Mors tegninger
Nå, hvad så Rasmus, har de sendt dig i landflygtighed? spurgte Egon Petersen med smalle øjne, mens den bagende sommersol ramte ham direkte i ansigtet. Han sad mageligt på bænken, satte forsigtigt sin værkende hofte til rette og betragtede sit barnebarn, som stod op ad muren, ranglet og indadvendt i sin udtrådte, grå T-shirt og slidte jeans.
Det var altid en kamp at få Rasmus i noget nyt tøj, ja selv at få ham til at klippe håret var et evighedsprojekt. Hans mor, Tilde, var for længst kørt træt.
Altså unge mand, du skal bare lige frisere håret efter badet, ellers står det som en børste og så er det ikke pænt! Du har jo kraftigt dansk hår, det skal tæmmes. Se nu, hvor flot det virker, når man gør lidt ud af det! formanede frisøren i byens salon og blev ved at trække kammen gennem Rasmus manke, smilede tilfreds til sit værk, forvandlet på et øjeblik.
Men så snart moren havde betalt, fornemmede Rasmus det evige nederlag han kunne jo selv betale! og udenfor ruskede han straks håret op igen.
Hvad laver du? Ser du ikke, hvordan dine krøller stikker ud? Her, giv mig kammen, jeg gør det! Tilde rodede frustreret i tasken.
Det ska jeg nok lade være med! Jeg vil ikke gå rundt som en slags bøflerøv! Så hellere bøllehår!, snød han sig fri og gik foran, ventede længe på hende ved Hovedbanegården.
De lange, tungsiddende jeans sleb støvet af fortovet, den mønstrede skjorte sad underligt, halvvejs nede i bukserne, halvvejs ud. Alt sammen havde han selv købt, for fødselsdagspenge, og det sendte Tilde helt op i det røde felt. Faderen Jesper grinede bare nå, det hører teenagealderen til, sagde han.
Og så de der viltre hår, snørebånd i forskellige farver, kæder overalt, hvor det var muligt, den trodsige næse. Pludseligt gik det op for Tilde alt irriterede hende ved drengen. Alt.
Og så kunne alle kloge snakke om overgangsalderen for både ham og hende være ligegyldige. Lige meget med selvudfoldelse og at Rasmus egentlig klarede skolen helt udmærket det lagde ikke en dæmper på hendes uro.
Jamen, det ER jo dit barn, udbrød svigermor, Grethe. Du tager livet af ham med al den kontrol. Lad ham være, så finder han selv vejen, ser du! Jo mere, du lægger låg på, jo voldsommere slår han igen og du vil ikke bryde dig om det, Tilde!
Det er nemt for dig at sige, du ser ham én gang om året. Jeg sidder med ham i bus hver evig eneste dag. Det er til at blive sindssyg! Jesper, skal du ikke sige noget, eller hvad?! Skal han ende som en neanderthal kan I ikke forstå det?
Jesper trak bare på skuldrene.
Sådan fortsatte kampen mellem Tilde og Rasmus, men resten af familien stod for det meste på drengens side. Det blev hverdag.
Rasmus stod henne ved affaldsskuret, spyttede demonstrativt, så hans mor kunne se det.
Pludselig blev han ugent slæbt til side af viceværten.
Ud herfra, dit fjols! Sikke et spektakel! gnavede viceværten. Helt håbløst!
Rasmus nåede ikke engang at svare før Tilde allerede havde ham i armen og hev ham væk.
Det her går ikke! I sommer skal du på landet til morfar. Jeg orker dig ikke mere! Så kan jeg få ro og læse lidt om, hvordan man opdrager umulige teenagere, hviskede hun, mens de tog rulletrappen. Men ikke et ord til farmor Grethe! Du har for mange på din side og ender du som tyv eller bølle, er det mit ansvar!
Rasmus kneb læberne sammen, kiggede vredt på menneskemylderet og neonlampernes skær, kulørte sommerkjoler og hæslige blikke.
Han ville hoppe ud, løbe ned, og bare forsvinde. Høre du det, mor? Væk fra din skingre, evigt kritiske stemme, dine parfumer og de bedømmende øjne.
Fint nok! Så tager jeg afsted, hvæsede han og fór langt foran hende. Endnu en spids kommentar brændte inde, da han på rulletrappen så en pige snuble med en kæmpe taske og to tunge bogbunker. Et rod Rasmus så det straks. Hun blev samlet op af venlige fremmede og samlede desperat bøger sammen og justerede konstant sine briller på næsen.
Kom venligst til side. Her kan I ikke stå! skubbede Tilde hende til siden og trak i Rasmus. Han strøg et blik tilbage, fangede pigens blik. Ramt, forlegen, undskyldte hun, tabte igen bøgerne. Rulletrapsopsynet kom og hjalp hende videre.
De der bøger er til naboens datter deres lille bibliotek lukkes, så vi prøver at redde dem, forklarede pigen, mens hun snoede hænderne.
“Smuk egentlig nørd, javist, men alligevel” tænkte Rasmus, rødmede over morens tone. Hvorfor skulle hun være så grov?
Han løb mod perronen, sprang ind i toget, satte kursen væk. Hun må klare sig hjem uden ham. Rasmus var ingen dukke, skulle ikke holdes i kort snor. Nok nu!
Først ud på aftenen kom han hjem. Tilde havde ringet og smset sikkert halvtreds gange, men Rasmus gad ikke svare. Han var seksten, ikke barn.
Hvor har du dog været? gik hun løs på ham straks han trådte i døren. Grådlabil, mascaraen udtværet. Jesper, du gør ingenting! Jeg står alene med denne dreng, han bliver ikke til noget læser ikke én bog! Hvem bliver han til?
Hun beklagede sig stormende, Rasmus forsvandt direkte i bad, fiskede hårfarven op, smurte det i håret chokerende solgult. Skyllede, trak ansigter i spejlet, satte sig til bords.
Hvad har du gjort? Rasmus!? Tilde frøs et sekund. Ud! Pak og tag på landet! I morgen!
Rasmus voksede pludseligt, knugede hænderne, og så stift på hende. Hun var lille, kun en meter tres han næsten en meter firs. Men vreden dirrede.
Så gerne, hvæsede han, Jeg VIL v æ k, så kan du få din orden. Pas dig selv og slip også far jeg gider ikke se på jeres forbandede måde at leve på mere!
Han gik.
Sen aften kiggede Jesper ind, prøvede glatte ud moren græder.
Ligeglad, slog Rasmus ud med hånden og slukkede lyset.
Han syntes aldrig, han passede sammen med Tilde. Allerede da han blev født, blev noget forkert sat i gang. Tilde havde altid drømt om en datter. Dukker, sange, pigetøj, prinsessekjoler alt det hendes mor aldrig selv havde råd til eller forstod.
Hvis Tilde havde fået en datter, skulle hun have alt det, Tilde aldrig fik. Dans, kunst, musik.
Men sådan blev det ikke, og Tilde anede ikke, hvordan man skulle opdrage en dreng. “Drengene skal tages hårdt!”, “Giv dem en finger de tager hele armen!”, “Når de vokser op duer de ikke!”
Åh, Tilde for pokker! Jeg er da blevet normal! Jesper opgav. Lad være nu.
Han prøvede at lære Rasmus alt han kunne, men Tilde blandede sig. Lidt efter lidt overlod hun dog lektierne til Jesper mere ro sådan, men hendes krav og kontrol forsvandt aldrig.
Men hvem var hun egentlig selv? Bare kvinde gennemsnitlig.
Jeg skylder ikke nogen noget! råbte Rasmus, mens han pakkede sin taske. Jeg skal nok tage ud til morfar. Bliver traktorist, begynder at ryge, og taler kun med bandeord! Han smækkede døren og røg ned.
Men Tilde skulle følge ham til Odense, hun afleverede sin “nyttesløse” søn direkte i farfars favn.
Lad ham være her lidt, nikkede hun opgivende til Egon, slap en tung indkøbspose foran ham. Han har slidt mig op, se nu på ham! Alt er gjort for at provokere!
Ja, ja, Tilde. Slap du bare af, du trænger, sagde Egon roligt. Rasmus, din farmor har bagt pandekager, skyld ned med kærnemælk, kom du bare.
Bedstemoren, Kristine, tog ham straks med. Egon blev siddende på trappen, strøg skægstubben, rystede stille på hovedet. Det skal nok gå
Tilde tog første tog tilbage. Rasmus nægtede at sige farvel, spiste ikke, forsvandt op på loftrummet, satte høj musik på. Bare moderen skulle høre, hvor pinligt han var det var hævn.
Da hun ikke engang vinkede, blev han kun mere vred, sparkede de gamle kasser, indtil tingene væltede ud træklodser, rustne søm og gamle blade Og så pludselig en rød mappe.
Han hev den frem, fjernede snoren så papkanten blev flænset, men listede alligevel snoren stille væk, som om den var noget værd.
Han satte sig i shorts, lod vinden fare gennem det lille trekantede vindue, bladrede i mappen.
Den var proppet med nogen gamle tegninger. Piger, prinsesser store kjoler, sløjfer, smykker. Alle underskrevet “Tilde”.
Fremtidens brud til Shrek? snøftede han en smule.
Tegningerne var fra hans mor. Hun havde tit siddet indendørs, når det regnede om sommeren, og malet sig glad, som Egon sagde.
Dét er noget! smilede Kristine, hendes mor. Men Tilde, penge har vi ikke.
Bare rolig, når vi får bedre råd, syr jeg det, sagde hun.
Men pengene kom aldrig. Alligevel lavede Kristine hjemmelavede kjoler til juletræsfesten, men de var ikke satinkjoler med sløjfer og perler, som de andre piger havde. På billederne, derimod, smilede Tilde i sit ønskeliv.
Rasmus kørte forsigtigt fingeren over en tegning. Underligt, at hans mor havde siddet, lille og klodset, med tungen i mundvigen, og håbet på noget, hun aldrig fik.
Han pakkede bladene væk, lagde mappen i en skuffe, og slukkede musikken. Der blev brug for ro.
Næste dag sneg han sig ned til frokosttid, lod som om han var ligeglad, da han kiggede ud over markerne fra trappen.
Tag det nu roligt, Rasmus, mumlede Egon og klappede på bænken. Din mor er udbrændt. Livet er uforudsigeligt nu, Tilde vil bare kontrollere. Du vil ud, naturligvis.
Hun elsker mig ikke, farfar. Jeg forstyrrer bare hendes orden. Der sker ikke en døjt.
Han kiggede på sin telefon, og gik så ud med mappen under armen.
Han kedede sig som aldrig før. Alt duftede af får, kærnemælk, kløver og jord. Livet her var surt, lige som den tidlige stikkelsbær, og hans egen tilværelse.
Mange år frem i tiden, den dag Egon døde, ville Rasmus gribe hans gamle lammepels på bøjlen, presse ansigtet ind og knuge læben mod tårerne alle de sætninger, der aldrig blev sagt.
Men det var langt ude i fremtiden. Nu var der kun vrede tilbage.
Han slængede sig på en gammel trærod ved søbredden. Myrer løb op ad benet, han bandede, som kun ensomme unge mænd kan. Prøvede at være stolt af sin selvstændighed.
Så en dag gled han i vandet, røg grassat i det plumrede søvand og bakkede op fladt igen til lyden af latter.
På bredden stod den samme pige fra metroen. Smal, fregnet, med knaldrød sommerkjole hun var en levende solstråle.
Undskyld, kan jeg hjælpe? spurgte hun blidt.
Skrid, gøede han, rød i hovedet. Jeg hoppede da selv! fortsatte han brysk.
Hvis du vil hoppe rigtigt, har vi en gynge længere henne, Pegede hun, men med nænsom stemme.
Jeg har styr på det!
Pigen gik, men opdagede lige mappen, han havde efterladt.
Undskyld, undskyld jeg kom til at kigge i dine tegninger. Din søsters? De er virkelig pæne!
Min mors, hvæsede han. Må man røre uden at spørge?!
De røg jo ud Din mor må være meget kreativ og bor du så hos Nielsens?
Rasmus indså, at han havde set hende før metro-pigen.
Og hvem er du?
Jeg bor med min mor hos Rasmussens. Mor har astma, vi trængte ud på landet. Jeg hedder Birgitte.
Rasmus, sagde han kort. Så det var dig i metroen i går.
Birgitte rødmede. Ja, det var en tam oplevelse dumme bøger!
Begge begyndte at fnise.
De så sammen i mappen. Birgitte talte roligt og naturligt, som om kæder og gult hår var usynligt. Hun fortalte, at hendes mor syr kjoler a la dem på tegningerne, at hun selv vil være syerske.
Om aftenen bød hun på te. Birgittes mor, Vera, var rar og afslappet. De talte om sommer, skov og uddannelse.
Mine forældre vil ikke lade mig blive mekaniker, sagde Rasmus med et suk. Min mor kvæler mig i gode råd.
Mødre vil gerne bestemme, sagde Vera, men vi prøver bare at gøre vores bedste. Bliv nu ikke sur på hende.
Rasmus havde dog ikke lyst til at snakke om moren.
Hvad hedder din mor?
Tilde.
Tilde Mortensen? Jamen, så kender jeg hende jo! udbrød Vera glad.
Birgitte smilede måske kunne moren komme på besøg?
Når tid er, måske, sagde Rasmus og gik.
Ugen efter kom Tilde og Jesper på landet med madvarer og en ny cykel tll Rasmus. Jesper hentede ham ud og gik i gang med at samle den.
Hvem er den til? spurgte Rasmus overrasket.
Til dig, din tosse! Mor har valgt den, og vi har knoklet for at få den frem til lørdag. Sæt dig op!
Rasmus svingede sig op, trillede ned ad vejen, stævnede ind til Birgittes hegn lærte hende at cykle.
Senere trak han Tilde med over til Vera.
Vera? smilede Tilde overrasket. Det er mange år siden.
Tilde følte sig kikset, med sit gamle kjole og grove hænder, mens Vera så afslappet og farverig ud.
Da ungdommen gik ud for at lappe dæk, sad kvinderne over te. Tilde fortalte om sit svære forhold til Rasmus hvordan hun ekspederede ham til fyn, lovede sig selv at læse op på opdragelse.
Du, i eksil vokser nogle af de bedste ting! sagde Vera. Forresten, han har fundet dine prinsessetegninger! Skal vi ikke sy en kjole til dig, mens du er her? Hun fandt papir, kridt, tegnede og farvelagde.
Æh, det behøver jeg ikke
Jo, det trænger du til! Vi skal ikke hele livet efterlade alle de drømme, vi engang tegnede os til, Tilde.
Vera viftede med sit glassy syltetøjslikør, de grinede og skænkede mere op.
Da Rasmus efter et par uger så sin mor komme gående i en frisk grøn kjole med strutskørt, stod tiden stille for ham.
Kan du li den, Rasmus? spurgte hun forsigtigt, og rørte nervøst ved skørtet.
Ja fik han sagt. Hvorfor nu det?
Fordi jeg bare fik lyst! Vera syede den til mig. Er den ikke fin?
Den er megaflot, sagde Jesper nu skal hele byen se dig, skat!
Helt vildt, sagde Rasmus.
Han takkede nej til restaurantbesøg, ville hellere lave grill med Egon. Vera, Birgitte og farmor hjalp til, mændene grillede, røg, blev enige, diskuterede, drak dansk hyldesaft, hyggede sig. Rasmus brændte et hul i sine jeans, Egon tabte et glas agurkesalat, men ingen skælder ud det var bare så godt, at intet måtte spoleres. Og Birgitte var smukkere end nogensinde, og Rasmus måtte kigge flere gange.
Tilde ændrede sig ikke natten over. Små skridt, tillid til Rasmus, slippe lidt og samtidigt begyndte hun selv at blomstre, opdage, hvad hun selv savnede. Jesper så hende med nye øjne det havde hun ikke opdaget før.
Og netop da sendte livet dem en datter. Rasmus så mistænksomt på den lille bylt, nikkede lidt usikkert.
Mor, hvorfor er hun så rød? Betyder det noget? Har jeg også været sådan? Og han skjulte sit ansigt.
Hun er ikke rød, men rigtig fin! indvendte farmor Kristine. Tilde, pas på, hun ligger bedst, hvis du bærer hende sådan
Tilde bukkede og nussede sin datter, Grethe rodede i Rasmus kulørte hår.
Buk dig, sagde farmor. Da han gjorde det, hviskede hun ind i øret: Du kom til verden som voksen og klog ligesom din far.
Rasmus smilede.
