Et uventet møde
Hvad pokker… Hvad foregår der?! mumlede Niels Frederiksen, mens panden rynkede, og han lænede sig frem i sædet.
Men i samme sekund sprang han nærmest op som stødt af lynet, og stirrede ind i det mørklagte landskab gennem frontglasset.
Han havde ikke set syner det var sikkert.
For i lyskeglen fra projektøren kunne han tydeligt skimte en skikkelse på togskinnerne, måske 300-400 meter foran den fremadkørende lokomotiv.
Intercity-toget nærmede sig en mindre station et sted i Jylland, og Niels havde allerede sænket farten til 40 km/t. Men alligevel hvis ikke han fik standset i tide, kunne det ende galt. Og det nægtede han at lade ske.
Men for at vurdere, om han overhovedet skulle bremse, måtte han finde ud af præcist, hvad eller hvem der stod på skinnerne.
Nødbremsning var ingen lille sag. Hvis en lokomotivfører bremsede gang på gang uden grund, ville det ikke ende godt.
Det havde både togchefen og sikkerhedskommissionens formand indskærpet gang på gang.
Én ting var, hvis der stod et menneske på sporet dér bremsede man uden diskussion. Noget helt andet, hvis der var tale om et husdyr eller et vildt dyr, der som regel kunne jages væk med et kraftigt fløjt, så toget kunne køre videre uforstyrret.
Der skulle en god grund til at bruge nødbremsen.
Ellers ville direktøren i Aarhus indkalde til en alvorlig samtale. Og hvad det endte med, gik kun Gud på Østerbro.
Hvis han var heldig, slap han med en mundtlig advarsel hvis ikke, kunne han miste sin bonus, eller endnu værre, få en regulær reprimande. Ikke noget man ønskede sig.
Derfor stirrede Niels Frederiksen sig nærmest blind mod mørket foran og overvejede, om han kunne nå at stoppe.
Det ligner ikke et menneske, sagde hans makker, Bo, der også hang over ruden for at få øje på det mystiske, der blokerede deres vej.
Afstanden var lang, og længe kunne ingen af dem rigtig afgøre, hvad der ventede dem forude.
Men så…
Det er sgu en hund! udbrød Niels overrasket. Det er jo en stor hund! Hvad i alverden står den der på skinnerne for? Har den ikke bedre at tage sig til?
Han begyndte straks at fløjte kraftigt.
I nattens stilhed, kun forstyrret af den monotone rytme fra hjulene, lød den dybe, skærende tone.
Én gang, to, tre…
Jo flere gange Niels fløjtede, jo mere bekymret blev han. Normalt ville en hund eller ræv straks styrte væk, når man fløjtede så voldsomt. Dyrene havde ofte en bedre selvopholdelsesdrift end mennesker.
Ingen i deres fornuft ville blive stående foran et tog.
Men denne gang gik det ikke sådan.
Den store hund reagerede ikke det fjerneste på lydsignalerne.
Den forsøgte ikke engang at flytte sig.
Den stod bare bomstille, og så ud mod den nærmende toget.
Direkte på Niels om end det eneste, han kunne se, var to glødende øjne. Alligevel forstod han på mærkelig vis, at hunden ikke ville flytte sig.
For pokker da! røg det groft ud af ham, hvad der ellers var sjældent.
Hvad gør vi nu? spurgte Bo nervøst. Altså, vi kan dårligt tåle endnu en forsinkelse. Vi er allerede sent på den.
Jeg ved det godt!
Bo forsøgte igen: Hvis vi standser nu, får vi ballade oppe fra. Niels, skal vi ikke fløjte igen?
Toget var i forvejen bagud en teknisk fejl tidligere på strækningen havde forsinket dem. Og nu dette hundeeventyr
Hvor kom den overhovedet fra? tænkte Niels.
Lokomotivet nærmede sig dyret. Ingen vej udenom.
Til sidst traf han beslutningen.
Niels Frederiksen Vil du virkelig bremse? Bo gloede vantro.
Hvad foreslår du da? brummede Niels. At vi bare lader stå til? Det føles ikke rigtigt i maven.
Men Niels, så må vi skrive rapport! Og hvis nogen falder ned fra køjen det er nat, folk sover!
Tag det roligt, Bo, jeg gør det forsigtigt.
Tiden var knap til overvejelse. Da det stod klart, at hunden ikke reagerede det mindste, sukkede Niels dybt, krydsede sig med rystende hænder og … gik i gang med nødbremsen.
Havde han sikkerhed i sin beslutning? Jo, mere end nej. Han havde i årevis kørt godstog, og var vant til at skulle handle lynhurtigt.
Gennem sin karriere havde han altid udført arbejdet til perfektion. Og det var ikke uden grund, at han bar Æreslokomotivfører-mærket fra DSB på skjorten.
Så ja, sveden perlede på panden, og hænderne dirrede svagt men han var overbevist om, at han havde handlet korrekt.
Toget kørte langsomt nok til, at passagererne ikke var i fare, selv ved nødstoph.
Endelig gled toget med stille skrig til standsning.
Der var kun en meter mellem lokomotivet og hunden på sporet.
Var det gået to sekunder længere, havde han ikke fået øje på den i mørket, var katastrofen måske indtruffet.
Men Gud ske tak og lov både passagerer og hund var uskadt. Det skulle alt være.
Så det gik vel alligevel, ikke? sagde Bo usikkert, stadig med næsen mod ruden.
De kunne ikke se hunden fra kabinen, nu hvor den stod så tæt på.
Kom, lad os kigge.
Et øjeblik senere stod begge mænd på banen, stirrende ud i mørket.
Bo kiggede forvirret ud, mens Niels rynkede brynene.
Hunden var væk.
Var Niels alene, ville han have tvivlet: havde han virkelig set den?
Men de havde begge set hunden.
Det kunne da ikke være indbildning.
Jeg forstår det ikke, hviskede Niels. Hvor blev den af?
Måske løb den ind i skoven? Bo pegede mod træerne. Blev skræmt.
Hm, næppe. Den rørte sig jo ikke, selv da vi kørte frem imod den. Men nu skulle den pludselig blive bange, da vi holdt stille? Underligt.
Ja. Underligt, nikkede Bo.
De stod sammen midt på sporet, bekymrede for hundens skyld, tyst lune brødre i natteluften. De ville bare være sikre på, at dyret var uskadt.
Pludselig udbrød Bo: Niels! Der kan du se den?
Langsomt løb en skygge prustende og haltende langs banen, væk fra dem, væk fra sporet.
Det var tydeligt, at hundens halt skyldtes en gammel skade, ikke deres tog.
Begge mænd åndede lettet op.
Enhver liv menneske eller dyr er værd at kæmpe for, tænkte de begge.
Da hunden forsvandt bag stationsbygningen, udvekslede Niels og Bo stille smil, før de gik tilbage i kabinen.
Niels Frederiksen rapporterede straks det skete til trafiklederen.
Et øjeblik! udbrød Signe Jørgensen i telefonen, som havde nattevagten. Du stoppede toget pga. en hund? Kunne du ikke bare fløjte?
Korrekt, svarede Niels fast. Dyret reagerede ikke på signalet og flyttede sig ikke. Jeg valgte at standse. Ingen kom til skade heller ikke hunden. Den løb mod stationen.
Det er et flot træk. Men jeg må desværre indberette det til Poul Henriksen. Han bliver næppe glad.
Forstået.
Du får en samtale ud af det, Niels. Måske mere. I er langt bagefter tidsplanen, og det koster på flere linjer.
Jeg forstår. Men jeg handlede rigtigt. Stoppen varede ti minutter, konduktørerne har tjekket alle vogne. Ingen kom noget til.
Nå. Kør videre. Lad os håbe, det var dagens sidste episode.
Resten af natten forløb fredeligt. En håndfuld passagerer brokkede sig; et par velpolstrede damer med store indkøbsnet truede endda med at gå op og spørge Niels om hans kørekort hvorfor brød toget sammen, og hvorfor bremsede han for en usynlig hund, som kun han og Bo havde set?
Utilfredse var der jo altid.
Men vigtigst: trods forsinkelse kom alle frem.
Dagen efter blev Niels straks kaldt op til Poul Henriksen, stasjonslederen.
Hvad bilder du dig ind, Niels?
Jeg ved ikke, hvad du mener? sagde Niels roligt.
Hvorfor nødbremsede du i nat? Ved du slet ikke, hvor mange klager jeg har fået? Folk faldt næsten ned fra overkøjer!
Konduktørerne tjekkede vognene flere gange, ingen kom noget til.
Men folk kom for sent! Hele DSBs køreplan blev forstyrret.
Først var der en fejl på lokomotivet så kom hunden. Jeg fulgte reglerne. Og min samvittighed.
Men for en hund? En hund er ikke en ko eller elg! Hvis den ville overleve, løb den sgu væk. Du burde have fortsat.
Ja, men det er stadig et levende væsen. Og måske endda bedre end mange mennesker, sagde Niels eftertænksomt.
Hentyder du til noget?
Overhovedet ikke.
Er du sikker på, der var en hund? Ingen andre så den. Forestillede du dig det?
Hvordan skulle passagererne se den? Den stod jo på sporet, ikke ved vinduet. Det ligger alt sammen på video. I kan selv se det igennem.
Der er jeg ikke interesseret i. Og jeg ville heller ikke være så smilende, hvis jeg var dig, snerrede Poul. Du skal skrive rapport, og Bo også. Dine fortjenester redder dig ikke nødvendigvis denne gang.
Niels skrev forklaringen og tog hjem til sin lejede lejlighed i byen.
Han havde aldrig fået sin egen bolig, kun det gamle barndomshus i landsbyen, som han vedligeholdt.
Han holdt af huset, og planlagde at flytte dertil, når han gik på pension.
Men ikke endnu. Selvom han kunne trække sig tilbage, vidste han, at han ville dø af kedsomhed på landet alene.
Han havde hverken kone eller børn.
Arbejdet havde altid været vigtigst, og kvinder … tanken om et forhold havde altid været sekundært. Da han indså det, var toget for længst kørt.
Alle familiemedlemmer var for længst døde.
På landet uden sit elskede job og blandt minder ville han gå til i ensomhed, det var han sikker på.
Han var jo ikke engang tres år endnu.
*****
Efter en dags hvil vendte Niels Frederiksen tilbage til arbejdet med fornyet energi.
Den dag tog han igen til stationen, hvor han havde bremset op for hundens skyld. Med en kop kaffe i hånden så han, at en schæferhund med sørgmodige øjne lå på perronen.
Den ventede ikke på nogen, sagde farvel til ingen.
Den lå og stirrede stille ud i luften.
Mennesker gik med forsigtighed forbi, ingen tog sig rigtigt af den.
Vent lige… sagde Niels til sig selv. Er det ikke den samme hund, jeg fik skæld ud for?
Hvad? Hvor? Bo holdt vejret.
Se, dér på perronen.
Jo, jeg ser den. Den ligner faktisk. Hvis den halter, er jeg sikker.
Og pludselig rejste schæferen sig, rystede sneen af og haltede hen over pladsen.
Ja! Det er den ingen tvivl, smilede Bo. Så gik den alligevel til stationen. Mon ikke, det er sikrere her end på sporet.
Har du flere madder tilbage?
Ja. Hvorfor?
Giv mig dem.
Bo rakte en pose madder, og Niels kiggede på klokken, før han skyndte sig ud af lokomotivet.
Nu risikerer vi nok endnu en forsinkelse for den hund, tænkte Bo trist.
Kun få minutter til afgang.
Niels gik hen til hunden, der ikke ænsede ham, og stod roligt et øjeblik, så spurgte han:
Nå, kammerat, er det dig, der ikke frygter lokomotiver?
Hunden gav et sæt og så op. Så vinkede halen svagt.
Kender du mig? Nå, lad os hilse. Jeg hedder Niels Frederiksen. Og du, hvad hedder du? Max? Odin?
Vov-vov! gøede hunden.
Den blev så glad for gensynet, at den satte sig op.
Jeg tror, Odin passer til dig, sagde Niels venligt, lagde to madder ved hunden. Men jeg har et stort ønske, Odin gå ikke ud på skinnerne igen, okay? Man kan ikke altid bremse. Hvor er din ejer egentlig? Har du ingen?
Da Odin hørte ejer, blinkede han trist til jorden. Niels syntes næsten, at hunden sukkede tungt.
Nå, jeg skal ikke rode mere i din fortid. Jeg må afsted. Pas på dig selv, Odin. Livet er vigtigt.
Han klappede ham kærligt, løb tilbage til toget. Oppe bag ruden vinkede Bo hektisk.
De følgende to uger stoppede Niels hver gang, han kom til stationen, med madder i hånden og smilede, når Odin løb ham glad i møde.
Når toget satte i gang, løb Odin langs med, til perronen endte og så gik han stille tilbage.
Men han gik ikke ud på skinnerne igen.
Det, der skete den nat …
… var kun et øjebliks svaghed. Odin havde mistet alt håb. Hans tidligere ejer havde forladt ham, bundet ham til et træ i skoven efter en uretfærdighed, hvor Odin kun havde forsvaret hans kone mod en beruset ven. Da løj vennen, og ingen sagde sandheden.
Odin bed rebbet over, men hvad skulle han nu stille op?
Han havde hverken hjem eller menneske.
Derfor gik han mod togskinnerne. Og blev stående, selv da toget nærmede sig.
Nu forstod han, at mødet med Niels Frederiksen ikke var tilfældigt.
Manden havde ikke bare reddet hans liv han havde givet ham et nyt. Givet ham troen på mennesker igen.
Han fik mad, om end ikke hver dag; han blev klappet og talt kærligt til.
Der var kærlighed og måske, måske, ville han en dag blive Niels’ egen.
Odin drømte om, at Niels ville tage ham med hjem, bare væk fra stationens ensomhed.
Og langsomt voksede Niels kærlighed til hunden men han kunne ikke tage ham med, ikke endnu. Han var sjældent hjemme, og boede til leje. Man kunne ikke tage en hund med i togkabinen.
Hvis Poul fandt ud af det, var der straks en bøde.
Men…
Nytåret nærmede sig, og for hver dag virkede Niels mere eftertænksom.
Er alt i orden, Niels? spurgte Bo en dag du virker så fjern.
Ja, tak. Bare mange tanker for tiden.
Om hvad?
Alt muligt. Bo, kunne du egentlig tænke dig at blive lokomotivfører selv?
Det vil jeg gerne, smilede Bo. Men så længe du kører, er der ingen ledige pladser medmindre et mirakel sker. Hvilket det næppe gør…
Man skal tro på mirakler, Bo. De sker kun, hvis man tror på dem, sagde Niels og smilede sjældent.
Efter næste vagt gik Niels direkte ind til Poul og afleverede sin opsigelse.
Han elskede sit arbejde, men dagen ville altid komme.
Og han ville hente Odin og tage ham med ud på landet til sit eget hjem.
Sådan blev det. Nytårsaften fejrede de to sammen i huset på landet. Niels fortrød intet det føltes rigtigt.
Bo var trist over afskeden, men glad, for nu blev stillingen som lokomotivfører ledig, og han fik straks søgt optagelse.
Ikke længe efter styrede Bo selv lokomotivet. Det mirakel, han troede på, var blevet virkelighed.
Ja, Odin. Hvor var det godt, vi mødtes, sagde Niels og smilede til sin ven. Det var ikke tilfældigt, vel?
Vov, svarede Odin.
Jeg gik ikke på pension før nu, fordi jeg frygtede ensomhed. Men så skete miraklet, og du kom ind i mit liv. Hvad siger det dig?
Vov-vov!
Netop, Odin! Livet slutter ikke. Livet fortsætter.
