Hugorm
Anne, hvorfor tager Gustav ikke telefonen, og så er det dig, der svarer!? Jeg vil altså høre min søn!
Svigerindens stemme skærer koldt gennem luften, så Anne uvilkårligt ryster sig.
Han er i garagen, Inger Johanne. Han har glemt sin telefon indenfor.
Giv ham så telefonen! Er det nu så svært at regne ud?! Det er vigtigt, jeg skal snakke med ham og det skal være nu!
Resten lytter Anne ikke rigtig til. Hun lægger telefonen fra sig og går over til garagen, hvor hendes mand er i gang med motorcyklen.
Din mor, siger hun kort og rækker Gustav telefonen.
Sur, hva?
Hvad tror du selv? svarer Anne med et lunt smil. Har du glemt det? Merkur er i retrograd, sagde hun jo allerede i går. Skal du tage den, eller lader vi som om, der er dårlig forbindelse?
Gustav trækker på skuldrene og rækker hånden frem: Så kan jeg jo bare flytte på Grønland! Der ringer hun næppe
Anne afleverer telefonen og forlader garagen.
Noget ændrer sig aldrig. Som hun engang blev set som hjemmebryderen i svigermors øjne, sådan forbliver det. Det hjælper ikke, at der nu snart er gået ti år siden, de begyndte at bo sammen og opdrage hans datter fra første ægteskab. Lille Sofie kalder hende mor, for hendes egen mor, som forlod hende for en ny kærlighed, da hun bare var et halvt år, husker hun næsten ikke. Hun har kun set hende et par gange, når ekskonen har været forbi til korte og forpligtelsesløse besøg. Sofies mor, Mette, havde ingen intention om at tage sin datter tilbage. Hun havde to børn mere med sin nye mand og kontakt til Sofie kun for at Gustav insisterede. Gustav mente, barnet burde kende sine rødder for at undgå unødvendige spørgsmål senere i livet.
Inger Johanne har aldrig taget højde for, at det var Mettes utroskab, som førte til skilsmissen, eller at Anne først kom ind i Gustavs liv, da Sofie var to år gammel. De mødtes faktisk til Sofies fødselsdag, hvor Anne var fotografen, som Inger Johanne havde hyret.
Slange! Har smadret familien og hygger sig! skældte Inger Johanne til Gustavs og Annes bryllup året efter de mødtes. Og hun har gjort barnet for afhængig af sig. Kun fordi hun ikke kunne få sine egne, skal hun stjæle andres!
Hvor Inger Johanne havde sin viden om Annes helbred, er stadig en gåde. Lægerne havde aldrig givet Anne store forhåbninger, men alligevel håbede hun at blive mor, mens Sofie for hende var et himmelens gave. Lige siden den dag, hvor den lille pige i festkjole, med flødeskum på næsen, havde taget hendes hånd og sådan havde det været lige siden. Anne drillede ofte med, at hun kun havde giftet sig med Gustav på grund af Sofie.
Gustav tog joken med et smil. For ham var Anne et lykkefund og han nægtede at høre på sin mors advarsler.
Hjemmebryder! jamrede Inger Johanne til sine veninder. Hvad kalder man en kvinde, der blander sig i andres familie?
Men Inger, der VAR jo ikke mere nogen familie! Gustav havde boet alene over et år. Du har vist taget fejl. Og så meget bedre var Mette måske heller ikke?
Hun gav mig da i det mindste barnebarnet! Hende her? hun kan vel dårligt få børn!
Det må tiden vise.
Jeg vil helst ikke se, hvad tiden viser, bare hun ikke er min. I kender hende jo ikke!
Inger Johannes forhold til Anne var præget af mange ting. Først og fremmest at Anne er vokset op alene med sin mor. Faren døde, da hun var helt lille, så moderen stod med det hele uden den store familiehjælp. Kun en ældre tante, som forkælede hende med slik til fest, og en nabo som sommetider hentede hende, når moderen måtte blive længe på arbejde.
Hvad kan sådan en pige blive til, når hun aldrig har haft en rigtig familie? Hvordan skal hun vide, hvordan man bygger en op? klagede Inger Johanne til veninderne. Og forestil jer, hun får endda Gustav til at tage opvasken!
Jamen, det er da bare godt, at han hjælper til! lød det med latter fra veninderne. Det kræver nutiden!
Mænd har ikke noget at gøre i køkkenet! råbte Inger Johanne irritabelt. Det kan ikke føre til noget godt!
Hvilket, forklarede hun aldrig.
Der havde altid været faste regler hjemme hos Inger Johanne. Det var mændene, der sørgede, fiskede, og tålte hendes luner i stilhed. Hendes egen opgave var at holde hjemmet stærkt og ordentligt, uanset, hvad der skete udenfor. Det gik også fint, indtil Anne dukkede op.
Gustavs første hustru, Mette, havde hun kendt siden barnsben. Hun havde selv været veninde med Mettes mor og regnede Mette for en ordentlig familiepige et godt match til Gustav, som hun sagde. Mettes familie var velrespekteret: faren underviste på universitetet, moderen passede hjemmet og insisterede på, at datteren skulle gøre det samme. Mette sled sig gennem skolen, læste lidt på universitetet, men det blev hun træt af, så i stedet giftede hun sig med Gustav og fik Sofie.
Men så blev hun forelsket
Jeg er ked af det, Gustav, men jeg elsker ham! Jeg kan ikke lade være!
Og hvad med mig? Med Sofie? Elskede du os ikke? spurgte Gustav, mens Mette pakkede kuffert uden så meget som at se på deres barn i vuggen.
Jo, men det er ikke det samme! Jeg kan ikke styre det, Gustav. Jeg kan ikke tænke på andet!
Så tænk på Sofie tænkte du på hende?
Jeg gør det for hende. Skulle hun vokse op med en mor, som er ulykkelig? Du ved, hvordan jeg er, Gustav. Jeg ville bare ødelægge det for os alle Farvel!
Da Inger Johanne fik beskeden, slog hun blot ud med armene:
Gustav! Hvordan kunne du lade hende gå?! Hvad er det for et mandfolk, som sådan bare lader konen forsvinde?
Hvad skulle jeg have gjort, mor? Tænker du, jeg skulle have låst hende inde? svarede Gustav tørt og vuggede Sofie. Kan du hjælpe lidt med hende?
Ja, altså, efter evne. Men din far vil helst, jeg bliver hjemme. Måske skulle I flytte ind hos os? Hvorfor sidde alene med et lille barn, Gustav?
Nej, mor. Vi bliver i vores eget hjem, siger Gustav ufravigeligt. Men jeg sætter pris på, at du hjælper mig med at finde en barnepige til Sofie.
Barnepige? Det kommer ikke på tale! Hvem kan stole på fremmede?
Gustav formår et stykke tid, men må så finde ekstra hjælp. Mettes mor bryder i gråd, da Gustav ringer, men hun hjælper med glæde.
Desværre varer det ikke længe. De hjertesygdomme, som ingen kendte til, tager hendes liv. Gustav finder en dag Sofie grædende hun kan ikke lukke sig ud efter sin middagslur.
Hvor er mormor henne? spørger Gustav og ved allerede, der er noget galt.
Hun vil aldrig have efterladt sit barnebarn alene.
Hun ligger på sofaen. I begyndelsen tror Gustav bare, hun blunder men lægerne, der kører hende væk, ryster på hovedet:
Nok et hjerteanfald. Hun var alt for ung. Trist.
Inger Johanne kommer straks, da hun får besked.
Stakkels lille Sofie! Sikke barnet har været igennem!
Hun så intet, mor. Kan du blive lidt her? Jeg skal forbi Mettes far.
Ja, naturligvis.
Sofie snøfter, og Inger Johanne mærker noget røre sig indeni. Først nu for alvor føler hun sig som bedstemor.
Kom her, lille du! Græd ikke jeg skal nok passe på dig!
Siden da skulle Gustav aldrig bede sin mor om at hjælpe mere. Hun kom af sig selv, passede Sofie, ordnede huset, gik ture og pralede højlydt til naboerne:
Nye tænder i nat ingen har sovet! Men nu et rigtigt lille pus! Sikke hun kan bide!
Da Anne kom ind i Gustavs liv, blev idyllen brudt. Inger Johanne var ikke tilfreds. Anne overtog hurtigt både hjem og barn, og snart diskuterede Gustav ikke mere hustru og barn med Inger Johanne, men med Anne.
Det kunne Inger Johanne ikke finde sig i. Hun ventede bare på Annes fejltrin, om så bare et lille. Efter Mettes udskejelser mente hun, det var bedre hvis Gustav forblev alene.
Når Inger Johanne nu var på besøg, opførte hun sig høfligt, men kun med besvær. Anne prøvede ikke engang at behage hende. Hun vidste, man kommer ingen vegne ved at splitte familiens bånd til moren. Hun ville også have fred i hjemmet, og især for Sofies skyld. Hun mente, Sofie som ethvert barn skulle have et trygt hjem og mennesker, der elsker hende uanset, hvad de voksne står for.
Anne havde intet at dele ud med svigermor. Hun elskede Gustav, tilbad Sofie, og prøvede at overse de små stikpiller, mens hun lod alderen og mors bekymring forklare resten.
Endelig gik det galt den dag Inger Johanne kom forbi med et stort lagkage til Sofie.
Inger Johanne, Sofie må ikke få sukker nu, sagde lægen.
Sikke noget sludder!
Hun har allergi. Vi venter på tests. Sofie får specialkost.
Hvad for noget?! Vi kendte ikke engang til allergi i min tid! Sofie farmor siger okay! Du skal bare have kage!
Anne diskuterede ikke engang. Hun nikkede blot og signalerer til Sofie, som hurtigt kysser farmor og smutter. Så må Gustav tage konflikten.
Mor, Sofie må ikke, men vi andre kan da godt tage et stykke. Te?
Nej tak! Jeg købte kagen til barnet, ikke til dén dér hugorm!
Ordet gled så let over Inger Johannes læber, at hun bagefter chokeret indser, hvor meget had hun har båret rundt på og hvor lettet hun nu er.
Gustav behøver ikke sige meget. Mor. siger han kun. Det var nok.
Jeg må gå! Inger Johanne forlader huset uden at sige undskyld.
Anne trækker Gustav i ærmet, imens han er på vej efter sin mor, og ser ham alvorligt i øjnene.
Lad hende nu bare. Ikke mere i dag.
Inger Johanne giver dem ikke ét blik, mens hun sætter sig i bilen og kører. Da Anne lægger kagen i køleskabet, får hun pludselig latterkrampe.
Hvad nu? undrer Gustav.
Tænk hvor længe din mor har ventet på at få det sagt! Hun har lidt og lidt og endelig bum! Hun gik jo næsten glad derfra!
Er du ikke ked af det? spørger Gustav.
Lidt, men mest synes jeg, det er sjovt og lidt synd for hende. Tænk at være så vred altid? Det må være frygteligt. Livet bliver aldrig sjovt. Og nu glemte hun da også, at Sofies fødselsdag er om en uge. Men hun bliver nødt til at komme!
Bliver det ballade? spørger Gustav, idet han lægger armene om hende.
Nej da. Sofie har inviteret venner, og jeg har bestilt en frugtkage, som hun selv må få bare et lillebitte stykke af. Lægen sagde det var okay så det gør vi.
Så bliver mor gal, sukker Gustav. Hun vil tro, vi gør det for at drille.
Åh, Gustav, hvad hun tænker, kan vi ikke bekymre os om. Det vigtigste er, at Sofie får en god dag. Jeg skal nok bide tænderne sammen for hendes skyld.
Gustav kysser hende og kører næste dag forbi sine forældre.
Mor, du må hellere sige undskyld.
Mig? For hvad?
Kom nu, du ved hvorfor.
Hvorfor taler du sådan til mig! Er jeg ikke din mor?
Hvis du bliver ved, handler jeg sådan. Jeg er lykkelig med Anne og Sofie, det ved du. Hun er en god mor for Sofie det kan du ikke nægte.
Hvorfor?
Du er også mor, du ved hvad det betyder. Du elskede mig engang. Hvorfor ikke nu?
Fordi jeg savner dig i mit liv!
Du må ikke ødelægge min familie uden grund. Tænk over det, mor.
Han siger ikke mere, trykker farens hånd og kører.
Inger Johanne kommer ikke til Sofies fødselsdag, men melder sig syg. Og det gentager sig næste mange år.
Hendes fornærmelse vokser dag for dag. Hun har glemt, at det var hende, der gik over stregen. Nu føler hun sig krænket af Anne.
Kontakten til barnebarnet foregår kun over telefonen. Hendes mand prøver at overtale hende, men forgæves.
Du ender alene!
Dig har jeg da.
Jeg lever jo ikke evigt, Inger. Men gør, som du vil men klag ikke, hvis din datterdatter glemmer dig!
Nu ringer hun kun, når noget skal ordnes. Og irriteres, hvis Anne tager telefonen.
Gustav, hvorfor tager hun altid din telefon?
Fordi vi bor sammen, mor.
Ja, ja, men jeg skal tale med dig.
Min far har det igen dårligt, vil ikke lukke mig ind. Jeg kommer nu.
Da han skynder sig ud, hopper han på motorcyklen. Det går hurtigere end med bilen, for forældrene bor ikke langt væk.
Anne sidder og laver matematik med Sofie.
Hvor meget fik du?
Seksten. Hvad med dig?
Syvogtyve.
Hvordan ku du det? Mor, vis mig det!
Jo, se her, skat, jeg forklarer Pludselig hører hun bremsende dæk og et bump.
Alt snurrer for Anne. Sofie skriger, da hendes mor griber fat i bordet for ikke at falde om.
Gustavs hastighed var lav, men en lastbil rammer ham, og motorcyklen ryger ind i havelågen.
Han vågner op på hospitalet. Det er mørkt udenfor. Armene virker ikke, hovedet dunker. Ved siden af, på en stol, hviler Anne mod sengekanten, halvt sovende.
Anne, jeg lever
Hun vågner straks og kaster sig forsigtigt om ham.
Du lever! Åh, hvor blev jeg bange, Gustav!
Gustav får et bekymret udtryk.
Anne, er DU okay? Du må jo helst ikke blive for urolig!
Alt er fint. Helt sikkert!
Lettelsen i Gustavs blik siger hende mere end tusind ord.
Og Sofie? Gustav bliver alvorlig igen.
Hun er hos din mor. Jeg bad hende om at blive, mens vi ventede på, at du vågnede. Jeg ringer til hende nu.
Måske i morgen, det er sent
Gustav! Anne stirrer strengt. Hun er sikkert vanvittig bekymret.
Jeg tænkte bare: Ikke nu mere med dig og min mor du behøver ikke stress.
Skat, vær ikke bange, smiler hun lune. Din mor vil ikke længere skælde ud. Hun har gættet sandheden hun ved, jeg er gravid.
Hvad betyder det?
Det betyder, at jeg ikke længere er hugormen, Gustav. Nu er jeg lille Anne.
Annes stille latter får selv Gustav til at smile.
Så nemt?
Ja, hvad skulle være svært, Gustav? Det er hårdt kun at gå rundt med vrede. Da hun hørte, du overlevede, græd hun og omfavnede mig. Hun bad faktisk om tilgivelse vist nok for alt på én gang. Hun ved det nok ikke engang selv.
Har du tilgivet hende?
Selvfølgelig. Det gamle betyder intet. Det, der kommer, tæller. Jeg vil have, at mine børn har en farmor, der må forkæle dem med kager og kram. Allergien kurerer vi, og det med at skælde ud, skal vi nok vænne hende af med. Resten det viser kun tiden.
Anne ånder lettet ud, lægger fortidens byrder bag sig.
Jeg har tænkt på det Sander er et dejligt navn, både til en dreng og pige.
Emil, hvis det bliver en dreng, og Lærke, hvis det bliver en pige!
Din mor sagde, Sander var et smukt navn!
Nå, Gustav rynker øjenbrynene og undrer sig over, om det hele bare er en drøm. Vi må tænke over det. Anne, ved du, at jeg elsker dig?
Det tror jeg nok, smiler hun. Sov nu, så ringer jeg til din mor og beroliger hende. Hun får ikke lukket et øje i nat.
Sig til hende, at jeg elsker hende også.
Som om hun ikke ved det! smiler Anne og kysser ham. Jeg siger det alligevel. De ord kan ikke siges for tit. Det ved jeg nemlig! Sov nu.
