Du, far, du skal altså ikke komme så meget mere på besøg! For hver gang du går, begynder mor bare at græde. Hun græder hele natten igennem.
Jeg falder i søvn, vågner, falder i søvn igen, og hver gang jeg vågner, græder hun stadig. Jeg spørger hende: Mor, hvorfor græder du? Er det på grund af far?
Men så siger hun, at hun ikke græder, hun snøfter bare, fordi hun har fået forkølelse. Men jeg er jo stor nok til at vide, at man altså ikke snøfter sådan at man kan høre tårerne helt ud i stemmen bare fordi man er forkølet.
Jeg sad sammen med min datter, Freja, på en café i hjertet af Aarhus, og rørte rundt i en lille, hvid kaffekop, som allerede var blevet kold.
Freja rørte slet ikke sit isdessert, selvom anretningen foran hende nærmest var et lille kunstværk: kulørte kugler under et grønt mynteblad med et kirsebær på toppen, det hele dækket i chokolade.
Enhver seksårig pige ville ikke kunne modstå synet, men ikke Freja hun havde nemlig, allerede sidste fredag så vidt jeg husker, besluttet sig for, at der skulle snakkes alvor med sin far.
Jeg var tavs længe, mens jeg studerede hende, og sagde så til sidst:
Hvad skal vi så gøre, datter? Skal vi slet ikke ses mere? Hvordan skal jeg kunne klare det?
Freja rynkede lidt på næsen den næse, hun helt sikkert har arvet fra sin mor, sådan lidt buttet på midten, tænkte jeg og sagde eftertænksomt:
Nej, far. Jeg kan heller ikke undvære dig. Vi må gøre sådan her: Du ringer til mor og siger, du henter mig i børnehaven hver fredag.
Så kan vi gå en tur sammen, og hvis du vil have kaffe eller is, kan vi sætte os på café. Jeg fortæller dig alt om, hvordan vi har det derhjemme sammen med mor.
Så sad hun igen og tænkte lidt, tog så ordet op igen efter et øjeblik:
Og hvis du savner mor og gerne vil se hende, så tager jeg bare billeder af hende hver uge på min telefon og viser dig dem! Vil du det?
Smilende nikkede jeg til min datters visdom.
God idé, skat. Sådan kan vi godt gøre det
Freja sukkede lettet og tog endelig hul på isen. Men hun var ikke færdig med samtalen det vigtigste ventede endnu. Så med lyse is-moustacher over munden, som hun slikkede væk med tungen, rettede hun sig op, blev pludselig alvorlig og næsten voksen.
Næsten kvinde en, der skal passe på sin mand, også selvom denne mand er blevet noget gammel. Sidste uge havde jeg fødselsdag, blev 28, og Freja havde tegnet et stort og farverigt kort til mig i børnehaven.
Hendes ansigt blev igen alvorligt, øjenbrynene gled sammen, og hun sagde:
Jeg synes, du skal finde en, du kan gifte dig med igen
Hun løj storsindet og tilføjede:
Du er jo slet ikke særlig gammel
Jeg kunne ikke lade være med at grine ved hendes generøse gestus.
Ikke meget gammel altså, siger du? Nå ja
Freja fortsatte ivrigt:
Nej, slet ikke! Se bare på onkel Henrik, ham, der har været på besøg hos mor to gange nu. Han er endda lidt skaldet på toppen.
Hun glattede forsigtigt sine egne bløde krøller med hånden, og forstod da jeg straks blev stiv i ansigtet og kiggede hende dybt i øjnene at hun måske lige havde afsløret noget hemmeligt om mor.
Derfor lagde hun begge hænder for munden og spærrede øjnene op af forbløffelse og skræk.
Onkel Henrik? Hvem er det, der pludselig besøger jer? Er det ikke mors chef? sagde jeg næsten højlydt ud i caféen.
Jeg ved det ikke, far måske. Han kommer bare forbi, giver mig slik og os alle sammen kage.
Og så Freja overvejede tydeligt, om hun skulle dele denne oplysning med sin åbenlyst mindre afdæmpede far han kommer også med blomster til mor.
Jeg foldede hænderne på bordet og kiggede længe på dem. Freja fornemmede instinktivt, at dette øjeblik var stort. Hun ventede tålmodigt og mærkede, at nu tog hendes far en vigtig beslutning.
Som en ung kvinde, der ved, at mænd ofte skal skubbes lidt på vej, ventede hun for hvem skulle ellers gøre det for ham, hvis ikke hende, den nærmeste kvinde i hans liv?
Endelig sukkede jeg dybt, løftede hovedet og sagde med en tone, kun de store dramatikere bruger, uden at Freja kunne vide noget om Otello og Desdemona:
Men endnu kendte hun ikke til sådanne kærlighedstragedier. Hun hentede bare indtryk, mens hun oplevede, hvordan folk omkring hende glædede sig og led for småting, men også for det vigtige.
Jeg sagde:
Kom, Freja. Det er blevet sent, jeg følger dig hjem. Så kan jeg samtidig tale med mor.
Hun spurgte ikke om, hvad jeg ville sige til mor, men forstod, det var vigtigt, og skyndte sig at spise resten af isen.
Snart gik det op for hende, at det, far ville gøre, var vigtigere end selv det lækreste is, så hun lagde hurtigt skeen fra sig, hoppede ned fra stolen, tørrede munden med bagsiden af hånden, snøftede, så på mig og sagde:
Jeg er klar. Lad os gå
Vi gik ikke bare hjem, vi nærmest løb. Altså, det var mig, der løb men jeg holdt Freja så tæt i hånden, at hun næsten svævede som et flag ved siden af.
Da vi nåede opgangen, var elevatoren på vej op med en nabo. Jeg kiggede lidt febrilsk på Freja, og hun kiggede op på mig:
Nå? Hvad står vi og venter på? Syvende sal er jo ingenting
Jeg løftede hende op på armen og tog trappen i to spring.
Endelig åbnede mor døren efter mine mange utålmodige ring, og jeg sagde straks det vigtigste:
Du kan ikke bare gøre sådan! Hvem er Henrik? Jeg elsker dig, og vi har Freja
Jeg trak både datter og mor ind i et fælles kram. Freja snoede sine arme om vores halse og lukkede øjnene. Voksne kyssede hinanden
Sådan sker det nogle gange, at det er en lille pige, som bringer forsoning mellem to voksne, der egentlig elsker både hende og hinanden, men har ladet stolthed og sårede følelser stå i vejen.
Nu, hvor jeg ser tilbage på den dag i min dagbog, forstår jeg, at børn ofte ser mere klart end voksne. Det tager jeg med mig: Man skal turde spørge, sige det vigtigste og ikke gemme kærligheden væk bag sårede følelser. Det er det, jeg har lært af min egen datter.
