Medpassageren
Lasse sad længe i bilen og sippede til sin kaffe fra et papbæger, mens han betragtede sneen, der uophørligt dalede ned udenfor og lagde sig på motorhjelmen, dækkede forruden og klæbede sig til sidespejlene. Det var smukt, nærmest julet men indeni var det bare trist. Han tog endnu en slurk af kaffen, men måtte give Mathilde ret: kaffe fra automaten kunne næsten ikke kaldes for kaffe.
Lasse, man skal kun købe kaffe på rigtige kaffebarer, helst de trofaste steder, plejede hun at sige. Kaffe skal være frisk, smage godt balanceret, aldrig brændt! Det siger jeg dig gang på gang Her plejede hun at vifte afværgende med hånden og vende sig væk. Hun vendte sig faktisk altid væk fra ham. Bare der var det mindste galt, pustede hun kinderne op, gav ham nakken, trak vejret tungt og fnøs som et barn! Hvorfor var det så svært bare at sige ligeud, hvad der var i vejen? Men selvfølgelig, man skulle jo holde en sceneværdig pause, helst en der virkede så længe, at hun selv glemte grunden til, hun var sur.
Det var sket igen. Så snart Lasse kom hjem, mødte Mathilde ham i døren, trak vejret dybt og hilste ikke engang. Hvad nu?
Mathilde, skat, jeg har købt kage til os! prøvede han at glæde hende. Men hun snuppede bare kagen og satte den ud på altanen og heldigvis ikke ud ad vinduet. Hun bemærkede ikke engang, at det var hendes yndlings med kirsebær, og at Lasse selv var træt og forslået han havde endda skåret sig på arbejdet og næppe fik viklet plaster omkring fingeren i blå tape. Mathilde, hvad er der nu?
Hun svarede ikke. Hun gik bare ud i køkkenet og klikkede på kontakten. Lasse rynkede panden og slog sig i panden. Pærerne! Han havde lovet at købe specielle lysstofrør, som kun kunne fås i byggemarkedet.
Mathilde, sagde han blidt og lagde armene om hende. Hvad med lidt middag i stearinlysets skær? Dig, mig og lidt flammer Og bagefter Han kyssede hende i nakken, hun rystede af kulde eller vrede. Så bliver der hedt, ikke?
Så jeg skal lave mad i mørke? Har du tænkt dig at købe tape til alle mine fingre? Jeg laver ikke mad. Du vil bare have mit køkken hvor har du været? Hvorfor er du så sent hjemme?
Hun smækkede en skuffe i, så gaflerne raslede. Lasse sukkede. Nu havde han fået nok. Alt føltes presset han længtes faktisk efter sin gamle alenetid. Mathilde plejede jo kun at komme sparsommelig på besøg: gøre lidt rent, lave god mad og så afsted igen. Ikke nogen skænderier. Men nu Nu boede hun der fast, nægtede at blive gift: Jeg elsker min frihed, Lasse. Hvis du insisterer, pakker jeg sammen! sagde hun.
Og nu råbte denne frie kvinde op om alt muligt, bankede i gulvet med fødderne, og sagde sårende ting om ham som mand at han ikke kunne noget, værre end uduelig, kunne ikke engang fikse en fodliste
De havde længe haft problemer. Men at gå fra hinanden virkede for endeligt, for svært. Så de klamrede sig til resterne levede som folk, der næsten var gift, selv om gnisten var væk. Lasse mærkede det svagt, Mathilde tydeligt derfor blev hun mere og mere rastløs.
Gå din vej! råbte hun til sidst og vendte sig bort. Jeg orker ikke mere! Skrid!
Der blev stille. Luften hang tung.
Så greb Lasse sin skuldertaske, tog den tykke læderjakke med pelset for og gik ud smækkede døren bag sig.
Lasse! Hvor skal du hen i nattens mulm og mørke? råbte Mathilde efter ham, iført morgenskrud og fluffy hjemmesko. Lasse, kom tilbage! Jeg siger det kom nu!
Jeg går! svarede han, hastede ned i snestormen.
Han var længe om at kæmpe sig ud gennem trafikkaosset til udkanten af København, hvor det enorme byggemarked Lys & Liv lå oplyst som et rumskib. Her fandtes alt og pærerne også.
Lasse listede rundt blandt græsslåmaskinerne, målte sig op mod en en rigtig god en, som han drømte om til sommerhuset og drejede så ind mod elafdelingen. Han forsøgte ikke at lade tankerne kredse om Mathilde. Hun var jo fri, han var fri sådan måtte det være.
Hvor mange pærer skulle det være? spurgte den trætte ekspedient.
Fem. For en sikkerheds skyld, svarede Lasse uanfægtet.
Ekspedienten pakkede, smilede, ønskede god aften.
Tak i lige måde, sagde han og mærkede et kort stik af taknemmelighed.
Hun blev egentlig rørt hun skulle til venindeaften, vin og ost, og se gamle komedier sammen
Da Lasse drak den sædvanligt rædsomme kaffe færdigt, bemærkede han noget uro til højre.
Ved en SUV stod et par en mand råbte, gestikulerede og smækkede med døren. Kvinden hev kasser op fra bagagerummet, men stoppede pludselig, forsøgte at omfavne manden, sagde noget men han afviste hende, sparkede til dækket og satte sig bag rattet. Et øjeblik efter gassede han op, sprøjtede hende ind i smeltet sne og kørte væk.
Kvinden stod hjælpeløs, kiggede efter ham, bøjede sig så ned og tog en potteplante op fra sneen et eksotisk lille træ, som hun gemte under jakken som var det et spædbarn.
Efter få minutter prøvede hun at ringe efter en taxa, men tydeligvis forgæves. Indkøbene blev dækket lag på lag af sne, og hun begyndte at stampe frysende i jorden.
Lasse skulle lige til at køre hjem, da Mathilde sendte en besked kold og grov, og sluttede af med at ønske ham alt vel.
Han smed mobilen i handskerummet, satte GPSen til og kørte hen til den forfrosne kvinde.
Han rullede vinduet ned: Har du brug for et lift? Hvorfor har du ikke ringet efter en taxa?
Hvad!? Taler du til mig? Hun trak huen af, slap en øreklap.
Ja, til dig. Jeg kan give dig et lift, sagde han og overraskede lidt sig selv.
Nej, nej, det er slet ikke nødvendigt Det er langt selv taxachaufførerne vil ikke køre derud. Jeg tager bare bussen
De så begge på bunken af ting. Hun sukkede nærmest forpint.
Jeg skal nok betale sig bare hvor meget, jeg har penge, sagde hun næsten grådkvalt. Men det er virkelig langt. Det duer sikkert ikke for dig!
Lasse gik om til bagklappen. På jagt efter sine handsker opdagede han, at de nok lå i butikken, så han stak bare næverne i sneen.
Her er kasserne. De er skrøbelige forklarede hun nervøst. Og her er en lysekrone, her lidt porcelæn, og derovre
Hop ind i bilen, afbrød Lasse. Der er varme du bliver hurtigt tøet op.
Hun nikkede, gik rundt om bilen, satte sig, bakkede så tilbage: Må jeg sidde foran? Så kan jeg vise vej
Selvfølgelig. Livets cirkus! tilføjede Lasse, som hans farmor elskede at sige.
Da alt var stuvet ind, satte Lasse sig i førersædet, børstede sneen af sig og kiggede på sin gæst.
Hvor skal du hen?
Til Kalundborg, sagde hun lavt. Men du har vel nogen, der venter?
Kalundborg? Nej, ingen venter på mig. Han fandt ruten på GPSen, som var længe om at regne ud. Da den endelig var klar, fløjtede Lasse.
Det siger jeg jo det er for langt mumlede hun, og trykkede potteplanten ind til brystet, nærmest som et barn. Lasse kendte den slags planter. Hans mor havde engang haft en blomsterbutik, og Lasse hjalp ofte det satte sig.
Du kan lide blomster? han nikkede mod planten. Den er kræsen skal stå mørkt for at blomstre.
Tak for rådet. Men den er til min mor. Hun har drømt om sådan en, sagde hun. Jeg hedder Regitze.
Lasse, sagde han.
De kørte længe ud af København, tyste begge. Regitze kiggede ud på sneen og sukkede. Så ringede hendes telefon. Hun stillede forsigtigt potteplanten på skødet.
Hej mor! Jeg er på vej, det tager nok lang tid sne over det hele. Keder du dig? Lasse hørte kun et fjernt pip fra røret. Regitze nikkede roligt, smilte. Du kan prøve at sætte en film på, men ikke arbejde! Du skal hvile dig, mor. Jeg har en overraskelse med hjem til dig. Mere pip fra moderen. Vi ses, mor. Og vent ikke på bilen. Peter tog den fra mig. Jeg forklarer, når jeg kommer.
Hun lagde på. Lasse rømmede sig.
Så du bor i Kalundborg? Er det en by?
Det er mest en stationsby. Lidt kedelig, mærkeligt navn, ikke? Men hvad kan man gøre
Det blev stille et øjeblik. Lasse kunne ikke lide provinsen, kolonihavehuse, småbyer. Mathilde havde drillet ham mange gange for hans foragt: Der bor skam folk derude, Lasse, nogle fantastiske huse og historie! men han nikkede bare, uden at kunne overbevise sig selv.
Hvordan endte du i Kalundborg? spurgte han Lauritz aldrig havde han forestillet sig hende fra sådan et sted.
Lang historie du synes vel, det er spild af tid for dig at køre derud? Jeg kan bare stå af og tage bussen, sagde Regitze pludselig, travlt med jakken og huerne, som en cocker spaniels ører, hang ned.
Nej Min ekskæreste sagde altid, jeg havde ondt af folk i småbyer. Jeg kan bare ikke holde ud, at se folk leve uden ordentlige forhold. Det gør ondt især når man intet kan gøre. Min far engang arkitekt, lavede småt sommerhuse mest men drømte om at redde de gamle bygninger. Han organiserede indsamlinger, men så forsvandt pengene i et eller andet fusk, og han blev bare skuffet. Jeg så billeder af hele Danmark hjemme på køkkenbordet forfald og forladthed. Det smitter.
Lasse tav. Regitze nikkede.
Kalundborg er egentlig moderne et fabriksby. Men fabrikken er lukket nu, og folk hænger stadig ved. Alle huse ligner hinanden, de samme gardiner i vinduerne. Nej, der er ingen gamle slotte eller store kirker jo, resterne af en, mor besøger der tit. Hun siger, uenighed glider væk, når hun er der.
Er der meget at være uenig om? Lasse tændte viskerne igen.
Undskyld, jeg så, hvordan ham hvor han smed dig ud af bilen. Din mand?
Regitze blev rød, kiggede væk det skar hende at blive set i det lys, men hun svarede: Min bror. Han skulle bare låne bilen. Han er forkælet Vores skyld. Han får alt han peger på, altid.
En rigtig egoist, Lasse rystede på hovedet. Jeg troede det var ægteskabsdrama, men
Han er bare sådan, smilede hun tøvende. Han er klog, kan meget men nå ja.
Og hvorfor alt det rabalder med lamper, porcelæn og alt muligt? Ombygning?
Ja. Min mor skriver bøger man kan leve af det, lige akkurat. Vi havde en stor lejlighed på Frederiksberg, Peter og jeg gik tit ture, han kiggede fascineret på folk fra udlandet han syntes de var fremmede, næsten eventyrlige. Jeg er ti år ældre, passede meget på ham. En slags hjemmesøn.
En forkælet lille konge, grinede Lasse. Han var et ønskebarn?
Ja han overlevede som spæd en svær infektion. Min mor blev sig selv igen, først da han blev rask. Jeg indså hurtigt, at hvis Peter havde det godt, så havde vi alle det godt. Så jeg var den pålidelige, den voksne, den der trådte til, sagde hun.
Hvad med dig? Fik hun aldrig øje på dig? spurgte Lasse.
Jo men jeg var jo aldrig ved at dø. Jeg var, som man skulle være, og jeg var altid den, der gjorde alt for familiens skyld. Gør du grin med mig?
Det er da ret tydeligt, at du altid giver efter for andre?
Regitze smilede undvigende og sagde: Sådan er jeg bare. Fred i familien, det har altid været vigtigst for mig.
Hun flyttede ud, tog bolig hos sin bedstemor, senere i kollegium, så moren kunne arbejde uforstyrret. Hun blev ingeniør fordi det var praktisk, men ville egentlig hellere være kemiker. Sådan var det hele vejen igennem hendes liv hun ofrede sig.
Mor skriver eventyr kræver ro. Det er nemt at sørge for ikke?
Lasse rystede på hovedet. Du opgiver konstant dine egne behov. Hvornår har nogen gjort noget for dig? Du skulle forkæles!
Regitze brød ud i et tyst smil, men sagde lidt efter: Jeg har sluppet min bolig, min drømmeuddannelse. Halvdelen af indkøbene er til naboer småting, skruetrækkere, sjove gadgets til skolen. Jeg hjælper de ældre med at forstå netbank og kortbetaling. I den lille skole er der få børn, jeg tager maling og papir med, underviser i syning. Jeg er tilfreds ikke misundelig. Peter kan beholde sin bil og lejlighed i Indre By vi har fået et nyt liv fra bunden, nær floden. Min mor er glad, jeg har arbejde hjemmefra. Det er faktisk smukt at starte forfra!
Hun rettede ryggen, stemmen blev stærk: Nu skal du ikke komme og synes, jeg er en stakkel! Jeg har valgt mit liv. Hjemme venter varme, aftensmad, og så får du en ordentlig kop kaffe ikke noget automatsnavs! Forstået?
Hun tav, pumpede kinder, smilede træt. Lasse måtte tage sig sammen for ikke at læne sig ind og kysse hende det føltes så naturligt.
Forstået. Hvor finder vi jeres vej?
Her til højre ved jernbanen jeg skal nok vise dig Hun studerede vejen koncentreret.
Og lad nu være med at have ondt af os! Jeg ved godt, jeg selv er skyld i det meste. Medlidenhed gør ingen glad. Jeg er ikke en slået hund!
Nej. Det er du bestemt ikke, sagde Lasse og drejede mod en snedækket markvej. Kopper klirrede, Regitze holdt potteplanten fast og tav.
De kom frem til lejligheden tæt på klokken elleve. Regitze sprang ud, fandt hurtigt nøglerne og sagde: Lasse, jeg tager det hele op selv. Kom bare indenfor, der er varmt.»
Huset var et klassisk dansk parcelhus, opvarmet så han næsten blev søvnig. Inde ventede Regitzes mor, Frida, iført lyserødt slåbrok med armene åbne: Åh, min helt, min venlige ridder! Hun overøste straks Lasse med varme komplimenter til hans forlegnelse.
Han spottede straks floden udenfor, sådan som Regitze havde lovet. Mørk og fredelig kun brudt af isfiskere, der sad på stolene sine.
Månen steg op kastede gyldent skær over sneen, dansede henover de iskolde marker. Den var nattens sande hersker
Jeg kan ikke mere! udbrød Lasse efter endnu en portion hjemmelavede frikadeller. Det er vist nok.
Kaffe så! smilede Regitze og hældte i kopperne. Hun nød at gøre sig umage for ham og skyndte sig at finde småkager, marmelade og honning.
Vi gør ham jo tyk! grinede Frida.
Han har hjulpet os! Han har skaffet køkkengrej til fru Hansen, skruer til onkel Poul på tredje Han fortjener lidt omsorg!
Frida nikkede værdigt.
Nå, jeg må hjem sagde Lasse endelig og rejste sig. Tusind tak og nej, ingen betaling.
Sådan noget! Men bilen den har Peter da taget?
Den er registreret i mit navn han kan ikke bruge den længe, råbte Frida inde fra soveværelset. Og jeg har meldt den stjålet!
Mor! Det kunne du virkelig finde på? Regitze grinede og satte sig på køkkenstolen.
Men Regitze hørte det næppe hun stod allerede i entréen og kyssede Lasse, varmt og stille, som om det var det mest naturlige i verden. Frida kiggede smilende ud: Hvor ser de søde ud sammen! Det kunne jeg skrive en smuk historie om
Lasse kom hjem dybt ud på natten. Han gik stille op i lejligheden, bemærkede at Mathilde for første gang ikke havde tændt natlampen. Mathilde var god, tænkte han trist. Men vi hørte måske bare ikke sammen. Han læste en seddel Mathilde havde sagt endeligt farvel, bad ham lade hende være. Det passede ham egentlig også. Han var næsten for glad for sit eget held. Han ringede til Regitze mumlede forlegent, mens hun spurgte, om han var kommet godt hjem. Det lød rart i røret næsten som katten, der spinder
Nogle gange bringer livet os netop derhen, hvor vi vover at give slip. Først da kan vi begynde rigtigt at leve; for det smukkeste vokser ofte op af det, vi troede var tab.
