Ved den gamle elmetræ
Han sad på en lav, groft sammensat skammel, banket sammen af nogle reststykker træ. Hver morgen bar han den med sig, stillede den ved et hjørne af billetsalget ved stationen i den lille landsby, lidt til side, så han ikke var i vejen for folk, satte sig ned stønnende, idet han støttede sig mod murstensvæggen af ventesalen, løftede hovedet, kneb øjnene sammen og sad så helt stille.
Når solen kravlede nærmere, og varmen blev for meget, rykkede den gamle mand sin skammel længere ind i skyggen. De legede nærmest en usynlig tagfat: Solen var den, der skulle fange, og han slyngede sig væk, sled skamlen med sig over i den mørke plet under den gamle elmetræ, hvor han kunne gemme sig lidt. Men ikke længe ad gangen solen var altid lidt hurtigere, lidt kvikkere…
Elmtræet var enormt, vidt forgrenet, og nok omtrent lige så gammelt som ham måske ældre. Hvert år dryssede det sine frø – små mønter – ud over alle omkring, de dalede ned i folks hår, samlede sig i bunker under fødderne, vinden fejede dem rundt, som om en pige havde tabt hele sit perlearmbånd ud over gårdspladsen. Alt var dækket af de lette, næsten hjerteformede frø. De lå overalt hundreder, tusinder ligesom alle de børn, der var forsvundet det år, det frygtede, forbandede, mørke år…
… Hvor tager I dem hen? De er jo kun børn! Forbarm jer! Gud skal nok straffe jer! råbte kvinderne, kæmpede sig frem, pressede mod de mørke uniformer, soldaterne skubbede dem bort, råbte fremmede, hæse kommandoråb, og hvis en kvinde nægtede at slippe, fik hun slag. Mødrene faldt sammen, greb sig til hovedet, børnene stod tæt i flok, græd og jamrede. Nogen i mors korsbundne tørklæde, andre i gamle jakker. Barbenede, blege, klemte de sig mod hinanden, vendte sig, så bange for det ukendte…
Den gamle hørte stadig de skrig, hjerteskærende og desperate, som et rådyr, der ved, kulden venter længere fremme…
Han kunne ikke sove. Hele natten lå han i sengen og lyttede til sin kone, hendes ryg skubbede blidt mod ham, gled væk, kom tilbage. Gudrun kunne heller ikke sove, lå halvdrømmende, stirrede på trælægterne i væggen. Lyttede til væguret, eller måske bare til mandens hjerte…
Sønnen, Thorvald, og svigerdatteren, Kirstine, tog til fronten allerede i juni niogfyrre, efterlod deres lyshårede dreng, Asger, hos bedsteforældrene, fordi han snart skulle begynde i skole til september. Indtil da boede han på landet, drak frisk mælk, spiste Gudruns lune kartoffelpandekager, sov tæt ind til hende så hans kinder blev røde af varme og kærlighed.
Ingen havde forestillet sig, at soldater ville komme, at fremmede mænd med forstenede ansigter ville tage over i landsbyen.
Erik Hans danske navn var enøjet, et dybt ar løb fra bryn til kind. Hvad kunne man bruge sådan én til? Men han havde forstand på maskiner og arbejdede i garage. Måske var det derfor, han fik lov at leve.
Gudrun, hun betød ikke noget for dem. Hun gik bare på gaden med et bylt mad til sin mand, indtilfulde soldater af og til tog maden fra hende og sendte hende hjem. Hun var tavs Asgers skyld. Sytten år, alt for lille til at stå alene…
Så begyndte de at samle børnene på torvet, tog dem fra deres mødre, slæbte dem hen over den trampede jord. Hvis landsbyen havde vidst bare lidt før, ville de have gemt alle børnene, holdt dem skjult i skoven, men…
Nej! Ikke Asger! I kan ikke! hylede Gudrun, kastede sig for soldaterne, mens Asger gemte sig under gulvet, som hun havde bedt ham om. Forlad mit hjem! Jeg skal nok tage livet af jer!
Men pludselig faldt Gudrun til gulvet, noget skarpt ramte hende i siden, koldt først, dernæst hedt; blodet løb stille ud på brædderne…
Asger havde gjort, som hun havde sagt. Men Gudrun fulgte ham ikke mod den ukendte fremtid. Erik stod tilbage med bar isse, så på det blege barnebarn, uden magt til at rejse sig, til at kæmpe det tyngede som bly.
For at have skjult Asger, måtte Erik selv tage tæsk. Men han levede endnu; kunne endnu selv gå…
Han velsignede den lille gruppe børn, sendte dem med tårevædet ansigt, gjorde korsets tegn, til maskingeværerne tav i hans øre.
De blev kommanderet væk. Skynd jer, hjem! brølede soldaterne.
Erik lukkede sig inde i tavshed. Han reparerede maskiner til hans kone kunne gå igen, men så forsvandt de sammen ud i skoven, sluttede sig til andre, til modstandsfolkene. Men før de gik, saboterede han motorerne i garagen. Et par timer efter forlod Erik og Gudrun landsbyen og så sprang garagen i luften
Hvor mange år var der gået? En evighed, tungt som olie på sjælen.
Sønnen, Thorvald, og svigerdatteren, Kirstine, kom aldrig hjem. I 1946 fik de et brev; de var døde for længst, da Asger blev taget bort.
Thorvald overlod mig sin søn, troede på mig! græd Erik over brevet. Og jeg kunne intet gøre. Et svagt, sølle menneske ja, det er jeg, Gudrun!
Erik rev i skjorten, græd og hostede, mens Gudrun stod ved siden af, bleg som voks. Netop der døde deres søn for hende. Hun ville græde, kunne ikke. Der var ingen tårer tilbage.
Så stod de op, år efter år, spiste grå, smagsløs grød, gravede i køkkenhaven, Erik lavede brædder hver dag. Nu havde han samlet så meget træspåner under taget, at de ikke længere kunne være der.
Det er nok, Erik! Se på dig selv! Kom nu hjem, få et glas mælk. Har du set forsamlingshuset? Hvor er det blevet smukt! Gå nu med mig derhen. Tag jakken på! sagde Gudrun, skubbede til hans arm.
De gik langsomt, hver i egne tanker, rundt om det hjem, hvor nu ungerne dansede på den nye trælade.
Herregud, hjælp os! udbrød Gudrun pludselig, gjorde korsets tegn.
Hvad nu? spurgte Erik.
De danser der, hvor de samlede børnene… hviskede hun. Hun så på ham hendes ansigt vredet af sorg. Vi må væk, Erik. Jeg kan ikke mere. Jeg orker ikke leve her alt gør så ondt.
Erik ville egentlig også flytte væk, men de var altid blevet; først ventede de på sønnen, nu?
Men lige da hørte de stemmer. I skal høre, hvor glædeligt! Lotte er kommet hjem fra Tyskland! råbte naboen, fru Ida.
De ilede hen til Lotte, tynd og halt, men levende. Gudrun kyssede hende på panden, duftede af mynte fra badet.
Lotte, ved du noget om de andre? vovede Erik at spørge.
Lotte rystede på hovedet, så væk.
Så venter vi også, Gudrun. Jeg flytter ingen steder! Kommer Asger, så skal døren stå åben. Kom nu hjem, jeg er sulten!
Erik lagde hånden på Lottes hoved. Hvis du mangler noget, kom forbi! Gudrun klæder dig på, vi har plads nok. Det er bedre sammen, ikke?
Tak, farfar Erik, jeg kommer nikkede Lotte svagt.
Håbet voksede, ventede nu på Asger hver dag. Gudrun så mod vejen, frygtsom for at håbet skulle flygte, men kiggede igen. Erik tog på stationen hver dag.
Du er vel gal, hvis han ikke ankommer med tog? råbte Gudrun, da hun fandt ham.
Selvfølgelig tog! Han er jo ikke nogen jæger på skovsti! grinede han og gik med sin skammel.
Og han kom der dagligt, så folk ankomme, hilste på soldaterne, hjalp ældre damer med tasker, delte æbler ud til børn, så på afskeder og gensyn og hver gang nikkede han tilfreds.
En vinteraften, mørkt og koldt, kom en flok unge, drillede gamle Erik, væltede hans skammel, kastede cigaretskodder i sneen. Han faldt, dækkede ansigtet, men heldigvis kom politiet og jog dem væk.
Erik, hvorfor sidder du her hele natten? Gå hjem! Kommer nogen, skal vi nok sige, hvor du bor! forsikrede betjenten.
Men lover du det? Skriv adressen ned! sagde Erik.
Nu kom der jævnligt unge på besøg hjemme, sendte venlige blikke, men turde ikke gå ind. Men Gudrun trak dem ind, satte mad frem. Vi tager imod andres børn så tager nogen måske sig også af Asger! sagde Erik, kærligt.
Årene gik, elmetræet og Erik aldrende sammen. Træets bark var som Eriks ansigt, dybe furer og linjer, kun ét øje, rystende hænder, skamlen næsten slidt i bund.
Kom hjem, Erik, folk siger, du er blevet tosset! sagde Gudrun en dag.
Hvad vil du gøre? Slæbe mig? Han smilede listigt.
Så slæber jeg dig! Gå nu hjem!
Vent. Se, elmtræet smider mønter… Kan du huske, da Asger var lille, vi ventede på far hans her? Han gik for at se gederne, imens jeg købte bolcher… Da de ville fælde træet for stationen, reddede jeg det. Mit træ, mit liv Asger vender hjem til det og husker alt. Gå nu selv jeg kommer.
Gudrun blev lidt, hørte vinden lege med de små frø. Nogen frø flyttes knap, men har fået lette vinger, der bærer dem ud i verden ville Gud hun kunne give Asger så stærke vinger…
Hun slugte en klump, længtes efter at græde, men kunne ikke. Slæbte sig hjem, tung i hjertet. Erik så efter hende. Det var svært for begge, men livet måtte jo leves…
Den nat kom torden, bragede som kanoner, lyn over markerne, vinden sled i tulipanerne, ruskede i birketræerne, regn piskede mod ruderne.
De gamle lå vågne. Væguret tikkede, tagdryp.
Pludselig blev der banket på døren, nogle svage skridt.
Erik fór op, men kunne ikke løbe hen, bare kaldte. Gudrun stod allerede i gangen, barfodet, i natkjole, kastede et sjal over skuldrene og åbnede døren.
Bedste Gudrun? spurgte en drenge-stemme og sank i gråd. Bedstemor!
Erik ville gå ud, men benene nægtede at adlyde.
Asger! Min dreng! Gudrun trak den våde dreng ind, holdt om ham, kyssede ham på håret.
Jeg er fra børnehjemmet, tant Ane lod mig gå! Jeg huskede det hele! Asger talte ivrigt. Hvor er farfar?
Erik kom stavrende ud, smilede træt.
Jeg ventede på dig ved elmetræet, sagde Asger, smed tasken, omfavnede Erik. Træet står der stadig, farfar jeg kan huske det!
Efter de havde fået ham tør og varmet med tæppe, fortalte Asger, at han længe var sammen med nabopigen, Mette, som lærte ham at gentage navn og hjemby igen og igen, så han aldrig skulle glemme.
Så forsvandt Mette og jeg begyndte at glemme, kun i drømmene kom mor og far. Hvor er de?
De gamle sukkede. Asger forstod, sænkede hovedet.
Da vi blev befriet, kom jeg på børnehjem, blev flyttet rundt, men nu er vi tæt på her, to stationer væk. Jeg læste bynavne på kortet, så huskede jeg. De lod mig gå på æresord. Vil I have mig hjem? For altid?
Gudrun begyndte at græde, stenen for brystet løsnede sig endelig, tårerne strømmede, salte, varme, uendelige og det blev lettere at trække vejret.
Tordenen rullede væk, nu over nabobyerne Havreholm, Broby, Givskud. Måske bragte den også glæde dér…
Og elmtræet stod stadig trofast ved stationen, fægtede mod vinden. Men den gamle mand sad ikke længere der.
Er han død? spurgte nogen.
Ikke tale om! svarede stationsforstanderen, Onkel Børge. Han har ikke tid til døden. Barnebarnet, Asger, er fundet. Nu er krigen slut for dem nu kan livet begynde.
Børge har snart hugget en ny bænk under elmetræet, god og solid som dem i byen, hvor han selv vil sidde og vente. Hvem venter han på? Hvem ved livet spreder skæbner ud, måske kommer også nogen til ham. Måske bringer håbet os alle hjem igen.
Livets træ står endnu. Så længe der er kærlighed og håb, findes der altid en vej hjem.
