Vuggevise
Mathias, kom nu! Sæt i gang! Dine snørebånd hænger igen Signe trak sin søn gennem den grå gård, men drengen satte sig ofte på hug og ville slet ikke med.
Mor, hjem! Mor, hjem! peb han.
Hvorfor! Åh! Tag dig nu sammen, du er jo stor. Og du skal ikke tisse i bukserne! Forstået? Signe så strengt på sin søn, som lod blikket glide ned mod asfalten.
Der bredte sig en mørk plet på de brune fløjlsbukser, og sokkerne blev våde.
Nej, hvad nu! Hvordan skal vi så tage af sted? Kunne du ikke vente!? Signe vendte om mod opgangen i den store boligblok. Hun holdt lille Mathias fast i den ene hånd, mens den anden bar hanken på sportstasken, hvor dåser klirrede. Skift nu, hører du? Ellers bliver suppen kold, og vi skal hjem til mormor…
Mathias, næsten skaldet efter sit korte klip, snøftede og tørrede næsen i ærmet på sin ternede skjorte. Han var pinligt berørt; det føltes som om alle kiggede på ham. De store drenge ved hegnet grinede vist, og den gamle dame på bænken rystede vist på hovedet. Mathias havde gjort noget forkert, meget forkert, og derfor var mor sur…
I elevatoren stod de med en fremmed mand, som duftede af sved, billig aftershave og læder. Lige sådan havde far altid duftet, mindede Mathias sig selv om.
Men mor havde smidt far ud for snart et halvt år siden og sagt, at han skulle gå til sine egne sværmere. Far havde stået midt på gulvet, samlet sine ting, taget kufferten og set trætte på Mathias, trukket på skuldrene.
Tja, Mathias… Farvel.
Og døren blev smækket. Mor græd hele aftenen. Mormor trøstede, holdt hende tæt, glattede hendes hår. Da Mathias også begyndte at græde, kunne mormor ikke længere holde det tilbage og skældte ud på datteren for at have smadret familien, jaget manden væk og efterladt barnet uden far.
Mathias gemte sig under sengen. Han blev bange ved tanken om, at mor også en dag kunne sige: Tja, sådan er det, og gå sin vej. Den tanke var rædselsfuld…
Men Signe blev og opdragede sin søn, delte køkkenet med sin mor, Margrethe, afleverede Mathias i børnehaven og stirrede ud over gården fra vinduet om aftenen…
Mormor Margrethe var sjældent hjemme måske arbejdede hun meget, måske ville hun bare undgå datteren. Mathias vidste, at mormor havde arbejde og bestyrelsesarbejde, sad i udvalg, fik ting ordnet, trykkede på knapper, bankede på døre og forklarede ting. Der var ofte ikke meget rest af mormor til ham og moren. Hun kom hjem sent, når Mathias allerede sov, sad i køkkenet i mørket og drak for sød te og kiggede ud i intet ja, hvad var det, de voksne hele tiden ledte efter derude bag ruden?
Men nogle gange, når Mathias gik på toilettet om natten, kaldte mormor på ham, satte ham på knæet og vuggede ham. I film får børnene sunget vuggeviser, men Mathias fik aldrig en sang.
Syng, mormor! Syng for mig, bad Mathias.
Jeg kan ikke, Mathias-blomst. Jeg kan ikke de sange. Bare sov. Ellers vækker vi mor. Jeg vugger dig bare, undskyldte Margrethe.
Mathias sukkede, lagde armene om hendes hals, gav et kejtet kys på kinden og lagde hovedet til rette på de store mormor-lår. Han elskede hende. Og elskede også mor, selvom hun altid skældte ud og skubbede ham væk, sagde, at Mathias var stor og skulle klare sig selv.
Men han ville ikke klare sig selv, han ville have sin mor…
…Nu er Signe på vej hen til hospitalet til sin mor med frisk kyllingebouillon og frikadeller. Mathias var nødt til at komme med, for børnehaven lukkede for sommeren, naboen, som nogen gange hjalp, var taget i sommerhus. Hun kunne ikke efterlade drengen alene!
…De sagde, jeg skal undersøges, havde Margrethe undskyldende fortalt datteren for en måned siden. Blodtrykket svinger, dårligt hjertekardiogram…
Åh, hør nu! Det siger de til alle! Du har jo piller, tag dem nu. Alt er fint, mor! I din alder har alle noget. Pjat! De vil bare have deres tal, lave statistik, det er det hele! afviste Signe.
Hvilket hospital? Undersøgelser? Margrethe, selvkørende og stærk, ligefrem leder for alt og alle pludselig indlagt… Det lød ikke rigtigt!
Tja… måske har du ret… mumlede Margrethe usikkert. Som man siger, pas dig eller kom aldrig derind! Jeg udsætter det, vi ser.
Og hun udsatte, holdt ud, indtil det larmede i hovedet og hendes ben blev til blå, opsvulmede reb under huden. Mathias stirrede tit på de ben i smug, som blev pinligt rynket, men han turde aldrig røre ved dem.
Endnu en sommer kom; Margrethe havde været i sommerhus, plantet stiklinger, ordnet drivhus og have. Men da hun kom hjem, slog blodtrykket bunden ud.
Margrethe blev hentet med ambulance. Sygeplejersken bebrejdede hende: hvorfor havde hun ventet så længe, hvem skulle bruge sommerhuse, hvis man ikke har helbred? Også Signe fik skældud, for at forsømme sin mor
Slap nu af! skød Signe ind. Det kan ske for alle. Hvorfor skal I altid belære? I skal hjælpe her, ikke give skældud!
Signe, lad være. Lægen har ret. Det er min skyld Jeg er træt, min Signe arbejder meget… Margrethe stønnede, og Signe blev vred og flov på samme tid.
Sygeplejersken trak på skuldrene. Og barnet… ingen far? To fraskilte prøver at ligne uafhængige kvinder. Jeg har set mange som denne, hun nikkede mod Mathias. De har ondt, men man kan ikke hjælpe dem; man kan jo ikke sætte et nyt hoved på dem. Kom, nu skal vi ind i bilen, kom nu…
Margrethe fik hjælp ind i bilen, tasken sneg sig ind under armen, og Signe spurgte, hvor de skal hen.
Godt, mor, jeg tager hjem til Mathias. Kommer igen i morgen, forstår du? råbte Signe køligt efter hende. Eller føltes det bare sådan?
Margrethe nikkede, for træt til at vende sig. Båren i ambulancen var hård og kold, men det var næsten rart
Mathias faldt i søvn sammen med mor i stolen. De stønnede, vred sig, var varme ved hinanden, men turde ikke sprede sig i hver sin ende. For sammen var det mindre smertefuldt, mindre farligt!…
Næste morgen ringede Signe til hospitalet utallige gange, skældte receptionisten ud, truede med klage. Hun bad Mathias blive hjemme, gik på arbejde, men kom snart hjem, forberedte alt, som informationscenteret havde sagt, og kørte til mor om aftenen, trådte hurtigt ind på stuen.
Luften var klam, duftede af indelukkethed. Signe åbnede straks vinduet, uden at spørge. Hun var vant til at klare alt selv. Måske derfor gik Vagn Mathias far og fandt beundrere, som lyttede og nikkede. Signe kunne ikke det der; hun var stædig som sin mor, handlede efter sit eget hoved.
Margrethe lå ved vinduet, smådøsede under det tynde tæppe.
Mor! Hvornår bliver du udskrevet? Jeg måtte næsten slippe alt for at komme hvad siger lægen? skyndte Signe, men blev horribelt bange over mors blege udseende, de magre arme, det nu sølvgrå hår.
Hun skubbede en fremmed kop væk fra natbordet for at lægge kiks og æbler frem.
Dame, undskyld, men det er mit bord! Man hilser i øvrigt her! stemte en gammel dame fra nabosengen ind. Luk vinduet det trækker!
Signe så på den gamle. Tør, rynket hud, for stor til det spinkle, næsten gennemskinnelige ansigt, blå læber rørte sig som i evig tyggen. Signe fik øje på gebisset i koppen på natbordet og gøs.
Mor, hvornår skal du hjem? Du ser godt ud! Signe så væk, lagde alt over på et andet bord. Jeg kan ikke få Mathias passet, børnehaven er lukket. Det renoveringsfiks-fiks er da ligegyldigt! Suppen er lidt kold, men spis, mor, ikke sandt? hun snakkede løs. Så hvornår hjem? Du har jo snart ferie, du kan tage Mathias op i sommerhus…
Signe… Jeg hørte ikke, du kom ind… Stil suppen, jeg spiser senere, tak, skat. Signe Det er sådan, forstår du Margrethe nervede med dynens hjørne. De siger, jeg skal have en operation. Når jeg er klar Skulle have gjort det før, med hjertet, mener de…
Signe stivnede midt i sorteringen af æbler, vendte sig, stak hænderne dybt i lommerne på den udleverede, godt brugte kittel, skjulte rysten.
Hvad mener du en operation igen!? Mor, de lyver jo! Forstå nu de vil bare have én på operationsbordet, så de kan notere en redning! Og…
Stop, Signe! Du tager fejl! indvendte Margrethe. De har forklaret alt, kardiogrammet Det skulle være gjort for længst…
For længst? Hvad mener du? Nu må du holde op skal du op? Nå, så kom men husk, hvordan far havde det, lægerne sagde det samme, du sagde bare: Så læg dig da, skulle lige ordne noget selv!
Signe vred sig fri af hendes hænder, vendte sig bort. Herregud, så mange år men hun kunne stadig ikke tilgive Margrethe, at far døde, alene, mens hun ordnede ting, forklarede og rejste. Hun havde end ikke sagt farvel; var ude at rejse…
Hvor gammel var Signe? Seksten? Far havde sagt, det snart var tid til at blive gift, få børn, og han ville tage sig af dem. Signe havde stemplet i gulvet, råbt, hun aldrig ville giftes, men ville være fri!
Men far fik ikke set det… De ringede tidligt en dag og sagde, de måtte tage stilling.
Men hvad skulle man stille op uden far?
Margrethe havde arbejde… hun kom så snart, hun kunne, græd og prøvede at kramme Signe, men pigen rev sig løs.
Det er din skyld! Du passede ham ikke. Han ville ikke indlægges; du tvang ham. Du gik endda til overlægen for at få det fremskyndet! græd Signe på gulvet.
Der var gået mange år, måske en evighed smerten slør, bitterheden forsvandt. Tilbage var tomhed, fortrydelse. Men nu væltede det frem, og Signe blev bange, denne gang for sin mor.
Jeg ved, du har travlt, Signe, du har Mathias Jeg vil ikke være til besvær, jeg prøver at komme mig hurtigt Bare hjælp mig ud på toilettet. Jeg vil vaske ansigt… Margrethe satte sig langsomt, prøvede trække morgenkåben på, blev svimmel. Det føltes mærkeligt at bede om hjælp, hun plejede at klare alt selv. Nu måtte hun lære at være svag Hjælp
Signe lagde kåben over moderens skuldre, mærkede, hvor tungt hun lænede sig op ad hende, hvor langsomt skridt de tog.
Indeni voksede Signes frygt, og ud af frygten kom irritationen.
Så, nu er vi her! Vask dig, mor! Kom! Signe åbnede hanen, støttede Margrethe, mens hun kluntet prøvede at vaske ansigt og hals under den korte hane. Forsigtigt, gulvet er vådt, du kan glide! Mor!
Margrethe bøjede sig, mens kvalmen skyllede ind over hende.
Tør op! vrissede den gamle dame fra sengen. Hele dagen vasker hun sig, plejepersonalet gider ikke længere! Gør rent så!
Signe kiggede forvirret på moren, på vandet, så væk, bed tænderne sammen.
Undskyld, Signe
Margrethe, bleg, svedig, humpede tilbage og satte sig, skjulte ansigtet i hænderne.
Jeg skal bede om at få dig flyttet! Hvem ved, om du ikke smitter. Du ser helt grøn ud, mon ikke du falder om! råbte den gamle nabokone nu. Plejepersonalet! Lægen! Få hende væk! hun pegede med en benet finger på Margrethe.
Signe, rød i hovedet, rystede på hånden, fandt en moppe og en spand med klorchok-vand og gjorde rent. Bare Mathias venter, bare han ikke er løbet væk, stakkel!
Mens konen hujede og bankede i sengen, faldt Margrethe grædende om på puden.
Ti stille! Signe stormede frem, knugede hænderne mod den gamles nøgleben, så hun stivnede. Skrig ikke ad min mor! Ellers knækker du! Ikke mere fnidder. Er du selv alene? Ingen til at skifte dit sengetøj? Fordi du har jaget alle væk, ja? Alt skal være for din skyld! Gå hjem, hvis du vil have komfort her er alle lige! Kan du ikke lide det, smut. Giv plads til nogen andre!
Signe svedte, tørstedes, ville bare væk. Den gamles ånde af råd og åben, sort mund lignede døden selv.
Nå, beundrer du mig? fnøs konen. Du har ret. Ingen har jeg. Børnene stjal lejligheden, nu slås de om dele. Manden gik, da jeg ventede med den yngste. Venner havde jeg aldrig. Fortryder jeg? Nej. Jeg har millioner! Hørte du? Millioner! Jeg sparer og nægter alle. Når alt er overstået, bruger jeg dem på mig selv. Ikke til børn, ikke til nogen! Du skulle også bare stikke af din mor er en byrde. Hun lammer dig, gør dig grå. Flygt, mens tiden er!
Hun stak kæben frem, grinte grumt.
Men Signe havde været alene, siden far forsvandt. Vagn var kortvarigt i hendes liv, men hun skubbede ham bort. Hun kunne ikke vænne sig til at tage hensyn, at dele. Barnet føltes mere som en marionet, en ejendel, hun selv styrede.
Og mor den trætte kvinde med synlige grå stænger i håret, med låg af tæppe og hurtigt gennembidte negle var pludselig kun svagheden selv
Det var tid at gå, lægerne vidste bedst, og Mathias ventede.
Mor! Lad mig hente lægen, ikke? hviskede hun, aede ryggen. Lægen klarer det.
Det går nok, snart er jeg bedre og ingen operationer. Jeg vil ikke være til last. Gå til Mathias, Signe. Tak, du kom… Kom ikke mere du har travlt, jeg ved det. Kom ikke.
Mor kyssede sjældent Signe godnat, sad aldrig med hende ved sengen. Nu sagde hun farvel som for at jage hende væk.
Signe bar spanden ud, gik lidt rundt, indtil hun kom igen.
Sådan, mor! Du er ingen byrde, du skal nok blive rask. Jeg kommer hver dag! Og når du kommer hjem, tager vi allesammen sammen af sted. Og du skal ikke være bange; lægen er god! Mor jeg elsker dig. Du er aldrig for meget!
Margrethe smilede, greb datterens hånd og kyssede den.
Signe kiggede på den gamle på sengen hun var stille. Måske græd hun? Eller det bare så sådan ud…
Da Signe og Mathias kom hjem, ventede Vagn på bænken. Da Mathias så far, løb han og sprang op i favnen.
Signe, jeg hørte Margrethe… Jeg vil gerne hjælpe. Hvad kan jeg gøre? spurgte Vagn.
Signe kneb læberne sammen. Hun kunne klare sig selv! Men Mathias tørrede lige så stille i hendes ærme.
Nej, hun kunne ikke klare alt alene. Og Mathias havde det godt med sin far.
Hvad med dine sværmere? spurgte Signe.
Åh, Signe Stop nu. Jeg vil gerne være sammen med jer. Hvis jeg ikke må komme ind, så kan jeg i det mindste hente Mathias, tage ham i sommerhus. Hvis du vil…
Signe afbrød.
Jeg ønsker en rigtig familie. Men jeg ved ikke, hvordan man gør, forstår du? Min mor kunne heller ikke, og nu er hun så svag og ulykkelig, bange for at være til besvær. Vagn, jeg er så bange for hende…
Vagn forstod alt. Og elskede stadig Signe.
Da Mathias sov, sad Signe og Vagn længe tavse i køkkenet. De var bange for at tale, for det endte alligevel altid i skænderier…
Mor, sæt dig, jeg vasker dig. Du skal ikke selv gå hvad nu, hvis du vælter? Sådan, læn dig bare lidt Signe rettede kanten på mors natkjole, strøg håret væk fra panden. Sådan… og nu skal du spise lidt. Hvorfor spiser du aldrig, lægen siger det er vigtigt! Her er hjemmelavede frikadeller. Mathias har hjulpet de store er hans!
Margrethe smilede over at se Signe anrette maden hun følte sig heldig og flov. Men hvor var det rart at blive passet på…
Tak, Signe. Har du selv spist?
Nej, jeg nåede det ikke. Fra arbejde hjem, så direkte herover.
Hvor er Mathias?
Signe tøvede, sagde så:
Mor, Vagn er vendt tilbage. Det er bedre, ikke? Mathias ser op til ham, lærer at binde snørebånd. Vagns ferie passer og når du er imod, rejser han.
Mod? Hvordan det? Nej, Signe du lod ham ikke komme tilbage for bare at udnytte ham? Gør ikke mine fejl! Jeg værdsatte ikke nogen, først da det var for sent. I er en familie så vær det…
Mand og kone én stor djævel! Min egen kunne slå, så det gjorde ondt… snarrede den gamle igen. Signe vidste nu, hun hed Rigmor Madsen og var kommet hertil fra et plejehjem. Ingen pårørende besøgte hende.
Åh, Rigmor du forandrer dig aldrig! grinede Signe, satte en pose med tøj på hendes natbord. Nogle natkjoler, strømper, bluser, lommetørklæder.
Rigmor slog pakken væk.
Tag det, jeg har ikke brug for jeres almisser!
Men Rigmor, jeg fandt dit navn på en gammel plakat. Du var på teatret, ikke? Jeg så endda et gammelt stykke du var sådan en charmør!
Rigmor så sammenbidt på hende.
Man tjener på teatret, lille ven! Jeg fjollede rundt, men så bag mig: ingenting. Ville have, børnene voksede hurtigt… Nå, tak for gaven. Men brag aldrig mere, forstået?!
Signe aede hendes rynkede hånd.
Jo, jo! Vil du have frikadeller? blinkede hun.
Gå nu, din store klovn! Rigmor trak dynen over hovedet.
Signe tog ikke anstød. Hun havde indset, at det kræver noget at tage imod omsorg. Også for Rigmor var det svært
Oktober i år var lys og klar gyldne ahornblade, mørkebrune egetræer. Der var ingen svampe; sommeren havde været for tør.
Margrethe sad på sommerhusets veranda og fulgte Mathias i sandkassen.
Signe kom op bagfra og krammede hende tæt.
Det er mærkeligt bare at sidde, ikke at skulle nå noget Margrethe undrede sig. Er det alder, Signe?
Nej, mor, bare et nyt kapitel. Snart får du travlt igen det kan du jo ikke lade være med! lo Signe.
Måske Jeg vil bage kage til Vagn, før han rejser. Margrethe rejste sig langsomt.
Vi når det. Dejen er ikke klar endnu. Hvor går du? mobbede Signe.
Mathias skal have en hue det er koldt. Skal jeg bare sidde her? Margrethe traskede væk. Mathias smed sand, løb hende i møde, lo højt.
Signe smilede. Bare man kunne standse tiden et øjeblik og suge denne dag ind. Tage duften, solens blink, raslen gennem bladene og høre, hvordan mormor Margrethe synger vuggevise for sit barnebarn bagefter…
Mormor! Kan du synge nu? Sådan en sang, til at sove på? Lærte du det på hospitalet? hviskede Mathias første gang, mormor sang.
Ja, måske… Synger jeg godt?
Meget! Syng igen, mormor! Mathias lagde kinden mod hendes hånd, lukkede øjnene. Han vidste, at det hele nok skulle gå.
Nej, mennesker er ikke edderkopper, tænkte Signe. De kan bare ikke undvære hinanden og Rigmor ved det også! Nu skriver hun breve på papir til Signe og Margrethe, er vigtig og hoverende, skælder ud, men til sidst beder hun altid om tilgivelse. Hendes store hjerte sprænger den lille krop, længes efter andre sjæle, for sammen er livet lettere og varmere. Sager og gøremål må ikke tage den sidste tid til omsorg og varme kram fra familienMargrethe satte sig i gyngestolen, placerede Mathias på skødet og trak det ternede tæppe om dem. Stuen duftede af nybagt kage fra køkkenet, hvor Signe og Vagn snakkede lavmælt, stemmerne gled ind gennem de åbne døre som et blidt, uforståeligt ekko. Udenfor kærtegnede den lave oktobersol de sidste brandgule blade, blæste små dansende skygger ind over gulvet.
Skal vi tage den én gang til, lille ven? spurgte Margrethe sagte.
Mathias nikkede døsigt, og Margrethe begyndte, en smule hæs, men uden tøven, på sin første rigtige vuggevise knirkende, svag, men kærlig. Versene dansede afsted, og Signe, som stod diskret i døren med opvredede hænder, fik tårer i øjnene. Hun lyttede, indåndede billedet af sin mor og søn i det gyldne lys, for første gang ikke som barnet eller den voksne, men bare som Signe fyldt af ønsket om, at øjeblikket aldrig måtte ende.
Da sangen var slut, lå Mathias allerede med lukkede øjne. Margrethe strøg let over panden og sagde stille, næsten for sig selv, men højt nok til at Signe hørte det:
Det lærte jeg på hospitalet: At tage imod, og give slip. Man bliver ikke mindre af at være svag kun mere menneske.
Signe gik hen, lagde armen omkring sin mors skulder, og for en stund sad de alle tre sammen og lod tavsheden vokse ikke tung, men lys.
Vagn kom ind fra køkkenet, tøvede i døråbningen, smilede. Signe rakte ham hånden; han tog den. Ingen sagde noget, for endelig var der ro fuglene udenfor sang sidste gang for i år, verden og alt det svære ventede, men lige nu, i gyngestolen, var de kun en familie.
Og måske, tænkte Signe, er det bare dét: At holde sammen, når alting vakler og vove at synge, selv når man ikke kender hele sangen.
