Skulder at græde ud
Min telefon lå stille hen på stuebordet. Skærmen lyste op gang på gang, og en blid ringetone lød, men der var helt stille i lejligheden ejeren, mig selv, svarede ikke.
På dette tidspunkt var jeg endelig gået ind for at holde fri. Efter en slidsom arbejdsdag havde jeg desperat brug for at slappe af. Jeg lod det varme vand løbe i badekarret, hældte noget lavendel-duftende badeskum op, dæmpede lyset og trak vejret dybt, mens jeg sank ned i det bløde, lune skum. Lyden af stille vand og den varme duft indhyllede alt det var det frirum, jeg havde længtes efter oven på den trættende dag på kontoret.
Samtidig ringede telefonen stadig. På displayet dukkede navnet Freja op igen og igen. Hun ville helt sikkert rigtig gerne tale opkaldene kom med næsten ingen pause imellem, men jeg hørte ikke noget til det. Jeg havde lukket øjnene, lagt hovedet tilbage på badepuden og overgav mig til afslapning. Langsomt forlod spændingen kroppen, og tankerne gled mod det uvirkelige.
Der gik omtrent en time. Da jeg endelig kom ud af badet, svøbt i min store, bløde morgenkåbe, var det første jeg opdagede den flimrende skærm på min telefon. Jeg tog den i hånden og måbede uvilkårligt: over tyve ubesvarede opkald fra Freja. Jeg nåede næsten ikke at tænke, før telefonen ringede igen som om hun fornemmede, at jeg var tilbage på linjen.
Inden jeg svarede, skimmede jeg beskederne. Dem var der mindst lige så mange af som opkaldene. Mads, hvor er du? stod der i den første. Du er nødt til at svare, jeg skal fortælle dig noget vigtigt! kom det næste. Og så blev det mere og mere febrilsk: Er alt ok? Ring straks tilbage, det er alvorligt!
Hvad nu igen, sagde jeg lavmælt og rynkede lidt på panden. Jeg kunne mærke nervøsiteten stikke lidt måske fordi jeg allerede forudså, at samtalen næppe ville bringe gode nyheder. Sådan gik det nemlig altid.
Jeg kendte Freja vældig godt, og hun havde det med at beklage sig over alting arbejdsproblemer, kærester, endda sure ekspedienter i Brugsen. Men lige præcis denne aften, havde jeg ikke lyst til endnu en omgang af hendes følelsesladede udbrud.
Det sidste halve år havde jeg oftere og oftere været hendes skulder at græde ud ved. Det begyndte, da Freja besluttede at blive skilt fra sin mand, og siden flyttede ind hos mig, fordi hun ikke kunne holde ud at være i deres fælles lejlighed. I starten føltes det naturligt at hjælpe en ven i nød. Men dagene blev til uger, ugerne til måneder, og pludselig var det, som om mit eget liv var gået i stå. Jeg havde næsten glemt, hvordan det var at være alene hjemme, gå en stille tur, eller se nogle af mine andre venner. Mine tanker og min tid kredsede kun om Freja og hendes følelser.
Når jeg kom hjem fra arbejde, sad hun allerede klar. Ligegyldigt hvor smadret jeg var, eller hvor lidt jeg havde brug for at tale, startede hun altid på samme måde: satte sig overfor mig med bedende øjne og gik i gang med at fortælle. Den samme historie igen og igen.
Jeg kunne ikke en gang gå i Netto alene, sagde hun hver gang, jeg trådte over dørtærsklen. Hendes stemme var såret, indigneret og til sidst gik den over i grødet hvisken. Han skulle vide alt, han ville bestemme ALT. Ventede jeg bare fem minutter, skabte han drama
Jeg satte stille kaffe over og prøvede at skjule, at jeg var ved at være godt træt af det. Jeg kunne historien udenad, men jeg turde aldrig afbryde. Prøvede jeg det, ventede der to-timers drama om, hvor egoistisk og utålmodig jeg var så jeg valgte at lytte for 25. gang.
Jeg gjorde alt for ham, sagde hun, mens øjnene igen fyldtes med tårer. Rengjorde, støttede ham, lavede mad og så gik han fra mig. Hvordan skal man nogensinde stole på mænd igen?
Jeg satte langsomt koppen på bordet og sagde nænsomt:
Det er faktisk godt nok, at I gik fra hinanden. Nu kan du jo finde en, der virkelig værdsætter dig. Og du skal nok blive glad igen.
Men det prellede af. Hun levede stadig i sin smerte fortiden blev bare mere bitter og betydningsfuld for hver gang hun fortalte.
Jeg var trofast, talte med ingen andre, sagde hun, krampagtigt knugende et papirlommetørklæde. Og han han var voldelig! Tror du på det?
Jeg sukkede. Jeg ville så gerne hjælpe, men kunne mærke, at jeg selv slap op for overskud. De samme historier, de samme tårer. Ingen tid eller energi til at tænke på mig selv, på mine egne ønsker eller liv, der for længst var blevet sekundært.
Jeg lagde min hånd på hendes og sagde stille:
Jeg ved, det gør ondt. Men du skal nok klare det. Det lover jeg.
Selv da hun endelig begyndte at finde ro skilsmissen var overstået, papirerne skrevet under, og hun flyttede tilbage til sin egen lejlighed blev mønstret ved. Det var ligegyldigt om det var hverdag, weekend eller en helligdag: Freja dukkede op, smed sig på min sofa og begyndte: Kan du forstå hvad han nu har gjort mod mig? eller Kan du huske dengang han råbte ?
Og jeg lyttede, nikkede, lavede kaffe og sagde de rigtige ting. Nogle gange krammede jeg hende, men indeni voksede en mærkelig mathed ikke irritation så meget som træthed. Jeg magtede ikke længere at være hendes evige følelsescontainer, men jeg turde heller ikke sige det, bange for at virke kold.
Da hun for nogle uger siden tog sine sidste poser under armen og flyttede hjem, stod jeg længe i vinduet og så hende vinke et sidste farvel til sin taxa. Jeg følte en næsten fysisk lettelse endelig slap jeg for at frygte den samme talestrømning hver aften.
Da hun var væk, føltes de første dage næsten som en gave. Jeg kunne lave aftaler, tage i biffen, se gamle venner eller bare ligge på sofaen og læse. Endelig kom jeg i gang med den populære serie, der var blevet ved med at ligge på min to-do-liste. Livet begyndte langsomt at gå sin gang igen, og jeg kunne mærke mig selv vende hjem.
Men i dag begyndte det forfra. Telefonen bimlede uafbrudt, displayet blinkede: Freja ringede og skrev i én uendelighed. Mads ring tilbage, det ER vigtigt! Jeg kan ikke vente længere!
Jeg stirrede ud i rummet først følte jeg bekymring: hvis nu der virkelig var sket noget alvorligt? Men straks følte jeg også irritation. Jeg var lige blevet vant til roen og tanken om at have tid til mig selv igen.
Så er vi der igen, tænkte jeg, mærkede irritationen boble frem. Jeg vidste, at Freja sådan set var ligeglad med, hvad jeg lavede. Hun tog for givet, at jeg altid stod parat ligegyldigt om jeg havde planer, var træt eller netop bare havde brug for min aften alene. Hendes vigtigt og straks fyldte det hele.
Jeg sukkede dybt og prøvede at holde irritationen tilbage. Selvfølgelig havde hun brug for støtte og måske var der virkelig noget alvorligt, men det føltes bare så nemt for hende igen at overtage mit rum uden at spørge, om jeg kunne eller ville.
Telefonen blinkede igen med en sms. Jeg gned hånden gennem håret og sagde lavt:
Jeg ringer i morgen. Verden går næppe under i nat.
Det lød ikke så meget selvsikkert snarere træt. Jeg vidste godt, Freja ville blive gal, måske endda såret. Men lige den her aften havde jeg brug for ro bare én aften uden andres problemer og uden at skulle springe op til første ring.
Lidt tøvende slukkede jeg mobilen helt. Bevægelserne var nærmest lidt korte, som hvis jeg var bange for at fortryde. Dernæst lagde jeg den væk i kommodeskuffen. Hun kunne jo bare tro, den var løbet tør for strøm. Hvem ringer ellers på det her tidspunkt?
Aftenen endte faktisk med at blive hyggelig og stille. Jeg lavede varm kakao, fandt uldtæppet frem og satte en god serie på den, jeg havde glædet mig til i et halvt år. For første gang i lang tid kunne jeg mærke, hvordan spændingen slap taget; jeg skulle ikke lytte efter trin på gangen, gruble over Frejas næste følelsesudbrud eller finde på flere trøstens ord. Jeg kunne bare være.
Natten var rolig, jeg faldt hurtigt i søvn ingen forstyrrelser eller tanker om, hvad der ventede næste dag. Om morgen vågnede jeg med lethed, nærmest glad, som om jeg var ved at finde mig selv igen.
Jeg rakte ud efter telefonen, tændte den og så skærmen blinke vildt. Notifikationer væltede ind et sandt bombardement fra Freja: Snesevis af beskeder og ubesvarede opkald.
Jeg kløede mig i håret og læste:
Mads, hvor er du, hvorfor svarer du ikke?
Jeg har prøvet alt din telefon er slukket, er jeg ligegyldig?
Det er altså vigtigt du MÅ svare nu!
Beskederne lød mere og mere desperate, næsten anklagende. Til sidst skrev hun fornærmet:
Fint, så, hvis du ikke gider høre fra mig, finder jeg nogen anden at snakke med.
Jeg sukkede igen. Nok var jeg bekymret, men også tynget af den gamle udmattelse. Nu var den der igen: kravene om omgående opmærksomhed, det at jeg altid skulle stå klar. Mit eget liv måtte igen sættes på pause.
Jeg lagde telefonen fra mig og lukkede øjnene et øjeblik. Skulle jeg ringe nu eller give mig selv lidt mere ro?
Efter kort overvejelse besluttede jeg at tage samtalen. Hellere få overstået det så kunne hun ikke komme med endnu mere senere.
Jeg tastede det velkendte nummer kender det snart bedre end min egen bager. Der gik kun få kroge, så tog hun den, lettere forpustet og med irritation i stemmen.
Har du overhovedet sovet i nat? Er du allerede helt udkørt? prøvede jeg med en blød tone.
Jeg har verdens vildeste nyhed! sagde hun arrigt, lagde slet ikke mærke til mit tonefald. Og du tager bare ikke telefonen! Hvorfor ignorerer du mig?
Jeg kunne mærke irritationen stige og havde forventet lige præcis det her.
Noget galt i at min mobil løber tør for strøm? Jeg sad og knoklede til sent i aftes.
Typisk, snappede hun. Veninder kommer nederst på prioriteringslisten, hva?
Det stak. Jeg blev faktisk ramt. Var det sådan, hun så mig som ligeglad?
Jeg har vel også ret til mit eget liv, sagde jeg, stemmen knirkede, men jeg insisterede: Kan du ikke lige tænke dig om, før du fyrer beskyldninger af? Hvad er der egentlig sket?
Der blev stille, jeg kunne høre hendes suk. Nu var hun småforlegen måske fornemmede hun uroen i min stemme. Samtidig sad den gamle frustration solidt fast: Hvorfor var det altid forræderi, hvis jeg ikke var 110% til hendes rådighed?
Undskyld, mumlede hun dæmpet. Det er faktisk ret vigtigt jeg kunne bare ikke vente.
Det var umuligt at sætte irritationen helt væk, men jeg bed det i mig og svarede:
Okay, så. Hvad drejer det sig om?
Jeg ville dele min store glæde, men nu ved jeg snart ikke om jeg skal alligevel, sagde Freja halvsurt, som et barn der ikke bliver nusset nok. Forventningen var til at tage og føle på af mig forventede hun jubel, nysgerrige spørgsmål, lykønskninger.
Jeg sank og forsøgte at lyde venlig, men sandheden var, at jeg var ved at løbe tør for overskud. Dagen var fyldt med arbejde, aftaler og en planlagt aftentur ikke med Freja, men min gamle kammerat Rasmus, vi havde længe haft en date i kalenderen. Nu skulle jeg så ud i endnu en af disse samtaler
Bare kom til sagen, sagde jeg lidt skarpere end tiltænkt. Min dag er booket, og jeg gider ikke udskyde mere.
Der opstod en lille pause. Jeg kunne næsten mærke hendes tøven mon hun nu blev fornærmet, eller fortalte hun nyheden alligevel.
Jeg skal giftes! kom det så, nærmest højtideligt, som var det den bedste nyhed i verden.
Jeg mistede helt mælet. Giftes? Efter seks måneders snak og brok om eksen, om hvordan mænd var nogle svin, og kun få uger efter, hun var flyttet ud?
For hvem?!, for igennem hovedet på mig hvordan havde hun fundet en at gifte sig med på så kort tid?
Hvem er den heldige? fik jeg tilsidst fremstammet, mens jeg bed alle mine skarpe kommentarer i mig.
Jeppe, selvfølgelig, lød det fra hende, som om det var den mest selvfølgelige ting. Vi har snakket sammen igen på det sidste, og nu starter vi endnu engang på en frisk. Er du ikke glad på mine vegne?
Jeg grinede næsten, troede et øjeblik det var en joke. Kunne man virkelig efter måneder i gråd og vrede pludselig finde sammen igen og gifte sig?
Fantastisk, lo jeg lidt for skingert. Seriøst?
Jeg mener det, svarede hun alvorligt. Jeg elsker ham, og nu er alt glemt!
Så stoppede jeg. Det gik op for mig, at hun oprigtigt mente det. For hende var det her en lykkelig slutning hun troede på det, selvom hun i flere måneder var grædefærdig over ham.
Top, tillykke da! Men bare ét: Næste gang det går i stykker, eller hvis han behandler dig dårligt, så brug ikke mig som din tudeskulder. Jeg mener det!
Jeg afbrød den begyndende protest fra hende og lagde på, hænderne rystede lidt.
Er alle de halve års bekymringer og støtte bare glemt? tænkte jeg mens jeg så ud på Amager Boulevard. Lokede han, så kom hun løbende igen. Samme mølle.
Billeder fra det sidste halve år gled forbi: Freja på min sofa med røde øjne, snøftende historier om hvor frygtelig Jeppe havde været. Og nu: forlovelse? Efter få uger?
Jeg gik et par omgange i stuen for at falde ned. Egentlig var jeg ikke sur mere forundret, og vel også træt. Min tid, min tålmodighed, mit nærvær alt det, jeg havde brugt på at støtte, var som visket væk med ét.
Hun må gøre, hvad hun vil, sagde jeg højt. Men det bliver uden mig.
Jeg så mit eget spejlbillede i stuevinduet; øjnene var matte, men også beslutsomme. Først dér gik det op for mig: jeg havde ikke mere at give. Ingen energi til at være alles tudekiks, uden at nogen spurgte, hvordan jeg havde det.
Skulderen er slidt. Hvis du vil lide og vælge forkert, skal jeg ikke stå klar. Ikke mere.
