Lev lidt endnu, farfar.
Den store, tomme lejlighed med de høje lofter, gardiner lagt op på vindueskarmen, blottede radiatorer og rør, og et diskret lag støv over det hele, havde en tør, tung duft af gammel tid.
Nøglerne havde han fået hos naboen. Han gik langsomt gennem rummene, stak hovedet ind i badeværelset og blev overrasket over hvor stort og forsømt det egentlig var, gik videre til den rummelige stue, åbnede altandøren og sank ned i den brede lænestol.
Ja. Lejligheden var fantastisk. Endda bedre, end han havde turdet håbe på. Hvor mange værelser var her? Men forsømmelsen gjorde den næsten ubeboelig.
Han sad lidt, gik hen til vinduet, kiggede ned i gården. Tvivlen nagede Han vidste, hvor svært det var at finde p-plads i København, måske havde han snuppet nogen andens faste plads. Men foreløbig holdt hans Hyundai alene, og der var stadig ledige felter. Han måtte lige ned og hente tasken.
Her, i denne lejlighed, skulle han bo i over en måned i hele sin ferie. Og ikke alene.
Planen om at rydde op og gøre rent på et par dage blegnede nu, hvor han så omfanget. De grå, massive sprossevinduer med visne potteplanter, tunge gardiner med støvede folder, det irgrønne karbad, de rustne rør.
Loftet bar stadig spor af stukornamenter, men sprækkede nu flere steder. En grå krystallysekrone halvt skjult af et gammelt klæde hang vissen. Parketten var misfarvet og åbnet enkelte steder. En ovn, ældgammel og støvet, en rund Volga vaskemaskine med håndpressere, en bred ZIL-køleskab ikke renset i årevis, nu mat og gullig. Og støvet støv og sand blandet sammen overalt.
Han gik ind på det dystre kontor: et massivt, mørkt skrivebord, bogreoler til loftet, mørkeblå plysgardiner, der næsten spærrede alt lys ude. På bordet stod en blyantholder af granit, malakitpenne, en kalender. Emil skimmede datoen 12. januar 1995.
Tiden var gået i stå her.
Heller ikke soveværelset tilbød hygge. Tøj var faldet ud af skabet en hylde var bristet gardinerne trukket op, radiatorerne bare og rustne Da han trak ud i kommoden, så han et sirligt smykkeskrin, åbnede og trådte uvilkårligt bagud.
For pokker kom det pr automatik.
Skrinet bugnede af guld: ringe, armbånd, halskæder, øreringe, brocher Så meget guld! Brede guldringe, tunge, ravsmykker. Første tanke snuppe en ring eller to. Ingen ville mærke det, vel?
Men tanken forsvandt lige så hurtigt, som den kom. Ikke engang naboerne havde rørt noget Tænk hvis her lå en fortegnelse, eller der var skjult kamera. Han kiggede sig om. Kamera? Herinde var der dårligt nok strøm.
Han lagde skrinet tilbage, lukkede kommoden, tjekkede kontakten ingen lys. Han fandt eltavlen i entréen og fik tændt for strømmen.
I det mindste noget Han satte telefonen til opladning, gik ned efter tasken og kort tid efter sov han tungt i den knirkende dobbeltseng i værtsens soveværelse. Han havde næsten været bag rattet i et døgn.
***
Hallo, er det Emil Birk Nielsen? Det er vel dig? stemmen var gammel.
Ja, det er mig. Hvem taler jeg med?
Emil, hvor er det godt jeg fik fat i dig! Jeg hedder Solveig Madsen, jeg er plejepersonale her, og mit barnebarn hjalp mig med at finde dit nummer, for ellers ja, ellers Altså, vi har din farfar Birk Jørgensen. Må jeg kalde dig Emilius? Jeg er jo i min alder.
Øh, ja, det må du.
Du er jo hans eneste barnebarn, ikke. Din farfar. Han siger ikke så meget, er syg, men venter så meget på dig. Virkelig måske
Undskyld, hvad var det nu
Solveig Madsen.
Solveig, tak for at du ringer, men jeg kender ham ikke rigtig. Jeg tror, du mener min fars far. Mine forældre blev jo skilt, da jeg var fire, og jeg
Det ved jeg, ja, din far døde jo for længe siden. Og din mor gik desværre bort for nylig, Gud velsigne hende. Hun kom ellers her og besøgte.
Hvad? Min mor? Det kan ikke passe
Jo. Men det gik hurtigt til sidst. Hun nåede nok ikke at sige det til dig. Eller også ville hun ikke. Men hun var her, Lille Jytte. En dejlig kvinde.
Undskyld, min mor?
Ja, hun kom her. Emil
Men ville du have, jeg skulle komme? Jeg bor jo langt væk, har arbejde
Ja, selvfølgelig, selvfølgelig Men Der er det med farfar, ser du. Han har stadigvæk sin lejlighed i København. Stor, tror jeg. Men der har meldt sig nogle smarte fyre, vil have ham til at skrive den over på plejehjemmet på bestyrelsen, forstås. Uha! De er stædige. Jeg er bange
Jamen så lad dem. For mig er han bare en fremmed. Hans beslutning
Men Solveig fortsatte, som om hun slet ikke hørte ham.
Men han kan dårligt snakke, Birk. De har egentlig ikke ret, men de finder altid et eller andet. Men han drømmer kun om, at du vil have lejligheden, måske. Han siger det ikke, men jeg kan altså mærke det. Han vil hjem. Bare bo der lidt, måske de sidste uger. Han er nærmest lam, kan ikke gå Han har mange skavanker. Det er derfor, jeg ledte efter dig. Jeg tænkte, måske finder jeg dig, og så ja, jeg fandt dig jo
Jeg skal tænke over det. Er det dit nummer?
Ja, ja.
Jeg ringer igen.
Ligesom på film et lille eventyr med arven. Men Emil troede ikke på det. Han havde aldrig tænkt sig at ringe igen.
Hans mor havde fortalt, at farfar var en hård og streng mand. Da Emils far døde, havde mor og han boet hver sit i lang tid. Og moren sagde: “Det var Birk, der tog livet af sin egen søn”.
Derfor kunne han ikke helt forene det med, at moren skulle have besøgt farfar. Medmindre det alene var for ejendommens skyld. Ville hun have, at han skulle arve?
Du burde tage til København, dreng Mors drøm.
Jo, det var helt per traditionelt for hende. For Emil kunne hun gøre hvad som helst. Hun elskede ham over alt.
En lejlighed i København! Tænk
Mor havde sagt, at farfar var en høj partimand, lejligheden i centrum, kæmpestor. Da hans far præsenterede hende for sine forældre, forvildede hun sig rundt i værelserne. Men ellers ikke så mange detaljer, for familielivet gik i stykker, og hun tog tilbage til Odense, hvor Emil voksede op. Han havde ikke tænkt på sin far siden, endnu mindre på at han havde en farmor og farfar.
Hans bedste morforældre var på mors side.
Takket være dem havde han fået sin lejlighed i Odense. Han havde dog begået den fejl, at skrive den i fællesskab med sin ekskone. Livet havde været rodet; ti års ægteskab, og det endte. Datteren voksede op hos svigermor; ekskonen ville ikke rigtig tage sig af hende.
Så kom skilsmissen og kampen om lejligheden. Til sidst købte Emil sig ind i et lille rækkehus en fjorten kvadratmeter stue og fem kvadratmeters gangkøkken. Da han købte det, var han ligeglad bare kunne bo, det var nok. Men han mærkede ret hurtigt, at det var næsten umuligt at leve der, og begyndte at spare op til noget ordentligt. Hver eneste krone talte børnebidrag, husleje, mad, benzin
Og ekskonen blev ved at ringe og kræve flere penge til deres datter Synes børnebidraget var peanuts. Men Emil og datteren havde et godt forhold; han tog hende med på ferie til hulen, forkælede hende.
Hej far, du får da aldrig råd til lejlighed. Du køber jo kun søde sager!
Sandt nok
Tænk at eje en lejlighed i København Tankerne kørte rundt.
Efter et par timers overvejelse, mens han var på weekend-job som flisemurer, ringede han alligevel.
Solveig, det er Emil. Hvad er det helt præcis, farfar vil? Kan du forklare det igen.
Solveig blev bare glad og fortalte. Farfaren var meget syg men ville afslutte sin tid hjemme i sin egen lejlighed eller i det mindste lige se den igen. Han savnede sit barnebarn, sagde det ikke højt, men hun kunne mærke det.
***
Det var griske overvejelser, der bragte Emil til København. Og han lagde ikke skjul på det for sig selv.
Her i lejligheden, på billederne på væggen, så han for første gang sin farfar og farmor. Farfaren: stor, myndig og temmelig truende. Men farmoren var rar, og han mente at se træk fra hende i sin datter, Signe.
Og nu skulle han hente denne ukendte, gamle mand fra plejehjemmet i morgen. Til denne slidte bolig.
Emil gik i køkkenet, åbnede for gassen. Den virkede, men luften blev hurtigt ubehagelig. Han besluttede at ringe efter gasmester. Så mange år var det virkelig fra 1995? Hvor længe havde farfar været på plejehjem? Han havde glemt at spørge Solveig.
Der blev banket forsigtigt på døren. Udenfor stod naboen den ældre kvinde, som havde givet ham nøglen.
Jeg tænkte, der virker jo ingenting herinde. Vil du have en kop te?
De satte sig i den hyggelige, rummelige køkken hos naboen.
Det var nu ikke mig, som tog nøglerne; det var min svigermor. Vi kom først senere. Nu er både hun og min mand væk Jeg bor her med min datters familie.
Hvor længe har han været på plejehjem?
Åh, jeg ved det ikke nøjagtigt. Nok femten år, måske mere. Vi har boet her i tolv år. Min svigermor plejede hans blomster og gjorde rent kikkevis. Vi kunne ikke magte det. Ejeren kom jo aldrig tilbage. Vi tænkte, de sælger lejligheden alligevel snart. Jeg er selv syg, min datter har arbejde, børn Hjemmet er rigeligt.
Så du kendte ham ikke, min farfar?
Nej. Jeg hørte kun om ham fra svigermor. Hun havde respekt for ham, men også en vis frygt. De var jo fra en anden tid, forstår du. Han havde arbejdet i ministeriet, vi var almindelige folk. Lejligheden fik hendes far; han var sømand, kaptajn. Der var noget familiedrama. Men jeg har glemt det.
Har I et nummer til gasfirmaet? Jeg burde få tjekket anlægget.
Ja, det klarer vi jeg finder det straks. hun gik ind i stuen, men vendte sig, Vil du virkelig hente ham? Hvor gammel er han?
Det aner jeg ikke. Jeg har kun lige hørt om ham nu. Tænkte faktisk, han for længst var død. Ja, jeg henter ham. Han ønsker det. Jeg kan kun blive her en måned mens jeg har ferie.
Naboens øjne glimtede af skepsis:
Ældre folk kan være vanskelige. Bare han er ved sine fulde fem
***
Gasmanden kom alligevel ikke den dag. De ringede tilbage havde en nødsituation. Så Emil besluttede sig for en gåtur, spise på en café, købe rengøringsmidler og noget mad.
I morgen ville han køre til plejehjemmet han havde allerede talt med Solveig. Hun havde travlt, sagde han ikke skulle købe noget, de skulle nok sørge for det nødvendige til ham.
Emil planlagde ikke de store indkøb han forstod hende ikke rigtigt. Han skulle bare hente farfar med det vigtigste. Hvad kan gamle folk bruge? Tænkte han. Mad det skulle nok gå.
Tidligt næste morgen kørte Emil mod plejehjemmet lidt uden for København. Om farfaren ville med, vidste han ikke. Hvis ikke, kunne han i det mindste hilse.
Hans trang til arven slap ham ikke. Måske var det nok for farfaren at se barnebarnet, og så lod han ham altså få lejligheden. Om ikke andet hvis bare han dukkede op, måske kunne han redde situationen fra de grådige folk fra plejehjemmet. Man kunne aldrig vide.
I virkeligheden håbede Emil, at det ville være det hele værd. Sådan en lejlighed kunne man ellers kun drømme om. Følelser for denne fremmede, gamle mand, havde han ikke. Skulle det hele glippe, kunne han jo altid tage på sightseeing i København, en tur på Statens Museum, handle elektronik og byggemarked og hjem igen. Synd for pengene men mirakler sker jo sjældent.
Plejehjemmet viste sig at være lille og lå i et langt, gult toetagers hus. Der var pænt, med blomsterbede, bænke og portvagt. Emil syntes, det var rart.
Han blev modtaget næsten i det sekund, han trådte frem. En lille, spinkel kvinde med opsat gråhvidt hår Solveig.
Velkommen, Emil Birk. Jeg er lidt nervøs. Du skal lige møde forstanderen, men nævn mig ikke, tak. Siger du blot, at farfar selv har ringet til dig. Han kan jo dårligt snakke. Sig, han bad dig hente ham.
Men bad han virkelig selv om det? Emil havde en underlig fornemmelse.
Ja da, men det tager vi bagefter, hun afbrød, Gå du bare ind; de venter. Husker du fødselsattest med?
Forstanderen og lægen snakkede længe om Birk Jørgensens helbred. De gjorde klart, det blev hårdt både fysisk og psykisk. Emil havde kun én tanke de ville have lejligheden.
Nej. Jeg tager ham med. Vi klarer den, han lod, som om beslutningen var fælles og urokkelig.
Fint, det er din beslutning, lægens blik var mildt, men advarende, Papirerne er klar om en time, du kan gå ind til ham imens.
Emil nikkede, lod, som han kendte vejen. Solveig gjorde korsets tegn og sagde, han skulle vente i gangen.
Han så sig om: opslagstavler, blomster da pludselig, med overraskende fart, fór en lille, indskrumpet, gammel mand forbi på elektrisk kørestol. Emil blev forskrækket. Kærestolen måtte være fjernstyret, skød han i tankerne. Men stolen bremsede brat, svingede rundt og kørte direkte hen til ham.
Lokalt sprinter tænkte Emil. Fandt de virkelig også på de her plejehjem?
Gamlemanden styrede kørestolen med højre hånd. Stolen var alt for stor til ham, han hang over den. Klædt i sort træningsdragt, strikkede grå uldsokker, og en gammel grå kasket. Ansigtet indskrumpet som et bagt æble, kradset af skægstubbe, næsen rød, blikket skjult under buskede øjenbryn.
En ung sygeplejerske kom med to store tasker.
Birk Jørgensen, nu skal du altså vente! hun skumlede, gik hen til ham, spændte bæltet og lagde et tæppe over knæene.
Nu sad han mere oprejst, men reagerede ikke; stirrede tværs igennem Emil.
Der gik det op for Emil den gamle mand foran ham var hans farfar. Men på billederne fra lejligheden havde han været stor og myndig, gammel, ja, men ikke sådan her. Emil så på hans hænder brune, plettede, livløse nærmest som træ.
Hej, nikkede han.
Farfar stirrede bare. Ingenting.
Solveig samler lige de sidste ting. Bleer har vi lagt med, men han nægter dem. Uanset hvad vi gør. Pas du nu på ham, sygeplejersken talte nærmest hen over hovedet på dem begge, Lad ham ikke ræse sådan. Indtil du har skrevet under, er ansvaret stadig vores. Gå du en tur, du skal alligevel vente.
Da hun var gået, blev Emil stående. Farfar sad bøjet og så ned i sin hånd på styret. Emil satte sig foran ham:
Så, farfar. Nu er jeg her. Solveig fandt mig. Men farfar så kun på sin hånd, reagerede ikke. Emil fornemmede alligevel, at han lyttede: Farfar, vil du virkelig væk herfra? Her er jo pænt Vil du?
Intet svar.
Kan du høre mig overhovedet? Hva? sagde han højere.
Ingenting. Emil bøjede hovedet: Døv altså. Sådan er det.
Gamlemandens øjne blev nede, men mundvigen løftede sig en anelse i et skjult smil.
Aha Emil løftede øjenbrynene. Fik pludselig en idé, gik lidt til siden og råbte:
Baglæns!
Kørestolen fór bagud, var ved at ramme ham, han måtte springe væk.
Stop! stolen bremsede. Styr om til de gynger der, pegede han.
Men farfar tøvede og så stak stolen af langs alléen den modsatte vej, så hurtigt den kunne. Alléen bøjede, Emil måtte igennem blomsterbedene, tog kørestolens håndtag.
Holdt! Du er noget af et vilddyr, du, Emil pustede hårdt. Kede sig, det kom han nok ikke til.
Han rullede farfaren rundt og begyndte for alvor at indse, hvilken byrde han skulle tage på sig. Nu forstod han lægens ord. Hvad vidste han om at passe en gammel, måske senil mand? Intet. Snart skulle han skrive under.
Måske han bare skulle droppe det hele, indrømme sin fejlbedømmelse, sige det var for meget og tage hjem? Det havde han mest af alt lyst til.
Men lejligheden Ville glide ham af hænde. Han måtte prøve. Solveig havde fortalt, farfar bare ville bo lidt. Han holdt da ud en måned for sådan en bolig! Måske var det allerede for sent. Var der testamente? Hvor var papirerne?
Sygeplejersken kom og overtog farfaren.
Skal du have alle dokumenterne? Du skal ikke have ham for evigt
Ja, jeg tager dem med.
Han skrev under på alt. Pas skriv under, sundhedskort skriv under, ejendomspapirer skriv, flere ejendomspapirer mappe på mappe. Kunne han være tryg her?
Hvad er det?
Birk Jørgensen papirer: garage, hus, lejlighed. Skriv under på alt når du afleverer ham igen, skal alt være intakt. Vær opmærksom hans værgemål er uvildig, da han har været umyndiggjort i fem år. Han kan ikke lave juridiske aftaler. Socialforvaltningen kommer og checker jer. Det skal vi melde.
Der var ikke noget testamente. Fire tunge tasker, kørestolen fyldte hele bagagerummet, farfar blev løftet ind.
Lille Emil, lad nu være med at give ham ble han bliver rasende, hviskede Solveig, Havregrød kan han ikke fordrage, maden skal blendes, ikke for meget kød. Lægerne har skrevet det. Han klarede selv toilettet her, men hos dig tja. Han bliver sur, hvis man hjælper ham. Sprøjter hader han, men han får beroligende. Jeg har skrevet det ned. Ring hellere dag eller nat. Han blev som familie for mig.
Porten lukkede Solveig stod og tørrede øjne. Emil trak vejret tungt.
I hovedet kørte kun ét spørgsmål: Hvad mente de med, at farfar var umyndiggjort? Han var ikke stærk i jura. Det måtte han få undersøgt. Lejligheden det var alt just nu.
Denne gamle og syge mand hvorfor ville han det hele?
Han så på farfar, der lænede hovedet mod ruden og kiggede ud. Vejen blev til en grå linje gennem skovene.
Nå. Måske klarer vi det bedst uden alverdens hjælpere tænkte Emil og trykkede på speederen.
