Hjem
Mogens… Else-Marie satte sig overfor mig, mens jeg sad og læste Fiskerens Hverdag, og trommede bekymret med fingrene på bordet. Jeg sænkede avisen en smule, gemte mig dog hurtigt igen bag de frisklugtende sider, hvor en skægget mand i nissehue stirrede ned på hende. Mogens! kaldte hun nu endnu højere.
Hvad? jeg løftede brynene og kiggede op over brillerne. Skal vi spise? Jeg læser lige færdig her. Der står noget sjovt om aborrens påhit! Sikke nogle tossede fyre!
Mo-gens! Det handler ikke om mad! sagde hun og slog opgivende ud med armene.
Nå, hvad så? jeg rystede avisen og nikkede mod det fine vægur i mørkt træ, som hang overfor min stol. Vi købte det dengang vi flyttede ind her på H.C. Ørsteds Allé, til vores nye lejlighed. Brugt, jo, men rummelig, højt til loftet og balkon, venlige naboer og en levende palme i et kæmpe lerfad. Store vinduer, ja, man kunne næsten stå på ski derinde. Møbler var der ingen af, for de gamle ejere tog alt med. Else-Marie fik selv styr på det, slæbte mig igennem både ideer og billeder, sendte tegninger og fotos til hospitalet, hvor jeg lå med brækket ben.
Nu begynder livet! Lys og rummelig! sagde hun ustandselig om lejligheden. Vi har endelig fået det!
Da vi skulle indrette, lå jeg stadig på Rigshospitalet brækket ben, talte om indretning, mens hun sendte billeder af nyindkøbte stole, borde, reoler og kommoder.
Men hvem er så ham knægten ved siden af dig!? udbrød jeg engang, da hun, glad fra en møbelforretning, sendte et billede med en kæmpemæssig dobbeltseng. Hun sad i hjørnet af den, rank og beskeden i lang, mørk nederdel “klosterlængde”, kaldte jeg det. Ved siden af hende stod en bredskuldret ung mand med et grin så bredt som motorvejen og mit gamle, gipsede ben dunkede i jalousi. Se bare, typisk mig jeg skulle bare hjælpe den lille grå kattekilling ned fra kolonihaveskuret… Så røg jeg gennem taget og brækkede benet, mens katten sprang uskadt over på naboens æbletræ.
Resultatet? Redningsmanden, dvs. mig, fik brud og komplikationer, og killingen sad hos Else-Marie på stolen i “kvistværelset”. “Han er bare blevet så bange, den lille,” sagde hun og aede katten kærligt.
Den kat betyder mere for dig end jeg! snurrede jeg fornærmet. Her lå jeg, samlet sammen i bidder, og så…
Han er hjælpeløs, Mogens. Det er du vel næppe længere. Så åbner du munden! beordrede hun, mens hun tørrede min hage.
Senere kom der en sofa, borde, et badekar på kromfødder, stole én efter én. Og til sidst købte vi uret sammen. Da kunne jeg endelig gå igen, humpede stolt med stok ved hendes side.
De skal måle vores tid sammen, sukkede Else-Marie. Du og jeg. For altid. Vi bliver gamle sammen til tikkene af de her visere…
Jeg nikkede, bad ekspedienten pakke uret ordentligt ind, betalte med mine gode danske kroner, og Else-Marie kyssede mig hjerteligt udenfor.
Skal vi spise? jeg lagde Fiskerens Hverdag fra mig.
Åh, kære, ikke nu… Noget er galt… sukkede Else-Marie og gik frem og tilbage. Vores barnebarn ringede. Hun lød mærkelig, du ved…?
Hendes skuldre hang, og jeg blev straks urolig.
Hvad så? Hvad er der med Karla? jeg spidsede ører.
Ingen anelse… Skælder du ud på mig for det? Hun sagde bare: Farmor, jeg kommer forbi…
Nå, men så kommer barnebarnet. Det er da ikke så mærkeligt?
Nej! Du forstår ikke noget, Mogens. Du fatter ikke nuancer, du er som en gammel træskammel, der bare knirker…
Jeg vil have mig frabedt! nu blev jeg fornærmet. Gigt og gamle arbejdsskader er ingen undskyldning for at blive skældt ud! Sig det nu, for pokker! Avissiderne blev mast sammen i hånden.
Men at sige det nu kunne hun ikke. Hun blev, som jeg altid kaldte det, tragediens moderator. Som en dansk Mormor Karen på barnebarnets vegne hele verden skulle gå under hvert øjeblik.
Forskellen er bare, at vores Karla, 26 år, forældreløs, nysgerrig og energisk, snakkede tre sprog og broderede Ulige Numre-portrætter i fritiden, arbejdende i et advokatfirma. Hun var altid på farten, hoppende fra det ene til det andet.
Sæt dig! Slap af! Tag det roligt! sagde alle, men Karla fór altid videre.
Hun har så travlt med at leve og mærke alt!, sagde jeg med stolthed til læreren, mens vi fik endnu en samtale om hendes uro i skolen.
Hun har brug for at blive undersøgt! beklagede klasselæreren. Det er ikke til at have hende til undervisning!
Men Karla klarede sig, læste bøger dog mest om pirater og indianere gav sin lærer grå hår, men i 8. klasse blomstrede hun op, vandt en engelsk konkurrence, og hendes energi blev straks sat i sving med at lære de små engelsk Karlas Klub.
Efter gymnasiet læste hun jura, talte om aftenen på fremmede sprog, hvilket gjorde Else-Marie splittergal, for hun forstod kun dansk og skoletysk.
På 5. år nævnte Karla pludselig, at hun skulle giftes. Else-Marie tabte fadet, satte sig svedende ned og forestillede sig straks, at Karla ville flytte til udlandet for evigt.
Hvordan dog… sukkede Else-Marie og stirrede ulykkeligt på mig. Hvem er han? Det hele går så hurtigt…
Overhovedet ikke, mor. Vi har bare holdt det diskret. Han hedder Kristian og kommer fra studiet.
Kristian kom dagen efter for at spørge om Karlas hånd. Else-Marie åbnede døren der stod han, flot fyr, og Karla kiggede frem bag ham.
Mens Else-Marie stadig var på gyngende grund, bød jeg Kristian indenfor, trykkede hans hånd solidt håndtryk, kunne jeg lide bad dem sætte sig.
Kristian, hvad mener du om fiskeri? spurgte jeg, bare for at være sikker.
Meget glad for det, svarede han smilende.
Spin eller medefiskeri? Jeg ville lige teste ham.
Spin, men jeg respekterer også medefiskeri. Min mor laver den lækreste ovnbagte karpe…
Vi skal nok finde ud af det, nikkede jeg anerkendende.
De blev gift, vi sendte dem til den gamle lejlighed, og selv flyttede vi ind på Ørsteds Allé.
Der var ingen bryllupsrejse, Karla havde eksamener, arbejdede igennem, og de kæmpede begge for deres karrierer.
Du burde tage dig en pause, skat, sagde Else-Marie blidt. Du ser træt ud…
Og så begyndte bekymringerne igen. Karla ringede ikke noget måtte være galt. Hvis hun ringede, men talte forvirret noget var galt. Hvis Kristian ringede og spurgte til sommerhuset hvorfor dog det? Ringede han aldrig og tilbød hjælp med flytning så måtte vi være dårlige bedsteforældre.
Jeg har en forudanelse, Mogens… med Karla… sukkede Else-Marie og gik i køkkenet. Jeg fulgte naturligvis efter, ellers måtte jeg jo råbe.
Det er nu nok bare savn. Karla er bare glad for at se sin gamle farfar igen, det er da naturligt! sagde jeg, mens jeg hentede skeer.
Dig igen, Mogens… Alt altid om dig. Mænd er sådanne egoister.
Pludselig stivnede Else-Marie, som om hjertet sprang, og hviskede:
Kristian har forladt hende. Hun har ikke villet sige det endnu, men han er flyttet. Jeg har altid kunnet mærke, det ville gå sådan hans blik…
Hun fandt ikke ordene, jeg rakte hende brødet til at skære ud.
Han har helt almindelige øjne. Du tænker for meget, Else, det er giftigt. Lad os spise! sagde jeg.
Du er så kold, Mogens… så kold, sagde hun, mens hun tømte suppen.
Vi sad i tavshed, ikke engang tvet tændte hun. I hendes verden kan man ikke se tv, hvis noget er galt.
Vi må vel give hende vores soveværelse når hun kommer, sagde hun pludselig. Du får din ting i stuen, og jeg hjælper hende. Hun får grædt ud, og jeg vil trøste hende. Måske skulle jeg købe et godt glas vin til os…
Lad nu være med det, Else! sagde jeg. Man drikker sig ikke fra sorgen!
Skrig ikke sådan! Der er kvindesorg i huset, og du råber…
Hun blev straks stiv igen:
Nej… Hun har fundet ud af, han har været utro, og nu… nu vil hun spørge, om hun skal tilgive ham eller smide ham ud. Åh…
Radioen sendte noget sørgeligt, og hun sad og nikkede melankolsk med.
Skal vi have anden ret? spurgte jeg mut.
Det står på komfuret Men jeg kan knap spise… sagde hun, mens maven dog nærmest gjorde arbejdet for hende.
Så får jeg jo bare mere kartoffel til aftensmad, sagde jeg og fyldte op.
Hvad er det nu at snakke om mad… nåh, en lille skefuld mere, tak. Vil du have agurkesalat?
Hun rakte mig skålen.
Hun kommer ikke tit forbi. Det er længe siden sidst. Tror du virkelig, jeg bekymrer mig for ingenting?
Jeg tyggede agurken, mens Else-Marie længselsfuldt så på mig hun hadede, jeg sprøjtede med agurkerne som en hest med et æble.
Du mangler beskæftigelse, sagde jeg og spiste videre. Læs lidt om aborrerne her… De skriver altså sjovt…
Hun ville ikke høre mere.
Hold op, Mogens! Jeg har forstået det hele! Jeg siger dig, Kristian er kommet i dårligt selskab. Han er tiltalt for noget. Hvis jeg var spion, ville du så forlade mig?
Jeg fik kaffen galt i halsen.
Morten Korch og spionage! Find dig dog noget rigtigt at tænke på!
Ja, ja… Så meget for kærligheden…
Præcis, det er sygdommen, sagde jeg drillende.
Vores Karla kommer til at lide som en dansk debristfrue… Åh! Hvorfor hende!? Det ringer på døren…
Else-Marie sprang op, gik ud og åbnede.
Nå men goddag! Jeg har bagt brød til jer, Else-Marie! råbte vores glade nabo, runde Jytte. Ta det nu, men pas på, det er varmt! Og Mogens er vel hjemme? Du må tilbyde ham et stykke, for det er friskbagt!
Værsgo at komme ind, mødte jeg hende. Men Jytte…
Hvad er der? spurgte hun og lænede sig tættere på, konspiratorisk.
Du skal gå lidt stille til os, hviskede jeg. Min kone overvejer at blive spion!
Ha ha, Mogens, du er nu så morsom! Men hvad er det dog, der sker? Jeg har jo kartofler på komfuret…
Karla kommer, svarede Else-Marie tøvende.
Og hvad så? Midt på ugen? Ja, det var da ikke sket længe… Stakkels pige…
Skal vi så ikke samles hos mig med kyllingekage!? Kommer du, Mogens?
Jytte lavede sin egen snaps og producerede de bedste smørrebrød i hele opgangen.
Nej, vi holder os hjemme i dag. Tak for brødet, Jytte, men vi må hellere passe vores familie. Karla kommer jo ikke bare sådan for sjov…
Nå, skal det være så, sagde Jytte og gik med fadet.
Hun salter altid for meget, sagde Else-Marie og prøvede lidt af brødet. Men du kan lide det!
Kom nu, lad os få en kop te. Pak tingene, så Karla kan få soveværelset! sagde jeg.
Hvorfor dog det? spurgte hun trægt.
Du skal da indlogere dig som barnepige hos barnebarnet! Tager du dine ski med?
Mogens!
Jeg lo og satte tevandet over. Karla, den kære spirrevip og græshoppepige, kom hjem! Jeg havde dog savnet hende mere, end jeg ville indrømme!
… Karla dukkede op ved syvtiden og ringede på.
Farmor! Hej, det er bare mig. Jeg har handlet lidt ind. Må jeg tage et bad og så hjælpe med salaten? Hvor er farfar?
Else-Marie nikkede mod stuen.
Derinde. Karla… begyndte hun, men Karla løb allerede ud til mig, satte sig på armlænet og fortalte ivrigt nyt om arbejdet, mens hun lavede salat.
Hvordan går det? Har I hørt, at shoppen nede på hjørnet har lukket? Jeg måtte gå længere for at købe ind For resten, har I hørt, hvad der skete hos os?!
Hvordan skulle vi det?! sagde Else-Marie, halvfornærmet.
Farmor, du har ret. Jeg har travlt, men jeg husker jer. Jeg er gået til kursus, så jeg kommer sent hjem hver dag…
Else-Marie blev bleg hvad mon for et kursus?
Hvad slags kursus, min pige? spurgte hun.
Bare lidt af hvert. Ikke vigtigt. Må jeg tage en skive mere? Hvorfor ser I så bekymrede ud?
Nej nej, spis du roligt, Karla. Jytte har også sendt brød… Hvad med Kristian?
Hvor han er? Hjemme… på sygeorlov, sagde Karla, og jeg måtte bremse min kone, for ikke at tabe det hele på gulvet.
Han har influenza, farmor, der er ikke noget dramatisk. For resten, hvorfor står der ski ude i gangen?
Det er bare Else, der rydder ud, sagde jeg hurtig. Og hvad sker der på arbejde?
Ikke så meget. Må jeg tænde for vandet til te?
Karla skænkede selv op og gik ind til katten nu voksen, men stadig den blødeste, grå Dunja, der blev hentet ned fra skuret for år tilbage.
Else-Marie så uroligt på mig. “Hun skjuler noget,” sagde hendes blik.
Radioen sendte Anna Karenina, netop som hun gik mod toget, og Else-Marie stivnede.
Mogens! Åh, hvorfor siger hun ikke sandheden? Hvorfor skal jeg gå og tro det værste? hviskede hun.
Jeg går ind til hende, sagde jeg lavt og listede ind til Karla.
Kom lige her, min pige, sagde jeg og klappede på sofaen.
Hun slap katten, satte sig og krammede mig hurtigt om halsen.
Har du læst om aborrerne i “Fiskerens Hverdag”, farfar? Skal vi ikke fiske sammen igen snart?
Det gør vi, Karla-pigen. Jeg har købt en ny fiskestang til dig…
Så snart jeg har fået styr på alting, gabte Karla og hyggede sig under farmors striktrøje.
Sig mig, Karla, er der noget i vejen? Ikke med Kristian og dig? Du skal ikke være ked af det, min pige. Det hele skal nok gå, og ellers hiver vi dig op sammen!
Jeg ved det, farfar. Jeg er bare træt… Må jeg tage en lur her? Hos jer er alting så trygt, det dufter altid af hindbærsyltetøj… Og så tager vi snart ud og fisker…
Hun blev tyst og sov snart lænet mod min mave.
Nå?! hviskede Else-Marie. Er det skilsmisse? Blev hun fyret? Har Kristian rodet sig ud i noget? Sig det dog!
Slap nu af med alle de fantasier, kvinde! Hun er bare kommet hjem, fordi hun savner os. Ikke andet. Smid nu det drama væk, tag dine hjertedråber!
Jytte ringede igen på døren med en karaffel rosaglædende snaps.
Nå? Hvor slemt står det til? hviskede hun og kiggede på Karlas sko.
Else-Marie rettede sig op, trak skuldrene tilbage og satte de slidte hjemmesko i positur:
Alt er godt hos os! insisterede hun. Hvad bilder folk sig ind?! Hun kommer bare hjem for at besøge bedsteforældre. Punktum!
Hun smækkede døren efter Jytte, trak stikket til radioen ud og gik i køkkenet.
Vi har fest! Barnebarnet er hjemme! Det fejrer vi!
Folk bilder sig så meget ind, tænkte Else-Marie, mens hun hældte te op. De laver myg til elefanter og gør sig selv og hinanden bange for ingenting!
Mogens, Karla, kom og få lagkage! Og chokolade! kaldte hun og hamrede triumferende tekanden i komfuret. Ja, hvad skulle man egentlig skjule? Det var jo festdag.
Personlig lære: Jeg ser nu, at bekymringer ofte slører det nærvær, vi kan have sammen. Det bedste, jeg kan gøre, er at tage imod dem jeg elsker med åbne arme ikke med formodninger, men med varme. Den største glæde er at have familien hjemme, mærke hverdagen, og give plads til deres historier, såsom de nu er.
