På en fjern station stiger jeg af…
“På den fjerne station stiger jeg af, græsset når mig til livet!” sang min rejsefælle, mens han lænede sig tilbage mod den hårde ryg på kupésædet og tilfreds gned sin store mave, der trættede skjorten til det yderste. Hans knapper kæmpede for ikke at sprænge, og det ville ikke undre mig, hvis de trillet ud over gulvet som små perler.
Skeerne klirrede sagte, den glohede te i glasene med sølvholdereprydet med et relief af Christiansborg Slotduftede af citron og sødme i den varme, lidt tunge kupéluft. Togstewardessen havde netop været forbi med dem.
Vinduet var dugget til, og udenfor gled de vindblæste efterårsmarker forbi, sammenstuvede og skæve bindingsværkshuse, som små landsbyer på rad, eller enkelte, fritstående gårde, der trodsede det øde oktoberlandskab stædigt, som om de nægtede at lade sig kue af forfaldet.
Jeg forsøgte at lukke ørerne for min sidemands nynnen og vendte mig mod vinduet, men strofen “græsset når mig til livet” kørte stadig rundt i mit hoved. Jeg må have set opgivende ud, for manden henvendte sig til mig:
På forretningsrejse?
Jeg nikkede bare. Jeg har aldrig været til togsnak, og jeg tror ikke på, at man uden videre kan åbne sit hjerte for fremmede.
Jeg skal hjem. Altid masser at ordne. Har været i København, prøvede at løse et par sagerfik aldrig noget klaret, mumlede han og rodede sig i det stride hår. Jeg hedder Mikkel. Mikkel Rosenberg, præsenterede han sig og rakte mig hånden, den samme han lige havde kørt gennem håret.
Thomas, svarede jeg mat og tog hans hånd.
Flot udsigt, sagde han og nikkede mod vinduet. Hver gang jeg kører her, kan jeg ikke tage blikket væk. Det slår fjernsynet til hver en tid. Jeg har været mange steder, men eget landskab føles på en måde altid mest hjemme. Synes du ikke, Thomas?
At han sagde “du” overraskede mig lidt. Jeg så for mig Mikkel som en af de lokale småchefer, frembrusende, nok en der havde drevet småbutikker og håndteret dårlige tomater i bunden af kasserdem der som regel er lidt for familiære og hiver lommelærken frem efter få stop og beder om selskab. Ham her virkede anderledes.
Ja, det er spændende at kigge ud, fik jeg svaret.
Spændende? Kun det? Åh, du skulle komme her om foråret! Hvert markflage dækket af valmuer Og hestene, de frie og smukke. Hver bevægelse er som en hyldest til livet og skønheden. Smukkere end kvindernå, det lader vi ligge, blinkede han. Og himlen! Nu er den visnet og blågrå, men til forår er den som turkis. Du tror mig vel ikke?
Jo, jeg tror dig, sagde jeg og trak på skuldrene.
Nej, det gør du ikke. Kender det selv. Når jeg er ked af det, ser jeg heller intet omkring mig. Men jeg har lært at kigge alligevel. Man skal prøve. Selv nu, hvor alt egentlig er ikke for godt, gør udsigten lidt på sindet lettere. Da jeg var yngre og gik ture med min søn, råbte han: ‘Far, se sommerfuglen!’og jeg var ligeglad med sommerfugle, sommer og duften af vindruer på torvet. Min mor sagde altid, at det var som om en maler løb hen over himlen og snublede i toppen af et træ, dryssede farverne ud, og bjørnen trådte i dem, så skyerne blev smukke.
Din mor må have haft en god fantasi, kunne jeg ikke lade være med at smile.
Mikkel nikkede:
Om vinteren er her en anden slags skønhed, sagde han lavt. Solnedgange, blændende sne, blå horisonter. En barsk skønhed. Men i hytterne lyser vinduerne, og røg stiger fra skorstenen. Man ved, der stadig er liv.
Vi faldt i tavshed. Mikkel blundede lidt med sine hænder foldet over maven. Jeg lænede hovedet mod hånden og fulgte det dystre landskab.
Arbejdet ventede forudetalrige papirer og tegninger, der ventede i min taske. Men jeg følte mig ligeglad med alt: hvor jeg var, hvad jeg spiste, hvordan jeg sov. Selv fabrikken jeg var sendt for at lukke eller genoplivedet sagde mig ingenting længere. Grænsen var passeret. Jeg trak bare vejret, talte uden at tænke.
Dette år havde jeg ikke set kirsebærtræerne blomstre i haven, ikke inhaleret den tunge duft af hæg, ikke brudt syrener af og smadret mælkebøtter, mens jeg luftede min hund Vigga. Nu går min kone Ruth med Vigga, tramper på mælkebøtterne og nyser af blomsterog lever i lejligheden, vi købte for fire år siden. Jeg arbejder. Jeg har glemt alt om dovne weekender eller koldskål og biograf. Det virker som fra et tidligere liv.
Hvilken station skal du til så? Hør, Thomas, hvor står du af? lød pludselig Mikkels stemme og rev mig ud af tankerne.
Til Frederup, til fabrikken, svarede jeg og gned trætte hænder over ansigtet, drak resten af min te i ét slug. Den smagte ikke af noget.
Er det rigtigt? Vil du ikke hellere stå af tidligere og tage med mig hjem først? En tur i saunaen, møde min mor, få sovet udså kører jeg dig selv til fabrikken bagefter. Hvorfor sidde og kukkelure på et fremmed værelse? Ellers får du jo ikke aftensmad alligevel. Hos os er der altid brød og sild, sagde Mikkel og smilede, sikkert allerede med tanken om, hvordan han skulle servere hjemmelavet sylte og rugbrød. Hans mor, som jeg forestillede mig med tørklæde om hovedet, ville sikkert også sukke lidt og skubbe en nybagt bolle over bordet.
Nej tak. Alt er klaret, de venter på mig, løj jeg. For sandheden er: hvem tager egentlig med en fremmed mand hjem? Nej vel.
Jo jo påstår du! Der er garanteret ikke ledige værelser i byen, alt er optaget af håndværkere, vi har jo den kendte stearinlysproduktion. Helt specielle, ingen andre kan lave dem. Håndstøbte til alle lejligheder. Folk rejser herhen for at købe dem. Det er, hvad distriktet lever af. Men indrøm, du havde tænkt dig at slå dig ned på banegården for natten det er ikke godt for ryggen, ved du. Kan du lide sauna?
Jeg bryder mig ikke om sauna, og jeg vil ikke med dig! Du er jo ingenting for mig. Kør bare videre. Jeg klarer mig selv, forstået? Jeg rejste mig hidsigt, dunkede hovedet mod overkøjen, bandede og greb til panden.
Min mobil ringede. Selvfølgelig.
Tag nu telefonen! Der er dårlig forbindelse snart, når vi nærmer os fjordene. Der står master, men forbindelsen svigter, nikkede Mikkel.
NÅH, ER DET DIT OMRÅDE? grinede jeg. Er du borgmester?
Tja, på en måde Nå, de ringer ikke mere, det var synd…
Det syntes jeg ikke. Det var Ruth igen, selvfølgelig. Jeg ved, hvad hun ville sige: at hun havde været for hård mod mig, at hun ventede på mig, at hun håbede, jeg ville tilgive hende. Ha! Jeg var træt af hendes brok. Uanset hvad jeg gør, er alt altid forkert, men idet jeg prøver at forklare mig, bryder hun sammen i gråd. Og alt sammen hormoner! Godt jeg blev sendt til denne Gudsglemte egn endelig ro. Jeg skulle ordne noget for mine chefer med fabrikken, men det gik nok. Fabrikschefen, Niels, kaldede folk ham, var kendt for at være besværlig og nærtagende. Men det var hans problem! Hvis det blev nødvendigt, skulle vi nok få lukket fabrikken.
Ved disse tanker mærkede jeg varmen brede sig; jeg knyttede næverne. Her var jeg, alenemen hvad så? Jeg er eksperten. Fabrik, stearinlysjeg er ligeglad. Når der er kaos hjemme, er der det også i hovedet. Ja, det er groft at lukke en fabrik. Men sådan er det! Og Mikkel, der sidder over for, lader til at være en doven mand, alt er natur og minder. Se på ham, tyk som en juleand. Han tager sikkert snart en rå kylling og begynder at spise. Sådan nogle har jeg mødt før.
Det begyndte at blive mørkt. Mikkel tændte lyset, tog et blad fra bordet og bladrede, mens han indimellem kiggede på mig.
Skal du have aftensmad? Der er glimrende spisevogn, spurgte han, mens han smilede over noget han læste.
Ikke sulten, afviste jeg og spekulerede på, hvorfor Ruth ringedevar der sket noget?
Som du vil. Jeg går heller ikke. Mærkeligt, jeg har heller ingen appetit. Sig mig, Thomas, hvad er det for en sag, du skal ordne?
Jeg skal lukke fabrikken. Den rives ned næste år, så bygger de vel et eller andet andet. Hvem kan bruge sådan en fabrik? svarede jeg skarpt.
Hvem? Det kan folkene, svarer han alvorligt. Hele deres liv er bygget på det sted. Det er ikke bare en fabrik, men et håndværk, et værksted for talenter!
Nå, lad nu være med at belære mig, udbrød jeg og slap den tændstik jeg havde leget med. Lad være at fortælle mig, at lokalkunst betyder noget…
Tja, men nogen skal jo sige det, hvis det er sandt… stearinlysene sælges jo overalt i Danmarkog bliver sendt som gaver til udlandet. Men jeg kan se på dig, du er moderne, du holder ikke af voks. Nå, men så vil jeg hente lidt mad alligevel.
Mikkel trak i jakken og forlod kupéen med et smæld med døren. Jeg blev siddende og stirrede ud i det, der nu kun var mørke udenfor. Skumringen er altid så meget hurtigere på togrejserdet er, som om toget vælter ind i sort vat og skjuler verden for passagererne, så man for en gangs skyld kan tænke over sig selv.
Og jeg tænkte. På Ruth. Hun var altid utilfreds, men jeg forstod hende ikke. Hun sagde, jeg ikke skulle lukke vinduet, men forventede, jeg gjorde det alligevel. Hun sagde, hun ikke behøvede noget fra tøjbutikken, men håbede, jeg opdagede sjalet, hun kiggede på. Hun ventede på et kys, udsendte signaler, som jeg var blind for. Hvordan gør man? Hvordan klarer andre sig? Forleden tilbragte jeg aftenen med en ven, og vi så et guldbryllup i nabosalen. Parret smilede hinanden oprigtigt, så det ud til. Hun trak ham lidt i ærmet, så han ikke stak albuerne i maden, og hanhan kælte for hendes hånd, som en kat. Hvor megen salt må man æde for at nå egentlig kærlighed? Måske er jeg bare ikke skabt til familie. Kyssedage og fælles ture kan jeg klare, men leve sammen ved jeg ikke, hvordan.
Selv denne forretningsrejse havde Ruth ikke ønsket, jeg skulle tage afsted. Hun sagde: “Tag du bare afsted, hvis du skal…”men hun sukkede. Siden forklarede hun, det var et “meningsfuldt suk”. Jeg havde glemt, vi ville have været i sommerhus hos hendes veninde Julie på det tidspunkt. Jeg har for meget andet i hovedet: bilen er i stykker, radiatorerne skal udskiftes, min mor rejser snart på kurophold, og jeg glemmer hele tiden at betale haveafgiften Dumme mig.
Kolde nætter, manglende forståelsemåske skulle vi have haft et barn, alle stærke ægteskaber har børn, to som regel. Men hvordan, når vi knap nok kan finde ud af at være sammen?
Tankerne gjorde mig mismodig. Jeg havde lyst til at ryge, men jeg havde holdt opnu i to måneder, en uge og to dage! Ruth kan ikke tåle cigaretrøg, hendes lunger er svage
Mobilen ringede igen. Displayet lyste: “Ruth.” Et billede af hende, grinende med næsen begravet i en buket margueritter.
Irriteret skubbede jeg mobilen væk, så den nær var røget ned.
Jeg var sur over magtesløshed og forvirring. Måske skulle vi aldrig have giftet os? Men vi ville jo være en familie…
Ruth blev ved med at ringe. Jeg sukkede og tog telefonen.
Ja, jeg er i toget, der er dårlig forbindelse!
Thomas undskyld, jeg forstyrrer Jeg Ruth stammede, som hun altid gjorde, når hun ville sige undskyld. Det var også et slags tegn…
Ja, jeg lytter. Kom nu til sagen! Præcis, jeg var iskold, spillede smart.
Thomas altså… Det er ikke sikkert endnu, men altså Jeg, eller vi, bliver måske forældre snart.
Jeg spærrede munden op, fremstammede noget, men Ruth fortsatte:
Nej, vent. Jeg tog fejl før, sagde for meget. Undskyld. Alt det, jeg sagde glem det. Du er den bedste, og jeg siger det ikke, fordi jeg ikke vil stå alene. Der er nærmest ikke noget foster endnu. Hvis du vil skilles, siger jeg ikke imod. Jeg blev bare bange hormoner, du ved. Jeg kyssede dig ikke engang, inden du tog afsted. Og jeg glemte at pakke en madpakke. Har du overhovedet spist? Hør, lad nu være med at købe tarteletter fra kioskenspis ordentlig mad! Hallo! Hallo?
Hun blev ved, og jeg sad bare og smilede dumt til mit eget spejlbillede i vinduet. Var det endnu engang et skævt skridt eller begyndelsen på noget nyt, der ville binde os sammen?
Nu behøvede jeg ikke overveje, om vi skulle have børn. Det var allerede virkelighed.
Ru røg det hæst ud af mig. Pludselig længtes jeg efter at mærke hendes varme ånde i min nakke her i kupeen, så jeg blev kildet og blev svimmel Kemi. Kærlighed er bare kemimen forunderlig. Nogle gange som gnister, andre gange dæmpet varme. Og selv når ilden aftager, kan flammen tændes igen, hvis man puster. Nogle bærer kærlighedens ild for begge; vi, Ruth og jeg, prøver sammen.
Vi har aldrig sovet hver for sig efter skænderier. Om natten søger hun altid ind til mig, omfavner mig. Det er varmt, tungthendes hånd kan føles som en vægtmen jeg ville ikke undvære det. Jeg kan slet ikke sove uden.
Thomas! Forbindelsen smutter vist! Jeg hører dig ikke! råbte hun til sidst.
Det skal nok gå, os to. Jeg ordner det hele hurtigt og kommer hjem. Så pas på dig selv, ikke for meget kaffe, og gå ikke uden hue! sagde jeg kærligt, så, da jeg var sikker på, Mikkel ikke lyttede, hviskede jeg:
Jeg elsker dig.
Døren gled netop op, og Mikkel kom vaklende ind, balancerende med poser fyldt med mad.
Her, jeg har købt aftensmad til dig. Tag det nu roligt, Thomas! sagde han, mens han lagde mad på bordetspegepølse, røget fisk, rugbrød, persille og ovnbagte kartofleralt sammen dufter hjemligt. Hvis du nu ikke ville i sauna, skal du i det mindste have varm mad.
Skal du gøre dig til? spurgte jeg forvirret. Du skylder mig jo ikke nogetog du må synge alt det du vil, det generer mig ikke!
Jeg er direktøren for den fabrik, du skal lukkeNissen hedder jeg. Og jeg synger ad Pommern til, det siger min kone altid. Synger kun, når jeg er nervøs. Jeg hørte, du skulle med toget, så jeg ville se, hvem du var, sagde Mikkel, satte sig tungt og trak vejret dybt.
Nå, og hvad synes du om mig?
Dig? En ganske almindelig embedsmand. Du har ret, nyt skal voksemen måske kunne vi gøre noget nyt sammen. Spis nu, det er ikke bestikkelse, bare et venligt træk. Han rodede flovt ved kanten af sit lommetørklæde.
Det forstår jeg. Hvad med at synge en dansk vise sammen? Måske “Jeg lægger mig så gerne i græsset,” foreslog jeg, eller “Se dig ud en sommerdag”.
Er der sket noget godt? spurgte Mikkel lavt, som om han håbede det.
Ja, måske. Eller det sker snart, smilede jeg og kastede et blik på mobilen, som om Ruth stadig var i den.
Jeg glæder mig på dine vegne. Man finder ofte svar i tog. Når man ikke kan andet, tænker man over det, man før har gemt væk…
Jeg afbrød ham, fandt fabrikstegningerne i tasken og bredte dem ud.
Nu du er direktør, lad os se på det her: fabrikken, hallerne, kontoren, lagerpladshvordan kan vi få nyt liv i det? Skal vi ikke prøve?
Tja jeg har kæmpet for vores sag helt inde i hovedstaden og tilbudt bestikkelse (tilgiv mig, Gud!)men alligevel lykkedes det ikke. Men vores stearinlys er sande små mesterværker…
Vi må opdatere, gøre det moderne, ansætte nye folk og bringe de nuværende med ind i fornyelsen. Vi kan! Markedsføre, reklamere…
Ideerne væltede frem, og jeg troede på det. Vi skrev noter, diskuterede, slog tegninger op, jublede over ideer.
Til sidst sang vi sammen. Togstewardessen troede skam, vi var berusede, men endte med at sætte sig hos os og synge med på “Se dig ud en sommerdag”.
Det var den hyggeligste togtur i mit liv; en dansk nat duftende af dild, kartoffel og akkompagneret af Ruths sms: “Elsker dig!” og Mikkels glade “Sådan skal det være!” Han drømte allerede om nye fabrikshaller, om forsendelser af danske stearinlys til hele verden.
Vi drak ikke en dråbe, alligevel føltes alt boblende. Vi faldt i søvn ved tretiden, men jeg vågnede alene.
Mikkel Rosenberg var stået af tidligere, som han havde lovet. Jeg fik ikke engang sagt rigtigt tak. For hvad? Bare fordi.
Vi sås igen på fabrikken, hvor vi lagde mange planer.
Der fik jeg foræret et smukt, håndstukket stearinlys i form af en ung pige med paraply. Ruth var ellevild. Det står stadig fremme, venner spørger til det.
Vi lagde en million planer men…
Men det blev ikke til noget. Mine forslag blev stoppet tidligt, fabrikken blev lukket, men står stadig nu forladt. Ved siden af er der kommet en metalskrot-plads og flaskepant. Sådan ændres tingene.
Mikkel Rosenberg lod sig ikke kue. Han fik ansatte flyttet til nabobyen. Ruth og jeg besøger ofte ham og hans kone, Kirsten. Vi har endelig prøvet saunaen, set maleren male himlen. Og hver gang vi besøger dem, synger vi sammen stille, for vores lille datter, Line, sover så let.
Og jeg er glad for, at alt det hermarkerne, skovene derude, storkereden på taget, solnedgangen i akvarelfarverbliver ved med at eksistere for os og for Line. Ingen kan tage det fra os, bygge det om eller rive det ned. Det er stærkere end mennesket.
Det er ærgerligt, at den specielle stearinlysfabrik ikke er mere, for jeg troede, jeg kunne redde den Den nat troede jeg, jeg kunne flytte bjerge, selvom jeg gik ombord på toget med det modsatte i tankerne. Det er mærkeligt, hvor meget personlig lykke ændrer ens syn på alt.
Vi prøvede da i det mindste. Noget at mindes: en lille protest, et opslag på sociale medier, et sidste stearinlysudsalg, hvor vi måtte kaste håndklædet i ringen. Fabrikken lukkede smukt, med te fra samovar og hjemmebagte kager. Det var os danskere for fuld udblæsning.
Og jeg rejser stadig, lidt ældre, lidt mere rundrygget, mens himlen mørkner udenfor, og aftenens stjernegækkede himmel breder sig. For sådan én som mig er der stadig noget at se på. Himmelen udenfor er ikke bare sortden er fløjl, oversået med diamanter. Det varer evigt. Dejligt.
