Skumtoppede Line
Familien Eriksen var en dannet, stille familie. Faderen, Henrik Eriksen, arbejdede som kemiker, mens hans kone, Karen, var lærer på skolen og en anerkendt og veltalende medarbejder. På væggen i stuen hang endda et sort-hvidt foto, hvor Karen, ganske ung og med bølgende hår, trykker labrende hånden på en kendt dansk professor i pædagogik og smiler bredt ligesom den fine mand gør det, for sikke en glad og rar pige, hun var!
Deres ældste datter, Rikke, gik på universitetet i København og læste sprog, drømte om et liv som tolk, hvor hun kunne vise udenlandske delegationer rundt i København. Hun var klog, udadvendt og i sandhed smuk, og hun havde altid nogen efter sig, der ville give hende blomster og følge hende hjem. Men de lagde røret hurtigt på, hvis det endelig var Karen, der tog telefonen, og ikke Rikke selv.
“Det varer nok ikke længe, før vi skal holde bryllup?” joker Karen. “Men vil du ikke præsentere os for ham? Det er jo ikke meningen, han skal være så bange for mig!”
“Mor! Hvilket bryllup? Jeg har kun studie og karriere jeg gider ikke have sådan et anker at slæbe rundt på,” svarer Rikke og placerer endnu en blomsterbuket i en af vasen i vindueskarmen.
“Hvorfor mødes du så med dem alle sammen? Snyd og bedrag?” spurgte lillesøster Line, som gik i gymnasiet og af familien blev betragtet som et lidt naivt og ekstra følsomt barn.
“Hvad snakker du om, Line? Kom nu, det er ikke din sag, gå hellere og skriv dine digte i stedet,” hvæsser Rikke og vinker hende væk.
Line havde skrevet digte, siden hun var lille: først om katte og hundehvalpe, så om mor, om regn og sol, om vinterens komme eller sommervarmen, der rullede ind over byens tage; om stjernevrimlen over himlen som et silketørklæde, om de duftende jasminnætter og den røde stribe af januarmorgenens solopgang Hendes digte var naive og fyldte med begejstring, og hun elskede selv at fremføre dem.
Ved enhver familiefest, uanset om der var gæster eller bare de nærmeste, trådte Line stolt frem midt i stuen, glattede kjolens bånd, stirrede tankefuldt et sted ind i væggen, rynkede brynene, hostede og fremførte sine vers med klar stemme. Hun blev rød i kinderne, knugede lommetørklædet og lukkede nogle gange øjnene, så stemmebåndet dirrede af følelser.
“Hun er jo hysterisk!” hviskede Rikke til mor. “Hun falder jo snart om af gråd. Mor, sig dog noget gæsterne bryder sig ikke om det!”
Folk rundt om bordet smilede stift, rullede med øjnene, nogle så mildt irriteret ud, fordi de måtte holde bestikket i ro og lytte og nikke mens andre hviskede skånselsløse vittigheder om den brede, bredskuldrede Line.
Men Line mærkede intet, læste bare sine strofer i ren indlevelse.
“Vær ikke sådan, Rikke min! Line er virkelig talentfuld, og ligesom alle med gave, lidt Ja, hun er nu engang sådan,” sagde Karen med et venligt klap på Rikkes hånd. “Du må være lidt tålmodig med din søster.”
Line var familiens Eriksen kors. Deres sår, som de nu måtte bære med sig.
Allerede ved fødslen gik noget galt. Line blev født for tidligt, svag og spættet med røde pletter, det lille ansigt blåligt. I stedet for et skrig lød et svagt, bedende klynk.
“Ingen bekymring, min pige! Velkommen til verden. Du skal bare trække vejret, hører du?” sagde jordemoderen og kiggede på hende. “Sikke nogle opmærksomme øjne! Pas godt på hende, Karen.”
Line spiste dårligt, knyttede små næver og spændte sig vildt. Maven gjorde ondt, øjnene løb, og hun fik udslæt.
Henrik fik gennem bekendte fat i en sundhedsplejerske, der hjalp til. Men den første, Lene Jensen, fra hospitalet, sagde for mange kvikke ting; alt var forkert, mente hun amning, svøb, for lidt vuggen
“Du skal nu ikke belære mig sådan,” bed Karen hende af. “Du har jo selv ingen børn. Jeg har allerede opfostret én datter, og jeg skal nok klare en til!”
“Men sådan kan man jo ikke” protesterede Lene Jensen. “Line er for tidlig født, hun behøver fysisk nærhed, tage hende ofte i favnen, så græder hun ikke.”
“Jeg vil ikke gøre hende for vant til hænder! Hvad bliver hun så til?”
“Det handler ikke om vaner, hun mangler kærlighed selv dyr varmer deres unger”
Men Karen mente, at børn havde godt af selv at falde i søvn i sengen det skadede ingen. Sådan stod der jo også i bøgerne for unge mødre.
“Hvad er jeg en dårlig mor? Ud med dig, Lene Jensen. Når du selv får børn, kan du lære dem op. Jeg er lærer, jeg ved da, hvordan man opdrager. Farvel!”
Henrik fandt så en anden sundhedsplejerske.
Hun masserede spæde Line, vendte og drejede hende, svøbte hende tæt og trøstede Karen: “Rolig nu, ingen tragedie! Måske bliver hun ikke den store hjerne, men hvad så? Du har jo allerede Rikke, hun kan alt. På de yngste, siger man, slapper naturen bare lidt mere af.”
Line sad, kravlede og gik sent det var langsomt. Hun græd og ville oftest op til nogen, især til far, hvor hun trykkede sig helt ind og blev helt rolig. Hun talte også senere end Rikke havde gjort, og sådan fortsatte det.
Men Karen vænnede sig til det, eller måske elskede hun pludselig sin yngste helt anderledes. Line krævede ikke længere opmærksomhed, kunne spise selv, havde legetøj.
Når radioen spillede i køkkenet, især skuespil eller oplæsning, satte Line sig lydløst på taburetten, lyttede.
“Hvad er det? Karen, er det Søren Ulrik Thomsen? Hun forstår da hverken vers eller betydninger!” brokkede Henrik, og Karen var klar til at slukke, men Line protesterede straks det var ikke ordene, men rimene, trykkene, stemmen, der betog hende. Radioen måtte køre til ende.
Den lille pige med de tynde, lyse fletninger og skæve ben var allerede på vej til at blive digter.
Talent eller som Rikke sagde et underligt indfald, “eksploderede” med fuld styrke ved 10-årsalderen. Line skrev digte og fremførte dem under alle fester. Hun løftede hovedet stolt, gemte hænderne på ryggen og reciterede.
“Så skal Line læse op nu!” sagde Karen, når Line hev i hendes kjole.
“Men mor, vi ville jo spille banko!” surmulerede Rikke, der syntes, lillesøsters indfald altid var vigtigst.
“Ingen fare, skat, digte nu bagefter banko og lagkage!” sagde Karen undskyldende, kiggede på gæsterne med et undskyldende smil.
Mens Line stolt trådte og ridsede versene frem…
Nogen fandt det hyggeligt, nogen udholdt det; Henrik lyttede altid kritisk, målte med øjnene, som var han sensor ved optagelsesprøve.
“Vent du bare, Karen, vores Line skal nok gøre indtryk! Det er ustruktureret, især om kærlighed, men der er talent. Det er der!” sagde han til Karen om aftenen, mens de lå i sengen og lyttede til regndråber på ruden.
“Åh, Henrik Line er sær, det siger børnene også i skolegården, jeg hører det! Og så er hun ikke ligeså køn som Rikke Jeg elsker hende, meget, og jeg skammer mig, fordi jeg, dengang hun var baby, skubbede hende lidt væk. Jeg elsker hende og du elsker hende, Rikke også, hun er bare i den alder, hvor hun synes, det er pinligt. Men andre folk er grumme, Henrik, de kan gøre hende ondt. Hun er sart, følsom. I går kom hun grædende hjem, en venindes kat var blevet væk hjertet bløder, hun kan ikke klare alle sorger…!”
“Ja Man må gro sig et panser, et tykt et… Det har Line ikke Lad os sove, Karen. Det er sent,” sagde Henrik, mens de faldt i søvn, tænkte på fremskridt, pigerne og poesien.
En aften havde Henrik inviteret sin kollega Asger med til middag. Først sad mændene og diskuterede, så blev alle bedt til bords. Henrik skænkede et glas snaps, Rikke og Karen fik vin, Line fik varm hyldebærsaft. Skål for mødet, for Rikkes eksamener, for at Line snart også bliver student!
Efter maden læste Line selvfølgelig digte op. Omtalt kærlighed denne gang. Gæsten rynkede på næsen.
“Hvad vil du så læse, Line? Har du tænkt dig at læse journalistik?” spurgte Asger drillende.
“Ja, det tror jeg,” mumlede Line og bed sig nervøst i læben.
Rikke hadede den vane: “Du ligner en egern !”
Asger grinede. “Det er et hårdt fag, min pige. Man skal være nysgerrig og også lidt barsk, lidt skuespiller og lidt tyv og måske endda uden for mange skrupler. Du må vide, det er ikke kun historier om sommerfugle de gode artikler skader nogen, vender ofte vrangen ud på privatlivet!”
“Du overdriver as usual, Asger,” sukkede Henrik.
“Ja, men for at trænge igennem skal man skrive som H.C. Andersen eller være fræk nok til at gå gennem mure. Alle kan skrive vers, Line. Men markedet er småt,” konstaterede Asger.
Line sad med tårer i øjnene. Rikke blev vred, men moren trøstede, at Line skulle have mulighed, hun skulle altid hjælpes.
Senere gik Rikke ud for at finde lillesøster. Da hun endelig vendte tilbage, sagde hun: “Vi fandt hende ikke, mor. Nu må du hjælpe hende snart. Hun skriver digte om himlen, vilde heste og dug, men hvis hun dumper eksamen, hvad så?”
Men Karen satte den hårde grænse. “Line er en helt almindelig pige, ligesom dig og mig! Vi skal hjælpe hende gennem. Hun klarer det!”
“Mor, vi kan ikke babysitte hende resten af livet! Hendes hoved er altid i skyerne,” sagde Rikke.
Henrik kunne ikke finde Line. Hun kom først hjem sent, lukkede sig inde på badeværelset, skiftede mellem koldt og varmt bruser, undrede sig over livet…
Line bestod sine eksamener, ikke med udmærkelse, men blev ikke ked af det. Hun tilbragte lang tid ved vinduet med sin notesbog.
Da hun fik sit eksamensbevis, bemærkede Karen og Rikke, hvordan Line skilte sig ud det milde blik, de blide bevægelser og hovedet let på skrå, men med stolthed i blikket, da hendes navn blev råbt op.
Næste morgen kom det som et chok.
“Mor, jeg skal giftes,” sagde Line, satte sig træt og lukkede sine sandaler op.
“Hvad sagde du?” spurgte Karen overrasket, Rikke, der larmede i køkkenet, blev tavs.
“Jeg skal giftes. Det er vidunderligt! Nu kan jeg skrive den sande poesi om kærlighed. Det er nemlig dét, der manglede i mine digte!”
Hun dansede ind i stuen, strakte armene ud og fnisede.
“Mor, måske er hun fuld?” foreslog Rikke. “Line! Hvilket bryllup? Hvem skal du giftes med? Du skal til eksamen!”
Men Line smilede bare underligt, kinderne brændte, og blikket var fjernt. Karen mærkede hendes pande, den var kold.
“Det er Kåre. Vi skal have barn, mor. Barnet det gør ondt, men nu kan jeg skrive om det” hviskede hun.
“Hvem er Kåre??”
“Kåre, fars ven. Han sagde, jeg skulle være mere benhård, da han besøgte os.” Line lagde sig og faldt straks i søvn.
Rikke blev bleg. Dengang Line løb hjemmefra, kom Kåre tættere på Rikke. De ledte sammen, talte fortroligt om karriere, delte tanker. Kåre havde kontakt til Udenrigsministeriet, kunne åbne døre. Rikke forestillede sig et fornuftsforhold. Men sådan blev det ikke. Alt var tabt.
Kåre stod på trappen, indkaldt af Line for at tage ansvar. Nervøs røg han cigaret efter cigaret, og da naboen brokkede sig over røg, åbnede han vinduet og trak vejret ud.
Døren gik op, og Rikke mødte ham.
“Hvorfor gør du dette, Kåre?” spurgte hun vredt. “Line er bare et barn, du trækker hende ind i noget, hun slet ikke kan magte. Slip hende, lad det få ende nu, alt andet vil være bedst for alle!”
“Du var ikke så kræsen, hvis det var dig, Rikke. Du ville have sagt ja, hvis jeg havde friet!”
“Det er noget andet. Vi er voksne Line er en pige…”
“Line er voksen, bare på sin måde.”
“Og hvordan vil du støtte hende?”
“Jeg vil publicere hendes digte. Line har talent, og det skal næres, ikke kvalt i skolens pligter!”
“Du ved vel, hvad det koster at udgive en bog?”
Men Kåre var besluttet. “Vi får et barn. Vi ER en familie nu, om du vil det eller ej.”
Den forundrede Karen, den stramme Henrik, forstenede Rikke alle så på Line, mens hun i forglemmelse læste sine digte om kærlighed.
“Så vi må vel lade det være,” sagde Henrik trist. “Men livet ER ikke en skumtoppet drøm, Line. Du må også arbejde igennem. Tag din uddannelse, det er nødvendigt!”
Men Line lyttede ikke. Hvorfor, når Kåre serverede alt for hende, tog hende med til selskaber, hvor hun blev rost og beundret for sin mærkelighed og graviditet. Hjemme blev digtene mere sørgelige, om tabte hunde og frosne småfugle.
“Hvornår kan jeg få mine digte trykt?” spurgte hun Kåre dagligt.
“Snart, snart Du er et talent, det tager blot tid!” kyssede han hende, stegte kartofler til aftensmad – det var det, han kunne.
Indtil lille Julie blev født. Kåre knoklede, mens Line blev mere utilfreds, uforstående for afslaget fra forlagene, og Kåre knækkede:
“Der er INGEN, der vil trykke dine digte, Line. De er barnlige, naive du er mor, men opdager det slet ikke!”
Line græd, trak sig væk, og Kåre måtte både tage sig af Julie og alt derhjemme indtil han forbandede hele det forpustede, poetiske liv.
Til sidst forlod Line dem op til nytår.
“Jeg kan ikke mere, Kåre. Jeg elsker dig og Julie, men I stjæler alt fra mit sind. Jeg må væk. Græd ikke, skænd ikke jeg går.”
Hun greb en kuffert, stjal nogle kontanter fra Kåres skrivebord. Det var hendes for alt, hun havde opgivet. Hun rejste til Aarhus digternes by! Sammen med Anton, en ældre digter, hun havde mødt i biblioteket, hvor hun læste digte for pensionister.
Men Aarhus blev aldrig hjem. Antons søster smed dem ud, da hun mistænkte, Line ville overtage lejligheden. Pengene slap op, og anerkendelsen kom aldrig. Til sidst blev Line billetdame i et lille teater, hjulpet ind af en venlig, gammel portner. Hun hjalp til med personaleforeningen, skrev digte til opslagstavlen og klagede til Karen over telefonen over svigt.
“Mor, kun få forstår min sande storhed, hvorfor må jeg rådne op her! Kåre svigtede du forstår ikke, gør du, mor?!”
Karen havde ondt af hende, sendte lidt penge, men inviterede aldrig Line hjem igen.
Så ringede Line pludselig: “Mor, du må møde mig på banegården i morgen jeg er gravid!”
“Gravid? Line vi har jo planer i morgen?” tvivlede Karen.
“Mor, jeg kan ikke bære kufferterne! Jeg er så sårbar og talentfuld!” græd Line.
Nu ved jeg, at man ikke kan leve udelukkende i skyerne ikke engang skumtoppede piger kan. Livet rammer altid. Men man må hjælpe dem, som er følsomme, ikke kvæle deres særhed. Måske er det netop i den svaghed, de bedste vers bliver født. Og eftersmagen af alt det mærkelige er, at jeg i dag ser min datter Julie vokse op, nysgerrig, sart og klog og jeg gør mit til, hun både kan tumle og drømme.
