Undskyld mig, Katrine! Jeg elsker dig ikke mere. Jeg kan ikke gøre for det! Mikkel maste sine t-shirts og jeans ned i en slidt sportstaske uden at løfte blikket mod sin kone.
Han vidste udmærket, at Katrine stod med ryggen til, stirrende mod vinduet, næsen stolt i vejret den frejnesnude, han engang syntes var det sødeste i verden.
Sød var den ikke længere. Om det var hans smag, der havde ændret sig, eller hvad det nu var nu elskede han i stedet Isabella.
Ikke Bella, ikke Isa, men Isabella! Prøv du bare at kalde sådan en kvinde noget andet det ville lyde komplet tosset.
Isabella var smuk, mægtig og så tjekket, at hun kunne stå udstillet på Glyptoteket blandt marmorstatuer. Både figur og sjæl sådan føltes det i hvert fald for Mikkel. Hvorfor hun overhovedet havde fået øje på sådan en som ham, fattede han ikke. Hun var kompliceret, digtglad og snakkede om filosofi. Utrolig klog.
Slet ikke som Mikkel let at læse som en børnebog.
Sådan siger hans mormor, Karen, og hun ved, hvad hun taler om. Hun tog sig af Mikkel, efter moren tog på eventyr med en ny kærlighed ud i det blå. Faren afleverede bare Mikkel på fynske Karen og forsvandt igen, som om den lille knægt på under et år aldrig havde eksisteret.
Karen brokkede sig ikke, tog bare imod sit barnebarn og låste døren den slags mennesker skal man ikke vente noget af. Hun sagde: Kommer de og kræver ham tilbage, så får de ham ikke! De kan bare gå deres vej.
De forlod barnet? Så kan de hoppe i havnen! De skal ikke tro, der venter tilgivelse.
Karen var streng, men hun elskede Mikkel. Han var hendes verden. Alt det bedste fik han et ekstra stykke kage, mere tid, hendes altid nærvær.
Hun sagde kun nej én gang. Da Mikkel kom og ville fortælle hende om sin nye kærlighed, smed hun ham ud og gad ikke høre på det.
Skammer du dig ikke? Din kone, du har lovet at elske og ære hvad vil du gøre af hende?
Ingenting, mormor! Vi bliver bare skilt. Det gør alle jo!
Bare? Kalder du det bare?! Karen snuppede viskestykket og daskede ham for første gang i hans liv. Hvor har jeg fejlet i din opdragelse?!
Mikkel forstod, hvad hun sagde, men ikke meningen.
Hvad har han gjort galt? At han ikke længere elsker Katrine? At Isabella er så meget mere?
Mikkel og Katrine havde kendt hinanden hele deres liv. Hun satte ham på plads i børnehaven, da han lavede ballade eller nægtede at spise havregrød. Han dansede akavet til deres første skolefest, mens hun nippede ham i armen og sagde han skulle opføre sig ordentligt. I sine fine fletninger og med blomster i håret var hun smuk og underlig fremmed.
Men Mikkel vidste, hun var hans tætteste ven. Efter skole løb de hjem, spiste frokost, og sneg sig så ud i en halv time, klatrede op i det gamle kirsebærtræ i gården og sad side om side og grinede, mens de så katte slås eller spurve skændes i støvet. Katrine havde shorts og t-shirt som ham, havde hudafskrabninger på knæene, sang alle de sange han kunne lide, og var ligeglad med, at Mikkel sang pivfalsk.
Alt det havde de
Så tog Katrines forældre på arbejde i udlandet, og hende med Afrika, ingen steder mindre! Hun så både elefanter og flodheste, fortalte hun, da hun kom hjem igen tre år senere.
Hun fortalte om alt det nye, men især om, hvor meget hun havde savnet ham, hvor meget hun havde ventet og længtes efter at klatre op i det gamle træ igen og skyde kirsebærsten efter fuglene selv om det ikke var særlig pænt.
Mikkel sad med åben mund og følte sig både stolt og forvirret. Katrine kom hjem som en høj, køn, krøllet og grinende pige med blå øjne. Alle drengene i kvarteret var vilde med hende, men hun valgte ham.
Katrines forældre blev rystede, da de begge 17 år kom og sagde, de ville giftes.
Hendes mor ville besvime, hendes far greb bæltet, men Karen blandede sig:
Lad dem da gifte sig, men ikke nu! Mikkel, mit barnebarn, skal først lære hvordan man passer på en kone. Giv dem tre-fire år. Lær ham et fag, send ham i værnepligt, og så kan det skåles for bryllup. Hvad siger I?
De kunne ikke modstå datterens lykkelige blik, så de gik med på den. Det var også bedst sådan. Selvfølgelig kyssede de hinanden, men mere turde de ikke. De vidste godt, at de var unge, og Karens helbred kunne ikke klare mere ansvar.
Da tiden kom, holdt de et brag af et bryllup.
Pludselig dukkede hele den fynske slægt op, de folk der aldrig havde løftet en finger dengang Mikkel var blevet forladt. Ingen havde ville tage ansvar, men nu var alle der.
Men Karen var ikke vred. Det var fortid. Mikkel havde kun øje for Katrine og kunne ikke tro sit held.
Hun gled ham i møde, som en blomstrende kirsebærgren under brudesløret, og hviskede så ingen hørte det:
Jeg elsker dig
Det havde hun sagt mange gange før, men først nu mærkede Mikkel, hvordan noget ubrydeligt forbandt dem.
Han tog fejl For det viste sig at være alt for nemt at bryde den forbindelse.
Mikkel mødte Isabella ved et tilfælde. På vej hjem fra arbejde så han en rank skikkelse danse utålmodigt i regnen ved et busstoppested. Han bremsede op.
Hvorfor lade nogen stå og blive sjaskvåd, når det styrtede ned?
Men pigen fnyste bare:
Hvem siger jeg ikke kan lide regn?
Hendes øjne var så mørke, at Mikkel ikke kunne skelne farven, men i det blik var der et eller andet, som fik hans hjerte til at slå en takt forkert.
Hun ville ikke med i bilen, så de gik gennem regnen til hendes lejlighed. Da hun åbnede døren, nikkede hun:
Skal du med op?
Det var dér, det hele startede. Mikkel forsvandt ind i hendes verden. Han kom ikke hjem den aften, ikke ugen efter. Han vidste de ledte, så beskederne fra både Katrine og Karen, men alt forsvandt i én strøm: Isabella.
Efter halvanden uge dukkede han op igen. Skubbede Katrines udstrakte hænder væk og sagde koldt:
Ikke nu.
Så forklarede han det hele og at han ville gå.
Katrine sagde ikke en lyd. Hun forstod ikke, hvad der foregik. Hun satte bare forsigtigt hans ting sammen og spurgte med alt sit blå, bunden blik:
Elsker du mig slet ikke mere?
Noget varmt rørte sig i Mikkel, men skyldfølelsen kneb ham straks i struben nu havde han jo svigtet hende for en anden! Ingen vej tilbage. Kom videre og lad pigen finde lykken, måske endda mere end du gav hende.
Karen sagde ingenting. Hun smækkede bare døren i, da hun fandt ud af det. Igennem sønnens ven fik Mikkel at vide, at han ikke var velkommen, før han vendte på en tallerken og lærte om samvittighed.
Mikkel var ligeglad. Han kastede sig hovedkulds ud i det nye med Isabella.
Ingen, der ventede ham hjem, ingen, der spurgte hvordan dagen var gået. Han vaskede nu selv sine sokker. Isabella gik rundt i lejligheden i luftige gevandter, uopnåelig, som om han slet ikke eksisterede, men det virkede alligevel nok troede han.
Han kaldte hende aldrig kærligt. Hun var ikke til for kælenavne. Iskold, mærkelig, tavs måske var det netop derfor, han blev så vild med hende? Han håbede, han kunne tø hende op, som Katrine havde varmet ham med smil.
Men Isabella havde intet ønske om hans kærlighed. Nogle dage smed hun ham ud, andre trak hun ham ind igen, som en kat leger med en mus. Mikkel forstod hende aldrig, men han kunne ikke slippe.
Årene gik. Mikkel blev mager og flakkende, altid rastløs, altid parat. Om natten skreg han i mareridt og mumlede Katrines navn. Når han drømte om hende, sov han som et barn. Hvis Isabella hørte det, puffede hun til ham:
Du snorker!
Det passede ikke, men han vendte sig bare og sank længere ned i mismod. Han turde ikke engang sove, for Katrine var væk om morgenen, og andre drømme skræmte ham.
Et år senere smed Isabella ham ud.
Jeg er træt af dig, Mikkel! Ud!
De skændtes. Hun kastede sig over ham med sine spidse, velplejede negle, forsøgte at kradse øjet ud på ham. Mikkel blev forskrækket, men undveg.
Er du blevet skør?!
Man bliver jo sindssyg med sådan en som dig! Du er jo ikke et menneske!
Hvad er jeg så? Han slap hendes håndled forbløffet.
En sten! skreg hun og skubbede ham. Ud af mit hjem! Jeg er færdig!
Mikkel var fortabt. Han havde glemt alt om, hvordan man var alene. Igen fyldte han sin slidte sportstaske med de samme gamle t-shirts og jeans og kiggede mod Isabella, som om hun kunne forbarme sig.
Lidt hurtigere, tak?
Isa
Hold op! Jeg kan ikke engang se på dig! Forstår du det?! Nej, vel? Det er lettere at tale med en kampesten! Selv den har mere styrke end dig! Gå hjem til din Katrine!
Hvorfor hun kom til at sige Katrines navn, vidste hun ikke. Mikkel havde aldrig nævnt sin ekskone eller Karen som om de aldrig havde eksisteret. Isabella vidste, en ny “kærlighed” ville betyde hendes endeligt at blive slettet fra hans liv.
Måske var det dét, hun hadede ham for.
Men nu var Mikkel pludselig vågen.
Til Katrine?
Han så for sig sin første kærlighed fregner, krøllet hår og sol på toppen af hovedet. Så hendes bryn trække sig sammen, de omsorgsfulde øjne: Er du træt, Mikkel?
Ja Hviskede han til sig selv og greb sportstasken Det er tid at tage hjem.
Bilen ville ikke starte, så Mikkel satte kursen til fods tværs gennem Odense, hurtigere end han havde løbet, siden han var dreng.
Men ingen lukkede op, uanset hvor meget han bankede på døren til Karens lejlighed.
Hvad banker du for, Mik? naboen kiggede ud. Hun er her ikke længere!
Hvor er mormor Karen så?
Nå, er det dig, der pludselig interesserer dig? Du burde takke din Katrine, for hun slap ikke mormor, da du ikke var til at få fat i! Din mormor fik et slagtilfælde! Og du anede det ikke!
Mikkel tabte tasken.
Men hvordan?
Vi prøvede at kontakte dig! Men du fik nyt job, ny telefon og blev væk for os alle!
Hvornår?
For et år siden!
Er hun i live?
Din slyngel selvfølgelig! Katrine tog hende hjem, plejede hende op, fik hende på benene, mens du legede elskerdreng! Hun klagede aldrig, selvom det har været hårdt. Hun mistede sin egen far, hendes mor blev syg, og så dig men hun klarede det! Katrine er stærk, ikke som visse andre!
Naboen smækkede døren i. Mikkel nærmest væltede ned ad trapperne glemte, at der var elevator og løb til den lejlighed, hvor de engang havde boet sammen.
Døren gik op.
Han satte sig straks på hug, kiggede ned i gulvet og turde ikke engang se på hende, der stod foran ham med en dreng på armen.
Kom ind. Mormor har ventet på dig.
Og du? røg det ud af Mikkel, uden han tænkte.
Han kiggede stadig ikke op.
Mig? Nej, Mikkel, jeg har for længst opgivet det. Man kan ikke tvinge nogen til at elske.
Hvad hedder vores søn?
Andreas.
Fint navn.
Karen fandt på det. Han var opkaldt efter din morfar. En god mand.
I modsætning til mig
Du er stadig ung, Mikkel. Du har tid nok til at finde ud af dit liv.
Men dig, Katrine? Fandt du ud af det?
Ja, selvfølgelig! grinede hun, stille men ægte, så Mikkel mærkede varmen folde sig ud i brystet. Det her er mit liv!
Hun kyssede sønnen på hovedet, satte ham ned og puffede ham blidt frem mod Mikkel:
Kom, mød din far!
Drengen skreg fornærmet, da Mikkel prøvede at favne ham.
Sådan, far! Opfør dig ordentligt! Katrine tog ham op igen og lod Mikkel komme indenfor. Gå ind til mormor. Du kan låne nøgler til din gamle lejlighed. Den står tom.
Katrine, kunne vi ikke?
Nej, Mikkel rystede Katrine på hovedet. Det var engang. Nu er det overstået. Du må gerne se Andreas, det er vigtigt for ham at kende sin far. Men alt andet glem det.
Du har heller ikke glemt.
Nej, svarede hun roligt. Det kunne jeg ikke. Jeg prøvede, men det var for smertefuldt, det du gjorde.
Tak fordi du tog dig af mormor
Det behøver du ikke sige tak for. Det er bare, hvad man gør, når man er menneske.
Mikkel åndede tungt, ville sige mere, men forsvandt i Katrines blå blik og mistede ordene.
Om nogle år ville to familier mødes i Eventyrhaven i hjertet af Odense.
Far! kaldte lille Andreas, mens han stadig holdt den vaklende lillesøster i hånden.
Hej søn! Mikkel greb barnevognen hårdere, lagde armen om sin kone, og nikkede til Katrine, der gik dem i møde med sin mand under armen.
Karrusel og is? lo Katrine, idet hendes datter prøvede at løbe fra bror.
Oldemor kommer til at elske det! jublede Andreas, løb hen til Karen på bænken. Men jeg vælger altså is til pigerne, ellers smører de sig bare ind i det hele!
Latteren lød mellem parkens allé, Katrine gispede, da hendes mand firrede hende op i rutsjebanen, og kun Mikkel blev stille, mens han så sin ekskone grine og kramme børnene.
Hvorfor ser du så trist ud, Mikkel? Karen tog ham kærligt under armen, trak ham med i sit tempo. Tabte du din lykke? Den fløj væk som en fugl og fandt en anden.
Hvorfor sige det, mormor?
Fordi! Karen daskede til grusstien med stokken. Man værdsætter ikke, hvad man har, før man har mistet det. Og når man indser det, kan det være for sent. Se på Maria hvad mangler hun? Her er din lykke, lige foran dig. Lad ikke fortiden holde dig tilbage. Se fremad, præcis som Katrine gjorde, da du gik. Hun fortryder selvfølgelig den første kærlighed glemmer man aldrig men hun kunne se fremad og gå sin egen vej. Hun bebrejder ingen, selvom hun kunne have gjort det. Hun vil opdrage jeres søn godt, det ved jeg. Og du Du kan blive klogere, eller du kan forblive dum. Det er dit valg!
Karen skyndte sig efter børnene, og Mikkel gemte tårerne for himlen og råbte:
Marie! Vil du have en is?
Mikkel
Du kan slanke dig bagefter! Selvom jeg ikke ser, hvorfor. Du er den smukkeste i hele verden!
