Til et bedre liv
Jannik står ved en lille kiosk med cigaretter på Vesterbrogade. Han trækker huen godt ned over ørerne for at beskytte sig mod den iskolde februarvind, der hyler ned ad gaden, river i de gamle el-ledninger og slår ham i ryggen. Snedriverne snor sig om hans fødder, og Jannik kniber øjnene sammen og gnider sine røde, sprukne hænder med de evigt nedgnavede negle.
Farmor Rigmor skammer altid sit barnebarn over de tarvelige, næsten straffefange-lignende hænder.
Jannik! Du er jo en ordentlig dreng, du går jo i skole ikke på et savværk! Hold nu op med at bide negle, kan du høre? Stop, siger jeg! Ellers smører jeg hvidløg på dem!
Farmor er blevet mere og mere vred gennem årene, især siden Janniks mor blev skilt fra hans far, Michael Nissen.
Michael bor stadig i sin lyse, rummelige lejlighed på tredje sal i det bekendte “funktionærhus” på Frederiksberg, vandrer fra rum til rum og betragter utilfreds husholdersken Grethe, der pudser støvet væk og tørrer de blade af den store palme. Grethe kalder ham venligt for “Mikkel”, og selvom nogen griner, tror hun på historien om, at han stammer fra gamle, fornemme slægter. Det betyder ingenting, at der ikke er noget arvet tilbage bare at folk ved, hvem han er.
Farmor Rigmor ved det også og det gør hende trist, at hun, Jannik, hans mor Sofie og Rigmor selv ikke længere har nogen plads i det miljø.
Det føles trist, efter skilsmissen, igen at sidde klemt på et lille værelse på Amager sammen med den drikfældige søn Kristian, datteren Sofie og barnebarnet Jannik. Trist at der ikke længere er gaver fra den velstående svigersøn, at man ikke længere kan prale af, at ens datter blev gift med en fin mand fra slægten. Slut.
Sofie tog lang tid om at komme sig over bruddet, talte lavmælt, græd kun, når hun troede, ingen så det. Jannik, som allerede er blevet tolv, forstår, føler med sin mor og bebrejder sin far, uden at han kan ændre det mindste.
Det er din egen skyld! bebrejder farmor nogle gange Sofie, hvis Jannik ikke er hjemme. Du kunne ikke lide, jeg kogte ben, men jeg fodrer altså hundene på lageret. Vil du være fin på den, så gå udenfor? Ingen tvang dig ville du ikke hellere blive boende? Michael var en god mand! Og han havde penge! Tag nu de krummer op! Farmor slynger krummerne fra bordet over på Sofies kjole. Han gik lidt rundt, jah men har du set dig selv for nylig?
Mor! afbryder Sofie sin mor.
Hvad, “mor”? Du holdt dig ikke pæn, og så ledte han efter noget andet. Det er ikke noget at lave drama over! Så havde der i det mindste været hjælp til drengen og mig selv… Her snøfter Rigmor, tørrer ansigtet af med viskestykket, samme stykke som bordet.
Mor! Hvordan kan du sige sådan? Han slog mig næsten, da jeg nævnte hans affærer, han brugte alle mine penge. Skal jeg bare finde mig i det? Jeg har fået arbejde, de har lovet mig et kontorjob. Vi flytter jo snart.
Rigmor presser læberne sammen og nikker. Hun må holde ud, hun har ikke andet valg.
Ja, ja… Vi har aldrig haft det godt, så der er ingen grund til at starte nu, Sofie… Du har forspildt dit liv. Nu kan du stå på gaden og sælge aviser. Der hører du til.
Hun slukker for kogepladen med den ildelugtende suppe, går ind i stuen, tænder for tvet og ser tanketomt på alt, hvad der vises.
Hun glædede sig sådan, da Sofie fandt sig en ordentlig bolig og en mand i orden (for det betyder meget!). Hun stoltserede over for naboerne og forklarede, at hendes datter nu var kommet ind i de fine cirkler.
Hvilke fine cirkler, Rigmor? fniser naboerne.
Sådan nogle, der spiser af guldtallerkener og har guldtoiletter! Synes I, det er sjovt? Bare grin. I er bare misundelige. Mine datter fik da noget ud af livet i det mindste! Rigmor fnyser og går.
Hjemme venter storebror Kristian. Han har altid drukket før bare som tidsfordriv, men det tager til, for det letter livet.
Han drikker, og Sofie og farmor finder sig i det. Hvad skal man ellers han er jo familie!
Kristian bebrejder sommetider sin mor for farens død, sommetider skælder han på Sofie for at fylde for meget.
Men Sofie fortsætter med at studere bruger alle sine kræfter for at komme væk hjemmefra, væk fra madrester, brok og koldhed.
Faren døde, da Sofie var fire og Kristian ti. Farmor blev alene med to børn, vred på verden, men holdt sammen.
Da Sofie, dygtig og flittig, blev optaget på Københavns Universitet, livede Rigmor lidt op. Nu venter et bedre liv; Sofie vil redde dem.
En grå novemberaften slentrer Sofie hjem efter arbejde og forelæsninger med ondt i maven: hun sender det meste af lønnen til sin mor selvom det aldrig er nok, fordi Kristian også tager sin del. Han dagdrømmer om at tage til Skagen for at arbejde, men får aldrig taget sig sammen…
Den aften stopper en blank, hvid bil ved hende. Bag rattet sidder en ung mand, lidt ældre end hende, velholdt, dyr i alt fra ur til bil.
Han hedder Mikkel. Mikkel Severinsen.
Skal jeg følge dig hjem? forsøger han.
Hun afviser, vil bare hjem, drikke te og sove.
Kom nu, jeg gør dig ikke noget! Jeg hedder Mikkel, hvad hedder du? Han stiger ud og følger efter.
Lad mig være, ellers ringer jeg til politiet, siger hun roligt.
Men Mikkel insisterer, griber hendes tunge pose, hjælper hende op ad de glatte trapper og siger, at han nød stilheden med hende.
Sofie er ikke vant til venlighed hendes mor var barsk, veninderne respekterede hende, men forkælede hende aldrig. Men med Mikkel smelter hun.
De spiser på restauranter, hygger sig med vin og kys i mørket, og hun flytter hurtigt ind hos ham.
Farmor Rigmor bliver aldrig inviteret; Mikkel har ingen interesse i svigermorens verden.
Men Rigmor tilbeder svigersønnen, tror pengene hun får sendt, er fra Mikkel. Hun får endda overtalt Kristian til at begynde et nyt liv (også på Mikkels regning).
Sofie nævner ikke, at Mikkel tager størstedelen af hendes løn. Hun gemmer lidt til sin mor måske for samvittighedens skyld.
Da Sofie besøger Mikkels hjem første gang, bliver hun modtaget køligt af husholderske Grethe, der med løftet hage påpeger, at Mikkel skal have det bedste og at Sofie må lære at opføre sig passende.
Ved du overhovedet, hvem Severinerne var? spørger Grethe hårdt. Han var diplomat!
Ikke “diplomat”. retter Sofie, mens Grethe sukker.
Grethe synes, pigen prøver at gøre sig for klog. Men Mikkel er sikkert ikke engang rigtig forelsket, han kan bare lide, hun minder om hans mor.
Mikkels forældre bor i Spanien og sender penge hjem. Da Sofie møder dem på et videoopkald, spørger de koldt ind og siger farvel.
Kan de ikke lide mig? spørger Sofie stille.
Helt ærligt, så er det kun vigtigt, at jeg kan lide dig! svarer Mikkel og trækker hende tæt.
Hun lærer at lave frikadeller, syltetøj og bringe ham morgenmad på sengen og Grethe dresserer hende med glæde:
“Se nu, der er pletter på bordet! Ud med skraldet det her er ikke et kollegium! Hvorfor har du ikke skiftet Mikkels sokker? Kom nu i gang, ellers er du ikke velkommen!”
Veninden Amalie, lærer i biologi, forsøger at vække den gamle Sofie:
Du skal væk fra ham, for du gør dig selv til en robot! Hvorfor springer du nu op fra kaffen for at vaske op? Slap af, bliv nu siddende!
Sofie knuger hænderne, sænker blikket og nikker.
Du tager ikke hen til ham igen, lover du? Du var altid så livsglad… siger Amalie og krammer hende. Det er, som om nogen har slukket lyset i dig!
Nej, Amalie, det går fint. Jeg må afsted, Mikkel venter, svarer Sofie og går.
Hun kan ikke forlade Mikkel det vil knuse hendes mor, og hun vil ikke tilbage til Kristian heller.
Efterhånden begynder Sofie at tro, at hvis de fik et barn, blev de nok en rigtig familie noget at samles om.
Hun får en søn om sommeren. Farmor Rigmor er der ved udskrivelsen, ser Mikkel tage imod dem med balloner og stor gestus, på asfalten står: Tak for vores dreng! Hun beslutter, det må være Mikkel, der har arrangeret det.
Skal du ikke med hjem til os og se lille Jannik? spørger Sofie glad.
Nej. Tag bare hjem, jeg har ikke tid, siger Mikkel stramt.
Mikkel, lad nu moren være med, beder Sofie.
Nej, det er ikke et museum, vel? I kører hjem, fru Jensen, kommanderer han.
Rigmor trækker på skuldrene, tænker, at hun får penge overført og kan fejre barnebarnet selv.
Ved porten står Kristian med blomster men Mikkel vil ikke lade Sofie nærme sig ham.
Sæt dig nu ind i bilen! Du skal ikke tale med ham! Hvem ved, hvad han fejler, siger han skarpt.
Jannik græder, Sofie gynger ham og kigger forgæves efter sin bror, men han er væk. Blomsterne hendes yndlings pæoner stikker op i hegnet.
Sofie skal hurtigt tilbage på jobbet det vil Mikkel. Grethe tager sig ansvarsbevidst af Jannik. Hun er stolt af at tage sig af endnu et Severin-barn.
Hver dag skal Sofie være hjemme præcis klokken syv alt andet er en fornærmelse for Mikkel.
Du er mor! Du skal komme hjem til tiden. Grethe er ikke lavet af jern! Og jeg er sulten! skælder Mikkel.
Hvis chefen beder hende blive, spørger Mikkel, om hun får overarbejdsbetaling, og skælder ud, hvis svaret er nej.
Grethe er dyr i drift! Klokken syv hjemme! siger han og banker i bordet.
Hverdagen bliver grå.
Amalie kommer aldrig på besøg Sofie må altid være hjemme.
Det slutter, da Jannik fylder tolv.
Mikkel er væk en weekend, og Sofie rydder op. Begynder at bladre gennem gamle billeder, kun for at se Mikkel på ferier med andre kvinder, smilende, kærlig.
Grethe ser billederne, gemmer konvolutten og fortæller Mikkel, at Sofie har snaget.
De skændes ikke, han beder hende bare forsvinde. Smider hendes tøj ud på opgangen. Det er næsten som en leg for ham. Da hun vil tage sine kontanter med, er kassen allerede tom.
Du kom uden noget du går uden noget!
Sofie løber ud med en taske, nøgle, pung, og Janniks dåbsattest. Og intet andet.
Jannik møder hende på vejen hjem fra træning.
Mor, hvad laver du? spørger han, og da han ser hun græder, tager han hendes hånd og siger ikke mere.
De bor en uge hos Amalie. Sofie går rundt som et spøgelse.
Det er slut på den sorte periode nu, forsikrer Amalie. Han tog alle dine penge?
Ja, jeg sparede dem op, har aldrig sagt det til ham… og han fandt dem.
Hvorfor gemte du penge? Hvem har du egentlig levet sammen med?
Skulle jeg gå tilbage til mor og Kristian? Ham, der tager alle mors penge og drikker, sover og råber om natten, så blodet fryser til is… og det stopper aldrig. Jeg flyttede intet var da bedre. Det hele så pænt ud, møbler, lamper, malerier og så blev jeg træt af det. Nu må jeg tilbage og mor skælder sikkert ud …
Hun skælder ikke ud. Sig sandheden om ham. Din mor vil forstå.
Amalie laver varm kakao, lægger et strik over Sofie og sukker. Engang var Sofie vild og selvsikker nu er hun stille og udslukt. Hun må kunne vækkes til live igen, tænker Amalie.
Jannik er nu tretten og bor med Sofie og farmor i lejligheden på Amager. Kristian er flyttet til en kvinde, og drikker vist mindre.
Farmor Rigmor ser sig stadig lidt vred på datteren og siger:
Du vendte ryggen til os, så længe Mikkel havde fat i dig. Nu er du tilbage, kun fordi du ikke havde andet valg…
Jeg kom, når jeg måtte. Jeg gav dig mine penge. Og hvor skulle jeg ellers gå hen, mor?
Hun husker, hvordan hun fløj på lyserøde skyer i begyndelsen, hvor hjertebanken var lykke.
Det var kærlighed. Skæv, syg men kærlighed med alt, hvad der følger. Det er ærgerligt, det måtte slutte.
Fra da de flyttede tilbage, møder Jannik sin mor hver aften kl. otte, hvor hun står af bussen. Han bærer hendes taske hjem, hun kysser ham på kinden og de går videre i stilhed. Om sommeren sparkes der fodbold, mens Sofie og farmor sidder i køkkenet. Alt virker, som det plejer.
Men denne isnende februar-aften er noget anderledes.
Jannik ser sin mor i menneskemængden, men gemmer sig bag kiosken. En mand følger hende, bærer hendes pose, får hende til at le. Jannik føler frygt ikke for manden, men for at mor igen skal blive såret. Det er derfor, han møder hende for at beskytte hende, lige som farmor altid sagde…
Sofie ser sig søgende om. Hun kan ikke finde Jannik og siger til den mandlige ven, Alexander:
Mærkeligt Jannik plejer altid at stå her. Måske er der sket noget. Skal vi vente?
Alexander trækker på skuldrene, men Jannik kan høre dem klart bag kiosken.
Han bliver vred på kulden, den isnende vind, mørket og på sin mor, der kysser en fremmed i stedet for at lede efter sin søn.
Han havde aldrig forestillet sig, at mor skulle have en ny mand. Han kunne huske sin far det var ikke godt, men han behøver ingen ny. Farmor Rigmor vil skælde ud!
Mor! Helt ærligt?! Unge Jannik træder frem og råber. Jeg venter på dig, jeg troede, du havde brug for mig, men du I kan bare gå jeres vej!
Han stormer væk gennem snelaget og hører kun fjernt sin mor kalde på ham.
Han husker skænderierne mellem mor og far, farmorens råben, Kristians vredesudbrud han ville blive stærk som onkel, beskytte sin mor. Han var blevet stærk, men mor svigtede ham nu.
Jannik! Stop nu, vent! lyder det bag ham, dybe herrestemmer.
Alexander, forpustet og i én støvle, roder i sneen.
Stop nu, ellers er vi ikke lige! siger Alexander grinende. Hvor kan det blot være, den sko?
Jannik kigger på manden, striberne på hans halstørklæde, og den store tå i hans sok. Han virker anderledes end Mikkel og måske lidt fjollet.
Pludselig kan Jannik ikke lade være med at fnise, og snart ler han højlydt. Så snøfter han pludselig.
Hvad er der, lille ven? spørger Alexander blidt fra snedrivet. Hvis du vil, så går jeg nu. Du bestemmer jeg forstår.
Jannik tørrer næsen, ryster på hovedet, nej, han skal ikke gå. For mors skyld kan han finde sig i det.
Farmor Rigmor sagde altid, at mor aldrig ville blive lykkelig at hun havde forspildt sin chance. Men nu vidste Jannik, at farmor tog fejl.
Hvilken sko leder du egentlig efter? spørger han.
Den her slags, svarer Alexander og vifter med den anden støvle.
Jannik finder den henter sne i halsen og ærmerne på sine støvler men han finder den.
Du er et fjols, onkel Alex! Men du har i det mindste ikke mistet min mor… siger han drillende. Husk, jeg beskytter hende.
Alexander nikker.
Tyve minutter senere sidder de alle i køkkenet ved gryden med hjemmelavede frikadeller. Farmor sender skeptiske blikke mod gæsten, mumler for sig selv.
Ved du hvad, fru Jensen, du laver verdens bedste frikadeller. Jeg har kun fået så gode én gang, da jeg var fem, hos min egen bedstemor! Det smager bare fantastisk! siger Alexander og læner sig tilbage.
Rigmor sukker, løfter skuldrene og smiler så. Det er længe siden, nogen rigtig har rost hende. Og det føles godt.
Måske manglede hun og Sofie bare et venligt ord så var det hele gået anderledes? Men så havde de nok ikke fået Jannik og det ville ikke gå.
Man må bare leve videre, tænker hun. Alexander vil hjælpe dem, eller måske finder de bare vej sammen. Sammen er alt lettere.
Må det gå dem godt, Sofie og Alexander!…
Farmor ligger længe vågen, tænker på sine børn bekymringen forlader hende aldrig. Alt hun kan, er at håbe på det bedste.
Og for Sofie, Jannik og Kristian må der også snart komme noget godt. De har virkelig brug for det.
