Vent på mig
Med en skælvende hånd tastede Frederik nummeret til Signe, før han hurtigt satte mobilen til øret. Bare hun nu tager den, bare hun tager den bad han stille for sig selv.
Abonnenten er midlertidigt utilgængelig eller udenfor dækning, lød en neutral mandsstemme, og Frederik forstod, at hans bøn ikke var blevet hørt den dag.
*****
Kærlighed spørger ikke pænt, om den må tage bolig i dit hjerte. Den banker ikke blidt på før den træder ind, nej, den vælter ind som et stormvejr, så man knap kan få vejret. Man kunne jo forestille sig, at sådan en bølge kun kunne føre dårligt med sig.
Men nej
Det har sin helt egen skønhed for man føler noget helt uforglemmeligt, som ikke kan sammenlignes med noget andet. Ikke engang hvis man kører en hel dag i Tivoli på de vildeste rutchebaner.
Jo, kærlighed er større end alle forlystelser.
Ofte fødes den på et øjeblik, som en lysende stjerne i universets dybe mørke.
Det føles næsten som at blive ramt i hovedet Bang! og pludselig er man forelsket til op over begge ører.
Det er netop den der kærlighed ved første blik om hvilken så mange digtere har skrevet. H.C. Andersen, Jeppe Aakjær Kærligheden har altid været et yndet emne og er det stadig.
Frederik havde dog altid rystet på hovedet af det hele han mente nu ikke, der var noget der hed kærlighed ved første blik. Slet ikke i virkeligheden.
I virkeligheden findes det jo bare ikke plejede han at sige til dem, der påstod det modsatte.
Lige indtil den dag
Frederik stod på busterminalen ved banegården i Aarhus, nær ved en bænk, og spejdede efter sin bus, som måtte være der hvert øjeblik.
Man kunne ikke misse den bus det var en rutebus, og chancen kom først igen næste morgen. At vente tolv timer mere var ikke spor tillokkende, især nu hvor han lige havde forladt sit lejede værelse.
Derfor stod han og kiggede på hver bus, der gled ind på stationen.
Frede! Kom nu, bussen er her! råbte en kvinde et sted bag ham.
Det var slet ikke ham, det gik op for ham senere, men et barn der løb til sin mor. I det moment
Han vendte sig skarpt og pludselig blev alt sort, og for hans øjne spruttede lynende stjerner, som om nogen havde sendt et nytårsfyrværkeri af sted lige foran næsen på ham.
Det var nu maj, men det føltes som om vintermørket var faldet på, for han forstod ingenting.
Hvad pokker var det? tænkte Frederik forvirret.
Først efter et par sekunder begyndte han at skimte former og ansigter, og så så han hende en ung kvinde lige foran sig, der også gned sin pande.
De stod der, midt i larmen på banegården, og så på hinanden uden at kunne rive blikket væk.
Ingen grinede, ingen græd; de stod bare og stirrede, han på hende, hun på ham.
Det føltes for Frederik som et helt liv, selvom kun få minutter var gået. Og så vidste han det: Han var forelsket. Første blik. Så stærkt og uventet.
Noget dybt i ham anede, at denne kvinde ikke bare var kommet tilfældigt forbi det føltes som et trick fra skæbnen selv, for at de to skulle finde hinanden og ikke gå tabt i travlhedens mylder.
En tys klap fra himlen.
Undskyld, jeg så dig slet ikke! sagde kvinden til sidst, mens hun samlede sin ødelagte mobil op fra fliserne. Jeg havde så travlt. Kom du slemt til skade?
Hvad? Han kunne se, at hun talte, men hans øren var fyldte af rungende stilhed.
Om du slog dig meget? Du ser lidt underlig ud i blikket
Helt rundt på gulvet, ja, indrømmede han. Når jeg ser dine øjne, føles det som om jorden forsvinder under mig. Mon det er den dér kærlighed? Ved første blik?
Du spøger? sagde hun, med en glimrende skæv smil. Det håber jeg! Men lad os lige sætte os. Ellers svimer du måske om på stedet. Her, tag lidt vand.
Hun smilede varmt og oprigtigt, så al tvivl smeltede væk.
Tak, sagde Frederik, tog flasken og slubrede ivrigt vandet.
Efter et par slurke blev alting klarere.
Jeg hedder Signe, sagde hun.
Frederik.
Det var ikke med vilje. Jeg ville bare nå min bus, men… Signe kikkede mod perronerne. Den kørte uden mig. Så er det min egen skyld. Og telefonen er også smadret…
Bussen! står det pludselig klart for Frederik, der vender blikket og ser, at hans egen bus er på vej væk.
Han kunne næsten høre chaufføren ironisk brumme: Du må vente på næste!
Årh, nej Jeg er også for sent!
Åh, det var min skyld … Min mor har altid sagt, at jeg er lidt klodset, sukkede Signe.
Ikke din skyld, smilede Frederik. Nogle gange står stjernerne bare på rad og række for sådan noget.
Hvornår går næste bus?
I morgen tidlig.
Det gør min også. To ensomme sjæle, ville min mor have sagt.
Ved du hvad, Signe? Nu hvor vi begge har mistet bussen, vil du så gå en tur i parken? Den ligger lige her ved siden af.
Ja, det vil jeg gerne, sagde hun og lagde sin ødelagte telefon i tasken.
*****
Frederik købte to flødeis og vendte tilbage til Signe, der ventede på bænken i skyggen af bøgetræerne.
Han frygtede, at hun var gået uden ham men hun sad der stadig. Han standsede, stod et øjeblik stille og betragtede hende på afstand.
Signe havde sat dybe spor i hans sind.
Sådan føles kærlighed altså Han forstod pludselig, at han altid havde taget fejl.
Hvorfor står du bare der? Flyt dig nu! lød en ældre dames vrissende stemme bag ham.
Frederik så, det var en gammel kone med stok, som sendte ham et arrigt blik.
Undskyld, jeg stod bare og drømte, mumlede han og flyttede sig forbi hende.
Er det hende der på bænken du står og kigger på? spurgte hun og blinkede med stokken mod Signe.
Ja hun er smuk.
I bliver aldrig sammen, sagde hun skarpt og gik sin vej.
Frederik måbede. Tanken om, aldrig mere at se Signe, gjorde ham næsten svimmel.
Han kiggede tilbage mod bænken men den var tom.
Hvad er nu det for noget?!
Han begyndte hektisk at lede efter Signe i menneskemængden for hun måtte være i nærheden Men uanset hvor han kiggede, var hun væk.
Ordene: I bliver aldrig sammen! blev ved med at rulle rundt i hans hoved.
Hvad står du nu her for? Har du glemt hvilken bænk jeg sad på?
Han snurrede rundt på stedet, og ramte igen Signe med panden, da hun pludselig stod der bag ham.
Du gik ikke! Jeg troede ellers sagde han lettet og næsten slog armene om hende.
Frede, pas dog på, du slår mig jo! sagde Signe, mens hun smilede og gned sin pande. Jeg gik bare for at smide vandflasken ud. Jeg havde set dig drømme væk derover og tænkte, jeg hellere måtte se, hvor du blev af.
Jeg blev bare bange. Troede du var væk
Jeg bliver. Men, Frederik, vi må love ikke at støde hoveder sammen mere. Jeg skal til eksamen snart og gider ikke miste hukommelsen nu!
Det lover jeg, sagde han undskyldende. Der var bare en mærkelig gammel dame. Jeg troede… Næ, det er lige meget. Vil du med rundt?
Ja, selvfølgelig.
Han gav Signe isen og tog hendes hånd. Så gik de langsomt igennem parken, senere langs åen og de stred sig gennem de stille, mørke gader, indtil det blev morgen.
Timerne fløj. Frederik fortalte højt og begejstret om sit liv, sine planer, og at han arbejdede som svejser og kun var i byen for sit arbejde.
Signe delte sin historie: boende på kollegie, afsluttende semester på medicinstudiet og store drømme om at blive læge.
Om morgenen fulgtes de tilbage til busterminalen, hvor ingen af dem ønskede at sige farvel. Da Frederik ville tage hendes nummer, viste Signe ham undskyldende den ødelagte telefon.
Jeg kan ikke ringe nu Men jeg skal nok købe en ny telefon, så snart jeg kommer hjem, og så installere mit simkort igen. Skriv mit nummer ned, så vi ikke mister hinanden.
Selvfølgelig, sagde Frederik ivrigt. Skriv mit også!
Bussen kører! råbte chaufføren. Skal du med?
Jeg kommer, svarede Frederik.
Han så på Signe:
Vent på mig. Jeg kommer tilbage efter dig, det lover jeg.
Jeg venter, svarede hun, og viftede farvel.
Frederik blev stående et øjeblik på trinet, sugede synet af hende til sig hans uventede lykke inden han satte sig.
*****
Der gik en måned.
Den længste måned i Frederiks liv. Ikke en lyd fra Signe, og han kunne ikke få forbindelse. Til sidst fik han overtalt sin chef til to ugers fri og forberedte sig på at tage tilbage, men samme dag ringede de fra familien hans mor var kommet på hospitalet.
Moren, Else, boede i en landsby på Fyn, så Frederik måtte hjem.
Hun havde fået en blodprop, kunne ikke gå selv længere.
Din mor har brug for hjælp døgnet rundt, sagde lægen.
Frederik nikkede, hovedet under armen: Hvorfor sker det lige nu?
Men han kunne ikke efterlade sin mor. Der var ingen andre.
Signe hende skulle han nok finde igen så snart han satte sin mor på benene.
*****
Men det lykkedes aldrig for et par måneder senere døde hans mor. Frederik begravede hende, gav de sidste dyr væk til naboerne, lukkede huset og tog afsted for at finde Signe. Halvandet år var gået, han vidste ikke engang om det overhovedet kunne lykkes.
Han nærmede sig det gamle kollegie, og rystede af indestængt spænding.
Tænk hvis hun allerede har fundet en anden?
Og så huskede han de ord fra den gamle dame: I kommer aldrig til at være sammen
Hvad nu hvis det er sandt? At jeg aldrig mere ser Signe?
Hvorfor havde hun aldrig ringet? Hun havde jo fået hans nummer!
Hvem leder du efter? spurgte den strikse kollegiemutter, da han trådte ind.
Signe jeg kender ikke hendes efternavn, men har et billede her fra vi mødtes på busterminalen.
Hun kiggede på billedet.
Nå, så er du brudgommen? lo damen surt. Men din Signe er her ikke mere. Hun flyttede for længst. I dag er der ikke et øje her. Det er den 31. december!
Flyttede? Hvornår? Hvorhen?
For længe siden. Hun blev færdiguddannet, fik sit eksamensbevis og rejste. Hjem, sikkert ud på landet.
Lagt hun ingen besked? Nummer eller adresse?
Jo, hun gav mig dette her brev, sagde damen og rodede i en skuffe. Men, øhm, jeg spildte lidt kaffe over det. Adressen kan ikke læses. Men hendes nye nummer står der.
Frederik tog straks brevet.
Kære Frederik. Hvor har jeg savnet dig! Du ved slet ikke hvor meget. Undskyld mig mit hoved hænger ikke rigtigt sammen jeg mistede dit nummer samme dag du tog afsted. Min taske blev stjålet på stationen, og der lå både min ødelagte telefon og lappen med dit nummer. Hvordan skulle jeg kunne finde dig, når du ingen adresse gav? Jeg har siden fået nyt nummer, men jeg har ventet. Hver dag efter undervisningen gik jeg ned til den bænk, hvor vi stødte hovederne sammen, og ventede. I en måned. Men du dukkede aldrig op Kun katten var der stor, rød, og øjne ligesom dine. Jeg kaldte den Frederik. Jeg talte timevis med den om dig. Husk at give den mad hvis du ser den den elsker kalkunfoder fra kiosken om hjørnet. Jeg ville have ventet længere men nu er jeg færdiguddannet og min mor blev syg, så jeg må hjem til landsbyen.
Jeg ved ikke om du kommer, om du husker dit løfte, men jeg skrev min adresse her Fem minutters gang fra stoppestedet.
Nyt nummer nedenfor ring gerne.
Med rystende fingre tastede Frederik nummeret, satte telefonen til øret.
Abonnenten er midlertidigt utilgængelig eller udenfor dækning lød den kendte stemme.
Igen. Endnu en dør lukket.
Han så ned på brevet. Sted og adresse var dækket af en stor kaffebrun plet; umuligt at læse navnet.
Hvor og hvordan skulle han nu finde Signe?
*****
Frederik travede stille gennem de sneklædte gader mod busterminalen. Han så ikke det lysende julepynt, ikke butikkernes glimmersløjfer, selv om det var 31. december.
Han havde intet at bringe hjem. Måske med lidt held ville Signe dukke op på netværket, men hvornår? Kun Gud vidste det.
Billetten til Odense næste morgen lå i lommen. 40 minutter endnu.
Måske skulle jeg gå ned til bænken og se om katten er der? tænkte han.
Lidt minde måtte han vel kunne tage med; måske tage katten med hjem, som Signe engang havde gjort.
Da han kom frem, så han faktisk en stor rødbrun kat, den sad dér ved bænken og stirrede undersøgende på de forbipasserende.
Mon det er mig du venter på? Frederik grinte skævt.
Han satte sig katten holdt blikket væk da han satte sig, men Frederik rakte hånden frem.
Hej, min ven! sagde han.
Katten snuste, gned sig op ad hans ben og blev hurtigt hans ven.
Du er nu en god en tænkte Frederik og løftede katten op. Så kom han i tanke om Signes notits: gå efter kalkunfoder til katten!
Vent her et øjeblik jeg smutter i kiosken, kommer straks igen, okay?
Mjau, svarede katten roligt.
Bare du venter på mig, min ven jeg er hurtigt tilbage.
Kioskens kø var lang, overraskende lang selvfølgelig, det var jo nytårsaften så han måtte vente ti minutter.
På vej tilbage så han en kvindeskikkelse ved bænken. Hun bøjede sig, forsøgte at tage katten op men den nægtede stædigt, miauvede højt.
Hvad er der med dig, Fætter? Kan du da ikke kende mig? lo hun forpustet.
Signe?! udbrød Frederik, overmandet af følelser.
Hun vendte sig rundt og pludselig var det hele som før: Et sus, et svirp, stjerner for øjnene, og for anden gang ramte de panderne sammen.
Frederik og Signe så på hinanden og brød ud i grin og tårer og et langt kram foran hele byen. Og pludselig var alt ligegyldigt, hvad angik andres meninger.
For nu havde de fundet hinanden. Endelig.
Hvordan er du kommet her, Frede? spurgte Signe forundret senere.
Jeg kom jo efter dig. Som jeg lovede!
Jeg havde hørt du var rejst hjem fra kollegiet.
Jeg blev færdig på studiet, og da min mor blev syg, måtte jeg hjem på landet men hun døde for en måned siden. I dag er jeg kommet for at hente Fætter Frederik her. Og så finder jeg dig!
Jeg skulle til at købe foder til ham, som du engang sagde!
Jeg forstod ikke hvorfor katten ikke ville med mig, men nu ved jeg det han ventede på dig.
Og jeg har ventet, Frederik.
Hvor jeg er glad for at finde dig. Jeg forstod intet, brevets adresse var gennemblødt af kaffe og ulæselig
Åh, kollegiemutteren… lo Signe. Men telefonnummeret?
Det stod der. Men du havde ingen forbindelse
Netop i dét øjeblik bimlede Frederiks telefon ny sms: Abonnenten er online igen. Han viste den til Signe.
Perfekt timing
Tja! Jeg har faktisk lejet en lille lejlighed i dag. Der er ikke noget klar, men der er tid endnu. Kunne vi fejre nytår sammen?
Mere end gerne! Jeg siger ja med begge hænder!
Så kom, Frede, lad os ikke spilde tiden.
Frederik løftede katten op, mens han lovede sig selv at elske denne pelsklump til tidens ende for uden ham havde han aldrig fundet Signe igen.
De travede gennem byen, købte lidt ind, pyntede træet, og så slog rådhusklokkerne over Aarhus.
Det blev nytår.
Frederik var lykkelig, katten havde fået et hjem og Signe var dobbelt lykkelig.
For nu havde hun pludselig to Fredeer.
