Forkert nummer
Hej, Mette. Undskyld, at jeg ringer så sent. Jeg har bare virkelig ikke andre at gå til
Undskyld, du har vist ikke fat i Mette, lød en mandestemme. Har du set, hvad klokken er? Halv to om natten!
Katrine stirrede forskrækket på skærmen og blinkede overrasket. Der stod jo tydeligt Mette på displayet. Så hvem var det, der tog telefonen?
Måske hendes mand? tænkte Katrine og løftede igen mobilen til øret. Men Anders lyder altså anderledes. Hvem kan det så være? En elsker? Eller en kollega? For hvem venter ellers i hendes lejlighed klokken halv to om natten? Hm Måske er Mette hjemme hos ham?
Tankerne snurrede, og Katrine var forvirret, men hun måtte lige spørge:
Er Mette der?
Nej, der er ingen Mette her. Jeg er alene i min lejlighed. Sov faktisk, indtil ja, du ringede.
Undskyld, undskyld, sagde Katrine forlegent. Jeg prøvede bare at ringe til min veninde, hendes nummer har jeg haft længe, og så kom jeg i stedet til dig. Beklager.
Katrine ville netop trykke på afslut opkald, da manden i røret pludselig sagde:
Katrine? Er det dig?
*****
To uger tidligere havde chefen bedt Katrine tage til kursus i København for at lære nyt.
Det var ikke fordi, hun ikke var dygtig tværtimod. Chefen ville gerne tilbyde hende en stilling med mere ansvar og en bedre løn, men til det krævede det lidt opkvalificering.
Bare to uger, Katrine. Det er for din skyld, trøstede chefen.
To uger var jo trods alt ikke så længe men for Katrine føltes det uoverskueligt at skulle være væk så længe fra sin kæreste, Martin.
Martin bliver bestemt ikke glad, sukkede hun.
Bare to uger, Katrine, det klarer han. Tænk nu på, at det ikke er to år!
Hun takkede alligevel ja og en højere løn var jo ikke dårligt. Så kunne de måske lægge lidt mere til side til bryllup eller til noget andet sammen. Martin havde ikke friet endnu, men mon dog ikke det kom?
Hvorfor skal du på kursus? Du har jo en god uddannelse, sagde Martin mistroisk.
Ja, men man kan jo altid dygtiggøre sig, smilte hun. Klarer du dig to uger alene?
Hvad skulle jeg ellers? Kan da leve af rugbrød og pizza i fjorten dage.
Jeg laver mad til dig til nogle dage, grinede Katrine. Men bagefter får jeg mere i løn, så det giver mening!
Hvis det er nødvendigt, så gør du det da.
*****
Hver dag ringede Katrine til Martin for at høre, hvordan han havde det, og hvad han havde spist, men han blev hurtigt irriteret.
Du minder mig om min mor, ærlig talt. Jeg er sgu voksen. Du behøver ikke overvåge mig.
Jeg overvåger dig jo ikke, jeg interesserer mig bare for dig. Men du spørger aldrig, hvordan jeg har det… Er du ikke interesseret?
Hvad er der at spørge om? Har du dumpet i dag? grinede Martin.
Godnat, smed Katrine på i irritation.
Det var i begyndelsen af anden uge, og Katrine blev rigtig ked af, at han ikke interesse sig en kæft for hendes liv.
Hun elskede jo Martin, men savnede bare lidt gensidig omsorg og opmærksomhed. Lidt interesse, omsorg hvordan hendes dag var gået, om hun havde spist frokost… Men nej.
Også om hans egne ting fortalte han modvilligt. Det lød som om, han havde travlere og vigtigere ting for.
Så hvad gik han og lavede?
Jo jo, han sagde, han hang med gutterne på værtshus. At han først kom sent hjem, fordi det var kedeligt alene. Men Katrine bad ham jo bare ringe kort; bare nogle minutter.
Det tager jeg med ham senere, besluttede hun sig.
*****
Tiden i København gik hurtigt. Næste dag skulle være sidste kursusdag, og Katrine glædede sig til at komme hjem til Martin.
Men… om aftenen fik hun pludseligt besked om, at kurset blev aflyst.
Vores underviser er blevet indlagt, sagde sekretæren. Så I behøver ikke komme i morgen. Kursusbevis sender vi til dig på mail.
Nå da, sagde Katrine og smilede. Så kan jeg jo tage tidligere hjem til Martin og overraske ham!
Martin havde sagt, han havde taget fri for at gøre rent og forberede hendes hjemkomst og så skulle de hygge en hel dag sammen.
To hele dage! grinede Katrine. Hun ville ringe med det samme og give ham nyheden, men så ramte en skør idé hende: Hvorfor ikke tage hjem allerede i nat, og overraske ham endnu mere?
Hun gik på internettet, fandt hurtigt den sidste natbus til Aarhus. Så pakkede hun sine ting, forlod hotellet med smil på læben, og bestilte en taxa til busterminalen.
*****
Busterminalen var proppet med folk, og der var larm og stress, men det lod ikke til at genere Katrine. Hun tænkte kun på Martin og hvor overrasket han ville blive.
Hun så efter noget interessant at kigge på, og så opdagede hun en sørgmodig hund, der sad ovre ved hegnet. Den så så trist ud, at det lignede, den var efterladt.
Stakkels hund… tænkte Katrine, og gik ind i kiosken og købte nogle pølsehorn.
Hvorfor er du så trist, vovse? spurgte hun, og satte sig ved siden af den. Er der ingen, der vil have dig? Her, spis lidt.
Hunden kiggede på hende med store øjne, logrede tøvende, og gik haltende hen til posen.
Katrine stod et par skridt derfra, og følte sig pludselig meget trist på dens vegne. Om vinteren ville det blive svært for den…
Hun bemærkede ikke med det samme, at der kom en fyr gående lige hen imod hende og hunden før han stødte voldsomt ind i hende.
Ej, undskyld, jeg var uopmærksom, sagde fyren, og trådte samtidig hende hårdt over foden.
Jamen dog!
Han smilede kejtet og bakkede væk, men lige idet han gik, begyndte hunden at knurre og gø.
Samtidig kom der en ældre kvinde forbi med en kost ansat på busterminalen.
Ja, så vidste jeg det! sagde hun bredt. Den hund skal ud herfra nu! Mennesker, flyt jer, jeg jager den væk!
Manden forsvandt hurtigt, mens Katrine blev stående og krammede hunden, som var klar til at følge efter ham.
Vent, hvad laver du?! råbte hun til kvinden, der svingede kosten. Lad være med at slå hunden, hvad tænker du på?
Jo, den springer jo på folk! Hunden gøede ad ham.
Han stødte bare ind i mig. Hun ville beskytte mig.
Ligegyldigt, den kan jo være gal og farlig. Hunde uden ejer skal ikke være her. Måske er den syg.
Den er bare trist og halt. Se på dens øjne. Hvis nogen fodrer den her, har den det nogenlunde. Hvem skal tage sig af den ellers?
Nej, løse hunde hører ikke til! Hvis den var din, var det noget andet…
Det er min hund! udbrød Katrine.
Hvad? Er den din?
Ja. Nu er den i hvert fald. Hvis du slår den, melder jeg dig til din chef. Eller politiet om nødvendigt.
Jamen, hvad med mundkurv, så?! brummede hun. Tag den så væk, ellers ringer jeg til dyreværnet i morgen.
Det lover jeg, sikrede Katrine.
Først da kvinden gik, gik det op for hende, hvad hun havde gjort. Nu kunne hun ikke efterlade den. Hun havde lovet!
Hvad siger Martin mon til, jeg tager en hund med hjem fra København? tænkte hun. Det bliver han nok ikke glad for. Men det må vise sig.
Hun smilede til hunden. Nu er vi to, og nu tager vi hjem sammen, hvis vi kan komme med bussen.
Hunden logrede, og Katrine fandt sin billet frem. Da hun åbnede tasken, faldt nøglerne på jorden med klirrende lyd.
Hun kiggede forskrækket ned og så bundet på tasken var revet op. Telefonen og pungen med alle kort og kontanter var væk. Billetten var væk.
Nej, nej, nej! mumlede hun. Hvem…?
Pludselig faldt det hende ind. Fyren, der stødte ind i hende! Han var jo lommetyv og hunden havde advaret hende!
Nu stod hun der uden penge, kort, mobil, billet.
Hunden så på hende, som om det var dens skyld.
Du er ikke skyldig i noget, beroligede hun hurtigt.
*****
Bussen var 15 minutter forsinket, men Katrine vidste allerede, hun ikke kunne tage afsted.
Hun havde dog en gammel klaptelefon i kufferten til nødstilfælde. Måske kunne hun ringe til Martin, men hvordan skulle han hjælpe? Han kunne køre hende, men ville han tage hunden med?
Hun sad og grubler, da bussen endelig ankom. Chaufføren trådte ud:
Skal du med?
De har stjålet min billet og pung… sagde hun tøvende.
Jamen dog. Hvad vil du gøre nu?
Jeg… må hellere vente til morgen og se, om jeg kan låne til hjemturen.
Sludder. Hop ind, jeg kører dig gratis. Der er næsten ingen passagerer. Og med hunden? Ja, tag den endelig med jeg har plads.
Katrine lyste straks op. Må jeg virkelig tage hunden med? Tak! Tusind tak!
*****
Hun sad og snakkede med chaufføren hele turen, mens hunden lå roligt i gangen.
Da de nåede Aarhus, sagde han:
Skal jeg give dig penge til taxa?
Nej tak. Jeg ringer til Martin, så kan han hente mig.
Held og lykke så! Og pas på med den vagt på fire ben er du dækket ind fremover!
Katrine tog sin gamle klaptelefon frem, da hun var væk fra terminalen, og ringede Martin op.
Hallo, hvem er det? lød hans trætte stemme. Hvad vil du?
Hej Martin, det er Katrine. Jeg ringer fra min gamle mobil, kan du hente mig på banegården?
Hvilken Katrine? Hvilket banegård?
Aj, stop, Martin. Hør jeg er i Aarhus. Mit værelse, min taske, min pung… alt blev stjålet! Kan du ikke hente mig? Jeg er med kuffert og… og hunden. Det er en længere historie.
Hund? Hvilken hund? Hvad bilder du dig ind?
Jeg forklarer senere. Kan du hente mig? Hvor lang tid tager det?
Han tav længe.
Tja, det kan jeg ikke. Jeg har drukket og kan ikke køre.
Skal jeg så gå hjem? Jeg har ikke en krone.
Sæt dig da bare lidt på stationen og vent til de første bybusser.
Du hører ikke efter. Der er ikke penge til billet. Kan du ikke ringe et taxi?
Sikke et hyr. Hvis du nu havde sagt det i forvejen…
Jeg ville jo overraske dig!
Ja, ja, det var smart. Men jeg kan ikke hjælpe dig lige nu.
Hvorfor ikke?
Jeg er hos Kristian. Vi var i byen, og nu sover jeg på hans sofa. Hans kone sover du forstyrrer faktisk.
Hun lagde på.
Katrine rystede på hovedet. Halvandet år sammen og denne her aften vil han ikke hjælpe!
Fint, så ringer jeg til Mette, tænkte hun.
Hun fandt nummeret, ringede op:
Hej Mette, undskyld jeg ringer så sent, men…
Du har vist fat i den forkerte, sagde en mandetræt stemme. Ved du egentlig, hvad klokken er? Halv to om natten.
Katrine stirrede på skærmen, hvor der stod Mette.
Hun undrede sig. Er det Mettes mand? Nej, han lyder anderledes. Måske en elsker…
Hun måtte spørge:
Er Mette hjemme?
Nej, jeg er alene. Lå og sov før.
Undskyld, jeg ringede til det nummer, jeg har haft længe. Det er åbenbart forkert. Undskyld mig.
Hun skulle lige til at lægge på, da stemmen sagde:
Katrine? Er det dig? Jeg kunne ikke se, hvem der ringede først. Nu kan jeg.
Jens?!
Ja, det er mig. Hvorfor ringer du nu? Hvad er der galt?
Jeg forstår det ikke jeg troede, det var Mettes nummer; det gamle SIM-kort og alting… Men…
Pludselig slog det hende. Den gamle klaptelefon havde et nummer, hun engang havde gemt som Mettes men det var jo den gamle Jens fra gymnasietiden, som hun havde haft et forhold til for ti år siden, og selv om hun slettede hans navn som kompromis i sit nye forhold, havde hun blot omdøbt det.
Hvad er der galt? Nu må du sige det. Jeg kan høre på dig, at noget er galt, lød Jens stemme.
Han havde altid kunnet høre på hendes stemme, hvordan hun havde det, og Katrine begyndte at fortælle alt kurset, tasketyven, hunden, den flinke chauffør, og Martin, der ikke gad hjælpe.
Ja, men jeg har en mønt, sagde Jens opmuntrende.
Hvad snakker du om?
Min gamle Saab Danmarks Mønt. Jeg henter dig nu. Halv time, okay? Og hunden? Jo da, vi klarer begge.
Tak… hvis bare alle var som dig, sagde hun, helt rørt.
Hun stod der i natten, hunden tæt ved sig, og det slog hende, hvor lidt Martin egentlig betød. Og hvor rart det var, at der stadig var én, der ville hjælpe uden at bede om noget til gengæld.
*****
Hvad skete der så?
Katrine droppede Martin helt. Ikke kun fordi han ikke hentede hende, men fordi hun, da hun kom hjem, fandt en flaske champagne i skraldespanden og lange, lyse hår i sengen, der ikke tilhørte hende eller Martin.
Næste dag råbte Martin ad hende men nu havde hun sin nye firbenede ven, Balder, som knurrede truende, så Martin fortrak hurtigt.
Et par dage senere gik hun en tur med Jens i Botanisk Have, mens Balder og Jens gamle hund, Frida, legede sammen.
Frida var hjemløs én gang, men Jens fandt hende, plejede hende, og nu haltede hun kun en smule egentlig ligesom Balder.
Og det virkede til, at de to hunde hurtigt forstod hinanden ligesom Katrine og Jens lod til at gøre, selv efter alle årene.
Sådan et tilfældigt opkald kan ændre det hele. Og måske, om man kan læse i gamle spor, lærer man at vælge klogt.
Hvis du kunne lide historien, må du gerne give et lille nik. Sådan stod de, side om side, mens foråret krøb ind i parken og duggen glimtede i græsset. Katrine mærkede den gamle uro i sig slippe taget, som om noget endelig faldt på plads. Hun lo, da Balder stjal Fridas pind, og Jens blinkede til hende ikke som dengang de var unge og verden var alt for stor, men med den ro, som kun voksne mennesker kan give hinanden, når de har indset, at ingen går gennem livet uden skrammer, og at man nogle gange må fare vild før man finder hjem.
Katrine satte sig på bænken, trak vejret dybt og så på Jens.
Ved du hvad, sagde hun stille. Det føles som om, jeg har fået et nyt kapitel.
Han smilede. Nogle historier skal starte mere end én gang, før de bliver gode.
Balder lagde sig ved hendes fødder, hovedet tungt i hendes skød, mens fuglene sang mod solopgangen. Katrine lukkede øjnene et øjeblik, mærkede Balder snuse trygt til hendes hånd og Jens’ skuldre mod hendes.
Og hun vidste, at selv om verden engang imellem ringede forkert nummer, fandt stemmen i røret nogle gange helt rigtigt frem.
