Pølsen
Vores travle, summende lejlighed lå i en faldefærdig gulstensejendom på hjørnet af Vesterbrogade og Nansensgade i København. Søg ikke efter dem på kortet, du gode Gud! Hverken gaderne eller huset eksisterer længere. Det blev revet ned for længe siden, gaderne skiftede navn, og nu går en bred, moderne boulevard med skarpt, gyldent gadelys ind over det hele. Jeg har ikke været forbi i årevis ingen tid, og sandt at sige, ikke noget behov. Jeg orker ikke at åbne gamle sår eller konfrontere nutiden, som den nu engang er.
Lad det hele leve videre i min hukommelse, akkurat som det plejede. Mig, lille og med uldne strømpebukser, mor i den fine, nøje satte frisurer, hendes opsætning altid så sirlig kun min mor, min Mor Birgit, kunne lave den slags. Ingen andre havde samme snilde hænder.
Især op til jul forvandlede vores lille stue sig ofte til en vaskeægte salon. Her lå varme krøllejern, dér lå bunker af hårruller, og et gammelt smykkeskrin i en tid glemt, men nu fyldt med hårnåle og spænder. I lænestolen, som var blevet vores, sad tante Mette og ventede på, at håret skulle tørre, så mor kunne gøre et eller andet ved det umulige hoved, som tante Mette selv kaldte det. Hvorfor? Fordi hun havde tykt, sort hår fra sin far, som måske havde været fra det sydlige Europa eller bare en særling. En krum næse og en stædig, stolt karakter. Mette var aldrig blevet gift, ledte stadig efter en ordentlig mand, men dem hun mødte, var aldrig rigtig store nok.
Du er for kræsen, alt for Der findes ingen perfekte mænd! Sæt dig stille, Bodil, ellers laver jeg slet ingenting! rettede mor strengt henvendelse til naboen.
Jaja, bedre enlig end at mumlede tante Bodil, pressede læberne sammen, og det blev stille i stuen, ansigterne mørknede.
Bodil kunne endnu ikke tilgive, at min far forlod os, da jeg var lille. Hvad der skete, vidste jeg ikke, men jeg havde hørt kvinderne på køkkenet snakke om ham, ofte mens de slagtede suppebenene, vi fik fra slagteren, bragt af gamle Faster Tove, Tove Margrete, som var blevet tvangsflyttet ind hos os, da hendes hus blev oversvømmet. Hun var lidt muggen, over at der ikke var nogen kyllinger og ikke engang gæs, men snart gik hun i gang i gården lavede små bede til vitaminer til børnene, et lille drivhus, som blev vogtet af hunden Lotte også en hjemløs og selvfølgelig simpelt mad. Tove kunne altid trylle med mad: bage, simre, sylte, alt muligt. Hvor produkterne kom fra? Forbindelser! Tove havde altid nogen tidligere naboer, eller bare nye bekendtskaber. Hun havde altid bacon i gemmeren, bagte æbler, tørret kød og en sjælden gang fisk eller kanin. Én dag kom Tove slæbende med et stort stykke kød.
Birgit, jeg har noget bjørn Den kan ikke være i nogen gryde, hvad gør vi?! hviskede hun sammensvorent til min mor.
Mor stirrede målløs på hende, som om hun blev bange.
Tove Margrete! Hvorfor river du en bjørn med hjem? Hvad vil vi stille op med den?
Nå, det er typisk dig at grine. Men kødet skal ikke gå til spilde! fnøs Tove.
Mor sukkede, blev alvorlig, og så gik de i krig: hjemmelavede frikadeller, så mange at fryseren dårligt kunne lukkes.
Vores anden nabo, Karen Grethe, ranglet og altid med rynket pande en tidligere kontorchef fra Ballerup havde den største fryser man kunne ønske sig. Tove spurgte, om hun kunne opbevare frikadillerne, men Karen rynkede bare næsen, vendte sig bort og nægtede.
Karen, helt ærligt, hvad skal du bruge den fryser til? Den står jo tom! Lad os da bruge den, så regningen for strømmet ikke er spildt, og vi ikke smider mad ud! I det mindste får børnene noget at spise. Kig på Mariannes øjne de er allerede større end resten af kroppen! Kom nu Tove var lige ved at trænge igennem, men Karen stillede sig bare foran fryseren.
Så var der ikke plads til at påtale noget.
Mor trak på skuldrene.
Nå, Tove! Måske skulle vi bare koge dem. Jeg tør ikke tænke på, hvor du fandt sådan en bjørn! blinkede hun til mig.
Så frikadeller det blev. Vi spiste alle sammen: mig, tante Mette, naboen, Karen Grethe, gamle historielærer Knud, min mor, Tove… Blandt os spiste kun Karen ikke med hun sad i hjørnet, med sin pølse og rugbrød, og gik efterfølgende ud i køkkenet for at lave kaffe.
Hun er sgu sær! fnøs Tove. Skulle man tro, det var guld vi bad om? Selv kunne hun da godt have smagt, så var hun blødnet lidt op!
Tal nu pænt, svarede min mor stille. Hun har det svært nok, det ved I jo, det med sønnen
Salen blev stille. Jeg vidste ikke hvad, men jeg kunne mærke, at det var noget forfærdeligt med den søn jeg spurgte aldrig.
Men jeg kom på vildspor. Jeg havde hørt dem snakke om min far, hvordan han havde været, dengang han tog væk.
Sikke et svin, at forlade sin datter! Birgit er en ordentlig kvinde, ikke fin, men trofast. Hvor hun dog led dengang! Græd, og tiggede ham blive. Og han tog alt med sig, ALT, han sagde det hele var hans Hadede ham! Men Birgit Der mangler stolthed, det siger jeg jer! mente tante Mette.
Aj, Mette, hvad forstår du? Jeg ved ikke hvad der skete, men stolthed er ikke alt. Vi kvinder elsker, hænger fast, giver alt, og ender forrådt. Man kan knap tro det! Pludselig står han hos en anden kvinde, hendes lår er blødere end ens eget sukkede Tove.
Tove, hvad har det med det at gøre? I øvrigt hed han Boris, ikke Mikkel! afbrød Mette.
Tove blev flov og travede ud for at hente mælk. Kommer bussen, Mette? råbte hun.
I gangen, klar. Bagefter! råbte Mette. Hvordan med pengene?!
Vi finder ud af det! svarede Tove, allerede ude af døren, og gik ud at stille sig forrest i køen til mælkebilen, der kom hver tredje dag.
Midt mellem arbejde, gården og maden havde Tove altid overskud til at trøste os andre og bebrejde min far
Sådan hedder jeg Marianne Borisdattersen. Jeg husker ikke min far, mor viste mig aldrig hans billede og pyt med det! Vi klarede os.
Vores værelse var lyst, fyldt med frisk luft, to senge, mit skrivebord, mors toiletbord, og et klædeskab, hvor bøger stod på hylderne istedet for tøj. Mor arbejdede som oversætter, sad på kontoret hele dagen, og om aftenen oversatte hun artikler, med lampen dæmpet bag et stykke papir, så den ikke generede mig.
Vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at holde humøret oppe. Jeg gjorde rent, vandede blomsterne, prøvede at gøre det godt i skolen, og mor hun tilgav mine firetal og lovede: til sommer tager vi til Skagen eller Lønstrup du skal se Vesterhavet!
Hun havde en veninde fra arbejdet, der havde familie i Nordjylland, måske kunne vi låne et værelse dér. Jeg levede drømmen om sand under fødderne for tredje år i træk.
Undskyld, skat i år gik det ikke sagde mor stille. Men næste sommer det lover jeg!
Jeg kunne mærke tårerne brænde i øjnene, prøvede at trække dem ind igen, så kun én dråbe sneg sig ned ad kinden på hendes hånd. Jeg bed mig i læben for at gøre smerten fysisk, ikke kun trist, og følte, hvor pinligt det var for mor, at hun skulle undskylde over for mig. Det behøvede hun ikke min mor var den bedste i verden! Når hun græd om natten, sagde hun, hun var så træt, at det hjalp med et par tårer. Jeg nikkede bare, klappede hende, og hentede et glas koldt vand.
Vi sov sammen. Måske kom vi ikke til havet, men vi gik ture, spiste is, snurrede i karusellen og fangede sommerfugle, og levede for livet er dejligt, trods alt!
Den eneste, der nærmest så ned på min mor, var Karen Grethe. Når fars navn kom op, pressede hun straks læberne sammen, rynkede panden og sagde: Birgit selv er ansvarlig hun giftede sig jo ikke rigtigt, fik bare værelset tildelt, og nu klager hun Sådan går det, når man ikke er forsigtig.
Det stoppede samtalen for ja, Karen Grethe havde måske ret. Og hvordan vi end havde ondt af mor, bar hun også selv skylden.
Lokalet var tildelt Boris Antonisens familie, fordi han arbejdede under den daværende forvalter, Petersen. Alting ordnet ifølge reglementet.
Vi boede mor forældreløs, havde samlet sig til den livlige Boris. Han var syv år ældre, beundrede kvinders skønhed, kunne kunsten at være elegant.
Som et klaver! røg det fra Mette, når nogen nævnte af ham. Når han kom ud af badet, barbenet, råbte han altid på barbergrej, og Birgit småseks måneder henne gik alligevel troligt ud med den til ham!
Mænd spekulerer ikke over, hvordan kvinder har det, når de er gravide, sukkede Karen Grethe. Det var Birgits eget valg.
Hvordan kan I forsvare ham? Mette smed solsikkekernerne og rejste sig vrede i stemmen. Skal vi bare finde os i alt? Skal vi kvinder bare finde os i alt?!
Man må da se sig godt for før man flytter sammen. Hvis Antonisen en dag vil, kan han smide Birgit og barnet ud uden at blinke! Så er det sagt. Vi snakker ikke mere om det brummede Karen Grethe, tog kaffekanden og lukkede døren til sit værelse.
Derinde veg jeg altid misundeligt forbi hvad foregik der bag den dør, man ikke måtte ind ad? Den havde en lille hjerte-formet kighul, sat til med træplade. Gamle historier, jeg ikke blev lukket ind i. Jeg havde bare drømt om at kigge gennem en sprække engang.
Hver måned sendte Karen Grethe en pakke af sted til hvem, vidste jeg ikke. Trækassen landede på køkkenbordet, hun pakkede pølse, konserves, undertøj, måske et opskyllet viskestykke og lukkede den med små søm. Så skrev hun tekst på låget og gik.
Skal du nu igen af sted? lød det fra mørket i gangen, hvor læren Knud lå på lur. Lad det nu ligge, det bliver aldrig noget alligevel!
Det rager dig ikke gøede Karen, og forsvandt med pakken.
Knud rystede på hovedet. Jeg blev stående et øjeblik, så gik jeg ind for at lave lektier.
Alt ville nok have været, som det plejede, hvis ikke det var for skandalen.
En dag forsvandt et stykke pølse fra Karens fryser. Da alle kom hjem den dag, var den væk.
Hvem har gjort det?! spurgte Karen hårdt, stirrede rundt på alle. Jeg skal nok finde ud af hvem! Det er tyveri for slem det var jo til Jens! Hvem kunne dog finde på det?!
Uh, tag det roligt, Karen, du har nok selv spist den i morges og glemt det igen! udbrød Tove.
Ikke tale om! Det var til Jens Jeg hader jer! Forrædere, I bagtaler mig, og stjæler skreg hun, så vinduerne satte i.
Birgit, var det dig? Du lugter af hvidløg! Stjæler du også nu? vendte hun sig mod mor.
Mor blev rød, øjnene store og klodset.
Hvad snakker du om? Jeg har ikke taget noget! Marianne, kom med ind i værelset
Men jeg nægtede.
Jeg siger, kom nu! råbte hun pludselig vredt. Hvorfor skal jeg sige det 100 gange, Marianne? Det er nok nu!
Jeg løb væk, gemte mig under bordet i det andet værelse, græd. På køkkenet fortsatte skænderiet.
Jeg mente, du ikke er ordentlig! Og nu også tyveri Ja, se, Boris forlod dig, og han giftede sig, du er alligevel så heldig, for han lod dig bo her, selv efter han gik!
Mor græd.
Tove stillede sig mellem dem.
Hun var ikke hjemme, Karen. Hun, og Mette spiser ikke sådan noget! Knud er tandløs, staklen kan ikke engang tygge så hvem?
Døren gik op vicevært Mogens kiggede ind.
Unskyld damer, men ham der, Antonisen, kom forbi i formiddag Kunne ikke komme ind, sagde han, men sad og ventede. Sagde han kom igen i aften Nå, jeg går
Stilheden hang, gryden boblende i baggrunden.
Mette trak på skuldrene.
Nå, det var hans sultne ånd, der åd det hele.
Alle tjekkede deres køleskabe: Mette manglede fløde og lidt ost, Tove et par æg og kartofler. Mor, ja, hun havde bare et tomt fad rester af fiskefrikadellerne duftede der stadig.
Hvilket svin! vred Tove sig.
Katastrofen var total.
Aftenen kom, alle på standby, ventede han skulle komme.
Jeg måtte se ham min far for første gang, bare fordi jeg var nysgerrig. Knap nogen følelser, men et behov.
Han kom ved ni-tiden. Jeg småløb ind i værelset.
Min far en mager, sammenkrøbet mand, i frakke og hue. Han kiggede bare, spurgte:
Er mor hjemme?
Ikke hej, ingenting.
Og hvilken mor er det, du søger, ven? Hvorfor går du rundt her? Marianne, tag nu din overtøj på! Tove stod bag mig.
Jeg gik.
Jeg taler ikke med dig kom væk! Birgit! Luk op!
Han trampede ind.
Giv mig noget at spise!
Godaften, Boris. Glædeligt gensyn, men vi har ingenting tilbage. Du spiste det hele tidligere svarede mor så stille, og hun rystede.
Jeg bestemmer her! Jeg kan smide dig ud, tage alt igen og sige, barnet er ikke mit!
Så, det grimmeste skældsord, jeg nogensinde hørte. Mor græd.
Kom nu med mad! hamrede han på bordet.
Så kom Karen Grethe ind.
Hun havde tilgivet Boris alt måske havde hun hemmelig kærlighed på ham, måske bare sympati.
Sig noget, Karen! han stak en finger mod mor.
Hun gav ham et lussingslag, så det smældede.
Det der var for pølsen. Havde du bare spurgt, havde du fået! Tyv, Boris, du er en tyv!
Hvad nu! spruttede min far. Din egen søn sidder inde, og mig anklager du?
Hvor er dit hjem, Boris? Dine børn, familie? Er din nye kone sulten, eller hvorfor stjæler du her? snerrede Karen.
Tove lo snert.
Javel, skal vi hjælpe? Vi kan give grøntsager og urter til de sultne fra Jylland! lod hun ironisk.
Min far blinkede dumt.
Boris, skam dig. Jeg ønsker, du går nu, mor sagde det kærligt, men fast.
Han skældte ud, kaldte Karen en heks, og forsvandt.
Han kom tilbage, beruset, klagede over, at den nye kone piner ham, og stadig skal han betale for huset. Mændene i gården skubbede ham væk.
En dag efter gik mor til pantelåneren og solgte sin ring. For de penge købte vi pølse til Karen Grethe. Hun ville ikke have den først, men sagde så alvorligt: Jeg skylder dig.
Jeg vidste dengang ikke hvor svært Karen havde det, men mor vidste, og bød hende ind til kaffe og æblekage, for det var oktober, og Tove havde slæbt to poser æbler hjem fra markedet de var tunge, men vicevært Mogens havde båret dem hele vejen op ad trapperne. Tove kyssede ham i smørret, da hun troede, jeg ikke så det, og sendte ham videre.
Jeg har aldrig lavet kage før. Men min mor, åh… sukkede Karen Grethe, dét var tider kræfter muligheder
Kræfterne slår altid fejl, men mulighederne, dem skaber vi! Spis mens det er lunt! Kom så, Mette, hent snapsen vi skåler for fortiden og for livet videre, for Boris, at han må få nok synd for ham, stakkel Alle grinede, og for en stund var både Antonisen, pølsen og fortiden glemt.
Vi levede videre, og troede, at i morgen ville være bedre end i går. Jeg troede på det. Og mor.
Og næste sommer vi kom til havet. Det var lykken.
