Gakkede
Du, Mette, du er lige så tosset, som du altid har været! Hvad skal du dog blande dig i andres problemer for?! Har du ikke nok af dine egne, eller hvad?! Fik du ikke nok?!
Nanna var næsten ildrød i ansigtet, mens hun rodede de ting op af tasken, hun havde taget med til sin søster. Typisk Mette aldrig noget til sig selv. Sparker på alt! Hvad skal det nu gøre godt for?! Og hun siger aldrig noget, selv hvis man spørger. Ingen unger, ingen pisk! Hun har været gift, men det ægteskab dét blev afsluttet hurtigere, end man kunne nå at bakke cyklen ud af gården. Allerede en uge efter mandens exit, havde Mette slæbt endnu en kat hjem og så var roen tilbage, fordi Nanna selvfølgelig aldrig ville slippe hende af syne.
Eks-manden pakkede sin taske, mens Mette var på arbejde, og forduftede! Han snuppede endda Mettes guldringe, dem, hendes mormor havde testamenteret til hende. Hun kunne da bare have givet dem til Nanna! Så havde de da været i sikkerhed!
Hvorfor glor du bare?! Tag nu de ting på! Hvem ved, måske har jeg ramt helt forkert med størrelsen.
De pangfarvede bluser og den nye nederdel lå tydeligt slet ikke til Mettes smag. Hun var til dæmpede farver og rolige snit. Nanna gik ellers vildt op i alt hvad der glimtede, og i dag diskede hun op med neon-grøn nederdel og leopardbluse højdespringer i den danske sommer.
Se nu, nu ligner du da et menneske! Nanna trak lidt på smilebåndet, mens hun betragtede Mette, der forsøgte at hive blusen ned så den ikke sad helt oppe ved brystet. Lad nu være, den sidder fint! Måske finder du dig en kæreste på dine gamle dage. Det er på tide! Jeg er jo ikke evig, Mette Hvem skal tage sig af dig, hvis jeg ikke er her?
Der kom en sårbarhed i Nannas stemme og straks var Mette henne ved hende, puttede næsen ind mod sin søsters imponerende barm og gav hende et kram.
Åh, pjat med dig, din gamle tøsepige! Nanna trykkede søsteren ind til sig og strøg hende hen over håret, hvor sølvet i hårene glimted som broderet tråd. Jeg elsker dig, dit fjols. Det ved du også godt
Det ved jeg, nikkede Mette.
Nå, kom så i gang! Hvad har du nu rodet dig ud i?
Mette så op, smilede.
Store, herlige Nanna var hendes nærmeste. Siden deres mor døde, hvor Mette kun var tretten og Nanna som tyveårig overtog det hele, havde hun ikke kigget sig tilbage. Droppede universitetet, fik job, og tog sig af lillesøster. Far stak af, da Mette var baby, og havde ikke set sig tilbage siden. Moren havde både hovedet skruet rigtigt på og hjerte til både børn og dyr men hendes eget hjerte kunne ikke holde til mere.
Så tog Nanna ansvaret.
Men Mette havde aldrig været til besvær. Ingen teenageudbrud eller drama. Hun tog måske lidt for mange hjemløse katte ind, eller blev “reserve-barnebarn” for en ensom nabo, men ellers altid en god sjæl. Nanna vidste godt, at Mettes hjerte altid var varmere og blødere end hendes eget.
Ligesom mor, sagde Nanna altid, når Mette fortalte om, hvordan hun hjalp gadens killinger videre. Men Mette, der er altså hverken nok hjerte eller tid til alle i verden! Pas nu på dig selv! Hvad skal jeg gøre uden dig?
Det skal du ikke, lo Mette, øjnene lyseblå som en forårsdag over Fyn.
Hvis man kiggede ind i dem, blev man glad, for dér boede både kærlighed og solen.
Selvfølgelig skældte Nanna ud, af bare bekymring. For i denne verden, hvor folk som Mette sjældent har det let, knoklende for andres skyld uden tanke på sig selv ja, så er det nemt at blive løbet over ende. Folk som hende leder ikke efter gyldne middelveje, for de ved godt, de ikke findes og at balancen mellem godt og ondt hænger på de få gode, for onde er der nok af.
Så da Mette som attenårig betroede Nanna, at hun var forelsket, rynkede Nanna straks brynene.
Du gir dig selv væk! Helt væk! Men til hvem? Er han god nok?
Det var han ikke.
Peter faldt Nanna straks for brystet. Urolig type, kiggede på Mette som på en smørbagt tebirkes, men uden nogenlunde at bide. Først senere gik det op for Nanna hvorfor han ville først have konen helt i sin hule hånd.
Hvor slem han var, fandt Nanna ud af lidt for sent. Peter forbød Mette at invitere hende på besøg. Nanna forstod det ikke helt, men tænkte, det måske var for at undgå at blive svigermor-hjemsøgt. Men ikke at se Mette, det gik ikke. Så hun konfronterede Peter ved opgangen:
Hvor er Mette?
Hvad med hende? Peter, et lille nips ved siden af den høje Nanna, glinste ondt og trak på skuldrene. Bliv væk! Det rager dig ikke!
Så fik Nanna mælet tilbage, og pressede sandheden ud af ham og Mette på sin egen kompromisløse måde.
Mettes blå øje chokerede Nanna i en sådan grad, at hun tabte mælet. Aldrig havde hun troet, at nogen kunne finde på at slå hendes søde søster.
Hvorfor sagde du ikke noget?! hun krammede og forsøgte at trøste storsnøftende Mette.
Jeg var bange for, at du ville smadre ham
Bange for ham?! Nanna trak sig forskrækket, i frygt for at miste kontrollen.
For dig! Mette snøftede igen, klamrende sig til den eneste, der virkelig holdt af hende.
Mette giftede sig aldrig igen, selvom bejlere var der nok af smuk som en gran på heden, øjne som søer i Jylland, og et sind så åbent. Uden misundelse, uden hårdhed bare mild, ligesom kildevand. Ikke alle vil drikke muddervand, bare fordi det er det, der er.
Nanna forsøgte længe at overtale hende til at give kærligheden en chance, men indså, at Mette frygtede at lade endnu en Peter få adgang til hendes sjæl og gøre den endnu mere modløs. Så Nanna overlod kærestetrækken til sig selv.
En gammel skolekammerat, Karsten, stor og klodset ligesom Nanna selv, ventede tålmodigt, til Nanna endelig sagde ja efter 10 års småforelskelse.
Nannas børn frække Simon og eftertænksomme Signe havde Mette så kær, som havde hun født dem selv.
Har du aldrig tænkt på at få børn? Kæreste eller ej? Vi hjælper, prøvede Nanna at lirke.
Nej tak, Nanna. Jeg er bange
For hvad dog?
Kan jeg være en god mor? Kan jeg lære et andet menneske at lave andet end at give og give? Du siger jo selv, at jeg ikke ligefrem sover på sund fornuftens pude Nej, det er ikke min bane, Nanna. Og jeg har jo børn Simon og Signe. De er mine. Hvem skulle jeg ellers elske?
Nanna trak på skuldrene, opgav at omvende hende, og lokkede hende til at skifte arbejde.
Børnehave er da fint, Mette! Du burde være et sted, hvor dit hjerte gør maksimalt gavn.
Hvor er sådan et sted?
Ja, hvad med et børnehjem? I børnehaven har ungerne jo forældre de har kærlighed. Men på børnehjem tænker du over det?
Mette tænkte ikke meget hun handlede. Kort efter sad hun som pædagog på et opholdssted, hvor børn, der ikke var blevet valgt til familie, boede.
Kærlighed. Hvordan finder man det, hvis ingen nogensinde har givet dig bare en lille smule? Hvordan kan man tro på lykke, hvis ingen har vist dig, hvad det betyder, at være elsket bare én gang?
Så begyndte et nyt kapitel. Ikke fyldt med bulder og brag men nu blev børnenes navne skrevet ind i Mettes bog, én for én. Drenge, piger de lærte, at der findes mennesker, som ikke er ligeglade.
Hun kunne ikke give dem store ting, men hun kunne støtte dem i starten. Hjælpe dem videre efter de en dag flyttede på egen bolig. Købe gryder, dyner, lære dem at koge kartofler og vaske håndklæder. Alt det, ingen havde lært dem.
Mettes mani med at kalde alle for katte, fisk og fugle irriterede dem til at begynde med, men senere smilede selv de skarpeste fyre, når hun mødte dem med:
Min lille fisk, hvorfor fik du ikke betalt elregningen i sidste måned? De slukker altså snart for lyset!
MorMette, det ordner jeg!
Og hvad er det for noget snot på din ærme? Hvor mange gange har jeg sagt, at piger ikke gider rodehoveder!? Mark siger op, hvis du ikke skærper dig, kan du tro!
Helt ærligt, hun flytter ind om en måned, og du måtte ikke vide noget! MorMette, hvordan gør du det? Man kan ikke lade være med at fortælle dig alt!
Det ved jeg ikke! Jeg hører det da ikke før nu! Hils Mark og sig, at Nanna og jeg skal i kolonihaven næste weekend og plukke ribs. Hvis hun stadig vil lave marmelade, så tag hende med. Og Simon får lov at bære alle spandene. Nævn det for Gitte også jeg har lovet hende ribs, men jeg slæber det altså ikke tværs gennem hele Odense!
De gik hver deres vej, men der var et slags spindelvæv mellem dem, der havde været gennem Mettes hænder, én stor familie.
Selvfølgelig havde hun naive øjeblikke blev snydt eller bestjålet. Men det var småting. Værre var det, når hun blev mødt med foragt:
Du kan ikke ændre noget, Mette! Engang tabere altid tabere. Spild af tid! Tag dig sammen!
Det prellede af på hende, Mette havde ondt af dem, der ikke kendte kærlighed, og sagde til Nanna:
Hvordan kan man give noget, man aldrig har fået? Urealistisk
Men så indtraf det allerværste. Mette blev overfaldet på vej hjem fra arbejde. Hun kom sent, havde været oppe at fejre hendes nieces fødselsdag, og kom først hjem tæt på midnat i Amager. Ved opgangen blev hun slået ned, billeder og spark, ubarmhjertigt, som hvis nogen ville bevise én gang for alle, at hverken kærlighed, godhed eller menneskelighed findes.
Det var Claus, halvfuld og sent på den, der fandt hende og straks blev helt ædru.
Hvad f er det her for en verden?! Åh Mette, min søde pige, vågn op! hviskede han, og da hun ikke reagerede, ringede han straks til 112.
Nanna stod på hospitalet en halv time senere, med hele familien i hælene.
Overlever hun?! råbte hun nærmest, hver gang hun så en læge.
De svarede ikke eller bad hende flytte sig. Først ved middagstid kom beskeden: Mette lever og vil komme sig. Lægerne gjorde alt, hvad de kunne.
Og Nanna, med øjnene røde af al gråden, vågnede nærmest først der og så, at hospitalet var fyldt til randen af unge og voksne, folk hun aldrig havde set, men som alle græd, præcis ligesom hende. Det var dem, der siden havde kaldt Mette mor.
Og for måske første gang forstod Nanna, hvad det egentlig var for en søster, hun havde ikke bare en tossede lille Mette, men mennesket Mette, som alle de andre elskede.
Dit solskin Mette, hvad skulle vi gøre uden dig?!
Og et eller andet sted i alt det, syntes Mette at høre deres stemmer. Lægerne jublede nærmest, da hun købte sig til bevidsthed.
Din søster venter nedenunder, sagde sygeplejersken mildt. Vi lukker hende ind, så snart du er færdig på intensiv.
Dem, der havde overfaldet Mette, blev hurtigt nappet. Politiet måtte ligefrem beskytte dem mod de “unger”, der var klar til selvtægt. Motivet blev aldrig nævnt og det var egentlig ligegyldigt. Mette kiggede de unge, tidligere såkaldt hendes egne børn i øjnene, under retsmødet og vendte sig bare væk. Helt stille, som det største dom, de nogen sinde havde fået. Kun én af dem tog senere mod til sig og sendte Mette et brev med undskyldning. Hun svarede med usikker hånd, håndleddet smadret af bruddene, og bad Nanna hjælpe hende med at sælge sin lille lejlighed.
Hvorfor nu det, Mette?
Jeg vil bare væk. Ingen skal kunne finde mig.
Jeg forstår, nikkede Nanna. Fint, det er jo en centralt beliggende lejlighed, der skal nok være nogen som vil købe.
Men så trådte Mettes unger til. Nogen fandt alternativer, andre tjekkede papirerne og alt bøvlet, og endte med at fremskaffe en fin lille to-værelses i bymidten, som nogen skulle bruge penge fra et udlandsophold til at sælge hurtigt. Den var slidt, men Mettes tidligere børn fik organiseret den lække på et par uger.
Du skal ikke ind, før vi har fikset det hele! sagde de. Hold ud et par måneder?
Mette flyttede ind i den fixede lejlighed. Hun var stum af glæde.
Jeg har aldrig set noget så smukt!
Det var ikke fordi det var dyrt, men fordi øjnene på dem, der havde knoklet for at gøre det bedst for hende, var fyldt med varme. Hver boremaskine bragte håb om, at verden alligevel ikke kun var gal. Hun fik den blå himmel tilbage i blikket.
Nu havde hun plads til flere katte og flere i nød Nanna kunne naturligvis skælde ud, når Mette endnu engang havde åbnet døren for en midlertidig beboer, og jagtede sagsbehandlere og boligforeninger, for at få dem henvist til noget for sig selv.
Nannas vedholdenhed og evne til at åbne døre, hvor andre knapt turde banke på, blev næsten legendarisk.
Har I ingen skam, hr. embedsmand?! Vil I virkelig ødelægge mere for de forældreløse? Jeg tæller hver øre, indtil!
Og så navnet på den aktuelle lejer.
Nanna var ikke en, nogen havde lyst til at lægge sig ud med. Hun kunne mobilisere medier og forvaltning, til hun fik, hvad hun ville. Hver gang de unge fik deres boliger, rykkede ud og hun åndede lettet op vel vidende, at næste sag var lige om hjørnet.
Folk i Aarhus kaldte dem måske for de gakkede søstre det anede hun godt. Men det rørte hende ikke. Hun syntes, de gjorde verden en smule bedre. Mette tog sig af børnene. Hun tog sig af Mette.
Så hvad er der at tænke på? Man må jo bare gøre det, der skal gøres!
Hvad nu, Mette? lød det spørgende fra Nanna, mens hun så på søsteren.
En pige, Nanna. Ingen familie, lille barn på armen.
Hold da op, hvor gammel er hun?
Nitton.
Mand?
Ingen.
Nå, nu er du der, Nanna rystede på hovedet over Mettes grønne bluse. Grøn klæder dig altså ikke!
Åh, Nanna!
Nå, spild ikke tiden! Vi finder en løsning! Intet er for sent endnu. Vi klarer det.
Så lyste Mettes øjne atter og Nanna sukkede, velsignede det danske vejr og takkede for den søster, der altid vidste, hvad kærlighed var. For det er ret ligegyldigt, hvordan kærligheden tager sig ud bare den er der! Og hvis nogen kalder dig tosset, fordi du kender den pyt.
Hvad gør det?
