Jeg lover, jeg kommer tilbage
– Hvad mener du, han ikke er her mere?! Er du sikker? spurgte Emil og så forvirret på kvinden, der forhindrede ham i at gå ind på kollegiet. Han forsøgte at forstå, om hun mente det alvorligt…
– Helt sikker! Og der er ingen grund til at blive stående her, unge mand… svarede kollegieforstanderen skarpt og gik et par skridt frem for at skubbe Emil væk fra indgangen.
*****
– Hey, hvad har du gang i?! råbte Emil og var tæt på at tabe gryden med pasta i chok.
Han vendte sig om netop som en fræk, rødplettet kat, der havde stillet sig op på en stol, rakte ud over spisebordet for at skubbe et glas med leverpostej ned.
Jo, simpelthen at vælte det med vilje!
Med den ene pote stabiliserede katten sig på bordet, mens den anden, med beslutsomhed, førte glasset tættere på kanten. Målet var tydeligt når glasset gik i stykker på gulvet, ville der være rig mulighed for at fiske et par lækre bidder kød ud og smutte væk.
Men han blev overrasket denne gang.
– Miv! svarede den røde hankat fornærmet, da han hurtigt sprang ned og fortrak sig mod køkkenets dør.
Man kunne se i dens øjne, at der overhovedet ikke var noget anger. Faktisk så den skuffet ud over, at den geniale plan mislykkedes.
Og hvem kan bebrejde ham? Festmiddagen måtte jo udsættes…
– Mav! sagde katten igen, mens Emil skubbede leverpostejen længere ind på bordet.
Så satte han gryden med pasta fra sig og sendte et undrende blik på katten, som han aldrig havde set før på kollegiet.
Katten tænkte det samme. Denne fyre havde han ikke set før.
– Hvor er du kommet fra? spurgte Emil og gik et skridt nærmere. Hvem har lukket dig ind?
– Mav!
Den røde kat havde faktisk boet på kollegiet ad lovlig vej i over et år.
Boet – ja. Men mest overlevet…
Oftest måtte han nøjes med madsteder fra skraldespanden, men i de værste måneder måtte han også nappe lidt mad fra bordene. Det hørte jo nærmest med. Når man er mange om maden, skal man være vaks ved havelågen, som man siger i Danmark.
Så snart han hørte mistænkelige lyde fra køkkenet, var han straks på pletten klar til jagt.
De andre studerende brød sig ikke synderligt om kattens tilbøjelighed til at stjæle, men de forstod ham – de var jo også altid sultne. Ingen smed ham ud. For trods sin frækhed holdt han trofast museplagen fra døren, og skaderne fra dem var trods alt værre.
Derfor levede studerende og kat i et tåleligt fællesskab.
Nye beboere, der lige var flyttet ind, kunne dog ikke kende til aftalen, og forstod derfor ikke, hvorfor en fremmed kat var i køkkenet.
Emil var én af dem han forstod det bare ikke.
Han ville til at jage katten ud og gå til forstanderen, men blev afbrudt.
– Emil, hvad råber du for? spurgte Lasse, der boede på værelset ved siden af og stak hovedet ind.
I modsætning til Emil, der kun lige var flyttet ind, havde Lasse læst i tre år og betragtede kollegiet som sit andet hjem.
Katten har sneget sig ind og prøver at lave ballade. Tænk, han ville vælte leverpostejen! sagde Emil. Hvem finder på sådan noget?
– Det er bare Viggo, sagde Lasse med et grin, da han fik øje på den røde kat. Han stjæler tit mad for tiden. Om sommeren var her ingen, så han har været nødt til at klare sig.
– Hvorfor hedder han Viggo? undrede Emil sig.
– Han efterlader aldrig madrester på gulvet. Han fejer alt op. Deraf navnet! Rimelig sjovt, ikke?
Jo, meget sjovt. Men er det egentlig lovligt at have dyr på kollegiet? Ifølge reglementet må man ikke. Hvad siger forstanderen?
Du har ret: det er ikke tilladt. Men forstanderen sagde selv, Viggo er vores kollegiekat. Han fanger mus, så vi har gjort en undtagelse.
Jo tak, men han var ved at stjæle min aftensmad, sagde Emil eftertænksomt. – Og hvad hvis han skar sig på glasskår? Tåbelige dyr!
Men det gik jo godt! smilede Lasse. Og du undervurderer Viggo. Han er klog og ret snu…
Han er bare en tyv… mente Emil.
Emil, det er ikke katten der er noget galt med det er vilkårene. Men undlad at lade maden stå, og lad være med at gøre ham fortræd. Forstanderen kunne godt finde på at smide dig ud. Hun er ikke for sjov.
Så kunne hun da bare tage ham hjem.
Det ville hun også gerne! Men hun kan ikke endnu. Hun har selv fem, måske seks katte hjemme, alle fundet på gaden.
Hold da op… Jeg forstår ikke, hvordan nogen kan have så mange katte i en lejlighed…
Hun elsker dem.
Da Lasse var gået, åbnede Emil leverpostejen, lavede sig en middag med pasta og satte sig til at spise.
Katten rykkede tættere på vinduet og satte sig så, at han kunne holde øje med både Emil og leverpostejen.
Er du sulten? spurgte Emil.
Viggo fnøs. Er det ikke indlysende?
Nå, undskyld. Dumt spørgsmål, smågrinede Emil. Skal vi spise sammen?
Mens Emil delte pastaen, kiggede katten forbløffet på. Mener han virkelig det? Eller er det en joke? Hvis det er, skal han få lov til at smage på musegaver foran døren i et år!
Da Emil satte en tallerken pasta og leverpostej ned på gulvet, indså Viggo, at det ikke var gas.
Var han ikke kat, havde han fældet en tåre. Forestil dig: et menneske deler sin aftensmad med mig! Det er ikke bare et menneske, men et rart menneske!
Det var svært at tro, for de andre studerende delte sjældent mad kun i ny og næ ved festlige lejligheder. Emil var på den ene side som de andre, på den anden, noget andet. Måske mere venlig?
Derfor begyndte Viggo straks at holde af Emil. Og efter det måltid betragtede han ham som én af sine.
Sådan opstod et venskab mellem mand og kat. Ægte, stærkt og uden egennytte.
Emil delte sin mad uden at forvente noget, og katten holdt bare af ham for den, han var.
De første måneder mødtes de kun i køkkenet og et par gange på gangen. Men en aften dukkede Viggo pludselig op uden for Emils dør, skrabede insisterende, og da døren åbnede, smuttede ind uden at spørge.
Ja, hvad skulle han spørge om? Katte har jo deres egne regler.
Nu lå de hver aften på sengen eller rettere: Emil lå, og Viggo lå ovenpå ham. Det var den bedste plads. Emil skubbede ham aldrig væk, men lukkede blot øjnene og nussede ham.
Nu begyndte Emil at forstå folk, der har mere end én kat.
Det eneste, der bekymrede ham, var muligheden for at få en roommate. Hvis det skete, måtte katten nok ud, for ikke alle kan leve med dyr.
Men heldigvis var han heldig.
Da forstanderen hørte, at Emil havde katten på værelset og ovenikøbet fodrede ham tog hun ham en dag til side og sagde dæmpet:
Bare tag det roligt, drenge! Jeg sætter ingen ind hos jer. Og tak Emil, fordi du tog ansvar for Viggo. Jeg har spurgt de andre, men de rystede bare på hovedet vi har nok at se til. Du var den eneste, der sagde ja.
Sådan kom Emil og Viggo til at bo sammen.
Emil syntes dog ikke om navnet Viggo, så han fandt på et nyt, mere kærligt. Det var katten ligeglad med, men for skik skyld mjavede han godkendende, da navnet blev foreslået: Valdemar.
Jeg vidste, du ville kunne lide det navn, sagde Emil glad. Nå, skal vi spise igen?
Miv!
De havde det godt. De boede sammen, og Emil begyndte sågar at planlægge at tage Valdemar med sig, når han var færdig med studierne.
Men i løbet af det sidste år dukkede Signe pludselig op i hans liv.
Eller, pludselig er måske ikke rigtigt Emil havde set hende før: de boede bare på forskellige etager. Indtil da havde de kun hilst.
Men nytårsaften kom de tættere på hinanden. Signe bad Emil hjælpe med en stjernekaster og i det øjeblik opstod der gnister, bogstaveligt talt.
Emil blev hovedkulds forelsket, og nu brugte han al sin tid med hende frem for Valdemar.
Valdemar var tydeligt ikke begejstret. Når han så Signe, hvæsede han højlydt. Og da de to lukkede døren en aften, kradsede han og sprang mod døren, som om han ville smadre den.
Få nu styr på den kat! råbte naboerne.
Emil måtte give efter og slippe Valdemar ind, og bagefter undskyldte han til Signe. Hun blev fornærmet og gik, mens Valdemar tilfreds kiggede efter hende.
Valdemar, det går ikke! forsøgte Emil at forklare. Jeg holder virkelig meget af dig, men jeg kan også godt lide Signe. Måske kan noget komme ud af det. Men du gør det svært!
Miv! svarede Valdemar roligt.
Katten prøvede at forklare, at Signe ikke var den rette for Emil. Men Emil forstod ikke kattesprog.
Snart indså Emil, at katten havde haft ret. Efter at have skrevet hendes bacheloropgave, forsvandt Signe, og han så hende aldrig igen.
Undskyld, Valdemar. Skulle have lyttet til dig, sagde Emil fortrøstningsfuldt. Jeg troede, du var jaloux, men du ville bare passe på mig.
Mjav svarede katten blidt, og lagde sig på Emils skød.
Så kom dagen, hvor Emil skulle flytte ud af kollegiet, fordi han nu var færdiguddannet.
Birthe, sagde han til forstanderen, kan du passe på Valdemar lidt? Jeg skal have styr på job, finde lejlighed, og måske besøge mine forældre på Fyn. Når det hele er på plads, henter jeg ham.
Selvfølgelig, Emil, smilede Birthe. Jeg er sikker på, han venter trofast på dig. Ikke, Valdemar?
Men Valdemar svarede ikke. Hans øjne var triste. Han kunne mærke, at noget var galt, men forstod ikke hvad.
Pas nu på dig selv, Valdemar! sagde Emil og klappede katten flere gange.
*****
Det var allerede et halvt år siden, Emil flyttede fra kollegiet. Hans mor blev alvorligt syg, så han blev i den lille by på Fyn for at passe hende.
Da han vendte tilbage til København, gik det heldigvis hurtigt med at finde job og en god, billig lejlighed. Udlejeren var også sød.
Da han spurgte, om han måtte have en venlig kat med, svarede hun straks: Selvfølgelig! Jeg har selv tre pelsbundter derhjemme. Det er ren lykke!
Endelig kunne Emil hente Valdemar på kollegiet. Han savnede sin kat og glædede sig.
Mon han stadig stjæler mad eller har han slået sig til ro? tænkte Emil, mens han nærmede sig hoveddøren.
– Hvor skal du hen, unge mand? Kun adgang med beboerkort! sagde en ukendt dame strengt.
Emil stoppede og så overrasket på kvinden med de sammenbidte bryn.
Hej, hvor kan jeg finde Birthe? spurgte han.
Birthe hvem? Er hun studerende?
Nej, hun er eller var forstander, smilte Emil.
Nå, den Birthe. Hun arbejder ikke her længere.
Hvad?
Sygemeldt, hun stoppede. Nu er jeg forstanderen, og uden adgangskort kommer du ikke ind.
Denne udvikling havde Emil ikke ventet. Men et halvt år var gået, alt kunne jo ske.
Hør, jeg er her efter en kat. Stor, rød han boede her. Må jeg tage ham?
Der er ingen kat her! Det må der ikke være!
Vent, men han var her sidst jeg boede! Vi boede endda sammen.
Måske dengang, men ikke nu. Jeg smed ham ud lige inden studiestart, svarede hun koldt. Ingen grund til at lede på området, han er der ikke. Reglerne er klare: ingen dyr hverken i bygningen eller på grunden. Så nu må du vist hellere gå!
Emil lod være med at sige mere. Hun gjorde bare sit job.
Han gik ud gennem porten og så sig søgende omkring. Chancen for at finde Valdemar var lig nul. Ingen kat ville vente i et halvt år.
Måske var han flyttet til et andet sted, måske havde nogen taget ham ind. Det håbede han i så fald. Ellers levede han på gaden og det var ikke godt.
Hvis jeg havde vidst det blev sådan, havde jeg aldrig efterladt ham… bebrejdede Emil sig selv, mens han spejdede efter katte. Og hvis han slet ikke er mere?
Den tanke gjorde ondt. Valdemar var mere end en stor, rød kat han var en ven.
Der findes ikke noget værre end at miste en ven.
Se selv, hvor kræsen han er! Fordi jeg ikke lavede hans pasta med leverpostej i dag! Spis hvad du får!
Emil vendte sig forskrækket mod råbet. Lige der, midt på stien, var hans røde kat Valdemar – på vej imod ham!
Et par meter fra ham stod en ældre dame med en tallerken. Hun må være kommet for at fodre katten, men han var ligeglad.
Om vinteren var der nok af katte, der ville spise, og snart stimlede andre om hende for at tigge godbidder.
Men den røde var målbevidst, gik direkte mod porten, hvor Emil netop var kommet ud.
Valdemar… kaldte Emil lavt.
Katten stivnede, løftede hurtigt hovedet og blev stående.
Et øjeblik stod de bare der, stirrende på hinanden som om de måtte genkende hinanden. Måske snusede de endda til hinandens duft over vinterluften…
Så tørrede Emil væden bort fra kinden, løb mod Valdemar, og katten sprang ham i møde.
Emil greb sin elskede kat, krammede ham tæt og smilede over hele ansigtet. Jeg er hjemme Jeg er hjemme, hviskede han bevæget.
Tilfældige forbipasserende smilede over synet, ligeså gjorde den gamle dame med tallerkenen.
Så det er jeres kat? spurgte hun og tørrede en tåre bort.
Ja, min, nikkede Emil.
Hvordan er det så gået, at han endte på gaden?
Emil fortalte hende hele historien, og damen lyttede opmærksomt.
Sådan kan livet gå sagde hun, tankefuldt. Mange ville gerne tage ham med hjem.
Og?
Han ville ikke med. Han spiste næsten intet andet end pasta med leverpostej. Jeg forstår ikke, hvordan han klarede sig.
Ja, Valdemar er som han er. Tak fordi du har passet på ham.
Tak til dig, unge mand. Nu bliver der én kat mindre på gaden. Held og lykke til jer.
Nå, Valdemar, skal vi tage hjem? Jeg laver pasta og leverpostej så kan vi spise sammen.
Mjav! svarede katten lykkeligt.
Så trykkede han sig tæt ind til Emil og spandt stille. Hans menneske var der igen, han var ikke blevet glemt nu skulle alt nok gå.
Og de gik hjem sammen.
