Det uhyggelige dyr
Jeg siger dig, jeg så den! stod Peder Nielsen på sit og nægtede at give sig. Jeg så dens øjne, forstår du? De stirrede lige på mig. Lige her, den tidligere landbetjent trykkede håndfladen mod sin strube og lod fingrene presse let. Hvis ikke Mads fra Sandvig var kørt forbi på traktoren, så havde vi ikke stået her og snakket nu.
Peder var kommet løbende til Ole Lauridsen henad aftenen, og han havde nu i ti minutter prøvet at overbevise Ole om, at han havde mødt et frygtindgydende vilddyr i skoven.
Ole erfaren mand og velkendt med Peder (i øvrigt ikke nødvendigvis for gode sager han havde nogle ting på samvittigheden, som han ikke ville indrømme endnu) havde ikke synderligt lyst til at høre endnu en af Peders skrøner.
Men smide sin landsbyfælle væk fra gårdspladsen kunne han alligevel ikke sådan var han altså opdraget.
Nå, så du siger, du så øjnene? spurgte skovfogeden, næsten drillende. Var det ulveøjne? Eller måske bare en stor hund?
Ulv, uden tvivl, nikkede Peder ærbødigt. Gule, onde øjne. Præcis som min hustru, Lærke, ser ud, når jeg kommer snublende hjem fra Kroen. Det sker heldigvis sjældent, kan du tro, men det sker…
Var det måske Lærke, der lurede på dig i skoven?
Lærke?! Peder rynkede brynene.
Ja, hvorfor ikke. Du sagde jo selv, øjnene mindede dig om hende. Måske vogter hun bare over dig, så du ikke render ud i noget. Du har jo engang været betjent. Må der ikke have været sådan et tilfælde før?
Peder stirrede tomt i luften et par minutter, tyggede på Oles ord. Da han endelig vågnede op, spyttede han under sig, mumlede äh, pjat, og skulede til Ole, som forsat smilede.
Han havde indset, at Ole tog det hele som en spøg. Hvordan skulle han bevise noget for sådan en Thomas Tvivler?
Jeg siger jo det er en ulv! Helt sikkert! Det var ikke nogen hund. Hvad skulle en hund dog lave derovre, særligt så sent?
Godt, så fortæl mig, Peder hvad skulle du egentlig midt om natten i skoven?
Mig? Peder blinkede usikkert. Jo, altså jeg kunne bare ikke sove, så jeg gik en tur.
I skoven? Om natten?
Ja, hvorfor ikke? Her i egnen har vi jo ikke ulve eller bjørne. Kun harer og ræve og en vildsvin nu og da. Men alt det ved du du er jo skovfoged!
Ja, snart pensioneret sukkede Ole. Om lidt sender de mig på efterløn. Men jeg kender stadig alt herude.
Der ser du!
Jeg ved også, at nogle her i landsbyen sætter snarer op i skoven. Ikke noget du aner noget om, vel, Peder? Det er jo oplagt, at lidt af den slags foregår.
Mig? Aldrig! rystede Peder på hovedet. Jeg gik bare min tur, som jeg sagde. Så pludselig ser jeg de gule, sultne øjne i mørket… Hvorfor tror du ikke på mig, Ole? Jeg siger sandheden!
Okay så, kom, fortæl din historie, opgav Ole. Ellers får jeg ingen fred.
Da jeg opdagede øjnene, kunne jeg næsten mærke sjælen forlade kroppen, ærligt talt! Jeg begyndte at bakke væk mod vejen, men øjnene fulgte. Lige indtil jeg så træet, den stod bag. Træet stod næsten ved vejen. Jeg tænkte: Det var dét. Så hørte jeg larmen fra vejen det var Mads på traktoren, på vej hjem fra en fest. Et mirakel! Jeg sprang op på ladet ved ham.
Joog, siger du nu han var ædru også? smilede Ole, som mest kendte Mads som en tørstig sjæl.
Nej, selvfølgelig ikke. Men hellere køre i grøften med Mads end blive bidt af en gal ulv! Sådan kom jeg hjem i live.
Din Lærke fortalte nu noget andet: du nåede slet ikke hjem dén nat. Hun fandt dig først om morgenen, i Mads gård, med en flaske rigeligt tæt på.
Det er rigtigt nok. Vi tog et glas mere du ved, for at klare nerverne. Så gik morgenen hurtigt. Lærke fulgte mig hjem.
Eller rettere: slæbte dig hjem. Du kunne dårligt stå på benene. Se nu bare, du står og svajer endnu!
Nuvel, men det er ligegyldigt, Ole. Da jeg vågnede, var det med det samme, jeg tænkte: Det må skovfogeden høre! En ulv i skoven så galt! Og for resten noget endnu vigtigere! Da vi nåede svinget tre hundrede meter fra hvor Mads samlede mig op, vendte jeg mig om, og øjnene fulgte stadig efter. Har du nogensinde set en ulv løbe efter traktor før? Sådan én frygter ikke larm!
Snarere tværtimod de fleste bryder sig ikke om det sagde Ole.
Præcis! Men denne var ikke bange. Mads traktor larmer så meget, at man skulle tro det blev hørt på Månen. Men ulven den fulgte bare efter. Den må være gal…
Hvilken ulv?
Den gale ulv, jo.
Peder så alvorligt op på Ole.
Da Ole blev stille, fortsatte Peder:
Fra en gal ulv, der går tæt mod landsbyen, kan man kun vente ulykker. Du, Ole, bør tage ud og kigge indtil de finder en ny skovfoged. Jeg kunne nok finde folk til følgeskab, men det fører næppe til noget. Du har erfaringen og geværet. Gør du det?
Ole svarede ikke anklageren.
Han kløede sig blot i nakken og kiggede ud mod granskoven.
I disse egne havde ingen set ulv i syv-otte år. Rigtigt tro på Peders historie kunne han ikke. Men hvad nu, hvis der virkelig var en gal ulv?
En, der ikke frygter mennesker. Det lød skræmmende rigtigt.
Og man kunne ikke bare ignorere sådan et faretegn.
Det måtte tjekkes. Pension eller ej, man var skovfoged til sidste dag.
Godt så, Peder. Jeg går derud i morgen. Vi må finde ud af, hvad du mødte. Hvis det er en ulv, skal den ikke nær landsbyen.
Måske jeg skulle samle folk? Jeg vækker hele byen, hvis du siger til!
Nej. En gal ulv springer næppe på en flok mennesker. Så vil vi bare skræmme den væk og det hjælper ikke mig. Jeg vil vide, hvad du så derinde. Men jeg tager min mobil med ringer, hvis det er. Aftale?
Fint, jeg svarer altid. Og hvis du ser den, så tøv ikke med at skyde! Peder trykkede Oles hånd og ilede hjem.
Men ikke ad den sædvanlige vej. Han gik omvejen gennem Mads gårdsplads sandsynligvis for at “samle lidt mod”…
*****
Næste dag gik Ole med sin gamle jagtriffel ud i skoven.
Til det sted, hvor Peder havde set den rasende ulv.
Han gik forsigtigt omkring, lyttede, spejdede længe.
Timer passerede, og der var helt stille. Ikke et spor af noget usædvanligt kunne ses. Intet på jorden frosten de sidste dage havde gjort alt hårdt og uigennemtrængeligt.
Vidste det. Skulle aldrig have troet på Peder, brummede Ole, mens han frøs fingrene stive. Her er ingen ulv, aldrig været. Han har set en hare og er blevet skræmt fra vid og sans. Jeg har bare fået forkølelse.
Men netop da han trådte ud på skovvejen, følte han en sær fornemmelse som om nogen holdt øje.
Han standsede, prøvede ikke at lade sig gå på, drejede hurtigt rundt med geværet løftet.
Der var ingen.
Han stod bumstille, lyttede, spejdede, men intet.
Alligevel kunne han ikke slippe følelsen af, at noget skjulte sig bag granerne.
“Jeg må tage mad med i morgen,” tænkte Ole. “Noget må trække det frem, hvis det virkelig er sultent. Så får vi sandheden at se.”
*****
Næste morgen vinterbleg og tidligt tog Ole kogt kylling med, trak ind i skoven igen.
Han tvivlede på at Peders ulv fandtes, men det var hans pligt som skovfoged at undersøge det grundigt.
Han fandt de selvsamme buske og lagde avisen med kyllingekødet spredt ud, gik så nogle meter væk og gemte sig bag et træ.
Halv time gik, intet dukkede op. Ingen fnug af bevægelse, ikke den mindste lyd.
Netop som han skulle til at opgive og gå, lød der en raslen fra avispapiret. Overraskende højt.
Han kiggede frem Og så “monsteret” som Peder havde talt om.
En hund. En skæv, strithåret hund, hvad man på dansk kalder gadekryds, men pelsen flotteste grå og blege striber.
Ole åndede lettet op. Det var altså kun en forvildet hund!
Han lod riflen glide om på ryggen, ikke for at skræmme.
Nå, hvem er det så, der forskrækker folk herude i skoven? sagde Ole smilende.
Men hunden ænsede ham ikke. Den havde ikke engang vendt hovedet for kurven, intet spidsede ører, intet.
Den må være frygtelig sulten, tænkte Ole. Den var ualmindeligt tynd. Benene rystede var det kulden eller svagheden?
Først da han selv gik helt tæt på, opdagede hunden ham i øjenkrogen og fór panisk ind i buskadset, et par kødstrimler efterladt.
Du skal ikke være bange, Ole satte sig på hug ved buskene. Jeg vil dig intet ondt. Jeg er skovfoged, jeg beskytter dyr.
Hunden sad længe, bange, som en pilrådden asp, men sulten blev for stor. Langsomt og lavt på maven nærmede den sig Ole.
Ole klappede den sagte på hovedet. Kom, spis, den er din.
Hunden spiste hurtigt resterne, parat til at flygte igen, men Ole fik fat i den korte stump reb, bundet i dens halsbånd.
Hm Du er blevet slæbt herud og bundet fast? Ole så grundigt på snoren.
Hunden satte sig og så ham i øjnene. Ikke et par øjne som mange andre Ole mærkede et gys, for hundens blik var intenst. Det lyste, som om den forstod alt. Den læste ham direkte.
Hvorfor var den blevet forladt her? Den var sød og ung. Hvad havde fortjent sådan en behandling?
Hvad har du dog gjort, ven? sukkede Ole og trak hunden ind til sig. Jeg kan ikke forstå, nogen ville gøre dette mod dig.
Ole tog hunden med hjem. Planen var ikke at beholde den, nu hvor pensionen nærmede sig, men at finde den tilbage til gode hænder.
Indtil videre kaldte han den Trofast. Trofast, “skovens mystiske hund”, afventede sin skæbne.
*****
Her, du kan ligge lige der, sagde Ole og smed en gammel jakke hen til brændeovnen. Ikke luksus, men bedre end skoven, ikke?
Hunden logrede svagt, lagde sig straks til rette og sov ind, sammenrullet som en snebold.
Sov roligt, Trofast, mumlede Ole og betragtede den skælvende skikkelse. Gad vide hvor længe den havde klaret sig derude i sneen…
To uger havde den nok overlevet, måske mere, kun ved at gnave sig fri fra træet og finde nærmeste landsby. Ellers havde Peder aldrig fundet den og selv var Ole heller ikke stødt på den.
Da Trofast sov, gik Ole stille. Selv da han ringede til Peder, listede han ud i gården for ikke at forstyrre den.
Så der er ikke gal ulv i vores skov, hva? jublede Peder. Det var altså bare en hund! Hvor mon den kom fra? Hører den hjemme herude?
Næppe. Og nok ikke fra nabobyerne heller. Nogen må have slæbt den derud. Det værste jeg ved er folk, der lader dyr i stikken.
Hvad gør du med den?
Finder den nye ejere. En ung hund, sund og frisk, siger jeg dig. Kan endda bo i lejlighed.
Men præcis sådan gik det ikke helt for Ole.
For Trofast viste sig at være lidt af et mysterium…
Senere på aftenen bar Ole brænde ind. Han snublede, gled, og hele stablen bragede ned på gulvet med bulder og brag.
Trofast rørte ikke så meget som et øre. Sov videre, som intet var hændt.
Ole forstod ingenting. Gik over, rørte Trofast, som fór op, søgte hans hånd og logrede genkendende.
Du du kan ikke høre noget, kan du? En døv hund Hvordan skal du klare dig? Jeg må besøge dyrlægen i morgen.
Hvis Trofast virkelig var døv, ville det blive svært at finde et nyt hjem.
*****
Dyrlægen trøstede ikke. Trofast var døv i begge ører.
Måske efter sygdom, eller skade. Men det er ikke medfødt, sagde dyrlægen.
Hvordan taler jeg så med ham? spurgte Ole.
Det er ikke svært. Du har vel bemærket hans blik? Han følger dig jo nøje med øjnene.
Ja, siden jeg fandt ham, har han gransket mine øjne hele tiden
Præcis. Han læser dine ansigtstræk, følger dit blik. I må lære tegn, lidt håndsprog så får I et sprog.
Måske vil jeg Ole så på Trofast, som på samme tid kiggede søgende op på Ole, parat til alt.
Jo, jeg beholder ham. Han bliver hos mig nu. Det kan ikke være anderledes.
Rigtigt valg, Ole, smilte dyrlægen og trykkede hans hånd. Trofast bliver en god ven for dig. Han er kvik og loyal!
Det kan jeg mærke. Bare ikke til at fatte, at nogen kunne dumpe ham, bare fordi han blev døv.
Folk er mærkelige. Ville ikke tage slæbet, da de fandt ud af det.
Nå, gid, vi får lært tegn hurtigt. Jeg har aldrig prøvet det før, men alt kan læres.
*****
Nu til dags bor Ole og Trofast sammen.
I starten var det svært, men nu et halvt år senere skal der bare et blik til, før de forstår hinanden.
Trofast går som en skygge efter sin ejer. Hans øjne stråler af glæde.
Ny skovfoged har ikke meldt sig endnu, så Ole passer stadig sit hverv, uformelt.
Trofast hjælper med at finde nye snarer og efterladte fælder i skoven. De blev ofte sat til hare eller ræv.
Folk begriber ikke, ryster Ole på hovedet, at naturen må behandles med respekt…
Bedre blev det, da Peder en dag bekendte over for Mads, halvt beruset, at han var færdig med fælder og jagt.
Hvis Lærke vil have pelskrave nu, kan hun tage på torvet og købe en. Billigere!
Ole og Trofast smilte, skjult bag hækken. Der var én mindre til at bryde skovens orden nu.
Og skulle Peder, eller andre, få lyst til at forsøge sig igen, så var Ole og Trofast parate. De skulle nok holde øje eller hjælpe næste skovfoged.
Så alt endte godt. For skoven. Og for manden og hans hund.
