Fiskepigen
Nå, Signe Marie, sagde direktøren, lagde mappen med papirer til side og rettede blikket mod kvinden foran sig. Hun stirrede ud i luften et sted bag hans nakke, helt uden det gamle engagement og glød. Hun blinkede dovent, som en skildpadde, der er ved at gå i dvale, og sukkede.
Signe? Hvad er der? spurgte Poul Verner med et bekymret rynkebryn. Signe! kaldte han og knipsede med fingrene foran ansigtet på hende.
Signemarie fór sammen, blinkede forvirret, og rynkede brynene. Hun havde ikke hørt noget… Han sagde et eller andet ja, og der lå nogle papirer Men hun havde sovet fra det hele
Det blev mere og mere almindeligt for hende, sådan at glide væk. Signe kører ikke bil mere hun er bange for at falde hen i det der træge, bløde stadie ved et rødt lys og ende som årsagen til en trafikprop. Hvis nogen bad hende beskrive, hvordan hun havde det, ville Signe svare, at hun følte sig som saftevand sådan som de lavede det i børnehaven: tykt, rødligt og fyldt med stivelse, halvgennemsigtigt. Hvorfor lige lyserød farve, vidste hun ikke, men det var det billede, der dukkede op…
Det var varmt i det saftevand, næsten beroligende. Lydene var så dæmpede, som hvis man havde hovedet under en pude ligesom da hun som lille gemte sig for sin mors stemme, der kaldte til morgenmad.
Signemarie! Skynd dig nu! Du kommer for sent i børnehave! Mors stemme skingrede, men Signe klemte puden tættere mod øret og kneb øjnene hårdt sammen for at drømme lidt videre
Også nu talte Poul Verner som på afstand, lavede ansigter, gestikulerede, mens Signe åbnede og lukkede sine øjne. Direktøren forsvandt bag øjenvipperne, for til sidst at træde tydelig frem igen. Pludselig fik Signe kvalme, sprang op og forlod rummet uden at sige undskyld.
Poul kløede sig i det skaldede isse, som hans kone Mette altid kærtegnede om morgenen, hviskede blide tåbeligheder og prøvede at overtale ham til at blive hjemme, før hun trak på skuldrene og lavede morgenmad. Mette Hans elskede Mette. Poul elskede hende uendeligt så meget, at det tærrede i kinderne. Alt det dér med, at kærlighed går over og kun vanen er tilbage, det passede ikke på dem. “I forstår bare ikke at lave kærlighed ordentligt!” grinede Poul til sine skeptiske venner. “En god, velstegt kærlighed dét er en delikatesse. Ikke alle mestrer det!”
Poul mærkede nu for alvor, hvor koldt det var uden hår på hoved, og havde købt hue og bar den, bare det blev ti grader udenfor selvom han før havde leet ad folk i tynde strikhuer. Men nu ikke mere. “Jeg bliver gammel” sluttede han tørt, og trak huen længere ned over sit store, runde hoved
Signe kom tilbage, bleg og udmattet, og satte sig igen.
Undskyld, Poul Verner, forsøgte hun at smile. Jeg har nok fået madforgiftning. Spiste sushi med min mand i går
Hun slog opgivende ud med armene og smilede sølle.
Ja ja jeg forstår. Men Signe Marie, sagde Poul, du skal altså til Herning. Tjek det hele derovre, du kender mål og opgaver. Når du kommer tilbage, får du en ny stilling. Jeg er sikker på, at din afdeling vil blomstre under dig! Hvad siger du til det? Du er så stille
Signe trak endnu engang på skuldrene. Herning, opgaver, afdeling Men hun kunne kun tænke på søvn. “Det er blodmangel,” greb hun pludselig tanken som det sidste halmstrå. “Jeg skal tage jern eller vitaminer. Så bliver det sikkert som før!”
Ja, selvfølgelig takker jeg ja! nikkede hun, og knappede øverste knap på blusen op. Og undskyld, jeg tager lige jakken af det er så varmt.
Poul nikkede, selvom han frøs, så han sad og dansede under bordet for at holde varmen. Hun havde det altså varmt nok nyheden om forfremmelsen. Sådan reagerer man på gode nyheder!
Sådan, bare gå hjem nu. I morgen køber Andrea din billet; hotellet er bekræftet. Signe! råbte han efter hende, din jakke! Og papirerne. Og døren åbner udad, af hensyn til brandsikkerheden, husk det!
Signe så fornærmet på døren, gik tilbage efter mappe og jakke, og nikkede smilende.
Signe, undskyld, standsede Poul hende. Jeg har efterladt et telefonnummer til dig. Det er til klinikken. Ring og bestil tid hos overlæge Tamara Vestergård. Det er netop hende. Min tante Rita arbejder for hende.
Hvorfor? spurgte Signe forundret.
Helbredstjek, svarede han mumlende. Hvilke læger du skal se, får du at vide der. Du har en uge inden afrejse, det kan du nå.
Jeg klarer det i min egen lægehus! afviste Signe.
Nej, der er månedsvis ventetid. Her går det hurtigere. Og det er en ordre.
Poul rejste sig, holdt døren, og nikkede mod det stillestående, mørke gangareal med gråt tæppe. Signe gik lydigt ud.
Så Herning kan vi vist sætte spørgsmålstegn ved mumlede Poul, ringede til sin kone, og gik hen til vinduet for at tale om kommende weekend, deres datters blå mandag og sommerferien. Mette svarede og klirrede med gryderne i køkkenet
Hjemme ventede Mads på Signemarie ved bommen til P-huset. Hvor mange gange havde han ikke bedt hende om at skaffe ham adgangskort, så han kunne hente hende direkte, men Signe glemte det altid, og den nye vagtchef gad ikke hjælpe.
Hvor bliver du dog af?! Jeg var lige ved at ringe til redningshelikopteren! grinede Mads og skyndte sig at gribe sin kone, der småtrippede hen over den isglatte asfalt, mens frostsne piskede ned fra himlen og sprang op fra fliserne med et smæld.
Poul kaldte på mig. Jeg skal på forretningsrejse, Signe lagde armene om ham. Til Herning.
Hvornår? spurgte Mads tørt. Han kunne ikke fordrage, at Signe var væk, altid bekymret for hende som for et lille barn der skulle afsted alene i Feriebyen.
Signe trak på skuldrene. Hun havde ikke husket en dyt.
Omkring en uge. Men jeg skal også til helbredstjek først.
Hvad?! Mads så overrasket på hende.
Helt almindeligt tjek. Jeg er trods alt 43, Mads Det er på tide
Den måde hun sagde “på tide” på, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Mads. På tide hvad at blive syg? Bestille et gravsted? Dø?
Ja, men så gør du bare det, svarede han og varmede sig selv lidt på tanken.
Signe så i det hele taget ikke for godt ud for tiden. Blegheden ville ikke forsvinde fra hendes ansigt, appetitten var væk, selv sushien igår havde hun spist under tvang. På arbejdet sled de hende op, ringede selv i weekenderne. Og nu denne rejse
Herning Sikkert iskoldt dér! Måske Signe burde have en ny frakke, en varm en, der rækker til gulvet, så hun kunne holde varmen.
Hva’? Hvad siger du? mumlede Signe søvnigt. En frakke?
Mads havde ikke bemærket, at han talte højt. Han nikkede.
Jamen, du skal jo til Midtjylland det er isnende koldt! forsikrede han.
Nej. Det bliver for varmt med frakke. Jeg har det hele tiden varmt. Sluk lige for “varmeanlægget,” Mads.
Han så målløs på Signe, der sad og frøs, men skruede alligevel ned for klimaanlægget.
Jeg skal ikke have frakke på, gentog hun strengt, og faldt i søvn igen. Hun sov meget for tiden allerede om aftenen efter aftensmaden, og i weekenden lå hun også og døste på sofaen…
Far, er mor syg? havde deres søn Casper spurgt forleden.
Nej nej, hun er bare udkørt Hun fik ikke ferie i år, nu vælter trætheden ind over hende. Shhhh! sagde Mads til sønnens knasende chips. Lad hende hvile.
Og Signe sov. Smilede og sukkede, let og lykkelig. Hun drømte om lilla lavendelmarker på Lolland, bløde bakker og havet, mørkeblåt som blandet maling. Hun drømte, at solen svømmede sammen med hende, legede i bølgerne, glimtede som småfisk. Signe lukkede øjnene, lo, og på stranden ventede Mads og Casper. De råbte og vinkede, men Signe havde ikke lyst tilbage. Her havde hun sit eget hyggelige hjørne, varmt og trygt. Her havde hun en hemmelighed, og den havde hun ikke lyst til at give slip på…
Nå, overgangsalderen! Hedeture, humørsvingninger, bleghed det hele! oplistede Signes veninde, Ingrid. Du må tage til lægen. Der er piller for alt i dag. Ellers sover du fra det hele! Du risikerer at blunde dig forbi Herning!
Ingrid lo, stille og med lukket mund hun brød sig aldrig om at grine med tænderne synlige.
“Nå, overgangsalder så er det dét,” tænkte Signe. “Min mor fik det også tidligt. Det går.” Hun trak på skuldrene. Sønnen klarede sig, sit job havde hun nu kunne hun satse på karrieren. Ubehageligt selvfølgelig med de svingende følelser, men det går hurtigt over, havde hun hørt. Bare at holde ud!
To dage senere ringede Signe til det nummer, Poul Verner havde givet hende. Hun gentog navnet “Vestergård, Tamara” flere gange, før hun tastede det ind.
Hallo! røg der en hæs, kvindestemme ud af telefonen. Lægevagten!
Signe hakkede i det, lagde røret på. Sådan lød hendes tante, Ruth, i Esbjerg. Tante Ruth var en af de der kvinder, der altid ved bedst og har styr på alt. Da Signe fik Casper, ringede Ruth dagligt, altid lige når Casper sov. Telefonen kimede, og Signe fór op.
Har du pumpet ud? Du skal alt op ellers bliver du øm, og kålblade hjælper ikke, hører du, Signe!? Hvordan er Caspers “afføring”? Jeg spørger, hvordan hans afføring ser ud?!
Hun råbte, hostede og gav råd og formaninger og smed så røret på.
Jeg ved godt, det er din familie, sagde Mads engang, men hvorfor ringer hun? I har aldrig mødt hinanden!
Signe trak bare på skuldrene. Dog mente hendes mor, Ruth var ekspert, og hun var nødt til at høre efter.
Og sandheden var, at Signe 23 år, deltidsstuderende, uden fast indtægt og Mads, der arbejdede og læste, havde brug for den hjælp. Tante Ruth overførte penge til dem månedligt. Hjælpen var kærkommen men
Signe husker tydeligt den dag, Ruth stoppede med at ringe. Dengang havde Mads taget røret, svaret på spørgsmålene om alt og på spørgsmålet om afføring sagde han, at Caspers stol var udmærket, træ, 35 år gammel og skulle giftes snart. Ruth hostede undskyldende og lagde på og ringede aldrig igen.
Jeg har fået ekstra arbejde, Signe, bare rolig! sagde Mads. Og hun elskede ham så højt, at hun aldrig tvivlede på, det hele ville gå. Hun ville også hjælpe til, når Casper blev lidt større.
Nu var Casper voksen og på vej til et liv på egne ben. Signe respekteret leder og ansat, beundret af sine kolleger. Men hun brød sig ikke om ordet “karriere.” Hun var ikke slave, bar ikke sten hun levede bare og arbejdede. “At opbygge” lød så trættende, syntes hun. Svigermor havde altid sagt det efter arbejde i fabrikken: “Kommer hjem og segner om på sengen.” Men sådan havde Signe det ikke hun var træt, men sprudlede stadig hjemme, hyggede og lavede mad, læste lektier med Casper, uden at miste humøret.
Så nu, hvor forfremmelsen var oplagt, glædede hun sig hvis bare ikke for den der trælse svaghed
Hallo! Sig dog noget! gøede det fra lægesekretæren i røret.
Jeg jeg skal bestille en tid Hos Vestergård Signe læste op fra sedlen.
Tamara Vestergård? Vi har tid i morgen kl. 9. Navnet!
Vestergård
Ikke lægens! Dit navn, kvinde!
Jensen, svarede Signe lavt. Signe Marie Jensen.
Endnu en Jensen! Hørte du, Line? Nummer fem i dag! Kom kl. 9 med dit sygesikringskort, lille fiskeunge. Hvad er dit termin? Nå?
Signe havde allerede lagt røret på. Termin hvad snakkede hun om? Ingrid sagde jo overgangsalder!
Nede i venteværelset på kvindeklinikken summede det af kvinder i småkøer ved glaslugerne. Bag ruderne sad rubenskvindetyper med krøller og noterede ivrigt. “Tag din mappe, lille fiskepige! Op på anden sal, fiskepige, først til din egen læge” lød det igen og igen fra de venlige damer, de nikkede, smilede og vinkede nye fiskepiger frem.
Signe sukkede. Poul Verner og hans skøre idéer! Hvorfor var hun her? Måske burde hun bare gå til egen læge, få tjekket blodprøver og EKG… Men nu var det vel for sent til dét.
Jensen! Hvem er Jensen? lød det, da Signe var på vej væk.
Jeg! kom det fra flere.
Jeg skal bruge Signe, den der skal ind til Tamara Vestergård, præciserede stemmen.
Mig, indrømmede Signe modvilligt.
Kom så, lille fiskepige! Du har jo tid kl. 9!
Signe blev båret til lugen, viste sygesikringskort, fik besked på at tage elevatoren til tredje sal.
Hvor skal du hen?! Tag elevatoren, du ryster det hele! formanede en hjælpsom plejer.
Tak nikkede Signe. Hun var udmattet og havde slet ikke lyst til mad; den omelet Mads havde lavet om morgenen smagte også underligt af gummi…
Det vrimlede med kvinder på tredje sal, unge og ældre, spinkle og buttede, alle ventende på deres tur. Nogle læste, andre lyttede til musik, og atter andre havde lukkede øjne som i meditation.
Signe ramte sig ned på kanten af en bænk. Hun kunne egentlig stå, men havde ingen kræfter. Lugten af gulvvaskemiddel var tung og kvalm, vaskekonen forsøgte at undskylde:
Undskyld, skønne damer, løft lige fødderne. Barnebarnet min hældte grød ud over hele køkkenet. Moren er jo her og føder! Faren er i Grønland! undskyld forsinkelsen!
Hun vaskede, kvinderne løftede fødderne, døre smækkede. Pludselig dukkede en buttet, lav kvinde med forklæde op Darja, den populære jordemoder.
Nå, tænkte Signe, det er nok Pauls tante
Mortensen?! Igen her? Sidder du her igen? Darja bøjede sig ned til en kvinde. Nå, du har altså haft piger før og nu vil du have et helt pigekompagni, hva?
Kvinden trak på skuldrene. Signe lagde mærke til, at hun slet ikke var så ung men petit, det beundrede Signe altid. De kvinder forblev yndige og slanke hele livet.
Nå, fød du bare! Mit barnebarn skal nok passe til dit barn, grinede Darja, viste tommelen op og gik ind igen.
Stemningen blev varmere i venteværelset; man kunne mærke respekten og kærligheden til Darja.
Måske kan hun også hjælpe mig med mit, tænkte Signe og skrev til Mads, at hun ventede.
Alle her kalder én for ‘lille fiskepige’, og jeg er bare træt, tilføjede hun.
Så sov bare, min lille fisk. Sid og blund. Kys, sødeste.
Signe smilede. Mads… Han var nu god.
Imens Signe smilede over sms’en, blev alle stille og vendte blikket mod elevatoren. En høj, bredskuldret kvinde i morgenkåbe og frakke kom hivende, gispede, støttede sig til væggen og udstødte små klynk. Bag hende trippede en lille, gnaven gammel mand med net og en flaske mælk.
Vi føder! Vi føder! mumlede han.
Far, hold nu op! jamrede kvinden. Gå og hent Darja! Nu!
Hendes stærke stemme rungede mellem væggene.
Den gamle forsvandt hurtigt. Kvinden stønner.
Vi føder kun med dig, tante Darja! tiggede hun, da jordemoderen kom springende.
Jeg går ingen steder. Kom her, søde, så kører vi! Darja lagde en kærlig hånd på hendes mave, mens Tamara Vestergård, klinikkens læge, i hvid kittel og store ravøreringe, stod og kontrollerede scenen.
Cirkus! brummede hun. Mand, ud af rummet! Darja, tilbage på din post.
Den gamle mand forsvandt, flasken klirrede mod båren.
Jeg er på plads, Tamara. Kom, Maja, vi skal nok klare det, Darja tog kvindens hånd.
Men hun begyndte rengøringsdamen.
Hun, rettede Signe automatisk.
Tre børn har hun mistet, ondskab det er! Frygt! Nu har hun endelig båret denne til ende…
Stemningen i køen blev tung; nogen begyndte at bede. Ingen hørte, hvordan Maja skreg i fødestuen, og hvor hurtigt Darja tog imod den lille.
Hurtig fødsel, sagde de bagefter. Under en time, og barnet skreg for fuld hals.
Faderen sad udenfor, hulkede lydløst. Så meget uheld tre engle mistet… Hvad nu?
Straks kom Darja løbende.
Det blev en dreng! Bed for ham. De første dage er afgørende!
Hun lod sig tungt falde på en bænk.
Hvad? spurgte den gamle.
Maja har født. 3200 gram. Op med hovedet, bedstefar! Gå nu hjem og fortæl det jeg kan ikke få fat på din svigersøn!
Den gamle forsvandt, kastede korsets tegn mod hospitalets vinduer…
Darja smilede, gik tilbage mod klinikken.
Vil du ha’ kaffe, Darja? lød det gennem lugevinduet.
Ja da, men senere, piger. De venter på mig.
Hun gik op ad trappen. Skjulte sig et øjeblik på vaktværelset, henslængt på den skrantende stol.
Jeg er træt, tænkte hun. Gud, så træt. Jeg skal ringe til Ivan, men orker ikke skænderi nu. Tamara er knalddygtig, men for streng. Men pigerne her fortjener det bedste. Godt, Maja klarede den Sejr!
Hun smilede sit spejlbillede til, glattede frisuren og fløj ud igen.
Gangene var tomme Tamara havde sendt de sidste hjem med råd og beskeder.
Kun Signe, halvt ind i en plastikpalme, sad og snorkede.
Hey! hvislede Darja og løftede det kunstige palmeblad. Hey, pige, hvad laver du her?
Signe fór forskrækket op. Ja, hvad lavede hun egentlig?
Jeg har tid, Paul Verner anbefalede mig, svarede hun, mens hun strøg ned fra sin palme-hytte.
Poul hvem?
Direktøren, Poul
Åh, Poul! Jamen, kom indenfor da. Hvorfor har lægen ikke set dig endnu?
Hun havde travlt… Jeg ventede.
Og hvad kan jeg hjælpe dig med? spurgte Darja og pegede på undersøgelseslejet.
Jeg Det hele driller. Humøret svinger og jeg sveder.
Svinger? Darja tog handsker på og nikkede.
Ja. Jeg var altid glad før, men nu græder jeg uden grund. Sad og syede en arm på Caspers bamse og brød sammen. Fjollet, hva?
Darja trak på smilebåndet. Bamsehistorien var da sød.
Så du er 43 siger du? spurgte hun, mens Signe stod og rodede i lommetørklædet.
Ja. Min mor fik det også tidligt, mumlede Signe.
Ved du hvad, kom herhen, Darja pegede ud ad vinduet. Se, vi udskriver tvillinger i dag. Kom snart igen og måske du også kan få en lille en om otte måneder?
Mig? Signe blev bleg. Nej, nej, jeg er for gammel! Jeg har Herning og forfremmelse, min søn på universitetet, ferieplaner. Jeg er for gammel!
Jo jo, ikke nogen pige længere, smilede Darja, men frisk nok! Så du vil afbryde det?
Signe lagde instinktivt hånden på maven og rystede på hovedet.
Så vil du ikke være ‘gammel-mor’?
Nej. En pige på tyve vil skamme sig over mig Alle de andre har yngre mødre!
Så du håber det bliver en pige? Darja lo hjerteligt. Du bestemmer! Her kommer der alle slags kvinder forbi; uanset alder og planer. Nogle tager chancen, andre gør ikke. Her er en stak prøver, blodprøver og ultralyd. Poul får intet at vide af mig. Du har det godt, morgenkvalmen venter lige om hjørnet. Gå hjem, sov lidt og tænk over det.
Da Signe var gået, vendte Tamara tilbage til kortet.
Sen gravid Skulle have haft flere prøver! Alt kan ske udbrød hun.
Darja rystede på hovedet.
Tamara, det er ikke din søster. Den her pige bliver mor, når tiden er moden. Kom, lad os drikke te. Der sker så meget godt vær nu glad!
Tamara nikkede. Ja, måske var det bare efterårsblues…
Signe tude og bad Mads hente hende.
Hvad sagde de? rakte han hende kaffe. Skal du tage vitaminer?
Signe tav, så hjælpeløst på ham.
Hvad skal jeg så købe? Hvorfor svarer du ikke?!
Han blev frustreret. Ville bare hjælpe.
Jeg tager ikke til Herning. Snart starter kvalmen jeg orker ikke.
Kvalme? I vores alder?
Det samme som før
Mads gispede, kørte ind til siden og begyndte at gå nervøst frem og tilbage.
Mads, er du ikke glad? spurgte Signe. Hun lød som om, hun havde slæbt en hundehvalp med hjem, og nu tiggede om at beholde den.
Jeg jeg ved ikke, Signe, han hang ind gennem vinduet. Vi skal nok passe på hende det er ikke det! Men måske er jeg for gammel til fodbold, fisketure, ishockey jeg hader hockey. Hvad hvis det bliver et barn, der elsker det? Casper gjorde ikke Hvornår udskrives I? Jeg fattede ikke noget
Sådan sad de længe, parkeret foran en grill, diskuterede hvem barnet mon blev.
Signe kom aldrig til Herning, blev ikke afdelingsleder der var andet at tage sig til. Graviditeten, fødslen, de første år med lille Amalie det hele oplevede hun som noget stort og dyrebart. Med Casper gik det så stærkt, med Amalie havde Signe behov for at nyde hvert øjeblik, trække det ud. Da blev hun for alvor mor elskede det. Hun blev ‘fiskepigen’, passet på af Darja og Mads i otte måneder, for derefter at komme hjem med en baby i armene. Et mirakel. Det kræver sin kvinde at indse, hvor stort dét egentlig er.
Direktøren var først knotten, men blødte snart op. Signe var en dygtig medarbejder, men også kvinde det skulle hun have lov til at være. Da hun vendte tilbage, havde virksomheden ændret sig hundrede gange, og Signe startede forfra. Men det var hendes valg og hendes tab. Poul forklarede ærligt sagerne, men Signe trak bare på skuldrene. Sådan skulle det måske bare være.
Ingrid kunne slet ikke forstå det! Graviditet, barnevogne Signe så spændende og nu det her?!
Signe ringede aldrig til Ingrid mere. Venskabet døde ud.
Casper tog nyheden med ro. Han smilte lidt, jamrede over at skulle babysitte trods hans unge alder men han blev forelsket i Amalie, forkælede hende, læste højt og lærte hende at modellere i ler.
Det er nu ret godt, I fik hende, sagde han engang. Så er der da nogen at sladre med om jer! Lige nu er hun lille, men om fem-seks år er hun til at tale med!
Ikke ‘fik’, men ‘fødte’. Hun er ikke en hund, Signe rystede på hovedet. Og diskuterer du mig med hende, sladre hun nok til mig bagefter! Men du har ret, det er godt. Nu er jeg ikke eneste kvinde i huset mere. Der er en at sladre med. Vi skal se serier sammen
Mads rullede med øjnene, Casper stønnede, og Amalie lo. Godt hun valgte netop os til sin familie! Sikke et heldEn aften, efter at have puttet Amalie og sat sig stille i sofaen, så Signe ud gennem vinduet. Regndråber piblede på glasset som små, vandklare fisk. Hun mærkede et smil brede sig indvendigt den slags smil som man får, når hjertet har fundet vej gennem alt det snørklede og lander på en overraskende sandhed: Nogle gange er det ikke planen, men strømmen, der bestemmer retningen. Man tror, man styrer, men bliver selv båret med.
Mads satte sig ved siden af hende med to kopper myntete og lagde armen om hendes skuldre. De sad, længe, uden ord, mens et lille barnesuk lød fra babyalarmen og Casper, med dæmpet stemme, sang Beatles inde fra værelset ved siden af.
Signe lagde hovedet på Mads’ skulder. Hendes krop var stadig træt, men træthed føltes nu som en slags taknemmelighed en mild strøm af varme, man ikke ville undvære. Under huden boblede ny energi sammen med frygten for at fejle igen men også med fryden over det uventede. Hun mærkede den lille sten af usikkerhed forvandles til en perle, glat og stærk.
En dag ville Amalie også spørge: Hvorfor kaldte du mig fiskepigen, mor? Og Signe ville svare, at nogle gange suger livet én ind i dybet, og først når man lukker øjnene og flyder med, opdager man, at man kan svømme.
Vindpustet fra havet, som hun ofte drømte om, bankede let på ruden. Signe vendte sig mod sin familie drengen, der var blevet mand, barnet, der endnu kun var begyndt, og Mads, med tynde grå hår ved tindingen og vidste, hun havde fundet hjem.
Sådan endte det ikke med Herning, ikke med afdelingsledelse eller titler, men med synet af en smilende datter, hænder under hagen, og duften af nattens regn. Og måske var det netop da, Signe forstod: Kun den fisk, der frygter at drukne, glemmer at hun er skabt til at svømme.
Hun smilede, trak vejret dybt og gav slip.
Udenfor lå verden og ventede uendelig, blå, og fuld af bølger.
