Margrethes Storslåede Entré
Marie! Det der er altså ikke biksemad! Det er én stor forvirring! Søde, du er en fremragende advokat beskæftig dig dog med papirerne! Lad nu køkkenet være for dem, der ikke har deres hoveder fulde af så mange kloge tanker.
Margrethe, jeg kan altså ikke finde ud af at lave mad! Maja havde tårer i øjnene af frustration.
Hvorfor kunne hun aldrig få selv de nemmeste retter til at lykkes? At kaste sig ud i noget mere ambitiøst var aldrig faldet hende ind. Alting havde været fordelt i familien for længst.
Veronika husmodern, Maja familiens kloge hoved, og Svend vovehalsen, familiens mekaniker, der kunne få selv det mest modvillige apparat til at fungere. Derfor var det næsten altid Veronika, der stod for maden til familiekomsammen, mens Maja og Svend sørgede for det praktiske og underholdning til børnene, altid med Svend som organisator. Kun hun kunne styre “Sørens Familieklub” på en måde, hvor Veronikas villa og den flotte have ikke krævede total genopbygning efter besøgene. Børnene i Sørens familie blev forkælet, men også opdraget dog med begrænset effekt.
Margrethe Sørensen elskede sine syv børnebørn over alt på jorden; alle mindede om deres yngste tante, Svend. Selv nu, hvor Svend var blevet mor til to af de vildbasser, der nu løb rundt på græsset foran huset, havde det ikke tæmmet hende. Hun sad på trappen, trak blommer gennem fingrene, som Margrethe skulle bruge til kompot, og tænkte egentlig på at springe over og lege med. Hun blev kun holdt tilbage af Veronikas strenge blikke; Veronika hakkede tomater til salat og mumlede:
Ikke nogen rigtig dame, dig Svend! Hvornår bliver du voksen? Se nu på Maja hun er fornuftig! Jeg selv er da også OK. Men dig? Du hopper rundt som en kanin! Tøffer rundt på din motorcykel og råber op om, hvor vidunderligt livet er? Svend, børnene vokser! Hvordan skal de se op til dig som mor? Det er meget sødt nu, de kun er seks, men om et par år? Skal de gemme ansigtet?
Nu må du altså slappe af, Veronika! Maja, der havde brugt hele formiddagen på suppen, satte bestemt låget på gryden igen. Der er også noget at være stolt af! Hvem andre kan samle og skille en MC ad? Dig? Nej, vel. Jeg kan dårligt engang lave en suppe flot for en advokat! Skal jeg ikke være stolt?
Det skal du jo. Du er måske ikke god i køkkenet, men du vinder i retten.
Præcis! Så…
At alle skal gøre det, de er bedst til.
Meget rigtigt! Margrethe, der var kommet glidende ind fra terrassen, tog ordet. Kvinderne udbrød et fælles “Åh!”, og børnebørnene standsede og gloede på deres bedstemor, der stod der i al sin pragt.
Hold da op! Svends tvillinger klappede så synkront i tungen, at det lød som et enkelt, højt klik. Margrethe spjættede kort.
Effekt opnået!
Hun drejede sig rundt foran familien, så de kunne beundre hendes nye kjole og stiletter, kun brugt til “særlige” lejligheder. Det her var sådan en.
Nå, hvad siger I, piger? Tør en dame på min alder troppe op sådan her til en date med en herre, der så mig sidst for fyrre år siden?
Margrethe, du ser fantastisk ud! Han bliver slået helt ud!
Ikke for meget nu! Margrethe gik majestætisk frem og tilbage og stillede sig med hænderne i siden klar til stormen. Hvad skal jeg stille op med en bevidstløs mand? Jeg vil bare forstå, hvorfor han vil se mig efter så mange år. Hvad skal han med mig?
Bedste, måske vil han bare have dig, sådan helt kvindeligt? Veronikas ældste datter, 15-årige Anemone, satte sig på trappen med halvdelen af en blomme i munden. Hvad?!
Latteren brød løs, så et par velnærede katte styrtede væk fra verandarækværket, og den lille Yorkshire terrier Frida, Veras stolthed, begyndte at hyle.
Anemone altså! Veronika græd nærmest af grin og gik ud for at hente en klud, mens Maja prøvede at trøste den chokerede hund.
Margrethe, hvad havde I så? Hun gav børnene tegn, og de forsvandt straks ud bagved.
Åh, Majsen! Det var en romance!
“Romance” udtalte Margrethe med et suk og så meget indlevelse, at Anemone, der netop var ved at løbe sin vej, satte sig igen med et dybt suk, så Svend måtte fnise.
Anemone, det er ikke din tur endnu til den slags!
Nej? Hvornår er det så min tur? Anemone tog kluden fra moren, tørrede pølen og sukkede. Ikke noget kærlighedsliv til mig! Hvor gammel var du, Margrethe, da du oplevede romantik?
Seksten! Margrethe slog ud med armene og mødte Veronikas blik. Ja, ja, jeg var ung og håbløst naiv! Det fejler Anemone ingenting; hun ligner dig både klog og køn. Men hun skal vide, at mænd kan være lumske og at kærlighed gør ondt. Skal hun ikke vide det?
Margrethe, fortæl nu! Svend tørrede øjnene for grin. Hun flytter sig ikke, før du er færdig.
Anemone så taknemmeligt op og lagde sig til rette. De grønlige øjne lignede Margrethes på en prik noget alle påpegede, selvom de slet ikke var i familie. For Margrethe havde været stedmor, siden pigernes mor døde.
Hun var trådt ind i livet hos de tre Sørensen-søstre, da deres far hårdt ramt af sorg ikke kunne overskue dagligdagen. Veronika, kun otte år, måtte tage ansvaret for de yngste, for faren havde kun ét svar: “Hvis bare vi kunne spørge mor, hun ville vide”
Veronika var skræmt over de svar. Hun stoppede med at spørge og tog ansvaret på sig selv. Var det hårdt med Maja på fem, var det dobbelt så hårdt med toårige Svend, der var overalt.
Bedstemoren, som skulle hjælpe, opgav efter to måneder. “Undskyld, men det kan jeg ikke klare. Tag du bare Veronika, med de små må du selv”
Veronika hørte samtalen i rædsel. Selv Svend, der forsøgte at stikke en skruetrækker i stikkontakten, begyndte at tude, og Veronika gav hende et kram i håbet om at de blev hos hinanden.
Men bedstemoren opgav, og kort tid efter dukkede Margrethe op.
Svend blev syg, og Veronika gik til den tilbagetrukne far og bad om en læge. Efter lidt tøven blev lægen, Margrethe, tilkaldt og hun tog straks affære: ambulance, indlæggelse, og så gav hun faderen en skideballe, som kun en rigtig jysk kvinde kan.
Tag dig af dine børn, for pokker! Hvad skal de ellers gøre?
Margrethe skældte ud så væggene rystede. Derefter slappede Veronika for første gang af og indså, at hun ikke længere behøvede at være voksen ikke hele tiden. Og det var slet ikke så slemt, da hun kort efter fik besked om, at Margrethe skulle være stedmor.
Veronika nød strukturen Margrethe bragte. Efter at Margrethe havde sat pigerne ned og slået fast, at titlen “mor” tilhørte deres egen mor og ikke skulle genbruges, men at hun var ven og støtte, var alle glade.
Maja havde det svært. Hun savnede deres mor og kunne ikke tage Margrethe ind. Hvor meget Veronika prøvede at overbevise hende om, at det blev bedre, nægtede Maja at høre. Hun lukkede ørerne og sagde: “Lad mig være! Jeg vil bare have mor!”
Da tålmodigheden slap op, råbte Veronika:
Maja, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med dig! Mor kommer aldrig igen! Jeg savner hende også, men jeg kan ikke være jeres mor! Jeg kan ikke!
Margrethe kom ind midt i tudekoret, samlede alle tre i favnen og vuggede dem blidt.
Græd I bare, mine små. Mor er væk, ja, men jeg er her. Måske kan jeg ikke være jeres mor, men jeg kan være jeres ven, og beskytte jer mod alt ondt. Forstået?
Fra den dag af optød pigerne langsomt op. Og selvom der løb mange tårer gennem årene, blev Margrethe den mor, deres mor ikke længere kunne være.
Faren døde året efter. Da Margrethe fik beskeden, løb hun direkte fra konsultationen op til skolen for at hente pigerne, satte dem for sig og sagde:
Jeres far er væk. Men I er ikke alene jeg er her, og slipper jer aldrig!
Papirerne på adoption var allerede på vej. Dernæst forlod hun det kommunale og tog jobs i to private lægehuse, og husholdningsbudgettet strakte næsten altid.
Sørens-søstrene var vilde, handlekraftige og fyldt med drømme alle blev de mødt af Margrethes opbakning, også selvom planerne virkede absurde.
Skuespiller? Nå, det må prøves! Maja, vi finder en teaterskole!
Efter to år ombestemte Maja sig, og Margrethe åndede lettet op. Skuespillerlivet er hårdt!
Svend! Hvis du partout skal køre motorcykel, så få dig i det mindste det rette udstyr!
Sikkerheden gik forud for alt. Resten af penge fra sommerhuset solgt af nødvendighed gik til MC-udstyr og senere til et lille værksted til Svend. Når veninderne spurgte, var Margrethes svar:
Utraditionelt, jovist. Men hvem siger ikke-standard ikke er vejen frem? Hun er glad, pengene rækker, og hun er skide dygtig.
Veronika var familiens forsørger og problemknuser, men også den, Margrethe holdt tættest. At klemme den store datter og hviske:
Slap nu af, min lille pige. Jeg er her for dig!
Og hun gjorde altid hvad hun kunne selvom det ikke altid lykkedes. Alligevel fortrød hun ikke et sekund, da hun kiggede tilbage: Alle blev voksne, fik familie, børn og livet gik videre!
Alt var roligt indtil opkaldet for tre dage siden. En længe glemt stemme sagde hendes navn, og Margrethe tabte sin tekop, skubbede bekymrede Anemone til side og satte sig eller rettere, væltede i stolen og blev liggende på gulvet, stirrende op, mens barnebarnet spurgte forskrækket, hvad der skete.
Anemone, ring til din mor! Jeg har brug for lidt moralsk støtte og det nu!
Veronika dukkede op 30 minutter senere, med Maja og Svend lige i hælene.
Hvad er der sket, Margrethe?!
Jeg tror, jeg er blevet tosset!
Jamen det har vi jo sagt i årevis! Veronika lo højt, trak jakken af og så på Svend. Svend, hvad lavede du på MCen denne gang?
Kig dig selv i spejlet, Vera! svarede Svend kækt og lagde hjelmen på kattens yndlingsplads. Se hvad jeg har malet på min. Flot, hva?
Fantastisk. Hvad forestiller det?
En drage!
Naturligvis, helt din stil! Margrethe så endelig væk fra loftet. Piger, må jeg komme på date?
Hvad?!
Anemone fniste, stak af i køkkenet efter te, og nikkede, før hun forsvandt.
Diskussionen om Margrethes stævnemøde fyldte nu hele weekenden, hvor hele familien var samlet i Veronikas store stue.
Hvad skal jeg fortælle jer? Han var min første kærlighed! Hold op, hvor var han flot! Krøller, højde og en stemme der kunne få mig til at smelte!
Elskede du ham, bedstemor?
Uden fornuft! Margrethe kiggede op i loftet med suk. Jeg led virkelig!
Hvorfor nu det?
Fordi min forelskelse var både ulykkelig og pinefuld. Jeg fortabte mig fuldstændig. Ak, hør nu hvor dramatisk, ikke!
Kom nu, bedstemor! Du ligner en gammel visesanger fortæl dog!
Anemone min, man burde synge om det, helt i troubadourstil men I får historien i ord.
Svend slugte endnu en blomme, mens hun prøvede at holde masken.
Slap nu af, Svend. Lidt højtidelighed må der være, ellers får du tre fingre i vejret, og du ved udmærket, hvad det betyder på dansk!
Jeg holder mund! Hør nu efter, Nene!
Så fortalte Margrethe: Forelskelsen, alderforskellen, studenten, nabopigen, der snuppede fyren Hun kom med lektioner om at værne om veninder og egne følelser om hvordan misundelse kan ødelægge alt, og at ubekendt kærlighed kan skade mere end gøre gavn.
Du blev ikke Tatyana, bedstemor?
Nej, jeg var for meget til H.C. Andersen. Jeg gik min egen vej. Måske var det forkert. Men hvad var pointen? Han ville være ubådsmand, jeg drømte om at blive læge. Helt galt blev det, da jeg i første brev åbnede mit hjerte men i det næste afviste ham…
Hvorfor, bedstemor?
Fordi jeg aldrig ville kunne give ham børn, og det fortjente han.
Hvad så? Anemone begyndte at tude, da Margrethe småtørrede tårer væk med et smil.
Når man virkelig elsker, tænker man mere på den andens lykke end egen. Og finder du én, der gør det, så hold fast i ham!
Med de ord var der stille på trappen et øjeblik. Siden tog Margrethe sig sammen, gik ud for at slappe af og sagde:
Jeg må hellere hvile, hvis jeg skal ligne en frisk rosenknop i aften.
Alle så hende forsvinde af sted, forstående. Hun havde lært dem: Luk bogen og læs videre, også når det er forudsigeligt.
Svend tog blommerne ind, Maja faldt i søvn i hængekøjen, og huset blev stille.
Et par timer senere stoppede en bil udenfor. En ældre mand i smart sixpence gik hen til lågen, fandt et stykke papir frem og bankede på.
Godaften. Kan jeg træffe Margrethe Sørensen?
Veronika løftede øjenbrynene, men viste gæsten ind. Først da han præsenterede sig, eksploderede Veronika næsten af grin. Det var romanens hovedperson!
Skulle I ikke mødes i byen?
Jojo, men jeg blev klar før tid. Så kunne jeg ikke vente længere.
Veronika gik mod terrassen og så stivnede hun.
Margrethe entrede med manér; makeuppen gik ikke helt som planlagt, takket være tvillingerne og deres permanente tusser. Katten smed sig under bordet, og frisuren skabt af børnebørn lignede mere en festivalsvinder i fantasifrisure.
Jøsses Margrethe! Veronika brød ud i latter. Du er ubetalelig!
Gæsten stod forstenet et øjeblik, tog sin cap af og afslørede blank isse i solens stråler hvilket fik Veronika til at falde sammen af grin.
Krøller, haha, hvor blev de af!
Alligevel lo manden snart selv og roste både barnebarn og makeuppen.
Margrethe, pludselig helt vågen, forsvandt ind for at rense sig, mens familien fladede ud af grin, og Svend forsvarede toiletbesøget med kapløb.
Da Margrethe kom tilbage, var alle samlet på terrassen, og en ny livsfortælling kunne begynde.
Endnu et nyt kapitel var startet.
Og Søren-søstrene, uden at aftale det, blev enige om, at gode mennesker umuligt kunne blive for mange. Hvis netop den mand, som slet ikke lignede Margrethes fortælling, kunne tage imod kaosset med åbent hjerte og grin, ja, måske var han den rette til at tage vare på familiens centrum?
Hvem ved. Tiden må vise. Det vigtigste er at give tid til den, der beder om det.
Da Veronika satte den sidste kop te foran stedmoren, lagde hun armen om hende et kort sekund og hviskede:
Giv slip på frygten, vi er lige her. Hold dig ikke tilbage!
Og sandheden er: Jeg har lært, at bånd dannet af kærlighed er stærkere end blod. Det handler om at turde give slip, tage imod og at selv storslåede entreer ofte bare er begyndelsen på noget endnu smukkere.
