Du er fri nu
Birthe satte koppen på bordet med et lille smæld, så teen skvulpede ud på dugen. Hun blev siddende og så på pletterne uden at bevæge sig. Et sted bag hende blev Svend ved med at tale, men ordene nåede hende kun gennem en tyk dis, som om han talte i telefon med dårlig forbindelse, ikke stod små to meter væk i deres køkken, ved køleskabet, under den lampe, de sammen havde valgt i Illums Bolighus for tre år siden.
Birthe, hører du, hvad jeg siger?
Jeg hører.
Jeg vil ikke såre dig. Det mener jeg virkelig. Jeg har bare… jeg har indset, at det ikke går. At vi begge har brug for noget andet.
Vi?
Eller, jeg har. Jeg har brug for noget andet.
Endelig vendte hun sig om. Svend stod med blikket vendt ud mod vinduet, ikke mod hende. Han havde den blå skjorte på, hun havde givet ham i fødselsdagsgave året før. Det var også hende, der havde strøget den, uvidende om, at det var til denne stund, denne samtale.
Så du flytter over til Karen, sagde hun lavt. Ikke som et spørgsmål.
Birthe
Svend. Bare sig det.
Han var tavs. Det var svar nok.
Treogtyve år. Birthe talte dem ikke, men det gjorde sig selv. Treogtyve år med dette køkken, denne lampe, hans skjorter, hans morgenlugt, hans hoste om natten, hans vane med altid at lade kaffekruset stå balancerende på kanten af vasken aldrig oppe i vasken, altid på kanten hvilket irriterede hende, og nu slog det hende, at hun aldrig ville se det krus der igen. Det var ikke dét, hun skulle tænke på, men det var alt, hun kunne tænke.
Jeg vil bare have, du ved, begyndte han, og nu lød hans stemme højtidelig, næsten som om han havde øvet sig at jeg ikke er din fjende. Jeg håber, du klarer dig. Du fortjener… friheden. Den ægte frihed. Du er fri nu, Birthe. Glæd dig.
Hun blinkede mod ham.
Glæde mig?
Ja altså du bestemmer over dig selv nu. Ingen forpligtelser. Lev som du vil. Det må da være godt, ikke?
Birthe kiggede på ham. Hans velkendte, men allerede fjerne ansigt, hans forsøg på at smile, hans blik, der allerede var lidt fraværende, allerede lidt ovre ved Karen, den nye tilværelse, de nye skjorter, hun ville købe til ham.
Gå, sagde Birthe.
Birthe, vi kan da tale ordentligt om det
Jeg sagde: Gå.
Han gik samme aften. Tog kufferten frem, som, det viste sig, allerede stod pakket bag vinterstøvlerne i entréen. Han havde forberedt det. Vidst det. Mens hun lavede suppe til ham og vaskede hans skjorter og så serier sammen om aftenen, havde han allerede vidst det.
Døren lukkede sig.
Birthe stod i gangen og lyttede til stilheden.
Så gik hun ud i køkkenet, hældte den kolde te ud, skyllede koppen og satte den på plads. Tørrede dugen af. Slukkede lyset.
Lagde sig til at sove.
Det var en fredag.
Om lørdagen blev hun liggende.
Ikke at hun lå og græd ned i puden. Hun så bare ingen grund til at stå op. Hvis hun stod op, begyndte dagen, og dagen betød at gøre noget, og gøre noget betød at leve og at leve i denne lejlighed, med dette køleskab fuldt af mad til to, det føltes meningsløst.
Hun lå bare og stirrede op i loftet.
Et helt almindeligt loft. Hvidt. Med en lille revne i hjørnet, Svend havde lovet at lappe for to år siden, men aldrig fik gjort.
Søndag ringede hendes veninde Lise.
Birthe, hvor er du blevet af? Vi savnede dig og Svend til Tamaras fødselsdag i går.
Jeg kunne ikke overskue det.
Er du syg?
På en måde.
Pause.
Hvad sker der?
Svend er flyttet.
Endnu en, længere pause.
Hvorhen?
Over til Karen fra revisionskontoret.
Hende Karen? Hun der sang til firmafesten?
Ja, hende.
Lise var stille et øjeblik, så sukkede hun:
Jeg kommer.
Du behøver ikke.
Jeg er på vej.
Birthe protesterede ikke. Hun havde ikke kræfter.
Lise kom med hindbærtærte og tre slags te. Hun var lav, bredskuldret, med kort frisure og en stemme, der kunne have ledet en byggeplads engang. Hun gik ind, satte tærten på bordet og sagde:
Gå ud og få vasket ansigtet. Nu.
Birthe vaskede sig.
De drak tee uden at sige noget. Så sagde Lise:
Hvor gammel er hun?
Otteogtredive, tror jeg.
Og han er fyrreoghalvfjerds. En klassiker.
Lad nu være.
Ok, jeg stopper.
Han sagde, at nu er jeg fri. At jeg skal glæde mig.
Lise så længe på hende.
Fri, siger du.
Ja, han sagde: “Du er fri nu, Birthe. Glæd dig.” De ord.
Sikke et fjols.
Lise
Hvad? Jeg ved godt, du elsker ham og ikke vil høre skidt om ham, men det er så nederdrægtigt. Smukt pakket ind. “Frihed”. Ligesom han gør dig en tjeneste.
Birthe så ned i koppen.
Måske mener han det.
Selvfølgelig gør han det. Så føles det pænere for ham.
Lise blev til ud på aftenen. Vaskede op, tørrede hylderne af, smed noget ud fra køleskabet, der udløb for længe siden. Da hun gik, omfavnede hun Birthe hårdt, rigtigt hårdt, og sagde i øret:
Ring, hvis du mangler noget. Også om natten.
Birthe nikkede.
Så var hun alene igen.
De næste par uger lignede hinanden som siderne i en kedelig roman. Birthe gik på arbejde, for hvad skulle man ellers. Hun var bogholder i et lille byggefirma, og tallene krævede hendes opmærksomhed og det gode ved tal var, at de aldrig spurgte, hvordan man havde det.
Kollegaerne anede noget, men spurgte ikke meget. Fru Petersen spurgte én gang: “Er du okay?” Birthe svarede: “Ja, bare migræne.” Så var den ikke længere.
Hjemme var det værst.
Stilheden i lejligheden blev en slags væsen. Ikke bare fravær af lyd, men noget tykt og levende. Birthe opdagede sig selv i at begynde at sige noget ud i rummet som før “Det er lidt koldt i dag” eller “Nu regner det igen” og blev først bagefter klar over, at der ikke var nogen at sige det til.
Hun græd næsten aldrig. Kun en onsdag, da hun i lommen på vinterfrakken fandt en gammel biografbillet tilbage fra oktober, hvor Svend ikke var kommet hjem i tide, så de aldrig kom af sted. Hun stirrede på billetten, og noget bristede. Hun græd længe, siddende på gulvet i gangen med ryggen mod skabet.
Så tørrede hun ansigtet, rejste sig, smed billetten ud og lavede aftensmad.
Svend skrev nogle gange korte beskeder: “Birthe, forsikringen ligger i den blå mappe på øverste hylde.” Eller: “Husk at forny internetabonnementet i marts.” Fagligt, præcist. Hun svarede på samme vis. Kort.
En enkelt gang spurgte han: “Hvordan går det?” Hun svarede: “Fint.” Han skrev: “Godt.” Så blev der stille.
Lejligheden ejede de siden halvfemserne, på hendes navn. Det var rart nu. Ingen deling, ingen retssager, ingen fremmede, der rodede i hendes hjem. En lille, bitter lettelse.
Marts gik. April kom. Dagene blev lysere, næsten ubærligt, for de lange dage skulle fyldes ud med noget.
En aften, hvor Birthe gik hvileløst rundt i lejligheden, endte hun i det lille rum, de altid havde kaldt “kontoret”, selvom ingen brugte det til noget. Et gammelt skrivebord stod der med en computer, hun sjældent tændte, og reoler med bøger. I hjørnet stod et groft lærredsnet.
Birthe standsede op.
Hun vidste godt, hvad der var i det net, men havde ikke tænkt på det længe.
Hun løftede det frem, åbnede det. Tubes med akrylmaling, nogle pensler i en papkop, en lille træpalet, så udtørret, at malingen krakelerede. Fire små lærreder, rullet sammen.
Hun havde ikke malet i femten år. Måske seksten. Dengang, før Svend, gik hun til akryl i kulturhuset. Aldrig professionelt bare fornøjelsen. Så kom Svend, bryllup, arbejde, og malingen lå tilbage, flyttede sammen med resten ind i dette hjørne og lå der alle årene.
Birthe tog fat i en tube. Dækhvid. Kapslen sad fast, malingen var stivnet.
Hun satte nettet tilbage. Stod lidt. Så gik hun i seng.
Men næste dag, i frokostpausen, gik hun forbi boghandelen nær kontoret. Bare for at kigge. Hun gik derfra med nye akrylfarver, tre pensler, en lille skitseblok og en blyantspidser, selv om hun slet ikke købte blyanter.
Hjemme om aftenen åbnede hun skitseblokken. Fandt en gammel blyant og begyndte bare at tegne. Linjer, senere et vindue med regn, så en tom stol.
Hun tegnede i to timer. Pludselig var klokken næsten elleve.
Det føltes mærkeligt og lidt skræmmende.
Næste aften tegnede hun igen.
Efter en uge tog hun til en stor kunstartikelbutik på Nørrebro. Alt fandtes der: lærred, olie, akryl, pensler i alle størrelser. Hun gik mellem rækkerne og kiggede. Noget i hende vågnede. Ikke glæde, nærmere nysgerrighed og lyst til bare at prøve.
Hun købte et lærred på 30×40, en dåse hvid grunder, farver og fem pensler.
Hjemme placerede hun lærredet i vindueskarmen, for hun havde ingen staffeli. Grundede lang tid. Stirrede på den hvide flade, anede ikke, hvad hun ville male.
Så begyndte hun bare på det, hun så: et vindue, en våd tagflade, en due på antennen, en himmel som gammel hør.
Klodsede streger. Duen lignede en kartoffel. Perspektivet forkert.
Birthe trådte tilbage, betragtede det. Så begyndte hun at rette.
Omtrent samtidig, først i april, flyttede Svend ind hos Karen. Han hævede sin retmæssige del fra deres fælles opsparing, efter besked til Birthe. Alt ordnet, han var grundig.
Karen boede i Ørestad, i en nymodens lejlighed. To værelser, alt nyt og rent. Svend troede, det skulle blive en ny bryllupsrejse nyt hjem, ny kvinde, ny tilværelse.
De første uger var også sådan. Karen var livlig og spontan, tog ham med ud at spise og til koncerter, lod dem blive længe oppe og sove længe, lavede stærk kaffe på espressomaskine. Kaffen var god. Karen var god.
Men så kom det, Svend ikke havde forudset.
Karen kunne ikke rigtigt lave mad. Æg og pasta fra pose, resten blev bestilt. Det blev dyrt. Svend var ikke vant til den slags mad eller udgifter. Hos Birthe var der altid mad lavet fra bunden; tingene gled som varme radiatorer så selvfølgeligt, til det forsvinder.
Desuden lå Karens ting overalt. Hun var et glad kaos i menneskeskikkelse. Tørklæder på stolene, make-up i hele badeværelset, mobilen ringede døgnet rundt, lange og højlydte samtaler.
Svend var vant til orden. I treogtyve år havde alt haft sin plads. Aftensmad klokken syv, sokker i par i kommoden. Det havde før virket kedeligt, nu fremstod det som en umulig luksus.
Men han sagde intet. Han var jo lige gået fra det, kaldt det et “bur”.
April, maj, juni.
Birthe malede hver aften. Først en time, så to, så sneg tiden sig hen mod midnat. Hun meldte sig til et malekursus online. Ikke dyrt, men godt underviseren var en rolig kunstner fra Aarhus, skægget og saglig. Han roste ikke bare for rosens skyld, men vejledte og stillede spørgsmål. Birthe lavede lektier og lagde op i kursuschatten.
På tredje uge skrev en deltager privat: “Du har virkelig sans for farver. Det mener jeg.” Birthe anede ikke, hvad hun skulle svare, skrev bare “tak”, men tænkte på det hele aftenen.
I maj købte hun et staffeli. Billigt, lidt skævt, men hendes eget. Stillede det i det tidligere kontor, lagde voksdug på gulvet en lille, men hendes egen atelierplads.
I juni gik hun for første gang til et rigtigt aftenhold. Det lå i et kælderlokale i de gamle brokvarterer. Lugten af terpentin og lidt fugt. Otte deltagere: to ældre mænd, tre kvinder på hendes alder, tre unge piger, der vist mest var med for at det var hipt. Læreren, Nanna, en lille ældre kvinde med kulørte fingre.
Nanna sagde efter første gang:
Har du holdt pause fra at male længe?
Femten år måske.
Det ses. Men hånden husker. Bliv ved.
Birthe blev ved.
I studiet kendte hun nu nogle mennesker. Ingen dybe veninder, men folk at snakke farver og lærred med. Det var nok til ikke at føle sig helt alene.
Lise kom stadig forbi hver anden uge, kiggede på malerier, sagde, hvad hun mente. Nogle gange: “Det er godt.” Andre gange: “Himlen er skæv her, ikke?” Birthe værdsatte begge dele.
Hun begyndte at se anderledes ud. Ikke med vilje, men når man slipper at tænke på skjorter, vaner og andres behov hver dag, får man mere øje for sig selv. Hun fik en ny kort frisure, købte bluser i farver før mest grå, beige, mørkeblå. Nu valgte hun en grøn hørskjorte og blev overrasket over, så godt det klædte hende.
Hen over sommeren fik Svend økonomiske problemer. Han sagde det ikke til Birthe hvordan skulle hun vide det men livet med Karen var dyrere end livet med hende. Karen tjente godt, men brugte endnu mere. Deres fælles økonomi hang ikke sammen. For første gang følte Svend, at han levede over evne.
I juli foreslog Karen ferie sydpå. Svend sagde det var for dyrt. Karen så overrasket ud. De diskuterede ikke vredt, bare noget ændrede sig. Hun kiggede lidt anderledes på ham. Han var slet ikke den, hun troede. Efterhånden blev det tydeligt: den tunge hverdag, han havde forladt, var rykket med.
I august malede Birthe et stort billede, 40×60. En gårdsplads, aften, lygte, tom bænk, bare rummet, blåligt skumringslys, vinduer der gløder. Nanna så længe på det og sagde:
Nu taler du. Det er ikke kun øvelse.
Kursusdeltageren, der skrev om hendes farver, viste sig at være Karen Marie fra Ringsted, otteoghalvtreds, tidligere ingeniør, nu efterlønner. De blev penneveninder, delte værker og ringede sammen. Karen Marie var ligefrem, men på den gode måde.
En dag skrev hun: “Birthe, ved du at man kan sælge sine værker her? Kig på Kunstrummet.dk.”
Birthe kiggede. Amatørkunstneres markedsplads. Hun oprettede en profil, fotograferede fire værker, satte priser, Karen Marie havde hjulpet hende med at vurdere. Ikke for billigt, ikke for dyrt.
En septemberdag blev et billede solgt.
Et lille, 20×20. En kvinde fra Aarhus bestilte et med mere orange i efterårstræerne. Birthe leverede. Fik pengene. Ikke mange, men rigtige penge for sit eget arbejde.
Hun ringede til Lise.
Lise, jeg har solgt et maleri!
Virkelig?
Ja!
Pause.
Du er sej, Birthe!
Åh nu
Nej, alvorligt. Godt gået.
Birthe sad stille på sofaen bagefter. Ikke jublende, men varm indeni.
Det efterår blev Svends liv endnu sværere. Karen fik arbejde i en anden by, foreslog, at han flyttede med. Han ville ikke. Han havde arbejde og sin voksne datter i København. Karen sagde til sidst, at hun forstår hvis han bliver, men hun ville noget andet. Hun følte sig fri. Hun var ung, sagde hun.
Svend lyttede og tænkte, at han havde hørt det før bare modsat.
I oktober gik de fra hinanden. Karen tog til Aarhus. Svend blev alene i en lejlighed han nu betalte for hele selv. Alt føltes forkert.
Birthe vidste intet om det. Svend skrev kun sjældent og altid om papirer.
Vinteren gik med arbejde. I november tilbød Nanna, at Birthe kunne tage tre billeder med til en lille udstilling, studiet arrangerede for kursister. Birthe sagde ja, men fortrød længe. Udstilling tænk, hvis folk så på hendes billeder, som om hun ikke havde ret til at være der.
Hun fortalte det til Karen Marie.
Karen Marie svarede: “Birthe, stop nu. Tror du, du skal udstille sammen med de store mestre? Vi er alle bare amatører. Gå du bare derhen.”
Så det gjorde hun.
Der kom omkring tredive mennesker. Familie, venner, bekendte, to lokale journalister. En af dem betragtede længe billedet med gårdspladsen og lygten, gik hen til Birthe:
Er det dit?
Ja.
Må jeg tage billede til vores artikel?
Selvfølgelig.
Og kan jeg få et par ord fra dig?
Birthe sagde et par ord. Artiklen blev delt på nettet. Hendes profil på Kunstrummet fik flere følgere. Kort efter kontaktede en kvinde fra en lille café i Vesterbro hende om et muligt bestillingsarbejde.
Det blev december.
Birthe sagde ja til opgaven.
Hun malede på den hele januar. Tre billeder med samme stemning: aften i byen, varme vinduer, tomme gader, ikke ensomme, men hvilende. Caféindehaveren var begejstret fra første kig.
Caféen hed “Skyen”, og der blev rart at være.
Februar sendte Svend hende en besked. Ikke faglig. Bare: “Birthe, må vi ses en dag? Bare snakke.”
Hun stirrede længe på telefonen, svarede så: “Ikke nu. Jeg har travlt.” Det var sandt.
Svend svarede: “Forstået.” Så blev der ro.
Hun tænkte ikke mere på det. Hun gik i atelieret, på markedet, hjem til staffeliet. Livet var fyldt ud.
Foråret bragte noget uventet. Der var kunsthåndværkermarked i byen Nanna foreslog, at studiet tog en bod og udstillede elevernes værker. Birthe ville gerne.
Hun kom med otte billeder. Stilte dem op. Folk kom forbi, lørdag, vejret godt. Tre billeder blev solgt inden to. Hun blev overrasket, og glad.
Klokken fire så hun Svend.
Han kom langsomt alene, i frakke, lidt tyndere og kiggede rundt som én, der ikke skulle noget særligt.
Han så hende.
Standsede.
De så på hinanden. Birthe tænkte, at hun burde sige noget neutralt, høfligt, men Svend var allerede på vej over til hende.
Hej, sagde han.
Hej.
Han så på billederne, roligt. Alle otte. Så sagde han:
Har du malet alt det her?
Ja.
Det er flot.
Tak.
Pause. Svend flyttede vægten fra fod til fod.
Du ser godt ud, sagde han.
Du ser også hun tøvede.
Det var ren høflighed. Han så træt ud, mindre på en måde. Ikke fysisk, bare mindre.
Birthe han tøvede. Hvordan går det egentlig?
Godt. Jeg arbejder, maler. Ser du.
Det ser jeg. Pause. Jeg Karen og jeg er ikke sammen mere.
Det vidste jeg ikke.
Det var allerede i efteråret. Hun flyttede til Aarhus.
Birthe nikkede. Hun så på ham, mærkede ikke, hvad hun troede, hun skulle mærke. Hverken sejr, sorg eller vrede. Bare et blik.
Birthe, sagde han, med den stemme, der signalerede, hvad samtalen nu skulle handle om, jeg har tænkt meget. På os. Det hele. Jeg har nok været… du ved.
Jeg forstår.
Jeg savner dig. Virkelig.
Hun tav. Omkring dem snakkede folk, nogen lo, folk råbte på sælgere. Livet gik videre.
Svend, sagde hun til sidst, jeg er faktisk glad for, du er kommet hen.
Glad?
Ja. For kan du huske, hvad du sagde dengang i marts, før du gik? “Nu er du fri, Birthe. Glæd dig.”
Han så akavet ud.
Jeg husker det.
Jeg vil faktisk sige tak for det.
Svend så op.
Hvad?
Seriøst. For hvis du ikke var gået sådan, havde jeg aldrig oplevet alt det her. Hun nikkede mod boden. Jeg ville ikke have fundet mine farver igen. Ville ikke have mødt de mennesker. Ville ikke have fået bestillinger. Du gav mig vinger, Svend. Ikke med vilje, men du gjorde.
Han tav.
Jeg vil ikke tilbage, sagde hun. Ikke fordi jeg er fornærmet der er bare ikke noget at vende tilbage til. Jeg er en anden nu. Ikke bedre, ikke værre. Bare en anden.
Birthe
Svend, det er okay. Gå nu bare. Det skal nok gå for dig også.
Han stod lidt. Så sagde han lavt:
Du har forandret dig.
Jeg ved det.
Han nikkede og gik. Hun så ham forsvinde i mængden. Vendte sig.
En kvinde nærmede sig med en lille pige, der pegede på et af billederne og sagde noget til sin mor.
Hej, sagde Birthe. Vil I se nærmere?
Ja, det vil vi gerne. Min datter kan slet ikke stå for det billede. Er det en kat i vinduet?
Ja, den kom med i sidste øjeblik, jeg ved ikke engang hvorfor.
Det var godt du tog den med pigen elsker katte. Hvad koster det?
Birthe forklarede, pakkede billedet ind, gav det til moderen, mens pigen holdt om det med begge små hænder. Flere kunder kom til. Så dukkede Nanna op, lænede sig over og sagde: “Birthe, du skal lige hen ved nabostanden Julie vil gerne præsentere dig for nogen.”
Jeg kommer.
Birthe gik mellem boderne, med aprilsolen bag sig, folk omkring hende, alting levende.
Længere henne ved markedet stod Svend ved udgangen. Han så på skiltet med åbningstider og anede ikke, hvor han nu skulle gå. Lejligheden ventede tom, aftensmad skulle bestilles han kunne jo ikke rigtigt lave mad. Om lørdagen var stilheden der tungere end nogensinde.
Han købte en kaffe og slentrede ned ad gaden, uden nogen steder at skulle hen.
Hej, Julie, sagde Birthe. Hvem skal jeg møde?
Her, Julie pegede på en kvinde omkring de femogfyrre med kort, rødt hår, det er Vera, hun arbejder med kunstterapi og søger en kunstner til et projekt.
Meget hyggeligt at møde dig, sagde Birthe. Fortæl lidt mere.
Vera begyndte at forklare. Birthe lyttede. Udenfor gik april videre, en anden april end sidste år.
Det spørgsmål, hun dengang havde stillet sig selv hvad er frihed, gave eller straf, fryd eller smerte forblev ubesvaret. Hun vidste det ikke. Hun levede bare.
Vera talte, Birthe lyttede, og aprilsolen ramte lærrederne bag hende. Folk bevægede sig rundt, lo, snakkede, og lige et sted længere væk, med en papkop kaffe, gik Svend sin egen vej. Nu havde de hver deres april, og ingen vidste, hvad der kom.
Måske var det sandheden.
