Det rigtige valg
Lille Lise, skat, du forstår vel, at det her ikke er alvorligt? sagde tante Nina blidt, mens hun med sin velplejede negl vippede til de tykke mapper fyldt med skitser, der lå på bordet.
Lises mor, Maria Josefsdatter, havde bedt Nina tale med Lise, fordi, som hun sagde: “Hun tillægger ikke familie nogen værdi længere.” Moderen blev ikke lyttet til, og faren, han blev bare omfavnet om halsen, hvis han begyndte at brumme om en “rigtig profession”, og straks smeltede hans modstand.
Hun render stadig rundt med sine træstykker, maling og pensler, som et rigtigt maler-arbejdsfolk! beklagede Maria sig over kaffen i Ninas kontor tidligere den morgen. Det bliver aldrig til noget! Som hobby, måske, men som arbejde? Katastrofe!
Maria sukkede højlydt. Nina bød hende endnu en chokolade fra den smukke æske med guldpapir.
Maria, Nina, og Lises far, Viktor, arbejdede alle på hospitalet. Læge et respekteret, vigtigt, hæderfuldt erhverv. Folk lyttede til dem, hilste altid, de var i centrum. Naturligvis burde Lise fortsætte familietraditionen! Men
Pigen er helt uden for rækkevidde! Hun forsvinder efter skoletid, dukker ikke op til kurserne, og når hun så endelig kommer hjem, lugter hun af billig leverpostej og terpenting, og så er der endnu flere af de grimme tegninger. Jeg kan ikke udstå dem, Nina! Jeg kan ikke! Stærke farver, grove linjer. Lise kalder det realisme blandet med abstraktion, men for mig er det startskuddet til galskab. Sig noget til hende, børn hører altid bedst efter dem, der står udenfor familien! Maria sukkede dybt, kiggede utålmodigt på sit armbåndsur, og fór afsted da hun så tiden. Arbejdet var jo begyndt for ti minutter siden!
Senere stod Maria og Nina begge og betragtede Lise, som endnu engang slængte en mappe fyldt med tegninger på bordet, bandt et bånd i håret og nynnede for sig selv.
Lise, du skal altså tænke dig godt om nu! Det er fint at holde pause, lege lidt, men nu skal du i gang med at læse op! Tid til at søge ind! sagde tante Nina, og lod hænderne falde ud over bordet, fingrene pyntet med ringe.
Søge ind hvor? spurgte Lise, idet hun glattede håret ved tindingerne og lo lidt.
Hvor, siger du! Selvfølgelig på medicin! Det er jo indlysende. Vi skal nok hjælpe dig, læse op sammen med dig, og vi ringer da også til rette sted, så du kommer hurtigt ind! Men så skal du tage fat på bøgerne, læse og lære. Lise, kom nu til dig selv!
Nina slog ud med armen, og ramte en stak akvareller, der dalede ned som efterårsblade.
Lise kastede sig på knæ for at samle dem op.
Herregud, Lise! Hvad er dog dét?! Ninas finger pegede på en nøgen mandetegning. Uf, hvor ulækkert! Kast den ud! Maria, har du set?
Maria tog straks tegningen, før Lise kunne nå den, og gik hurtigt ud mod køkkenet, hvor hun var i gang med at stege fiskefrikadeller. Hun havde så gerne lavet gedde men tiden rakte aldrig
Nina løftede meningsfuldt øjenbrynene og viste fundet til Maria.
Denne stivnede med paletkniven i hånden, betragtede figuren og stirrede håbløst på sin datter.
Hvad glor I på?! Lise lagde armene over kors. Det er normalt for kunstnere at øve sig i at tegne mennesker, det er naturligt! Og han har faktisk undertøj på, det kan man bare ikke se her.
Lille pige, det er naturligt at tænke over alvorlige ting, over at du er vores datter. Men at studere nøgne mænd et eller andet sted i en tvivlsom kunstskole, det er fordærv, Lise! Uden bund! Maria skubbede til tegningen med det olieklædte paletblad, kom i tanke om frikadellerne, sænkede varmen. Herregud, for en skam!
Hun sagde det, som var datteren rendt direkte ud i fordærv.
Mor, du er jo dobbeltmoralsk! I som læger glor jo også på kroppe i anatomisalen, det er helt okay! Lise rynkede brynene og trak beskytterisk sin skitse til sig.
Og ved du hvad, mor? Der er én stor forskel på dig og mig, og det er derfor du aldrig vil forstå mig
Og hvad skulle det være? Nina, find tallerkenerne frem, jeg er skrupsulten! sagde Maria over skulderen.
Du kan ikke se det smukke i mennesket, i verden, for dig findes kun organer, sygdomme, bylder og beskadiget væv. Men jeg, mor, jeg SER folk! Og jeg vil male dem sådan, at de kan se på deres portræt og lære at elske sig selv. Jeg nægter at begrænse mig til bare at se kroppe, maskiner, motorer jeg vil ikke være mekaniker. Jeg søger ind på kunstakademiet. Punktum.
Lise stampede i gulvet, fór ud. Kom så tilbage og undskyldte.
Tante Nina, vil du ikke lade mig male dig? I en smuk kjole, med opsat hår ikke i hvid kittel og knold! Det kunne være flot?
Skat, jeg har ikke tid til smukke kjoler. Arbejde, du ved svarede Nina og rystede på hovedet.
Prøv det! Så skal du se arbejdet også tillader det, og alt muligt andet glider væk, slyngede Lise over skulderen, mens hun prøvesmagte en brændende varm fiskefrikadelle og dansede mentalt væk på tæerne.
Lise, nu glemmer du dig selv! Op på værelset og gør dig klar til dine kurser, du skal jo kunne anatomien i morgen! råbte Maria. Din lærer ringede, han sagde, at du tegner hoveder i stedet for at tage noter. Det er uacceptabelt.
Hvilke hoveder snakker vi om? Lise, jeg kan hjælpe, det er jo kompliceret, begyndte Nina.
Hun tegner sine kammeraters hoveder og giver dem væk skaber forstyrrelse i undervisningen. Og til foråret søger du ind! Jeg ringer til Medicin, heldigvis har vi kontakter, din far får dig ind på Panum, de tager dig! Vi er jo ikke almindelige praksislæger vi har fortjent det her tordnede Maria stolt og løftede hagen.
Lise rystede bare på hovedet.
At leve mellem to brande mellem morens overbevisning om, at Lise var født til at være læge, og meningen fra Tim Peder, kunstlærer på hendes hemmelige billedskole, at Lise var et naturtalent, at hun så ikke bare ansigtet, men menneskets sjæl.
Lise, du MÅ videre, du skal på akademiet nu. Jeg skal nok ringe, finde folk til dig. Fundamentet får du her, sagde Tim Peder og stirrede tankefuldt ud ad vinduet. Resten af livet, kunsten.
Han selv fik aldrig lært. Eller, startede men fortsatte ikke. Tidligt forlod han studiet i sin tid. Derfor åbnede han sit eget atelier og underviste så mange, han kunne, ud fra den intuition, han havde.
Eleverne var dem, der manglede retning, tvivlede, længtes efter støtte.
Han tog ikke mange penge, havde ikke en familie, boede i atelieret, underviste i tidligere stue, hvor sollyset dansede over honningfarvet parket, hvor staffelier og kunstige frugtskåle prydede vinduet.
Lise mødte ham på torvet. Hun stod længe og pillede ved druer, var aldrig tilfreds enten for slatne, for små, for blege.
Hvis de bare skal spises, tag dem der. Ikke kønne, men masser af saft og sødme. Hvis lød det bag hende, og en hånd pegede på posen med druer.
Hun vendte sig om.
Tim, i grå frakke og kasket, nikkede mod hende.
Det tog dig så lang tid, tænkte jeg bare, mumlede han.
Jeg skal ikke spise dem. Ville male dem. Et stilleben. Det lykkes aldrig, jeg ville give det til min mor, hænge det i køkkenet.
Helt uden krukkeri havde hun sagt det, som om han forstod pointen, og det gjorde han.
Hun har malet siden hun lærte at holde på en blyant, sagde Maria sammenbidt, og tørrede gaflen af. Sæt dig ned, jeg giver dig kartofler. Alt papir i huset ødelægger hun, andre vil have dukker, togvogne, men denne her ville bare have farver. Og nu vil hun være kunstner, forestil dig! Hvornår har man som kunstner haft ordentligt råd? Enten for meget, eller ingenting. Lise er gavmild, hun deler alligevel bare sine værker gratis ud. Og det med nøgne modeller ude i felten, det er jo skandaløst. De er sgu nogle hippier, Nina!
Nina spiste, træt og sulten, alt imens Maria snakkede løs. Spørgsmålet om Lises fremtid var stadig uafklaret.
Efter Lise havde afsluttet tiende, meldte foreldrene hende til forberedelseskurserne til medicinstudiet, fordi de kendte hele vejen dertil. Men Lise droppede timerne, hun fortalte ligefrem, når hun havde pjækket.
De unge har hverken samvittighed eller ansvarsfølelse! Maria var oprevet.
Nina nikkede, sukkede og sagde:
Måske er det for det bedste, Maria? Da jeg søgte ind, vidste jeg ikke, om medicin var min vej. Jeg klarede det, fik job, men jeg er håndværker, trods at jeg er ved at blive afdelingsleder. Ingen særlige evner eller snedighed forstår du?
Sniksnak! Alt er allerede bestemt, man skal bare følge reglerne! Maria slog det hen. Hun havde inviteret Nina for at hjælpe med at få Lise “på rette vej”.
Men det er hårdt ikke at være på sin plads, Maria. Meget hårdt Nina lagde gaffelen og så ned.
Hun havde aldrig elsket medicin, hun valgte det sværeste fag for at bevise sig selv. I virkeligheden ville hun sy kjoler, blive skrædder, men hendes mor, der var skrædder, var altid grå og kedelig, og det turde Nina ikke ende som. Hun var heller aldrig lykkelig, havde ingen tid til at sørge arbejdet fyldte alt.
Det der med at male er let, bohemeliv, indskød Maria, og hældte te op. Arbejdet er godt, trygt, vi har penge og navn. Te, Nina? Det er for sent til kaffe.
Nina gik efterhånden hjem. Maria trættede hende. Hun kunne diskutere i timevis om Lise, skælde ud med alt det larm, uden egentlig at forstå Nina.
Lise kiggede længe ud over gården, hvor Nina var ved at forsvinde, og foldede armene eftertænksomt.
Tim Peder kom engang forbi deres hjem, helt uforvarende.
Her bor vi, kom bare ind, jeg sætter snart te over, smilede Lise. Her er tøfler, tag dem på gulvet er koldt, for vi har ikke tændt for varmen endnu.
Han rullede hurtigt fødderne ned i de slidte tøfler, hænderne gemt i jakkelommen.
Duft af parfume. Ikke tung, men nærmest dansk let, frisk, venlig.
Måske skal jeg gå igen, mumlede han.
Ej, det er hurtigt. Te, så hjælper du mig vælge billeder til konkurrencen, så er vi færdige! Åh, jeg har ikke det rigtige, Lise forsvandt ind på værelset for at lede efter egnede skitser.
Ikke den og ikke den Mor siger, det bare er krimskrams. Ved du, råbte hun ud, min mor bryder sig faktisk ikke om kunst. Altså ikke al slags bare min.
Tim slukkede ikke engang for kogepladen. Han stod bare og stirrede på familiebillederne på væggen, sort-hvide.
Der var Lises mor i en fin kjole, lige blevet færdiguddannet. Faren med sin sportstaske og smil. Lise, seks år, uden fortænder, super kær.
Teen… Lise stod i døren.
Jeg må gå, sagde Tim forlegent. Vælg billederne selv.
Men så kom Maria ind ad døren og så straks på hans slidte sko.
Hun brød sig ikke om gæster, især ikke dem, hun ikke havde regnet med.
Lise? Er du hjemme? Hvem har vi? spurgte hun og standsede.
Maria, det her er en misforståelse. Jeg ville ikke… jeg går nu, og kommer aldrig igen.
Lise gik roligt frem:
Ingen skal gå. Mor, tag skoene af og kom ud i køkkenet, teen er klar. Vi har kage, og jeg varmer mad. Det her er min billedkunstlærer. Han skal hjælpe mig vælge billede til konkurrencen. Hvis jeg vinder, får jeg et legat til at studere. Og så
Men Maria afbrød, smed sin taske på gulvet og gik op i hovedet på gæsten, knyttede næverne.
Dig? Dig igen? Det stopper aldrig forsvind ud af mit og Lises liv! Jeg sætter dig bag tremmer, hører du? Kunster! Og nu forstår jeg hvorfor… Lise brænder så meget for sit maleri. Det er jo din skyld, Maria grinede, hårdt og hysterisk.
Hun gik ud i køkkenet og rystede med tallerkener.
Lise, jeg smutter nu. Farvel, mumlede Tim, tog skoene på, men Lise spærrede vejen.
Nej, nu går du ind til hende, og så taler I som voksne! Hvorfor skal alt være så besværligt?! sagde hun.
Og han adlød. Ligesom dengang han adlød sin mor og Maria.
Ved du, jeg har af og til tænkt, når Lise begyndte at male, om hun egentlig var din, mærkeligt Biologisk er hun Viktors, med sjælen din, sukkede Maria, mens hun rettede på gardinet. Hun vil også være den næste Anna Ancher eller P.S. Krøyer. Vi gik jo netop fra hinanden på grund af alt det her.
Hun vendte sig mod Tim, mens han hældte te op.
Sukkeret er i skabet, kun almindeligt, ikke stykker, sagde hun lavt.
Alt kom tilbage hvordan han sødede teen rigeligt, hvordan han plukkede margueritter og tog afsted med hende i naturen.
Der var virkelig kærlighed, smuk, stor. Men de lagde aldrig planer, Tim brød sig ikke om fremtiden, han levede her og nu.
Du kom aldrig dengang, du ringede ikke Jeg havde håbet, og så kastede jeg mig bare over lægestudiet, arbejdede på hospitalet for ikke at tænke. Jeg tager kaffe. Lad nu være med den ske, sagde Maria bestemt.
Jeg fik tilbudt at tage til Venedig, Maria, det var en mulighed jeg ikke kunne sige nej til. Jeg voksede der, jeg lærte forsøgte han.
Ja, jeg forstår. Derfor får Lise ikke lov at blive kunstner. Som fritid, ja, men hun får en rigtig fremtid og bliver et ordentligt menneske! Maria trak på skuldrene.
Ikke alle kunstnere svigter, Maria. Det handler ikke om faget, men om mennesket. Der er mange følelseskolde læger også. Min mor… hun blev bare glemt på hospitalet. Siden har jeg hadet læger. Ikke dig, men læger generelt. Ser du, det handler om hvem vi er som mennesker. Tilgiv mig, men lad ikke min fejl blive Lises. Lad hende ikke betale
Maria gik bratte bevægelser, væltede næsten koppen. Teen flød ud på dugen. Men hun var ligeglad, rystende læbe, rød i ansigtet.
På grund af dig? Tror du, du er så vigtig? Jeg bestemmer selv og Lise bestemmer. Smut til Venedig, Firenze, hvor du vil! Ud, ud!
Han forsvandt hurtigt, væltede paraplyerne i gangen, undskyldte til en tom entre. Døren smækkede.
Maria græd længe.
Mor, han virker så ensom. Ikke bare møblerne, men livet … Det er tomt. Atelier i den ene stue, han bor i den anden. Og køkken uden liv. Du elskede ham, ikke? Mor, det vidste jeg ikke Hvis du vil, stopper jeg med at male. For din skyld. Jeg kan komme ind på universitetet. Vil du ha det? Min kære, dejlige mor!
Lise kyssede sin mor på hænder, skulder, kind, og Maria græd endnu mere, indtil hun endelig faldt til ro.
Nej, Lise. Lev, som du kan mærke det. Dine underlige tanker skal ikke smitte dig. Du får dit eget liv, et andet end Tims. Jeg håber, jeg har lært dig at elske og ikke svigte. Ikke græde, lille ven! Jeg gav dig lov, du kan blive, hvad du vil selv skraldemand! Maria tørrede datterens tårer, holdt hende tæt, kærtegnede hendes skrøbelige ryg.
Nej, mor, skraldemand er ikke noget for mig, jeg hadede idræt … Må jeg male dig og tante Nina? Det skal blive smukt, ikke? Men nu te! Vi har ikke engang taget kagerne frem endnu! Vil du ha med roser eller nødder? Og kaffe! Kaffe skal vi ha
Maria kiggede på sin datter. En mærkelig, let følelse indfandt sig. Hun slap det. Sagde farvel til fortiden, til de gamle sorger.
Lise stod ydmygt og ventede. Den lange kø foran gjorde hende lidt nervøs.
Frøken, hvad har De? Portræt? Portrætter afleveres på første sal! lød det pludseligt bag hende.
Samson, det her er ikke flasker! sagde den buttede kvinde med briller straks. Frøken, op på første sal, der er det til portrætter. Samson, hjælp hende dog!
Lise kiggede hurtigt på fyren. Han lignede ikke en kunstner, bredskuldret, store hænder.
Giv mig dine billeder. Jeg hjælper. Jeg er frivillig, til at hjælpe kreative, forklarede han.
Og hvem er du så? spurgte Lise, og undrede sig over, at hun i dag havde taget den gamle, uformelige sweater på.
Jeg studerer byggeri. Fra DTU. Vi har snart danseaften. Kom du! Jeg danser dårligt, men kom alligevel. Jeg hedder Søren.
Hun kom. Søren dansede virkelig dårligt, men det gjorde ikke noget det var så sjovt!
Lises billede to kvinder i smukke kjoler foran Det Kongelige Teater blev gransket grundigt, især af én i juryen. Han tog brillerne af og på, trådte nærmere, så og forstod.
Hvad, kan De ikke lide det, Ove? Jeg synes, det er skønt! lo en anden lærer. Smukke kvinder på vej til kunsten. De er fine, de unge!
Og gik.
Ove stod og tænkte længe. Skulle han ringe til Nina? Det måtte være hende, hun var genkendelig. Skulle han? Så meget er sket Men ja, det må han. Sådan et sammentræf er ikke tilfældigt.
Nina sad i lænestolen og smilede. Hun havde netop taget imod et telefonopkald. Ove, den gamle ven, var høflig og ville gerne mødes. Hun sagde, hun ville tænke over det. Lise havde malet hende smukt nok til, at Ove kunne se, det var hende. Hvor er det dog godt at leve!
Nina havde ikke haft det sådan længe. Men nu Nu var hun, for første gang, virkeligt glad.
