“Hej! Pas nu på, skat!” Men hun rullede frygtløst videre.

Pas nu på, lille ven! Men hun rullede bare frygtløs videre. Jeg skal have den store! Kameraet svingede hurtigt over mod lederenen kæmpe, alle kendte som Tank, der stod tavs blandt motorerne. Alma standsede direkte foran ham. Alle bikere tav. Hun rakte blomsterne op med begge hænder. De er til dig. Tank blinkede forundret. Til mig? Hun nikkede venligt. Du ser trist ud.

Noget inde i den store mand bristede med det samme. Han sank langsomt ned på knæ, så han var i øjenhøjde med hende. Hvorfor vil du give mig dem? Alma smilede, hendes forreste tand manglede. Min far siger, triste folk har brug for blomster først. Tanks øjne blev våde i samme sekund. Med dirrende hænder trak han et gammelt foto op af sin lædervest. Kameraet zoomede ind: en lille pige, der lignede Alma på en prik. Hans stemme blev til en hvisken. Mit barn Bikere rundt om sænkede blikket i stilhed. Så greb Tank sin radio, rejste sig, og råbte med tårer i stemmen, Alle mand på cyklerne. Nu.

To hundrede motorer tordnede i gang.

P-pladsen eksploderede i larm.

To hundrede motorcykler brølede så voldsomt, at ruderne på grillbaren klirrede.

Krom fangede den sene eftermiddagssol.

Læderveste baskede i havbrisen.

Folk på fortovet stod måbende.

Bilister holdt ind.

Mobiler blev hevet op af lommerne.

For når to hundrede bikere rykker ud på én gang

Så lægger folk mærke til det.

Lille Alma kiggede op på Tank og blinkede.

I hendes lille hånd sad blomsterne stadig.

Gjorde jeg noget forkert?

Tank så ned på hende

Og alt det hårde, alle frygtede ham for

Blev væk.

Han gik atter ned på knæ og tog forsigtigt blomsterne fra hende.

Hans stemme var ru.

Knækket over.

Nej, min ven.

Han sank en klump.

Du mindede mig bare om noget, jeg havde glemt.

Alma smilede, som om det gav alverdens mening.

Hendes far trådte frem

Beskyttende.

Opmærksom.

Hånden hvilende let på Almas skulder.

Tank så op på ham.

Og for første gang i femten år

Så en mand, som gik under navnet Tank, bange ud.

Din datter

Han vendte blikket mod Alma igen.

hvor gammel er hun?

Seks, svarede hendes far.

Tank klemte billedet i hånden.

Pigen på billedet.

Mørkt krøllet hår.

Manglende fortand.

Samme alder.

Samme smil.

Samme glimt i øjnene.

Hans stemme visnede næsten.

Min Liva ville også have været seks.

Stilheden skyllede ind blandt bikerne.

Ingen vittigheder.

Ingen motorer, der gassede op.

Ingen bevægelse.

Kun sorg.

Alma kiggede på billedet.

Så på Tank.

Og med det barnlige mod, kun de yngste har

Spurgte hun:

Hvor er hun?

Tanks kæbe spændtes.

Øjnene lukkede sig.

Og alle bikere kiggede væk

For nogle sår heler aldrig.

De forbliver åbne.

Endelig åbnede Tank øjnene igen.

Hun blev taget.

Almas far stivnede.

Tagen?

Tank rejste sig langsomt op.

Hans fulde navn var Thomas ‘Tank’ Sørensen.

Manden, som politiet kendte navnet på.

Mand, rivaliserende bander holdt sig langt fra.

En mand, hvis næver havde sat mange i grus, og hvis rygte fik voksne mænd til at gå udenom.

Men nu

Så han ud som en far, der aldrig fik lov til at begrave sit barn.

Han greb radioen igen.

Det her er ikke en opsamling.

Alle bikere rettede sig.

Det her er ikke klub-business.

Hjelme blev taget af.

Hoveder løftede sig.

Det her er familie.

En lav buldren lød fra motorerne.

Så trådte en ældre biker frem.

Gråt skæg.

Ar hen over det ene øje.

Han så nøje på Tank.

Er du sikker?

Tank holdt billedet op.

Og alle så noget, de ikke havde set før

På bagsiden af billedet

Et fingeraftryk.

Lille.

Barnestørrelse.

Og nedenunder, skrevet med lyserød farveblyant:

Find mig, Far.

Alma gispede og dækkede munden med hånden.

Tanks stemme blev koldere end vrede.

Hun døde ikke.

Han så ud mod landevejen.

Mod byen.

Mod femten års løgne.

Hun blev solgt.

Parkeringspladsen blev dødsens stille.

Så trådte hver eneste én

Hver lovløs, hver gammel soldat, hvert arret menneske, der i årevis havde ladet som om de frygtede intet

Et skridt nærmere.

Tank svingede sig op på sin motorcykel.

Tårer stadig fugtige på kinden.

Blomsterne trygt puttet ind i vesten.

Inden han rullede ud, kiggede han tilbage på Alma.

Og skænkede hende det første ægte smil i femten år.

Du havde ret.

Alma lagde hovedet på skrå.

Med hvad?

Tank startede motoren.

Den brølede som torden.

Og i samme sekund to hundrede bikere satte kurs mod vejen

Svarede han med en stemme, der rystede jorden:

Triste folk skal have blomster først

Han holdt en pause.

Hans blik svøbte sig om noget langt farligere end sorg.

Og så skal de have retfærdighed.Korte ben løb efter de store dæk. Alma klappede i små hænder, mens de forsvandt, og med motorbrøl rungende i brystet vendte hun sig mod sin far.

Kommer han tilbage? spurgte hun.

Faren trak hende tæt ind til sig, øjnene blanke. Ja, skat. Han kommer tilbage.

Længe efter, da stilheden faldt på parkeringspladsen og vinden fejede blomsterduft hen over asfalt, stod Alma stille. Hun stirrede mod horisonten, hvor solen slæbte himlen i guld.

Måske kunne blomster virkelig gøre verden modigere. For selv en kæmpe kan glemme, hvad han længes efter, indtil et barn minder ham om det vigtigste.

Og mens byen lå og lurede bag lukkede vinduer, tændte nogen et lys i mørket for med to hundrede stemmer og ét bristet hjerte på hjul, var også håbet igen sat fri.

Alma bøjede sig ned, plukkede en sidste mælkebøtte og kørte rundt og rundt, indtil hun kunne dufte benzin langt borte og høre motorernes brøl danse med natten.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

15 + eight =

“Hej! Pas nu på, skat!” Men hun rullede frygtløst videre.
Vi glædede os til dagen, hvor vi kunne besøge vores barnebarn – men vi var ikke velkomne Sidste måned fik vi endelig vores første barnebarn. Vi var lykkelige og så frem til dagen, hvor vi skulle besøge den lille ny. Men vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke var ønsket. Min svigerdatter viste tydeligt sin utilfredshed. Vi havde både gaver og penge med, men alligevel bliver hun oprevet bare ved synet af os. Jeg føler mig såret, for jeg er jo mormor. Svigerdatteren var uhøflig både overfor mig og min datter, selvom Kathrine bare ville give gode råd. Kathrine har tre børn, så hun ved, hvad hun taler om. Halvdelen af gaverne blev givet retur – ”en nyfødt har ikke brug for tøjdyr”. Men barnet får brug for det hele, når det bliver større, så hvorfor ikke tage imod? Da vi var på besøg, blev der ikke engang budt på kaffe. Min søn sagde ikke meget og kiggede ned – det er tydeligt, at han ikke bestemmer derhjemme. Jeg tog hjem og græd, for jeg havde ikke regnet med sådan en modtagelse. Siden har jeg kun set billeder af mit barnebarn – jeg får ikke lov at komme. Jeg inviterer dem til os, men min svigerdatter vil ikke. Jeg bad min søn tage den lille med i barnevognen i parken, men det kunne han ikke. Svigerdatteren styrer ham fuldstændig og vil slet ikke give slip. Svigerdatteren har givet barnebarnet modermælkserstatning. Hun tror, vi vil dømme hende, og derfor vil hun ikke ses med os. Men jeg er ligeglad – jeg vil bare se mit barnebarn! Jeg dømmer hende ikke, alle mødre gør det på deres måde. Vi havde et godt forhold før, både med hende og hendes forældre. Men da mit barnebarn blev født, var det som om, hun blev en anden! Jeg har aldrig krænket hende – hvorfor har hun skiftet sådan over for mig? Mine venner kan slet ikke forstå, at jeg ikke ser mit barnebarn. Min mor har overdraget mig sin lejlighed. Jeg havde tænkt at sælge og dele pengene mellem min søn og datter. Men på grund af alt det her synes min mand, vi bare skal leje ud – ”bedre det end at hjælpe børn, der ikke værdsætter os”. Måske har han ret, for hvem skal tage sig af os, når vi bliver gamle? Desværre.