Min solrige morfar
Vi sad på trappetrinnene foran det gamle bindingsværkshus, morfar Konrad og jeg, og betragtede myrerne, der summede livligt under brædderne.
Hva søren har de egentlig så travlt med? brummede morfar og flyttede sin slidte træsko væk, så de små insekter lettere kunne slæbe på deres tørrede larve. Vi burde egentlig bekæmpe dem. Men jeg nænner det ikke, kan du se hvor flittige de er! Arbejdsfolk. Men hvad glor du efter, Bjarke?!
Han puffede blidt til mig med albuen, og jeg fór sammen.
Hvad?
Ikke noget, jeg mente bare, at selvom de skal fjernes, så går det ikke i mit hjerte at gøre det. Jeg ville ønske at alt måtte være godt, at alle fik lov at leve sagde morfar, mens han kløede sig i sit korte, gråhårede strithår. Hans strikvest lugtede af pipe, røg og alderdom hele huset havde den duft, sødt og syrligt, en duft af uforstyrret barndom, sen forår og den tid, hvor alt var i orden. Der duftede aldrig af boller og brød, for morfar havde ingen kone, min mormor var død for mange år siden. Bagværk sørgede nabokonerne for, selvom morfar brokkede sig højlydt over at tage imod, det gjorde ham flov
Mine forældre sendte mig på landet til morfar i midten af april. Jeg skulle hjælpe i haven, få friske kinder og ikke forstyrre derhjemme. Mon ikke det sidste var hovedformålet? Jeg var nemlig alt for højlydt, urolig og nysgerrig spiste for meget, sov for lidt, løb for ofte ud, og vendte altid hjem, mudret og våd fra top til tå.
Min mor ventede mig i entreen, armene krydset og blikket skarpt.
Igen sjappet rundt i vandpytter, Bjarke? spurgte hun skarpt. Kan du ikke lade være? Din jakke bliver jo aldrig tør til i morgen! Og dine sokker! Jeg orker ikke at vaske dem konstant! Kan man virkelig være sådan et svin? Morten! Morten, kom så herud og vask det op! råbte hun efter min far.
Han kom aldrig. Han råbte bare fra sit værelse, hvor jeg slet ikke måtte komme.
Jeg er optaget! Hvis jeg laver en fejl nu, kan hele min tegning gå i vasken!
Far tegnede altid på enorme papirark, der var hæftet til opslagstavlen med tegnestifter. Jeg ville sådan lære at bruge linealen præcis som ham, hurtigt lave de fine, svage streger og så trække tunge, sorte linjer efter. Jeg fik én gang lov at se til fra min lille skammel, kun fem år gammel og nyklippet på hovedet, med fløjlsbukser og seler hen over ryggen.
Min høje, magre far lignede en sprællemand, når han sad over linealen, tjekkede papirer, bandede, viskede ud og målte igen.
Han havde et arbejdsværelse for sig selv, og indimellem sov han derinde på den slidte lædersofa. Mor kom ind med en dyne og pude, så koldt på ham og fnyste lavmælt over, at han igen havde været ude at svire, før hun gik ud og smækkede døren.
Hvis de ikke var uvenner, sov jeg i køkkenet på en gæsteseng. Mor brokkede sig tit over rodet i fars arbejdsværelse, forsøgte at rydde op, men så kom han og blev vred, hvæsede at hun ikke måtte røre NOGET, aldrig!
Det udtryk forstod jeg aldrig som barn “ingenting må man”. Det lød bare forvirrende.
Jeg sad stille og spændt på skamlen og så far arbejde, bange for selv at trække vejret. Men så nyste jeg pludselig far fór sammen, spildte blækket og råbte efter mor, at hun skulle fjerne “den”.
Han fór direkte over til mig, hævede hånden, og jeg kunne slet ikke flytte mig, så bange blev jeg.
Undskyld, farmand! Undskyld! hviskede jeg og holdt mig for munden.
Jeg har, som morfar, et rundt hoved. Ifølge mor ligner jeg ham “lige så genstridig”.
Anna! Få ham ud herfra nu! Jeg orker det ikke! Se på det! Han saboterer mine tegninger! Ved du, hvad det koster os?
Far talte egentlig til mor, men råbte lige ind i mit øre. Jeg græd og rystede, måtte på toilettet.
Bjarke! Ud i køkkenet, hurtigt! mor trak mig væk. Gid det allerede var april, så jeg kunne sende dig væk
Jeg glædede mig også til april, til sneen smeltede, og viceværten Henrik fandt sine store gummistøvler frem og satte mig på sine fødder, så vi målte vandpytters dybde. Vores sjove leg. Han gik hurtigt ud i de dybe pytter, men svingede mig op i sidste sekund, og vi grinede.
Henrik stolede jeg blindt på, og han på mig han bad mig rense støvkorn ud af sit øje med mine klodsede barnefingre, og jeg gjorde det varsomt. Han kunne se en fugleunge i busken, og jeg troede på ham, fandt fuglen og kiggede nærmere. Far pegede også indimellem, og blev så skuffet, når jeg troede på ham og kiggede. Han lo og sagde, jeg var let at narre
Med Henrik passede tiden i marts og april, vi så istapperne smelte, spurvene bade i pytterne. Men snart skulle jeg pakke.
I april tog mor den store, brune kuffert frem under sengen og begyndte at pakke mit tøj. Hun talte undervejs, mumlede og bad mig holde mig væk.
Jeg gik rastløs frem og tilbage, indtil jeg endelig fik lov at pakke legetøj selv i den lasede stofpose, der lignede en soldatertaske.
Tag kun det vigtigste med, Bjarke! Jeg gider ikke slæbe alt muligt i S-toget! sagde hun strengt.
Jeg tog nogle biler og min trætuppetur, som morfar havde lavet til mig den længtes sikkert også hjem til landsbyen, til koen Dagmars morgenbrøl, de gakkende gæs og lugten af hø og sommerfugle
Mor fulgte mig altid til landsbyen. Far var altid på arbejde, selv i weekenden.
Vi stod tidligt op, spiste hurtigt, far kørte hånden over mit skaldede hoved og sagde farvel.
Pas nu på dig selv, du fryser jo ikke, Bjarke! sagde han, han smilede til mor, og hun smilede tilbage, som om de delte en hemmelighed.
Morfar fyrede altid op i ovnen om aftenen, om morgenen gik vi ud på engen, sad på vores stamme og nød morgensolen. Ved morfar blev man aldrig kold. Blev jeg bange om natten, smuttede jeg ind i hans seng og lod mig lulle ind af hans rolige snorken.
I toget var der altid overfyldt kurve, tasker, gamle kufferter, guitarer og muntert snakkende studerende, mænd med fiskestænger og kvinder med spande. Det klirrede overalt. En eller anden soldat var på vej hjem. Der ligger et kaserneområde tæt ved landsbyen, og soldaterne kom ofte til de gamle koner efter frisk mælk
Kan han ikke sidde lidt, den bette gut! sagde en rund dame og klappede på skødet.
Jeg kiggede op på mor hun rystede på hovedet.
Han må klare det. Han er jo en mand! svarede hun.
Så jeg bed tænderne sammen. Jeg var jo mand
Morfar ventede på stationen, vinkede ivrigt, haltede, og jeg frygtede altid, han ville falde. Jeg spænede hen og kastede mig i armene på ham; vi stødte sammen som en hval og en lille fisk. Han svingede mig rundt og kyssede mine kinder og jeg så til min overraskelse, at der løb tårer.
Hvorfor græder du, morfar? spurgte jeg og tørrede hans varme tårer væk.
Jeg har savnet dig så meget, Bjarke! Endelig er du her! svarede han.
Så, far, nu er det nok. Vi skal altså nå bussen! indskød mor.
I bussen nægtede han at sætte mig fra skødet. Mor bed sig i læben. Også hun ville nok gerne holde om os, men holdt sig tilbage
Morfar frygtede hvert år, at jeg ikke ville komme igen at mine forældre holdt mig hjemme, eller eller den skrækkelige tanke, at han ikke skulle være der næste år. Tilbage ville kun stå huset, den hvide stakit, det knirkende trappetrin og roserne, men ingen morfar
Han fumlede længe med hoveddøren, kneb øjnene sammen.
Bjarke, du har unge øjne! Hjælp lige! sagde han og stak mig nøglerne.
Jeg blev pavestolt over at låse op, som var jeg herre i huset.
Mor så bare længselsfuldt mod byen. “Derhjemme venter din far,” forklarede hun altid utålmodigt.
Hun stolede ikke på min far og var jaloux var bange for, at han ville stikke af igen uden hende
Morfar fyldte hendes vandglas, hun drak det op med lange slurke; jeg så, hvordan hendes hals hals spændtes.
Jeg ville ønske, hun blev længere. Jeg ville vise hende jordbærbakken med de første bær, tage hende med til åen for at fiske eller sidde og lytte til vandet.
Morfar lærte mig at “lytte til åen”, til dens kvidren og rislen, til solens glimt på overfladen.
Men mor gik, vinkede et par gange, forsvandt om hjørnet. Hun så aldrig solregnen over åen
Myrerne havde nu kravlet op på morfars sko. Vi rykkede.
Hvorfor vil du fjerne dem, morfar? spurgte jeg.
De ødelægger træet. Og det handler også om plads, Bjarke! De er så små, vi må passe på ikke at klemme dem morfar lo.
Morfar, elsker mor og far mig? spurgte jeg pludselig.
De havde ikke besøgt os i to måneder. Jeg savnede dem.
Selvfølgelig gør de det! morfar så på mig og trak brynene sammen.
Hvorfor besøger de os så ikke?
De har travlt. Arbejde, du ved
Han vendte sig bort. Han ville ikke have, jeg så, at han snoede sandheden.
Morfar, jeg lå saligt dvask i solen fortæl om krigen!
Der er ikke så meget at sige sukkede han. Han hadede at mindes, men for min skyld ville han alligevel
Hvordan var det? Hvordan I gik, hvordan en bro blev bombet jeg gav ikke op.
Og han begyndte at fortælle. Jeg elskede at høre hans stemme, dyb og klangfuld af følelser, mens han beskrev begivenhederne.
Jeg var tankfører, Bjarke. Ja, det var jeg! Jeg havde hjelm, og gutterne med mig var modige Alle døde, Bjarke. Alle. Vi besøger dem i morgen, ikke? Nu vi snakker om dem
Jeg nikkede. Udenfor landsbyen lå en grav med en mindesten og en stjerne. Navne indgraveret på metal. Alt for mange. Men listen var sand
Vi lagde hver år vilde blomster morfar sad længe på bænken, snøftede, tørrede øjnene i det ternede lommetørklæde.
Jeg vidste, han græd, og det gjorde ondt at se. Jeg lænede skulderen ind til ham, omfavnede ham og kyssede ham på kinden. Hans hud var ru og tør. Skægget voksede ikke mere
Hej, drenge Hej! Sommer igen. Bjarke er med Annas barn. Og solen skinner i dag, som det pureste guld! sagde han til de soldater, der lå dernede.
Fortæl om guldsmeden! afbrød jeg. Jeg mærkede, stedet var ikke bare en sten, men en træstamme, hvor hans gamle venner satte sig. Jeg kunne næsten se dem! Den med det varme hjerte og gyldne hår, Hans spillede trækharmonika og var spasmager. Ved siden af ham, mørk og bredskuldret Jens, sagde aldrig meget, men hoppede altid ind, da det brændte på.
Jens Han bragte os ud. Men selv morfar stoppede og snøftede i tørklædet.
Han havde ondt indeni, og jeg klappede ham på brystet, mærkede hans vilde hjerte.
Min favorit var Poul. Morfar kunne fortælle i timevis, fortabe sig i historierne, grine.
Poul var vild med piger, sagde morfar.
Hver pige, han så, brændte hus for tankførerens hjerte. Han sagde søde ord, inviterede til dans og tvist. De vidste, det kun var snak. Men de tilgav ham.
Hvorfor det? Han løj jo! surmulede jeg.
Fordi, derude på krigen, var hver dag måske den sidste, Bjarke. Hvis du blev elsket dén dag, var det stort. I morgen var ikke sikret, så i dag blev alt.
Morfor frygtede altid, at “i morgen” ikke ville komme. Nogen nætter hørte jeg ham græde og svovle over, at øjnene blev dårligere, eller benene svigtede.
Jeg har jo Bjarke! Hvor skal han blive af? Ingen vil have drengen Men jeg vil! Jeg må få ham på benene! jamrede han.
Morfar læste højt, dikterede diktater, regnede opgaver.
Jeg stampede, protesterede, smed papiret, løb væk men kom altid tilbage med bøjet hoved.
Så, har du løbet dig træt, din spurv? lo morfar. Nu skal vi skrive lidt, så kan vi bade bagefter. Ikke?
Jo sukkede jeg.
Morfar gamle venner smilte til mig fra et billede på væggen. Så føltes alt lettere.
Jeg drømte, at jeg også blev tankfører med hjelm, sendte foto til mor. Hun ville være stolt. Jeg ville lære harmonika, lyne danse og give blomster til piger. Og morfar skulle klappe og måske danse med, min solrige, gråhårede morfar
Vor varme, mætte hverdag, duftende af solbær, tørret græs, nyslynget mælk, kartofler og agurker fra drivhuset blev brudt, da en bil stoppede ved lågen. Fars bil.
Morfar! Se, jeg sagde det! De kom! råbte jeg og styrtede ud for at åbne.
Men mor så ikke på mig. Hun stirrede ned i gruset, mens far tændte en cigaret og tog hendes ting ud.
Anna? Er I på ferie? hørte jeg bag mig. Jeg vendte mig. Morfar så strengt ud.
Jeg bliver hos jer lidt, far til Morten får styr på Ja, jeg er her sommeren over. Bjarke, kom her! pludselig så hun op og græd.
Mit hjerte bristede. Det gjorde mærkeligt ondt.
Jeg forstod. Far havde såret hende, måske slået hende. Det måtte han ikke! Hellere slå mig!
Hvad laver du?! råbte jeg og knyttede næverne af min far. Har du slået mor?! Hvor tør
Skrub af! råbte han, og skubbede mig, så jeg røg omkuld. Men før jeg så noget, fløj morfar ind mellem os og skubbede igen.
Morfar var helt rød i hovedet mod det grå hår. Jeg blev bange. Verden snævrede sig ind til en sort prik morfars ryg. Ingen dufte længere, ingen barndom. Jeg lukkede øjnene …
Nogen bar mig bort, morfar hviskede, jeg skulle holde ud. Pludselig duftede alt af tobak og hø. Min pande blev våd, det sved, jeg peb.
Far, vær nu rolig. Græd ikke, far! hviskede min mor.
Men morfar blev ved, salte tårer sved mit pande.
Anna! Hvad har du dog gang i?! snerrede han og begyndte at hoste. Hvorfor skal drengen ikke have et ordentligt liv, familie, hjem?! Ingen mor, ingen far! Som en forældreløs! Og jeg ser dårligt nu, Anna! Jeg ser jo næsten ikke min egen hånd! Hvad sker der, når jeg ikke er her mer? Parkerer I ham bare? Ingen vil have ham! Men jeg vil! Jeg må hjælpe ham!
En læge kom, talte til mig, trykkede mit hoved; jeg så kun morfars lyseblå øjne, våde af tårer.
Den skal syes, sagde lægen, og jeg blev kørt længere ind.
Mor og morfar blev udenfor
Det gjorde ondt. Men midt i smerten så jeg morfars venner Hans spillede harmonika, Jens tog min hånd, mens Poul blinkede til sygeplejersken. Hun mærkede et pust ved øret og mumlede, det trak.
Men jeg vidste, det var Poul. Han lavede sjove grimaser, og jeg smilede under tårerne.
Hvad er du nu så glad for, knægt? small talkede kirurgen.
Jeg svarede ikke. Jens vinkede farvel, og blev væk.
Hvornår far tog afsted, ved jeg ikke. Mor blev hos os. Hun sad længe tavst på bænken.
Vi gik på fisketur, badede, samlede jordbær, suttede på sure æbler og fyldte kurve med solbær.
Jeg satte mig tit ind til mor på bænken, så ud i luften sammen med hende.
Mor, vi er vel altid sammen, ikke? spurgte jeg endelig.
Hun nikkede.
Og far?
Han skal være væk et stykke tid. Bliver bedst sådan.
Blev jeg ked af det? Forvirret nok. Vi var jo familie Men nu?
Skal han ikke bruge os? hviskede jeg.
Mor trak på skuldrene.
Måske Jeg ved det ikke, skat.
Det var første gang, hun sagde noget så blidt. Morfar hørte det også, vi blinkede til hinanden.
I september tog vi hjem igen. Far kom aldrig tilbage. Noget havde splintret mellem dem, de løb i hver sin retning som de myrer, vi engang studerede på trappen. De fandt ikke hjem igen
To år senere døde morfar. Vi tog til landsbyen for at begrave ham. Nu hvilede han ved siden af dem fra billedet Jens, Hans og Poul, alle dem, han havde overlevet og nu sov han selv, min solrige, gråhårede morfar, der troede, alt nok skulle gå.
Ved stenen ventede far. Mor græd mod hans skulder, jeg græd også, og jeg syntes, morfars gamle venner stod der ubemærket og tog hatten af for ham, parat til at følge ham på hans sidste rejse. Han havde klaret sin opgave: Han havde lært os at holde af hinanden, være kærlige og vise omsorg. Han, ikke far. I min far manglede der noget
Morfar hjalp min mor til at blive et rigtigt menneske igen, varme sig i hans solskin. Hun havde engang troet, hun kunne klare alt selv.
Men selv efter mange år mærker jeg, at morfar er der som solen over mit hoved, min solrige, kære morfar
Far ser jeg sjældent. Han kom aldrig rigtigt tilbage. Måske ville mor ikke have ham jeg ved det ikke
Og det har jeg lært: De bedste gaver vi kan få, er dem, der varer ved varme, tillid og et hjerte, der bliver hos os, selv når solen går ned.
