Hvilken ballon vil du have, Rikke? Den dér? Eller måske den her? spørger faren blidt og peger skiftevis på de mange farvestrålende balloner, som sælgeren har bundet op i et væld. Vinden hiver i snorene, får dem til at rasle og dansende svirre i luften.
Det må da være det bedste job i verden, at være ballonmand! Tænk at gå rundt og gøre børn glade hele dagen.
Den dér, far. Jeg vil gerne have den med hesten, siger Rikke endelig, mens hun utålmodigt peger på den lyseblå ballon med den hvide hest og kigger op på far. Han er så høj, at han skygger for solen, og Rikke kan godt lide at knibe øjnene sammen, når hun ser på ham. Det er næsten som om, der er en glorie om hans hoved, sådan som på de billeder, der står hos farmor i stuen. Farmor Ingrid siger, at det betyder, at de er helgener. Måske er far også en slags helgen, for han er tit trist, næsten ligesom personerne på farmors gamle ikoner…
Men nej, far er ikke nogen helgen, for han gik jo fra mor og hende
Hvordan kan man dog være så hjerteløs?! At gå fra både kone og datter! mumler Ingrid og sender et utilfreds spyt ud af mundvigen. Han er fandeme ikke nogen mand, bare et skarn!
Mor og farmor lægger aldrig skjul på, hvad de synes om Jens, når Rikke er i nærheden. Hun skal jo forstå forskel på god og dårlig.
Før i tiden var alt ellers næsten normalt. Maria gik rundt og strålede, nød livet, kælede for Jens og nød, når han havde fri. Men efter hun skiftede arbejde, blev intet nogensinde nok. Flere penge, bedre tøj, større lejlighed. Ligegyldigt at Jens slæbte familien med til stranden hver sommer og aldrig selv holdt ferie det var stadig aldrig nok, ifølge Maria: Vi lever som fattigrøve. Jeg kæmper, arbejder og afleverer barnet i børnehave, imens mændene hos mine kolleger forsørger deres koner, mens konerne går derhjemme. Sådan burde det være!
Jens knoklede ikke. Jo, han havde et arbejde, rodede måske en smule i småting, men var aldrig chefen, fik aldrig ansvar, og som Ingrid sagde: det blev ikke til det store. Ikke engang lidt kreativt nasseri som de andre mænd, for det var da bare at være snu.
Kvinderne i omgangskredsen jokede: Min mand fikser lige lidt ekstra. Nu kan vi lave terrasse ved sommerhuset. Han kan virkelig få ting til at ske! Alle lo, Maria var mut. Jens fik aldrig tilkæmpet sig noget ekstra.
Utilfredsheden byggede sig op, lagde sig som tryk i lejligheden og eksploderede til sidst i et kæmpe skænderi. Maria bebrejdede, sagde hun fortrød brylluppet, at hun havde været bange for at ende alene, men hvor naiv havde hun ikke været Hvor hun dog havde taget fejl
Jens tav, knyttede blot næverne hårdt. Han havde aldrig tænkt sig at slå, men man må jo spænde sig an for ikke at gå ud af sit gode skind.
Men da Maria begyndte at tale om sin mor, hendes tænder og pengene til tandlægen, knækkede filmen for Jens.
Er det aldrig nok?! Hvor meget vil du have? Bare sig det, så sælger jeg mine organer, hvis det gør dig tilfreds! råbte han, sprang op og gik rastløst rundt i køkkenet.
Maria trak sig tilbage, troede han ville slå, men opdagede hurtigt, at han ikke ville, og hviskede lavmælt:
Du er en taber, Jens, ikke en mand, bare en fejl. Det ville være bedst for os alle, hvis du gik. Seriøst, du gør mig nervøs!
Ja, hun blev irriteret over Jens. Hans højlydte spisen, hans stønnen om natten, og om aftenen, når han kom hjem, løb han over til Rikke og spurgte aldrig til Maria. Fadt kastet over latterlige hobbyer, byggede små huse i tændstikker, som nu fyldte en hel hylde. Idiot!
Han byggede endda en kæmpe tændstik-villa, to etager, veranda, et lille rundt vindue oppe på loftet sådan et ønskede han til sin familie. Men hvor var det hus nu? Bare en bunke tændstikker, ikke andet.
Maria væltede i raseri alle tændstikhusene på gulvet og trampede på dem. Så, vil du kalde mig grådig? Værsgo, Jens!
Så gik Jens. Maria åbnede bare munden, da døren smækkede bag ham. Kunne det være så nemt? Bare væk, ikke et undskyld, ingen forsøg på at redde familien.
Mor! Han gik! Bare gik! Jeg sagde Jeg mente jo ikke noget! Jeg råbte bare lidt det er da ingenting! Hvad gør jeg nu, mor?! hulkede Maria, men Ingrid ville ikke høre brok, for så får man rynker og hovedpine tilmed.
Jeg flytter ind hos jer, min pige, jeg hjælper dig! Og Jens? Han skal få at mærke, bare rolig! Skriv til kommunen om børnepenge og at han ikke deltager i ansvaret. Jeg pakker mine ting.
Så flyttede farmor Ingrid hurtigt ind på Rikkes værelse.
Ingrid snorkede, Rikke var bange for lydene, gemte sig under dynen, men hver gang farmor så det, hev hun straks dynen af, man skal jo ikke blive pylret! Og vinduet, det stod altid på klem for frisk luft. Rikke løb tit over til mor om natten, men Maria kunne ikke lide at dele seng.
Før i tiden kom Jens altid, hvis Rikke græd om natten, satte sig hos hende, strøg hende over håret og fortalte historier. Maria grinede ad det, nu er du da ved at blive en gammel kone!. Nu var det farmor, der skulle tage sig af Rikke.
Det magtede Ingrid dårligt. Hun skældte ud, hev dynen væk, og Rikke lå lille og forfrossen, bange for endnu en skideballe.
Er du ked af det, Rikke? farmor satte havregrøden foran hende, lod som hun spurgte interesseret. Og du er brandvarm Er du syg? Skal mor så igen have sygedage? Far bor jo ikke her længere, og penge mangler vi Maria! Op, Rikke er forkølet igen!
Mor og farmor målte feber, stak Rikke med medicin, men Maria afleverede hende alligevel i børnehave.
De lægger nok ikke mærke til det. Husk nu, Rikke, at lade være med at pudse næse! formanede farmor. Her har du et lommetørklæde. Jeg ville gerne være hjemme, men jeg kan ikke, jeg skal på udflugt billetten er jo betalt!
Rikke sad mut i børnehaven, krøb sammen som en lille mus på stolen og sov straks til middag, mens de andre hviskede og havde det sjovt.
Nå, har de igen afleveret hende syg? snakkede pædagogerne med hinanden. Hvad vil man gøre, faren er smuttet, mor slider, og farmor er flyttet ind. Stakkels pige. Det er vildt, at Jens bare gik, for Rikke elskede ham jo, løb altid ham imøde.
Tager han hende stadig? Eller har han glemt vejen hertil?
Han har ikke hentet hende én eneste gang! Han er skredet, nu slipper han for ansvar
Ja, nu får de kun børnepenge ud af ham.
Pædagogerne nikkede eftertænksomt. De havde set det før og ville se det igen
Jens hentede aldrig Rikke i børnehaven mere. Maria forbød det. Hun er min datter, Jens er bare til pynt. Vil jeg, må han tage hende, vil jeg ikke, må han lade være!
Maria, hvorfor skal Rikke blandes ind i det? Du elsker mig ikke, fair nok, men hun er min datter! Jens insisterede, ringede nogle aftener og bad om at se Rikke.
Hvilke rettigheder? Lad nu være med at spille den perfekte far. Det er ulækkert! sagde Maria og smækkede røret på, hvorefter hun gik ud og røg.
Farmor Ingrid viftede straks med askebægeret og opmuntrede: Op med humøret, der er masser af mænd derude!
Og Maria gik på jagt, både krop og sjæl sukkede efter en ny mand. Ind kom så en Ole stor, stærk fyr, som straks satte sig ved bordet, stirrede grådigt rundt i køkkenet, og Maria rendte om benene på ham i sin lette, tynde morgenkåbe.
Da hun opdagede Oles dominerende blik, blev hun faktisk lidt glad sådan en mand vil hun have! En, der tager, hvad han vil have, bestemmer, fixer tingene. Maria kunne godt lide at underordne sig. At Ole hev hende i håret, når hun satte sig op, syntes hun bare var maskulint. Da han efter få uger bad farmor om at flytte ud, rystede det hende ikke engang.
Mor, det er sådan, det bliver. Vi er en ny familie nu! Bland dig udenom, jeg elsker Ole, sagde Maria og havde allerede pakket sin mors ting og bestilt en taxa. Vent, du skal da lige have penge. Dem vil Ole gerne give dig, for han tænker på alle!
Ingrid nikkede og stak sedlerne i tasken. Hvis bare datteren er lykkelig, var det jo godt nok! Ikonerne fra stuen må have hjulpet alligevel
Livet er som et loppemarked fyldt med mænd, man skal bare kigge sig grundigt for, så finder man noget godt, sukkede Ingrid.
Hun havde selv skyndt sig for meget med Rikkes morfar. Heldigvis, hun nåede at blive skilt, før det gik helt galt. Den gamle var druknet sig selv ihjel for fem år siden. Hverken datter eller ekskone var til begravelsen. Ingen passede graven, ham savnede de vist ikke
Ole var højtråbende, stor og lugtede dårligt. Rikke var bange for ham og turde ikke længere gå ind til mor om natten. En nat tissede hun i sengen, og Ole grinede hånligt, Maria lo med. Ham Ole var bare sådan en joker, hvorfor græde? Det burde være sjovt.
Hva faen har du lavet, tøs?! Er du din fars pige? Ud af køkkenet, du lugter! brølede Ole og ventede, til Rikke løb så hev han Maria over på skødet og begyndte at kysse hende. Maria, kan vi ikke lave en rigtig lille en sammen? Jeg vil passe på jer, gør alt du skal bare sige til! hviskede han, mens han klemte hende. Maria smeltede i hans favn, han var som en tiger og hun var hans bytte.
Maria blev gravid og havde det elendigt. Kvalmen sled, Rikke rendte i vejen.
Gå! Gå ind på dit værelse! Og bliv dér! råbte Maria og styrtede igen mod toilettet. Rikke kunne høre hendes hosten bag døren, gemte sig bange under spisebordet.
Bare det snart blev weekend, så far hentede hende hjem i rækkehuset. Der var ingen råben og farmor tog fejl, far var ikke et skarn! Han havde lavet et helt tændstikhus-byer til hende, med små dyr bag indhegning. Og far slog hende aldrig. Men mor og Ole? De svang tit hånden
Ole kom, hev fat i Maria, begyndte på kysseriet. Nu virkede han slet ikke som nogen tiger for Maria han var bare blevet et rovdyr, der ikke tog hensyn til hendes følelser.
Mor! Jeg kan ikke mere! Han er for voldsom, og jeg er gravid, jeg orker ikke mere, men han lægger slet ikke mærke til det! Maria græd ind i telefonen til Ingrid, som ikke kunne høre så meget, for hun sad i toget. Ole havde sendt farmor på højskoleophold det skal du have!
Maria, du må tage dig sammen! Det går nok. Du havde det jo godt med ham! Jeg kan snart ikke høre noget, der er så meget larm i røret. Jeg ringer, når jeg når frem! Hej! råbte Ingrid og lagde på. Tænk, at Maria blev ved at pylre. At være gravid er jo ikke en sygdom
I dag måtte Jens tage Rikke med ud. Det passede Maria bedst.
De brugte to timer i Zoo, gik forbi aberne igen og igen, lette efter elefanten og fandt den endelig. De betragtede længe, hvordan den skød med vand. Så sad de på en bænk, og Rikke spise lune æbleskiver med sukker og syltetøj. Hænderne blev klistrede; Jens gik med hende ud at vaske dem.
De blev enige om, at Rikke skulle have en souvenir. Ballonen med hest var virkelig så flot. Jens gav ekspedienten penge, fik bundet ballonen fri, og Rikke greb snoren, stolt og glad, og trippede afsted, så hendes nye skoklakker lød på asfalten. Sikken gave fra far! Alle børnene gloede misundeligt.
I dag var det næsten som fødselsdag: alt var nyt kjolen, knæstrømperne, skoene med kirsebærspænder, de fine hvide sløjfer og nu ballonen.
Rikke bar stolt sin gave.
Jeg viser den til mor. Hun er tit ked af det nu, men ballonen kan måske gøre hende glad, sagde hun stolt.
Hvorfor er mor ked af det?
Jeg ved det ikke. Måske fordi onkel Ole driller hende. Og fordi der er nogen i hendes mave. Ole sagde, han havde gjort hende gravid. Hvad betyder det, far?
Jens rynkede panden. At Maria havde fundet en ny mand vidste han, men at der ventede et barn det var nyt.
Hvad betyder det, far? spurgte Rikke nysgerrigt.
Det er bare et grimt ord, Rikke, lad være med at sige det. Men snart får du nok en lillebror eller lillesøster, svarede Jens. Nå, skal vi se på ørne?
De gik hen og så på de flotte rovfugle på kunstige træer. Til sidst blev Rikke træt, og Maria havde alligevel sagt, hun skulle være hjemme til klokken fem.
Ja, så blev det sådan nærmest som et bibliotekslån: Rikke med hjem kl. 17. Ikke et menneske, bare en ting, der skulle leveres tilbage. Rikke var som en legetøjsdukke, som Maria kunne låne ud til Jens eller holde for sig selv. Marias dukke!
Jens spændte Rikke og ballonen ind i bilen. Mens de holdt i kø, faldt hun i søvn
Vågn op, Rikke, så er vi hjemme! Husk ballonen! hviskede Jens blidt og hjalp hende ud.
Jens havde ikke selv nøgler; han måtte ringe på længe, før Maria endelig lukkede op.
Bleg og udslidt, med mørke render under øjnene, fem år ældre pludselig, og håret stod ud til alle sider.
Nå, er I hjemme nu? Ole! Jens har afleveret Rikke. Tag skoene af og gå ind på værelset, snerrede Maria.
Mor! Se, hvilken ballon far har købt! Jeg valgte den selv, og ham manden bandt snoren af så jeg kunne holde fast. Se, der er en hest er den ikke fin?
Rikke viftede ballonen foran mor, men Maria vendte sig bare væk og slog ud efter den.
Ja, ja. Lad den være. Gå ind til dig selv! Hold op med at stikke den i hovedet på mig! Maria ville slå mod hesten, men ramte Rikke i hovedet. Rikke begyndte at græde.
Maria, hvad laver du?! Hun ville jo bare gøre dig glad! Maria! Jens dækkede Rikke.
Men Maria ville ikke høre, hun græd og råbte, at alle skulle ud, at hun var træt, og at ballonen stank af gummi og skrald alt og alle stank. Jens skulle bare skride!
Ole dukkede op i døren, trak sine shorts op, sukkede og gik hen til Maria. Med et hurtigt ryk knuste han ballonen, så lyden gav genlyd i entreen, og stumperne fløj om ørene.
Rikke begyndte at hyle og klyngede sig til Jens ben.
Hvad fanden bilder du dig ind, din nar! Jens havde aldrig slåsset før og glemte alt og gik på Ole med knytnæver. Hvorfor gør du Rikke fortræd? Sig undskyld!
Ole slog ud efter ham, men stoppede overrasket, for foran ham stod lille Rikke som et skjold med armene ud til siden.
Hun lukkede øjnene og trak hovedet til sig, men slog dem så hurtigt op igen, spredte armene og hviskede, at du må ikke gøre far noget.
Ole spyttede på gulvet, råbte at de skulle forsvinde.
Maria, lav mad. Jeg er sulten! Og i morgen går du ned og skriver Rikke ud! Sådan er det! Han pegede han på Jens kan tage sig af hende nu. Jeg mener det!
Maria var gået fra at snøfte til helt at tie. Så så hun op på Ole.
Jeg kan da ikke bare skrive hende ud, det er jo min datter hviskede hun.
Jeg sagde, du gør det. Jeg vil ikke have hende. Kan du ikke lide det, så smut du bare! Det her er mit hjem jeg bestemmer, hvem der bor her! råbte Ole og gik.
Maria stod tilbage, vred sine hænder og græd stille.
Jens! Jens, du forstår det ikke jeg har skrevet lejligheden over på Ole. Han sagde, det var for vores skyld, så han ville betale alt Men nu? Tag Rikke med. Ellers jeg tør ikke tænke på det!
Rikke stod kun skrevet hos farmor, kunne ikke gøre krav på lejligheden. Ole havde tænkt på det hele.
Maria, hvad har du gjort! Ring til politiet, smid ham ud, hører du?! Han vil smide dit barn ud, og du tier stille?! Han er ikke engang noget for dig! Maria! Jens ruskede hende i skuldrene.
Vi blev gift for to måneder siden Og jeg er gravid. Jens, tag Rikke med. Måske løser det sig sagde Maria og gik ind efter Rikkes taske.
Rikke var helt stille. Hun var bange. Nu smed mor hende også ud. Først far, nu hende.
Siden da var det Jens, der afleverede Rikke i børnehaven. Pædagogerne nikkede anerkendende og sagde, at hun var en klog, sød pige. Ingen spurgte til moren, man skal jo ikke blande sig!
Derhjemme hjalp Rikke far med modellerne til børnehaven, og de byggede zoo i tændstikker sammen. Hun placerede forsigtigt hvert lille stykke det blev så fint.
Jens liv føltes som et tændstikshus. Kom uheldet, kunne det alt for let gå op i flammer og blive til aske. Han havde bygget og kæmpet, men Maria satte ild, og nu var det væk, det gamle liv. Til gengæld var der nu et nyt bare Jens og Rikke endnu ikke færdigt, med mange huller, men Jens kæmpede. Og måske gik det alligevel.
Men man ved aldrig ilden kan komme igen: måske vil Maria have Rikke tilbage, eller måske bliver Jens fyret og kan ikke betale regningerne, eller Rikke bliver syg og ikke længere elsker sin far Maria elskede ham jo heller ikke til sidst. Man kan ikke skærme for alting, man må bare håbe på det bedste og passe på det, man har.
Maria kiggede nogle gange forbi med gaver og blev til middag. Hun spiste nu med god appetit, Jens lavede stadig mad enkelt, men godt.
I har det da godt her, sagde Maria, da hun skulle til at gå.
Hun ventede, at Jens ville spørge, om hun ville blive, men han gjorde det aldrig.
Maria sagde farvel, støttede sin store mave, og Jens hjalp hende i skoene og fulgte hende til en taxi.
Jens, forstår du virkelig ikke? Du skal redde mig! Du skal! Det ville enhver mand gøre! Hvad er der galt!? Vil du have en undskyldning? Okay det får du! Tag mig og Rikke. Please Hun krammede sig ind til ham, forsøgte at tvinge et kys frem.
Jeg skylder dig ikke noget mere, Maria. Du er voksen jeg er voksen. Og Rikke lader du blive hos mig. Hun passer ikke ind i din nye familie. Hils din mor. Rikke er alene hjemme, jeg må ind nu.
Jens satte Maria ind i taxaen, vinkede og vendte sig hjemad. Nu byggede de hver sit tændstikhus.
Jens hentede faktisk Maria fra hospitalet, da hun fødte. Han var hjælpsom, Maria støttede sig til hans arm.
Ole kunne ikke komme.
Jens, bliver du? spurgte Maria stille, da de kom hjem, og Ingrid overtog babyen og begyndte at nusse.
Maria, jeg har ondt af dig, men jeg elsker dig ikke mere. Hjemme venter Rikke. Og Rita. Rita er kassemedarbejder i børneteatret; vi mødte hinanden, da jeg ikke kunne vælge billetter til Rikke.
Tag dem til Askepot. Det er et dejligt stykke. Min egen niece elskede det, sagde Rita.
Hvordan ved du, at jeg har en datter? spurgte Jens.
Du har dansesko og spænder i posen. Danser hun? smilede Rita.
Jo, hun går til dans, men skoene er for store, skulle byttes Så Askepot, OK. Den femte, det er hendes fødselsdag.
Den fødselsdag blev noget helt særligt kage, lege og stjernekastere. Maria ringede og ønskede tillykke; Rikke spurgte, om hun ville komme, men Maria kunne ikke ingen til at passe den lille Ole er væk om natten, træt af Maria, hun er så irriterende. Ingrid er igen på rekreationsophold for ældre, med procedurer og diæt. Ole ordnede det for hende. Lejligheden er lejet ud; alt skal kunne betale sig
Men nu er Ole kommet i problemer, efterforskere har været forbi og spurgt efter ham, Maria har ikke set ham, men han efterlod da penge.
Marias hus står i flammer. Hun har intet, alligevel alt kun lille Oliver tilbage. Måske det er nok at begynde forfraPå parkeringspladsen foran det lille rækkehus kravler Rikke op i fars favn med sin bamse og sit lune, frejdige grin. For en stund glitrer verden selv i den lavthængende, lune aften, hvor skyggerne falder lange. De står dér, far og datter, mens Rita åbner vinduet i køkkenet og vinker. Indenfor dufter der af tomatsuppe og nybagte boller.
Jens sætter Rikke ned; hun løber hen til Rita, som smøger ærmerne op og trækker hende ind til sig. Sammen dækker de bord og sprutter af grin, når bollerne lejer bjerge på tallerkenen, og suppen næsten skvulper over.
Jens smiler for sig selv. Han bygger ingen drømmeslotte af tændstikker længere virkeligheden er skrøbelig nok, men også stærk. Han ser på Rikke, som hurtigt har fået et nært bånd til Rita: en ny slags familie, den slags, man måske aldrig havde regnet med, men som vokser frem, roligt, lidt ad gangen, med plads til både savn og glæde.
Senere, i den blå skumring, sidder han på sengekanten. Rikke kysser ham på kinden.
Far, tror du, der findes helgener? spørger hun pludselig.
Jens smiler og aer hende over håret.
Måske ikke som på farmors billeder. Men nogen gange kan man godt være en lille helgen for dem, man elsker. Du er min.
Rikke trækker dynen op under hagen og kikker mod vinduet, hvor resterne af dagens lys glitrer i den klare, lette ballonfarve, der stadig klæber til hendes sind, selvom hesten for længst er sprunget i stumper.
Hun blunder ind, med et lille smil på læben, tryg og elsket.
I aften er alt, som det skal være. Og i morgen bygger de videre ét lille tændstikhus ad gangen, side om side, uden at være bange for ilden, men med værn om det, der virkelig tæller.
