Moderhjerte
22. september. I går tog min mand, Søren, af sted på forretningsrejse i to uger. Jeg er efterhånden vant til at tilbringe aftener og weekender alene. Det talte vi om allerede inden vi sagde ja til hinanden, så jeg senere ikke skulle brokke mig over hans arbejde. Heldigvis er det sjældent at Sørens rejser varer så længe. Oftest er han kun væk i to-tre dage. Jeg må indrømme, at jeg i hemmelighed nyder de aftener, jeg har alene hjemme tid til selvforkælelse, ansigtsmasker og alt det, jeg ikke gider at lave, når han er hjemme. Ikke at Søren blander sig, men jeg slapper bare mere af, når han ikke lige slentrer igennem stuen og kan se på, hvor grim jeg ser ud med ler i hele hovedet. Så kan han tro, at hans kone bare er naturligt smuk.
Denne gang var det dog lige ved at gå i vasken med hans rejse. Søren er altid enormt omsorgsfuld, når det gælder mit helbred, og så skulle jeg selvfølgelig blive syg i sidste øjeblik jeg fik madforgiftning og var nærmest sengeliggende, da han skulle af sted. Det krævede lidt overtalelse at få ham til at tage af sted alligevel. Jeg måtte lyve lidt og sige, at jeg havde det meget bedre. Han lagde en bunke piller på natbordet, satte sig ved siden af mig i sengen, tog en dyb indånding og kørte så mod lufthavnen.
Jeg kan ikke sige, at jeg har det meget bedre i dag, men jeg er da oppe at stå og fået vasket ansigtet. Jeg er heldig, at jeg kan tage en fridag og bare blive liggende. Forhåbentlig føler jeg mig mere som et menneske i morgen.
23. september. Holdt mig lige igennem arbejdsdagen. Min chef var for en gangs skyld nådig og lod mig være rimelig i fred han må have ment, at jeg lignede én, der kunne falde om på stedet. Den slags omsorg er ellers ikke noget, jeg har oplevet i løbet af de syv år, jeg har arbejdet her.
Da jeg gik ud af kontoret, slog det mig pludselig hvornår var det nu sidst, jeg havde menstruation? Jeg har for længst vænnet mig til aldrig at tænke så meget over det efter jeg rundede de tredive og fik at vide, at der ikke var noget at gøre, at jeg var infertil. Både lægerne og vi havde for flere år siden slået hånden af det der med at blive forældre. Alligevel smuttede jeg forbi apoteket på vejen hjem og købte et par graviditetstests bare for en sikkerheds skyld.
Om aftenen sad jeg på toilettet og gloede lamslået på to streger på testen den ene tydelig, den anden næsten usynlig. Da Søren ringede, var det med møje, jeg lod være med at fortælle ham noget om det. Tænk, hvis det bare var en fejl og jeg fik blæst det hele op han kunne nemt finde på at droppe alt og styrte hjem, og så viste det sig, at der ikke var noget at fejre.
24. september. Om morgenen kunne jeg slet ikke lade være med at grine hysterisk, da jeg så to tydelige streger på endnu en test. Jeg ville synge og danse af lykke jeg skal være mor! I min frokostpause ringede jeg til min læge og fik en tid.
6. oktober. Fik fri fra arbejde før tid i dag for at tage til første ultralydsscanning. Mens jeg ventede i venteværelset på klinikken, havde jeg nærmest lyst til at løbe skrigende bort. Til sidst viste lægen mig en lille, blinkende prik på skærmen seks uger henne. Hun sagde embryo, men jeg så straks for mig min egen, smukke og vidunderlige baby blandt de flimrende skygger på skærmen.
På vejen hjem glemte jeg fuldstændig, hvor skidt jeg havde haft det på det sidste. Jeg skyndte mig ind i supermarkedet og købte det hele ind til en lille festmiddag derhjemme. Søren kom hjem fra sin rejse samme aften, og han anede ikke, hvilket chok der ventede. Jeg måtte hellere forberede lidt kamillete til ham, så han ikke fik et hjertestop, når han hørte nyheden.
10. november. Indtil videre er alt godt. Jeg har meldt mig til første graviditetsscanning. Søren behandler mig, som om jeg var lavet af krystalglas. Den eneste husgerning, jeg får lov at lave, er at smide tøjet i vaskemaskinen, for han har forbudt mig at hænge det op bagefter. Jeg bliver virkelig forkælet både af ham og af vores forældre, som snart bor hjemme hos os. Det føles næsten mere, som om jeg er gæst i mit eget hjem, mens de alle sammen gør rent, laver mad og forkæler mig men sådan skal det måske også være, når man bærer det første barnebarn for hele familien.
17. november. Allerede fra morgenstunden kunne jeg mærke, at der var en mærkelig uro i kroppen. Søren havde fået fri om eftermiddagen for at tage med til scanningen. Han ringede til mig på arbejdet hver time, lige til han hentede mig, og vi tog afsted sammen.
Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det hele nok skulle gå uroen skyldtes bare spændingen. Vi kom ind til jordemoderen hånd i hånd og med smil på læben, men blev mødt af stive smil og blanke kitsjaler. Det virkede som om, de syntes, vi fyldte for meget med vores lykke midt i deres hverdag.
Ultralydsscanningen trak ud. Lægen kiggede længe og sagde til sidst, at alt ikke så ud som det skulle, og der kunne være alvorlige problemer. Min hjerne nægtede at forstå det, hun sagde. Hvordan kunne min baby være syg? Jeg ville da have mærket det, hvis noget var galt! Gennem en tåge hørte jeg hende sige, at vi burde overveje abort, mens det stadig var muligt. Vil I virkelig have et barn, der skal lide hele sit korte liv? spurgte hun.
Søren trak mig nærmest ud ad døren. Karinka, hviskede han i mit øre, tror du selv på det, det kællingen sagde? Sådan nogle læger burde ikke tage livet fra folk. Vi finder en anden læge med det samme.
Jeg nikkede, men inde i mig selv begyndte min frygt at tage mere og mere form.
24. november. På privatklinikken drejede lægen blikket væk og gentog, at der var noget galt med barnet. Har I tænkt over afbrydelse? spurgte han forsigtigt. Nej! svarede Søren bestemt og skubbede mig ud af klinikken. Selv var jeg helt lammet og ude af stand til at tage stilling til noget overhovedet.
29. december. Vi blev kaldt ind til tjek på klinikken. Intet udsagn gik imod de dårlige nyheder. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage, mens Søren diskuterede heftigt med lægen. Lægen forsøgte at forklare, at børn med disse fejl sjældent overlever længe, og hun anbefalede stærkt abort. Jeg fik et ubehag, der kun kunne stilnes ved at skrige: Lad mig nu bare være!
1. januar. Stemningen hjemme var så anspændt, at det nærmest knitrede i luften. Jeg var rædselsslagen, ikke bare for vores barn, men også for at Søren en dag ville sige: Jeg kan ikke leve sådan mere, og forlade mig. Men Søren blev og passede på mig, som om jeg var lavet af porcelæn. Jeg troede kun, han gjorde det af medlidenhed. Hvad kunne han ellers føle for en kvinde, der ikke engang kunne give ham et sundt barn? Vores forældre begyndte at presse på endnu mere. Smid nu den byrde fra jer, troede de, I kan jo prøve igen en anden gang.
Tak til Søren, der satte dem på plads, men det hjemsøgte mig stadig.
10. januar. En ni dage lang kamp i mit hoved give barnet en chance, selvom livet måske kun blev fyldt af lidelse, eller afbryde nu og spare os alle for smerten? Søren vækkede mig ud af mine tunge tanker, da han uheldigvis spildte te ud over mine ben. Hele situationen eksploderede og jeg råbte op, rev koppen fra ham og kastede den mod væggen, så skårene fløj alle vegne og jeg skar mig på hånden.
Fik du det ud? spurgte han, mens han satte et plaster på mig.
Ja, svarede jeg udmattet.
Hvorfor går vi ikke bare igennem det sammen, i stedet for at du bærer det hele selv?
Vi talte det hele igennem over en kande te til midnat. Jeg vil ikke afsløre alle mine overvejelser, men Søren var rystet. Min pige, hviskede han, og jeg så tårer i hans øjne, inden han vendte sig væk på jagt efter mere te. Jeg blev flov over, at jeg havde tvivlet på ham.
Til sidst aftalte vi at gennemføre det hele. Jeg prøvede at skubbe tvivlen væk, snakkede dagligt til min mave og fortalte mit barn, hvor meget vi ville elske det uanset hvad.
30. marts. Vi blev kaldt ind til endnu en scanning. Vi besluttede os for ikke at tage afsted hvad skulle vi også bruge mere uro til? Barnet sparkede, reagerede på vores stemmer, og vi elskede det allerede. Søren gjorde grin med det hele, sang og hjalp med at vælge seng og bittesmå sparkedragter. Så længe han var hos mig, kunne jeg klare hvad som helst.
1. maj. Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at blive bange. Om aftenen gik Søren et smut over i Netto efter danskvand, da jeg pludselig fik ondt og vandet gik. Vi troede, der var en måned tilbage, men hvis barnet ville ud, var vi klar. Jeg ringede til ambulancen og til Søren, der fløj hjem hurtigere end nogen ambulance.
Resten var et kaos af panik og fart tasker smidt sammen, pas fundet på køkkenbordet, og så direkte ud i ambulancen. Jeg skreg af smerte på vej ind på hospitalet, mens Søren knugede min hånd.
Inde på fødegangen, hvide kitler, råb om at presse og pludselig mærkede jeg lettelsen. Jordemoderen stod med mit barn.
Hvorfor græder hun ikke? hviskede jeg over tørre læber.
Bare rolig, hun skal nok snart sige noget, smilede jordemoderen. I har fået en datter.
Så skreg hun så det gav genlyd min pige.
Er hun syg? spurgte jeg ængsteligt.
Overhovedet ikke, sagde jordemoderen med et stort smil. En smuk lille pige.
Alle sagde, jeg kun kunne føde et handicappet barn, hviskede jeg, mens jeg holdt hende ind til mig og indåndede duften af nyfødt. Er du sikker på, de tog fejl?
Intet er sikkert, men lige nu er hun sund og rask, slog jordemoderen fast. Jeg må hellere få fat i hendes far nu, så han ikke river venteværelset ned.
2. maj. Jeg sidder med vores datter, Sidsel, i armene og kan ikke holde op med at beundre hende. Hun har lige spist og sover nu trygt, med næsen rynket og små lysegule prikker over det hele, mens hun smasker i søvne.
Sådan kom vores Sidsel til verden. 50 centimeter og 2,6 kilo. Lægerne sagde, at hun var helt sund. Jeg tør ikke tænke på, hvis vi havde lyttet til lægerne og ikke havde fået vores pige.
Jeg har lært, at et moderhjerte mest af alt rummer mod. Mod til at vælge kærligheden også i modvind.
