Viggos kærlighed
Viggo Steffensen traskede længe frem og tilbage foran opgangen, satte sig på bænken, rejste sig igen, uden rigtigt at turde gå ind. Han blev varm, skjortekraven gnavede om halsen, og under jakken var luften tung som i et drivhus. Skoene klemte så man havde lyst til at hyle men Viggo bed det i sig. Det var ikke uden grund, han dagen forinden havde siddet halvanden time hos frisøren, bagefter taget i bad i den gamle svømmehal, og om aftenen havde stået i sit lille, tarvelige værelse og presset bukser, sprøjtet dem med vand så det hvæsede under strygejernet. Han brændte sig endda et par gange han ville jo have det hele i orden. Da han troede, at bukserne endelig var færdige, så han pludselig et hul i syningen Gudskelov! Ikke midt på stoffet. De gamle tråde slap, så han måtte sy det sammen. Og tråden ville ikke i nåleøjet, og den hængende lampepære uden skærm gav for lidt lys. Viggo peb lidt, men skældte sig selv ud. Han skulle jo vænne sig af med de grimme ord man bander ikke foran damer!
Næste morgen, da han mødte sin nabo i kollegiet, Grete, en besværlig dame, sagde hun, at Viggo lugtede af hund.
Hold nu op! Hvilken hund? Jeg var jo i svømmehallen i går! Jeg vaskede mig det hele! protesterede Viggo.
Det hjælper ikke! Du stinker! sagde Grete bestemt. Du har sikkert siddet på en hundekurv. Jeg kan hjælpe dig. Jeg har en eau de cologne, der slår alt ihjel. Enhver duft bliver overdøvet! Hent den lige!
Grete rullede smøgen frem og tilbage i munden, ventede ikke på samtykke, men vendte straks tilbage med en flaske mørkt glas, rillet som krystal med stor prop og en tyk kvast, pyntet som persiske øreringe.
Så! Nu sprøjter jeg den på din isse. Kom nu! Hun sigtede, men Viggo vred sig adræt udenom og skjulte sig bag en stegepande.
Nej tak! Du ødelægger det hele! Gå væk! Jeg er altså ikke skaldet!
Vrøvl! Hvem kan lide, at man lugter af hund? Alle foretrækker cologne! Kom så med hovedet! beordrede Grete.
Viggo underordnede sig han frygtede Grete og kunne ikke protestere overfor en kvinde.
Isen blev fugtig, og snart bredte sig en stærk, gammel duft.
Ja-ja sukkede Grete. Den er blevet dårlig, men det går! Endnu en sprøjt? Hun ville til igen, men Viggo flygtede ind i badeværelset og skrubbede længe hovedet, men colognen forsvandt ikke.
Hvad gør jeg nu? Skal jeg prøve med jordbærsæbe, eller måske brunsæbe Det må hjælpe! lød hans råb under brusende vand, mens Grete ventede i køkkenet og lod fisken stege. Viggos jakke blødgjorde stolens ryg Grete blev rørstrømsk over den lille hverdagslykke. Der var både hende, en mandsjakke, selv med hundelugt, og Viggo, klodset og akavet, men alligevel. Godt! Rart
Colognen duftede stadig, jakken kom til at lugte af fisk, bukserne blev lidt krøllede, men Viggo sprang allerede henad gaden mod Store Kirkestræde, stødte ind i folk, undskyldte, stoppede for at få vejret, undgik knapt fejemaskinen, og i alt dette var han helt salig af forventning. I dag var dagen! I dag Tænk at det virkelig kunne ske. Han havde gennemgået det hele i tankerne tusind gange, øvet samtaler for sig selv, nikket eller skulede, hvis han syntes tankebillederne ikke passede.
Han vidste præcis, hvad han ville sige, hvordan han skulle træde frem
Blomster! Han havde glemt blomster! Pæoner De måtte være i knopper, ikke udsprungne, så magien måske kunne ske hjemme i lejligheden. Hvor var der en blomsterbod?
Viggo så sig om. En bager, en teforretning, et skomageri Men hvor?
Undskyld, hvor kan man købe blomster? spurgte han en forbipasserende, men ingen lagde mærke til den svedige Viggo. Undskyld, ved De
Ingen bemærkede ham.
Du, Viggo, roder bare rundt, og intet kommer ud af det! sagde Grete om sin håbløse nabo, altid lidt dæmpet ovenpå. Og satte en fuld tallerken kartoffelsuppe foran ham, og lagde en skefuld creme på, så den hvide klat smeltede og fedtet drev op. Først så måtte den håbløse Viggo spise, rose maden, takke, nikke og ryste på hovedet. Han havde lært: man skal rose den mad kvinder serverer, altid! Helst bede om mere, hvis man tør. Men det havde Viggo ikke mod til hos Grete. Dog hendes suppe var vidunderlig.
Hvor er der blomster? Ah, der! På den anden side!
Han ventede, løb over og styrtede ind i blomsterbutikken.
Hvad kan jeg hjælpe med? Pæoner? Ja, selvfølgelig! sagde ekspedientpigen og pegede.
Har I knopper? Sådan runde kugler, hvor man ikke kan se farven helt endnu, og så springer de måske ud i natten og Viggo blev rød, turde ikke se hende i øjnene. Han blev stadig forlegen overfor kvinder, ligesom som barn, når han fulgte med sin mor på besøg hos veninder.
Viggos mor var enlig, ulykkelig og desillusioneret med mænd. Det var dét, hun diskuterede i weekenden med ligesindede veninder, skændtes, græd, fnisede af mændenes fejl, mens Viggo sad i hjørnet og ventede på, at besøget var ovre. Han måtte ikke være alene hjemme, for han var uduelig, kunne brænde sig. Og heller ikke røre sig for meget hos veninderne så var han klodset.
Så sad han, og kradsede tapet med neglen, mens kvinderne diskuterede ham ligesom et dyr i bur. De spurgte, om tanten klædte kjolen, hvor mange pæne piger han havde set til børneteater, hvad han syntes om filmhelte, og om han mente, tante Ulla og tante Bodil var smukke.
Viggo anede ikke, hvad han skulle svare, plejede bare mumle, og så skældte mor ud for at være sprogløs.
Man skulle svare rigtigt, og lille Viggos hoved snurrede, han glemte, hvad mor havde indprentet ham om helt og kjole. For Viggo havde en hemmelighed, moren ikke kendte, sin egen, meget smukke hemmelighed Naja. Ingen plads til andre tanker.
Naja boede på Store Kirkestræde i en kæmpe lejlighed med altan med figentræ og bløde lænestole, en stue med buffet og et servicesæt til festlige lejligheder, selv toilettet var fantastisk. I biblioteksstuen havde Najas far et bogskab, flotte, samlerudgaver med guldtryk og hilsner, indlagte postkort Viggo blev tryllebundet.
Han forstod jo godt at han ikke var værdig, ikke kunne bladre i de bøger med sine klodsede hænder, næppe kigge på dem, men hvor han ønskede
Viggos mor brød sig ikke om litteratur, syntes det var spild, men Viggo sad timevis på biblioteket, sugede til sig, memorerede, og hjemme var alt straks glemt, så snart mor begyndte sit brok: talte dårligt om mænd, faren, og lovede aldrig mere at lade en mand komme tæt på. Følsomme Viggo blev bange, græd, så bøgerne forsvandt igen.
Men hos Naja, blandt figurer og lysekroner og malerier, åndede han frit mens Naja hoppede rundt og sparkede skoene af.
Naja begyndte i Viggos skole for nylig, smuk, lidt overlegen, men det var netop fordi hun var den smukkeste. Viggo bar hendes skoletaske. Han fik lov til at følge hende.
Min fars assistent følger ham altid, bærer mapper, paraply, åbner døren, forklarede Naja. Så kan du følges med mig. Du kan lide mig, ikke?
Viggo nikkede.
Assistenterne fik penge Viggo blev bare ikke smidt ud og fik stå og vente i entreen mens Naja skiftede til frokost.
Najas husholderske, Birgitte, lod ikke fremmede, altså Viggo, spise med, men gav ham i smug en pose nødder, bolsjer eller småkager.
Nå, Viggo, du kan godt smutte nu, sagde Naja godmodigt når hun kom ud. Tak for selskabet.
Viggo svævede! Han var ønsket, man smilte til ham, ikke afvisende og med væmmelse som de andre kvinder.
Mere behøvede drengen ikke. Nikkede, gik. Han bad aldrig om bøgerne, skønt det skar i hjertet. Men nej, så blev han for påtrængende, ikke?
Han og Naja afsluttede tiende klasse sammen, Viggo hjalp hende til eksamen, overvejede at fortælle om sine følelser til dimissionsfesten. Modigt? Ja! Men en dum plan, hvor var han og hvor var hun Alligevel satsede han, slagtede sparegrisen, købte Najas yndlings-pæoner, skjulte dem i garderoben, men nogen havde sat sig på buketten blomsterne var ødelagte. Og til dimissionen kom en fyr i marineuniform, tog Naja med ud at danse, Viggo stod og så på, og de grinede. Sikkert ad ham
Viggo gik hjem, blev ikke og sang med. Ligegyldigt. Mor havde ret, han var håbløs, helt uduelig.
Birgitte fortalte ham senere, at Naja giftede sig med den søofficer, flyttede til Aarhus og studerede til ingeniør.
Hvad med dig, min dreng? Hvad skal du så? spurgte Birgitte.
Ved ikke. Det er lige meget. Farvel! råbte Viggo og forlod hende.
Han klarede sig dog; kom på ingeniørstudiet, gennemførte flot, arbejder nu hos entreprenøren, bor i en arvet kollegiebolig fra far. Han giftede sig aldrig, kurtiserede knap nok nogen. Han var bange for ikke at være god nok. Ventede. På hvad? På Naja.
Han ventede. Der gik femogtyve år eller mere.
Viggo! Viggo! Kan du ikke kende mig? råbte Birgitte, nu en gammel kone, stadig med travlhed og indkøbsposer.
Åh, godaften Viggo Steffensen hilste distræt, men genkendte Birgitte og smilede.
Naja er kommet hjem! Du genkender hende næppe hun har taget på! Skilt sig fra sømanden. Kom og besøg os, Viggo! Hun lider sådan, måske du kan muntre hende op Birgitte så tiggerisk op på ham. Kommer du, Viggo?
Hvilken Viggo?! Bare en sølle lejer i kollegiet, fattig og ussel som moren altid sagde!
Men hvad nu hvis det er skæbne, Viggo? Vil du ikke komme hun har spurgt efter dig
Hun har spurgt? Hun husker ham? Tænk hvis måske det virkelig er skæbne?
Ja. Jeg skal nok komme nikkede Viggo alvorligt. Og tak! tilføjede han.
Gamle Birgitte smilede. Hun så stadig Naja og Viggo som de unge, der skubbede til hinanden i gangen og rødmede Selvom årene var gået, forekommer andres ungdom altid at blomstre længere end ens egen
Viggo gik rundt i byen tusind tanker i hovedet den aften han hørte om Najas hjemkomst.
Hvad kunne han give hende? Hvad havde han, hun ikke havde? Ingenting.
Fint nok. Sådan er det. Sådan må det være!
Det blev til frisøren, svømmehallen, tøj med huller, Gretes cologne, jordbærsæbe, og pæoner i papir, og hans blik rettet søgende op mod hendes vinduer
Efter lidt tøven åbnede Viggo opgangsdøren og gik ind.
Det hele væltede ind. På trappen havde Naja engang slået knæet, og Viggo pustede på det, det var så hvidt gennem de hullede strømpebukser, så blidt Og her ovenfor trapperne havde de spist kirsebær engang efter skole, han rakte hende én, hun tog den med læberne fra hans hånd, drillede, smagte på Viggos kærlighed, så rødmede hun og så væk
Ved den store plantekrukke havde hun engang gemt sin karakterbog for sin far. Næste morgen manglede den dårlige karakter, Viggo havde forsigtigt tryllet den væk, og ingen opdagede noget
Han rettede på jakken, trak vejret, ringede resolut på døren.
Birgitte åbnede, lyste op:
Nå! Det var da fantastisk, Viggo! Katastrofebesøg! Naja! NAJA! Se, hvem der kommer!
Hun vendte sig ind mod lejligheden.
En dør ind til stuen knirkede, og Naja kom ud. Jo, hun var blevet rundere Tiden. Hendes mor var også buttet i den alder, med fyldige, rødmosset kinder og bløde hænder.
Hvem er det? Hvem hun kiggede, hendes øjenbryn løftede sig på den ellers glatte, nu krøllede pande. Viggo? Er det dig?
Han blev forlegen, sagde noget vrøvl, men så rakte han Naja pæonerne.
Tak Du kan faktisk huske, hvilke blomster jeg kan lide Du kan huske alt, ikke? hviskede hun.
Najas mor, Karen Steffensen, stak hovedet frem fra stuen, brød nu smilende armene ud tidligere havde hun aldrig ofret Viggo mere end et kort nik.
Denne aften var alt anderledes. Livet var levet, meget tabt, meget vundet. Nu havde Viggo en plads her, han var værdig.
Ja, du kan se, hvordan det gik min Naja… hviskede Karen, mens de tog plads ved bordet. Hendes mand forlod hende for en anden. Frygteligt! Og tænk, han havde stadig sit arbejde, intet skete! Og boligen beholdt han, men Naja er hjemme for at sørge. Har du bemærket, hvor slank hun blev? Viggo, spis dog noget! Prøv nu den aspic, jeg lavede den på kalkun for Naja
Mor! Hold op, det er pinligt! afbrød Naja. Viggo, fortæl, hvordan har du det? Hvad med din mor?
Aldrig før havde hun spurgt til hans mor eller hvor og hvordan de boede. Pludselig spurgte hun
Viggo trak på skuldrene.
Mor holder sig, selvom hun er syg, men hun klarer det. Jeg jeg er arkitekt. Mange projekter. Jeg bor for mig selv, arvede et værelse efter far jeg behøver ikke så meget.
Karen trak munden lidt sammen, men smilede straks igen.
Byggeri, det er godt, ikke Naja? København vokser sig smukkere! Tænk, det føles som om I var børn forleden, de sødeste små duer klukkede hun. Jeg vidste altid, du ville blive et godt menneske Viggo. Birgitte, nu skal vi have det varme, kom! Viggo, du skænker vin! Og så er der and! Birgitte har sine forbindelser an eh nej, ikke anden, men Birgitte! grinte Karen. Naja, giv Viggo lidt. Salat og agurker! Spis, spis Tænk, som dengang I spiste her til frokost efter skole…
Hun sukkede vemodigt, Viggo ville sige, at han aldrig før havde spist ved deres bord, men Naja lagde sin bløde hånd på hans knoede fingerspidser, rystede svagt på hovedet lad nu mor få lov at mindes…
Viggo lod hende. Han blev lidt opstemt, kinderne brændte, hænderne svedte, og han ville helst smide jakken og sprede kraven og synge I En Lille Båd, Der Gynger. Han sang aldrig til fester; sad tyst, vidste han var den mindst værdige af Adams slægt. På arbejdet var det anderledes, så glemte han alt. Der havde han respekt.
Hos Naja gik det, som om han slap sig fri: de bød ham, ikke fornedrende, men af ære”.
Naja, vi går i køkkenet og henter te. Viggo, en kop fra samovaren er noget helt for sig Karens stemme blev saligt blød, hun trak datteren med sig.
Kun Birgitte og Viggo sad tilbage. De småsnakkede, Birgitte betragtede ham, han blev udtryg, rejste sig.
Jeg går lige ud og hjælper. Samovaren, du ved det er tungt! undskyldte han. Så ingen brænder sig!
Køkkendøren var åben på klem. Kvindegrin lød.
… Men godt, du fik fat i din Viggo, Naja!
Kom dog, mor… Gak.
Hvorfor gak? Barnet mangler en far, du en mand, især nu hvor du venter dig. Han har værelse, det kan udlejes, pengene i familien Åh nej! Ved du hvad, moren må flytte ind i det værelse, så tager du Viggo hjem, og så lejer vi hans lejlighed ud.
Mor, men han er jo bare… en tosset amatør! protesterede den, som Viggo nu forstod, gravide Naja.
Da du var sammen med sømanden, tænkte du da på, om du blev gift med en amatør? Nej! Viggo er københavner, uddannet, arkitekt det er da noget! Ikke Apollon, men… din far vil være tilfreds. Gå nu ind med chokolade. Hør nu! Karen skubbede Naja mod døren.
Naja tog chokoladefadet og gik mod stuen, men så Viggo pusle i entreen og fumle med døren.
Viggo, hvad sker der? Skal du gå? hun lød forskrækket.
Ja. Undskyld. Jeg vil ikke igen Igen være den, man tager for nar, Naja. Din mor, min mor, dine veninder Jeg har kæmpet for at blive respekteret, mit ord gælder, tegneren på kontoret, Pernille, ser på mig med respekt, min egen nabo Grete siger jo, jeg aldrig vil finde nogen men dig, Naja, du skulle bare bruge mig for bekvemmelighedens skyld? Nej. Jeg Jeg holdt af dig engang, gør det måske endnu men ordn selv dine problemer, Naja! Farvel.
Naja så forskrækket efter ham, sagde sagte:
Tak for blomsterne
Kun han vidste, hvilke blomster hun holdt af, hvilken is, hvilken farve aftenskyerne havde, at hun talte mellem lyn og torden og hadede flødekarameller og ikke drak øl. Selvom Karen ikke vidste det! Han kunne have været hendes gode mand, hvis bare de respekterede ham en smule!…
Viggo gik ud i gården, rev jakken af, knappede skjorte-kraven op, lod aftenkulden køle ryggen.
Væk! Væk fra denne opgang, dette gårdmiljø, væk fra fortiden! Hjem! Til Grete og hendes kartoffelsuppe og det rare brok, til sine bøger og projekter. Der i kollegiet blev han behandlet som menneske, ikke som klodset nødvendighed. Hjem!..
Han småløb ned ad Godthåbsvej, krydsede Vesterbrogade, videre, men så lød en stemme bag ham.
Viggo Steffensen! Undskyld, Viggo Steffensen
Han vendte sig. Pernille, tegneren fra arbejdet, slæbte på en stor, tung sæk.
Pernille Nielsen? Er du her? spurgte han.
Ja Min moster bor her, jeg har fået æbler fra kolonihaven. Kan du tage nogen? Jeg kan ikke bære dem alle…
Nej, behold dem. Du er tynd, du får brug for dem. Jeg tager sækken sig hvor jeg skal!
Pernille viste vej
Bagefter drak de te i hendes køkken, med æbler og gammeldags æblekage. Pernille fortalte om sine forældre i Jylland, om broren i forsvaret, om da hun som otteårig ville tage toget til ham, men blev stoppet på Hovedbanegården, og om dengang hun tog en herreløs hund med hjem, som hendes mor måtte vaske og kurere.
Viggo lyttede fordybet, glemte alt om skjorter og hundejakker og Naja.
Pernille, hvilke blomster kan du lide? Tænk dig grundigt om! spurgte han.
Jeg? Som barn fik jeg asters af min far på fødselsdagen dem elsker jeg endnu.
Naja trampede stædigt barnevognen frem gennem marts-sjap, øjnene mørke. Bilerne tudede foran, et bryllupsoptog røg forbi, hun så ikke brudgommen, men syntes han lignede Viggo, og bruden en tør soldat
Barnet vågnede, græd. Naja bandede hult, kiggede efter optoget, mindedes livet i Århus, og sukkede.
“Alt sammen mors skyld! Ja, hun skræmte Viggo væk nu må hun selv rode med det!” forstod Naja pludselig.
En time senere stod hun i sin mors gang med kufferten.
Hvordan skal det dog gå, Naja? Hvad skal vi gøre med lille Holger? Han er jo helt lille! Karen slog ud med hænderne.
Du må klare det! Jeg tager til manden min. Tilgiver han bliver det godt, gør han ikke tager jeg kampen. Mors skyld! Nå, hvem er vi?
Jamen Max fra supermarkedet. Vi kan faktisk sammen, han kan hjælpe med varer Karen rødmede som en teenager.
Naja tav, hvæsede:
Så er det godt. Holger får en bedstefar med madvarer glem ikke, han tåler ikke appelsiner. Nå, mit tog går. Hej mor!
Naja smækkede døren. Holger græd hos mormoren. Karen forsøgte at trøste, men det var ikke let.
Max, Karen nye bekendtskab, forsvandt sporløst. Karen forbandede ham.
Naja ringede kun et par måneder efter og bad om penge.
Hvordan går det, skat? Kommer du hjem?
Måske ved ikke endnu. Kys Holger. Hæng mit billede op så han kan huske hvordan mor ser ud lo Naja og lagde røret på. Hun havde travlt, hun havde jo sit.
Viggo sad tæt ved en sovende Pernille og smilede. Han, Viggo Uduelig, skulle være far! Måske en søn, en datter bare det bliver sundt, og Pernille får det let.
Han lagde stilfærdigt tæppet over hende og slukkede lampen.
Sådan er Viggos kærlighed enkel og varm. Han ventede.
