Drengen Mikkel er blevet væk …
Nå, hvad skal jeg ønske dig i det nye år, min pige? Selvfølgelig sundhed. Og så håber jeg, at det nye år sender dig en ordentlig kæreste!
Åh mor, det ønsker du jo hvert år … Signe vinkede afværgende med hånden.
De havde slet ikke klædt om til nytårsaften. Det blev de enige om hvorfor gøre sig umage? Det var jo bare de to alligevel.
Hold da op, hvor de havde lavet mad!
Sådan var det altid: Du står i timevis i køkkenet, og bagefter sætter du dig til bords og tænker hvem for? Svaret er simpelt: For sig selv.
Stearinlysene brændte sagte på bordet, julelysene blinkede på træet, udenfor høres små eksplosioner af fyrværkeri, gaver pakket ind i glinsende papir ventede i granens grene på midnat.
Mor spiste forsigtigt, Signe tog for sig. Hun havde aldrig været tilfreds med sin figur, men det var jo nytår … og salaterne, de var bare perfekte: Drømmen, Karl den Store, Caesar.
Deres sekstenetagers boligblok markerede nytår. Nogle vinduer lyste sagte med glimtende lyskæder, bag andre flimrede skærmens blå lys. Enkelte vinduer lå i mørke måske var folk taget ud, måske ville de bare ikke fejre natten.
Det var privat sag.
Nogle lejligheder strålede af sjæl og feststemning. Balkondørene smækkede, musik strømmede ud, der blev skålet, grinet, børnestemmer blandede sig, der duftede af håb, gran og vinter.
Men én ting stod klart folk havde ikke meget med hinanden at gøre. Man kendte måske naboen i opgangen, men en etage oppe eller nede nej …
Huset fejrede én højtid, men hver lejlighed holdt sin egen fest, på sin egen måde.
Hos Signe og hendes mor var det beskedent.
Nå, hvad skal jeg ønske dig i år, min pige? Selvfølgelig sundhed. Og en god kæreste, måske?
Åh mor, det siger du jo hvert år … grinede Signe og rullede med øjnene.
Moderens ønsker er nu de stærkeste. Bare ikke tid endnu.
Signe smagte Karl den Store, skubbede syltede champignoner over mod sig …
Uhm …
Hun lod, som om hun var opslugt af maden. Hun underholdt både sig selv og moren. Egentlig spekulerede hun på, hvad der vejede tungest hendes egen, hemmelige nytårsønske under rådhusklokkerne eller moderens ønsker. For i virkeligheden … for ti minutter siden havde hun ønsket præcis det samme som sin mor.
Jamen, det sker jo aldrig, tænkte Signe.
Hvis nytårsdrømmene gik i opfyldelse, ville alle vel gå rundt og være lykkelige? Nogen havde ønsket sig en Range Rover inden april, nogen drømte om en billigere bankrente, nogen længtes efter en fiskestang. Fremtidsplaner, bryllup, børn, sundhed til sig selv og de nærmeste.
Så mange ønsker, så lidt går i opfyldelse.
Signe drømte om at finde sin eneste ene. At indse, at han simpelthen var det. Allerbedst at blive gift. Allerede flere nytår havde hun ønsket det, men…
Tja, endnu en aften med svigtede forventninger.
Det er bare ikke tid endnu, sagde mor.
Ja, ja. Hvis ikke nu, hvornår så? Hun var jo allerede syvogtyve. Veninden fra gymnasiet havde en søn, der gik i 1. klasse. Og … hun var træt af det hele. Selv denne fejring føltes ligegyldig.
Man havde ikke engang klædt om. De havde arbejdet i køkkenet, sat sig til bords, frosset fast til fjernsynet. Selv skålene var forudsigelige. Og snart, når de havde udvekslet gaver omhyggeligt planlagt ville mor gå i seng med jeg er træt, og Signe ville se tv et par timer mere og falde i søvn.
Som man fejrer nytår, får man året!
Skal vi ikke gå ud på altanen og se fyrværkeri? foreslog Signe.
Tag jakke på! Jeg ser fra vinduet. Folk bruger penge på ingenting!
Signe smækkede jakken om sig og gik ud. Ottende etage. Nede stod en flok unge, julemanden var med, der blev snakket og hujet. I det fjerne blev flere fyrværkeri sendt op. Musik sivede ned fra overboen.
Efter at have betragtet de farverige glimt i natten, gik hun indenfor igen.
Dengang i vores gamle hus, der festede vi hele gården sammen. Så hyggeligt! Man åbnede vinduerne, spillede høj musik, harmonika det var rigtig nytårsfejring! mindedes mor med et suk og gestikulerede mod den næsten tomme gård.
Nytårsnatten kørte videre efter planen; intet virkede til at skulle ændre sig. Mor gik i seng, Signe lovede at rydde op senere, og blev siddende med mandariner og kiggede på tv, tjekkede mobilen. Hvad lavede de andre? Statusopdateringer, selskaber, familieture …
Tiden gik hurtigt. Klokken var næsten tre, da hun begyndte at bære fade ud i køkkenet. Hun besluttede at lade servicen stå mor ville nok tage sig af det tidligt.
Da hun gik gennem entreen med tallerkenerne, bankede det tøvende på døren.
Hun kiggede gennem dørspionen udenfor stod en mand i hvid skjorte.
Hvem er det? spurgte hun lavt.
Det er mig, Mikkel, han kiggede nervøst rundt.
Hvilken Mikkel?
Han lænede sig ind, så hun næsten ikke kunne se ham. Hans stemme lød ind i brevsprækken.
Undskyld, har jeg ikke fejret nytår her? Nej?
Nej, ikke her! svarede hun stramt.
Undskyld!
Han virkede ikke særligt fuld, og begyndte at banke på nabolejlighederne. Kun én åbnede, men lukkede hurtigt igen.
Manden blev stående, frøs med armene om sig, så begyndte han at gå opad trappen.
Han skulle nok have drukket mindre, tænkte Signe, næsten som i en gammel dansk komedie.
Interesset slap hende ikke. Hun ryddede videre, men lyttede og kiggede i dørspionen hvor blev han af?
Hvordan kunne man dog glemme, hvor man havde fejret nytår? Havde han gået ud for at ryge, og så mistet orienteringen? Tosset.
Elevatoren kørte op og ned flere gange. Han var sikkert gået for længst.
Alligevel kunne Signe ikke styre sin nysgerrighed og gik ud i opgangen. Begyndte at gå opad.
Efter et par etager så hun ham sidde på reposen mellem tolvte og trettende sal, udmattet, kun i skjorte midt om vinteren.
Hej, fandt du ikke hvad du ledte efter?
Han fór sammen.
Mig? Nej, desværre.
Hvad leder du egentlig efter?
Jeg ved det ikke …
Hvad mener du?
Han frøs, gned armene.
En ven havde inviteret eller, det var i går nu. Det var hans venner og kolleger, men jeg fik aldrig spurgt til navn eller etage. Pludselig skulle de videre, jeg hjalp med en gave ud til bilen, regnede med at være væk i et minut … gad ikke tage overtøj på … Og så kørte de alle sammen.
Og så …
Jeg kiggede op på huset og … jeg aner ikke, hvilken lejlighed det var, ikke engang hvilken opgang. Jeg har vandret rundt i snart to timer.
Har du ikke din telefon? Din ven må da have ringet.
Den ligger under overtøj et sted … jeg tog bare lige en gave, og nu …
Kan du ikke hans nummer?
Han rystede på hovedet.
Kun min mors, og hun bor langt væk i Sønderborg.
Man lader ikke en fremmed sidde og fryse i en trappeopgang. Signe vurderede ham han lignede ikke en forbryder. Høj, skarp næse, venligt ansigt, et åbent blik.
Du må hellere komme ind og varme dig.
Er det okay for din familie?
De sover alligevel, sagde Signe (bevidst i flertal, så han ikke blev for afslappet).
Inde i køkkenet så han ud til at være ved at fryse til. Hun satte elkedlen over.
Har du ikke dit eget mobilnummer?
Jo, selvfølgelig! Han smilede lettet.
Hun tastede hans nummer, men der var ingen forbindelse.
Selvfølgelig … telefonen er løbet tør. Jeg nåede ikke oplade den og lagde den bare … Godt gået, ikke.
Sæt dig og spis lidt. Du trænger sikkert.
Mikkel kastede sig sultent over salaterne. Signe lunede anden.
Hvor mange værelser var der i lejligheden?
Tre, helt sikkert.
Det indsnævrer sagen. Midterlejlighederne i alle opgange … Måske var det sådan en som denne, symmetrisk eller modsat?
Ja, tror det.
Så er der faktisk kun seksten muligheder i denne opgang, hvis det da var her.
Undskyld jeg forstyrrer. Jeg har drukket lidt, men nu er jeg frosset ædru. Og nu kan jeg ikke engang huske hvilken parkeringsplads bilen holdt. Der var en dreng, Felix, vi hyggede os, jeg gik med gaven …
Hvad gør vi så? Har du penge på dig?
Nej, alt ligger i tasken også mine nøgler, som hænger under andres overtøj …
Måske vi kan finde dem digitalt. Der findes en opgangs-chat på min mors mobil.
Så du bor med din mor?
Ja.
Jeg troede, du havde mand og børn og så stod der en vred mand op …
Jeg er ikke gift. Har du en kone, som leder efter dig?
Det havde jeg … vi blev enige om at skilles. Her bor jeg til leje.
Sid stille, Mikkel. Jeg henter min mors telefon.
Hun sneg sig på tå ind i mors soveværelse. Moren mumlede:
Signe, hvorfor er du oppe? Gå da i seng.
Jeg lægger mig snart, mor, svarede Signe, og listede ud med telefonen.
Mikkel stod allerede og vaskede op.
Der var dødsstille i opgangens fælleschat folk skrev kun, hvis det absolut var nødvendigt, ikke en eneste havde ønsket hinanden godt nytår.
Hvad skal jeg skrive? Signe tvivlede.
Er det dig? Han betragtede et billede af hende i reolen.
Jep …
Flot billede. Men, hvad skriver vi så …
De begyndte at tegne på sætninger, grinede dæmpet, sendte telefonen frem og tilbage.
Mand er gået ud af en opgang og har glemt hvilken … forslog han.
Nej, bedre … En dreng på niogtyve er blevet væk …
Niogtyve …
Skriv Opmærksomhed, Mikkel søges … Hvilken lejlighed bor du i?
Lad være, min mor forstår det aldrig, lo Signe bag telefonen.
Er du kedelig sådan i virkeligheden? Han smilede.
Overhovedet ikke, mumlede hun, rødmede.
Måske bare Mand leder efter lejlighed, gik ud fem minutter nu væk …
Og kan ikke finde tilbage …
Og sådan gik tiden, de morede sig. Pludseligt trykkede Signe send, og teksten fløj afsted:
Godt nytår! Opmærksomhed: I vores opgang er en dreng på niogtyve, Mikkel, blevet væk. Han leder efter dem, han fejrede nytår med, men kan ikke huske lejligheden. Hjælp!
Nej! Det sendte jeg! hvinede Signe og rakte ud efter telefonen.
Du sendte det, smilede Mikkel og så på svarene, der straks begyndte at tikke ind.
Dreng, du skal til nr. 87, 2. opgang, 6. sal kom til vores pigeaften! Vi mangler lige en Mikkel!
Sender videre til hele huset, hold ud, Mikkel!
Nu var de i den fælles chat for hele blokken.
Sprit med? Kom til 121, hvis du har!
Jeg er alene, har ingen at skåle med. Kom, Mikkel?
Er jeg den eneste, der ikke kan sove? Kaos. Mikkel, kom forbi!
Kære Mikkel, kom ind til nr. 4. så kan du varme dig. Hilsen gamle fru Dorte.
Godt nytår, hus! Længe leve Mikkel! Vi mødes ved indgangen og hjælper dig med at finde hjem!
Vi hjælper også! Fra nr. 72.
Nytår, venner! Lad os hjælpe hinanden. Vi mødes i gården.
Mikkel, kom hellere til os. Du vil ikke fortryde. 87, pigeaften.
Beskederne strømmede ind; nu kunne den ikke slettes. Hele huset havde samlet sig nu skulle Mikkel hjælpes.
Folk råbte fra altaner og inviterede ham op, ventende i gaden.
Prøv lige at se, folk stimler sammen, udbrød Signe.
Mikkel, kom ud! råbte nogen nedenfor.
Skal jeg gå? Mikkel kiggede spørgende på hende.
Ja … Men uden jakke slipper du ikke. Du får min mors frakke.
Nu var de på fornavn. De klædte sig hurtigt på. Signe i beige jakke og sort hue; bag hende dukkede Mikkel op i mors mørkegrønne frakke alt for lille over skuldrene.
De fangede hinandens blik i spejlet i elevatoren, der glimtede noget i det, hun så væk, han tog hendes hånd.
Elevatordørene gled op.
Skal du hjælpe Mikkel? en dame med papirkrone smilede smørret.
Jeg ER Mikkel.
Hun præsenterede ham i gården:
Folkens! Her er Mikkel! Lad os fordele os og lede.
Men festen havde allerede taget over nogen spillede høj musik, julemanden og snedronningen dukkede op, børn løb rundt, flasker blev tryllet frem.
Mikkel blev trukket rundt, champagne og snaps flød. Flere tilsluttede sig, også fra andre blokke.
Han prøvede at komme over til Signe men blev hevet i alle retninger. Hun smilede på afstand.
Der! Mikkel! råbte en ung mand.
Thomas! Herovre!
De kæmpede sig sammen, og så blev Mikkel straks centrum; vennerne tog over han havde i virkeligheden bare været i den forkerte opgang.
Damerne fra pigeaftenen var ikke sene til at give ham opmærksomhed, alle var så glade nytår!
Han afleverede mors jakke til Signe, smilende, men orkede ikke at få sagt mere guitaren tog over og folk sang.
Signe så, at han var fundet, og gik hjem hun var småfrossen, og mor kunne vågne.
Hun slettede hurtigt beskederne på mors mobil, så mor ikke blev bekymret. Lagde den på natbordet.
Hun gik ud på altanen. Mikkel stod i menneskemængden, så sig omkring søgte han hende? Næppe, så mange venner nu.
Døren gik op, mor kom ud, svøbt i tæppe.
Du sover ikke, mor?
Synes jeg hørte noget. Sikke en fest dernede! Det minder om gamle dage. Vildt hvem mon har sat det igang?
Signe trak på skuldrene.
Ingen idé.
Måske havde folk bare brug for netop det at samles om en fælles sag.
Men en let melankoli blev hængende …
***
Første januar vågnede Signe kl. elleve, huskede på natten før. Måske havde dette nytår en særlig glans.
Mor skulle til veninde. Signe hjalp med makeuppen, havde altid god smag.
Anden januar drog Signe på besøg hos Nana, en studieveninde, som boede i halvfærdigt parcelhus med mand og to børn, den mindste var knap to år.
Signe fandt en kælenissen under affaldet.
Hvorfor har I smidt nissen ud? undrede hun sig.
Hvor var den? Nana trak nissen op.
Det var Alba, oplyste seksårige Mads tørt.
Lille Alba havde været bange for den rigtige julemand til børnehyggen. Da de kom hjem, havde hun prompte kylet nissen ud.
Besøgene efterlod altid Signe træt, men lidt misundelig Nana havde jo et familiehjem, mens hun selv …
Hjemme fortalte Signe og vidste mor nyheder, og de smed sig i sofaen med en film.
Mors mobil brummede af beskeder.
Det stopper aldrig! Folk skriver endnu!
Er det bare gode nytårshilsner?
Nej … Du ved, vi fejrede jo pænt og stille. Men folk roder rundt endnu.
Hvorfor?
De søger stadig den der pige, der forsvandt nytårsnat. En eller anden Mikkel savner hende, …
Signe stirrede på skærmen. Mor bemærkede det, men holdt blikket på tvet.
Kig nu! Det slutter!
Mor … jeg tror måske … de leder efter mig.
Hvem?
Mor så på hende.
Hvordan det? Det var jo bare os to … Vi er da normale, siger vi …
Mor, se nu filmen færdig. Fortæl mig slutningen bagefter.
Signe tog sin egen mobil, gik ind på værelset, tjekkede opkald. De brugte hendes nummer i nat.
Der, ubesvaret opkald.
Hallo?
Signe? Endelig! Jeg er på vej fandt endelig dig! Hvad hedder du, smukke redningskvinde?
Signe.
Godt nytår, Signe! Jeg lover jeg forsvinder aldrig igen. Jeg kommer nu.
Hen til mig?
Til dig. Og for at dæmpe den opgangs-hysteri!
Eller lad dem lede videre; de virker som om de nyder at have noget at samles om.
De kunne ikke lade være med at grine. Ja, folk havde savnet at samles om noget godt.
Samtalen sluttede; Mikkel var på vej.
Mor kom ind.
Filmen sluttede. Hvad skete der?
Mor, jeg tror dit nytårsønske er ved at gå i opfyldelse allerede.
Mit ønske? Jamen, hvordan dog …
Man ved aldrig: Var det ønsket under rådhusklokkerne, eller moderens ord? Måske gik det i opfyldelse, fordi ønsket blev dobbelt så stærkt.
Eller måske var tiden bare endelig inde.
Nytår ønsker, og troen på at de måske bliver til virkelighed.
