der netop behøver én som mig en stykkevare man ikke kan finde igen, mumlede Anemone, gemte sig mere og mere i sjalet mod efterårsvinden.
Jo, jo! Skæve eksistenser gifter sig da altid først, fniste Mille og forsvandt.
Anemone fulgte hende ikke. Hun elskede at gå rundt i sådanne små boder, hvor farmor Bodil ofte trak hende med på marked i weekenderne i Sønderborg. Markedspladsen var fuld af lokale håndværkere, træskærere, bagere, snedkere, kunstnere, kniplere og brodøser. Herefter kom alle de konserves og syltede grøntsager, hjemmelavet saft, kager og kurve med svampe, der duftede af gran og skov.
Som barn beundrede Anemone farverne, trælegetøjet og små lerfigurer og kom altid hjem med et malet æg eller en fløjte-figur.
Det er lavet med kærlighed og unikt, lille du. Intet andet er helt magen til. Ligesom mennesker alle forskellige. Sådan skal du også tænke om dig selv. Du er vores Anemone vores eneste blomst. Hold fast i dig selv! sagde Bodil kærligt på vej hjem.
Anemone nikkede og løb forud, farmor bar syltetøjsglasset i nettet. Hun lavede selv syltetøj, men elskede at smage fra andres trilleglas, måske man kunne lure et trick eller to
Bagefter spiste de selvfølgelig pandekager og syltetøj i haven. Vepsene kom straks, og Anemone jog dem væk med hænderne. Vagn, bedstefar, satte altid lidt syltetøj på en tallerken til dem ud på en træstub.
Vagn kunne narre selv djævlen, grinede Bodil, imens hun bagte flere pandekager under sang.
Om aftenen, når Anemone lå og kiggede på farmors gave, tænkte hun: Hvem har mon lavet dig var vedkommende trist eller glad? Et stykkevareprodukt, et håndværkerliv, talent
Senere havde Anemone givet farmoren forklædet og grydelapperne. Mest elskede Bodil dog sjalet.
Det varmer som dug, når jeg svøber det om skuldrene. Ved du, hvem der har lavet det? spurgte hun.
Butiksejerens datter hjemme med sit barn, svarede Anemone og tænkte på uvenskaben med Mille, som havde gjort hende trist.
Hvis bare jeg kendte hendes navn, ville jeg sætte et lys for hende, sukkede Bodil men lagde alligevel et lys for alle børn i landsbykirken.
Siden døde Bodil. Huset blev trist og skævt, som om vingerne var stækket på en fugl. Vagn sørgede længe, Anemone forsøgte at trøste, tog af sted på besøg, trak ham med på markeder og til skov for at plukke svampe, anlagde blomsterbed. Men hver gang hun så forklædet, blev hun stille, græd for sig selv.
Lad nu være at gemme dig! sagde Vagn en dag. Vi sørger sammen.
Saga listede sig imellem dem, slikkede tårer væk og hvilede snuden på deres knæ.
Bodil elskede at se os smile, hørte du, Anemone? Nu op og i haven med dig. Bedet bygger ikke sig selv.
Og de gik i haven, beskar, såede og gik om og nød synet om og om igen. Tomaterne rødmede i drivhuset, agurker og peberfrugter trivedes, ventede på at blive en ny del af deres mærkelige, men gode hverdag.
Denne gang kom Anemone, optaget cellist og musiker, uanmeldt. Godt at Vagn ikke var kørt på fisketur med naboen, men var hjemme.
Saga dansede af glæde, da hun hørte bildækkene på grusvejen, ventede utålmodigt ved lågen.
Nå, hvad nu?
Bedstefar, luk op! Jeg er her! Løbende gennem regnen, med armene fulde af poser, sprang Anemone ind i stuen.
Vagn, lidt foruroliget, observerede barnebarnets humør, frygtede det værste. Hvis bare Bodil havde været her
Efter regnen kaldte Vagn på Anemone for at se ildfluernes dans.
Bedstefar, kan jeg ikke sove? Lad mig bare være i seng! bad hun.
Men Vagn gav sig ikke.
Vi ser skønheden først og så i seng.
Hun blev ved at vende sig væk, gned kinden mod ærmet.
Se nu ildfluerne, der! insisterede bedstefaren.
Jeg ser dem Det er smukt… gabte Anemone, lænet mod Vagn, før hun gik i seng.
Hun har ikke cello med. Bodil, hvad gør jeg? I kvinder er et mysterium, stykkevarer, sjældne hvordan skal jeg nogen sinde forstå jer?! tænkte Vagn, og trak sig tilbage.
Dagen efter, over pandekager med brombærsyltetøj, sad Anemone uglet, gnaven og åd med raske bidder, mens Saga lå og duftede.
Vagn havde lært kunsten at stege gyldne pandekager.
Tag nu stille, Anemone! Ellers får du ondt i maven! sagde Vagn og satte sig overfor barnebarnet, skubbede syltetøj og kage væk. Nu fortæller du mig, hvad der er galt!
Hun sukkede, smed skeen.
Du blander dig du og mor. Jeg ville bare have ro her. Hvad skete? Jo
Du behøver ikke, hvis du ikke vil. Jeg blander mig ikke i det-dér kvinde-tumult, nikkede Vagn overbærende og lod hende sidde alene, Saga listede med ud i haven.
Anemone gik straks i gang med at gøre rent. Hun tog alle de gamle træskeer og brætter frem, købte med farmor, og satte vasken over med alle de kulørte duge og klude.
Saga satte sig og kiggede nysgerrigt gennem vaskemaskinens rude, mens Anemone klappede hende: Spændende, ikke? Der kommer mere i næste afsnit!
Da huset igen var funklende, blev hun rolig.
Vagn nussede i drivhuset og nynnede sange af Sebastian; mens hun pludselig stod bag ham.
Undskyld, jeg skræmte dig. Kom, bedstefar, lad os tale.
De satte sig på bænken under æbletræet.
Jeg har haft kærlighed, bedstefar. Du ved sådan en rigtig kærlighed Men
Vagn anede det havde luret to år. Bodil havde advaret ham.
Og?
Han synes, jeg er for anderledes. Stykkevare. Ingen vil have sådan nogen længere. Man skal være moderne, have jeans, droppe alt det gamle, bo på sociale medier. Ikke noget for mig. Jeg begik en masse fejl, sukkede hun og tørrede næsen.
Vagn hostede for at give sig selv betænkningstid.
Er du da gravid? spurgte han omsider. Jamen, så bliver det godt. Vi skal nok tage os af barnet. Du bor her mens, dropper turnéerne, og huset står klart. Faderen? Han må passe sig selv. Moren ved det? fniste han.
Hun lo, græd lidt og lo mere fordi nu var intet længere skræmmende.
Jeg ved det ikke med sikkerhed. Har ikke sagt noget til mor. Hun brokker sig bare.
Det er alderen. Sådan var Bodil gladeligt. Jeg lavede te af baldrian til hende. Hvem er børnefaderen?
Han gifter sig med Mille, min veninde på violin. Han sagde, jeg var pinlig. Med Mille følte han sig hjemme, med mig akavet.
Smag og behag! rystede Vagn på hovedet. Hov, der banker nogen.
Udenfor stod en kvinde med sin søn.
Goddag! Er det Bodil, vi kunne tale med? spurgte hun nervøst.
Bodil… nej. Hun gik bort for to år siden. Men kom dog ind, jeg giver kaffe! Mange af hendes gamle kolleger er i live, måske kan vi hjælpe jer, sagde Anemone, med et venligt smil.
Kvinden præsenterede sig: Maria. Min søn Emil er født med svækkelse. Vi havde fået fortalt, Bodil kunne hjælpe børn som ham. Derfor
Pludselig faldt Marias blik på det ternede forklæde over stoleryggen. Hvor har du det fra? Det er jo Emils kat det valgte han! undrede hun sig.
Købt i Odense! udbrød Anemone begejstret. Din mor solgte det i butikken og fortalte om dig. Jeg købte også sjalet! Det må jeg vise vent lidt! Hun fandt det og viste Maria. De lo sammen. Vagn blev rørstrømsk.
Du er talentfuld, Maria, sagde han. Vi finder en, der kan hjælpe Emil. Bodils notesbog er fuld af kontakter.
Maria blev overvældet og rørstrømsk, og huskede alle de gange hun havde forsvaret sin mors arbejde overfor skeptikere. Nu vidste hun, at det havde nået nogen.
Der blev ringet rundt, og en gammel kollega sagde ja til at tage Emil i behandling. Der er meget at gøre, men det er håb, sagde han.
Da Maria og Emil senere forlod dem, stod Anemone og Vagn under de danske skyer.
Jeg er så lettet, hviskede Anemone. Tak, farmor. Dine venlige hænder samler stadig folk.
Fra da af boede Maria og Emil hos Vagn under behandlingsforløb i nabobyen, Hillerød. Maria tilbød at betale, men Vagn slog det hen. Anemones sind svingede med hormonerne; engang spillede hun melankolske stykker på cello, næste dag rullede hun lattertudende rundt med Saga.
Vagn udvidede drivhuset endnu flere børn at tage sig af.
Tror du, jeg klarer det, Bodil? mumlede han om aftenen. Selvfølgelig gør du det. Oldefar! svarede Bodil i erindringen trygt.
I løbet af årene kom Anemones gamle bekendte forbi med en stor citybil, men hun talte uvilligt med ham. Han vil bare sikre sig, jeg ikke registrerer barnet på ham. Han er bange for Mille bliver vred, sagde hun. Lav pandekager, bedstefar jeg sætter te over.
Så spillede hun cello hele aftenen.
Livet er svært, bedstefar. Men hvis det gør ondt, lever man, sagde hun. Tak, fordi du er her.
De sad længe sammen, med Saga sovende ved deres fødder. Saga holdt vagt over sine, som Bodil havde bedt hende om sine stykkevarer, de unikke og dyrebare.
Anemone blev gift fire år senere. Hendes mand, Thomas, blev børnelæge: genert, blid, slet ikke tidstypisk barsk eller selviscenesættende. Hun var stadig en original en stykkevare, håndlavet, anderledes. Sådan elskede de hinanden for alt, det var dem. Det unikke var værd at holde fast i. Bodil havde ret man skal blot være sig selv, så falder alt på sin plads.
Sådan er det.
