Et øjebliks svaghed
Grethe skynder sig ned ad trappen, går forbi det høje, sorte smedejernshegn og forlader den rolige, bladafdækkede perron, hvor S-toget holder for enden af sporet, samt et par boder, hvor glade tyrkere sælger skinnende, letvisnede agurker i plastikposer, store, røde tomater, peberfrugter med grønne årer, valnødder og friske krydderurter.
Grethe! Goddag og velkommen! Lidt dild til aftensmaden? sælgeren Mehmet genkender hende straks, smiler bredt og rækker hende en lille dusk af duftende grøn dild.
Grethe, folkeskolelærer, bor om sommeren i et lille træhus i udkanten af Hillerød, hvor hun dyrker georginer, margueritter, pæoner og liljer. Hvilke liljer Grethe har! Og æbletræerne plantet af hendes oldefar og stadig et overflødighedshorn hver sommer.
Hendes mand, Anders, og deres voksne søn, Mads, kommer ud til hende i weekenderne. Anders arbejder, og Mads synes, der er lidt kedeligt i Hillerød, så han kommer og går, men han glemmer aldrig sin mor og hjælper til, når det er nødvendigt.
Grethe plejer at købe ind sammen med Anders. Han står lidt på afstand og ryger, mens hun vælger grøntsager og frugt ved boden, sludrer med Mehmet og ler. Hendes latter er stadig lys og ungdommelig, som om lykken altid står og blinker i hendes øjne.
Når Anders kommer hen til boden, kigger han skeptisk på varerne.
Hvad skal det koste? spørger han kort, mens han afviser citronen, Mehmet gerne vil give ham. Mehmet forkæler nemlig gerne sine gamle kunder med en lille smagsprøve. Men Anders nægter han gider ikke føle sig forpligtet til noget.
Hvad vil du have for det hele? gentager han.
Grethe bliver altid lidt flov over, hvordan han taler til Mehmet.
Anders, jeg betaler altså selv, du kan tage poserne, siger hun stille, tager sin pung frem og betaler i danske kroner, mens hun rødmer.
Så smuk en kvinde, men hendes mand værdsætter hende ikke. Hvad er meningen? mumler Mehmet, mens de går.
Grethe bærer posen med agurker og kartofler, Anders kaster nettet med jordbær og tomater over skulderen, så det dunker mod ryggen og Mehmet sukker irriteret.
Han maser alle bærrene, for pokker! udbryder Mehmet.
Anders og Grethe har været gift i over tyve år. Deres søn er voksen, men bor stadig hjemme.
Alt er stille, forudsigeligt og roligt i deres liv. Grethe går lidt tidligere hjem, får ordnet småting, laver aftensmad. Mændene spiser i tavshed, nikker anerkendende, hvis det smager godt, ellers sukker Mads, og Anders skubber tallerkenen fra sig.
Grete, det der gider jeg ikke spise. Smid det ud, siger Anders, men han bløder lidt op, når han ser sin kone trist.
Det sker for alle, Grethe! Kødet er sikkert dårligt, alle de boder på torvet svindlere hele bundtet. Glem det nu!
En gang imellem klapper han hende kejtet på ryggen. Grethe sukker, men smiler til ham.
Det gør ikke noget, Anders. Jeg kan stege et par spejlæg i stedet?
Ja, og tag dem med ind i stuen, vil du, min ryg driller så frygteligt i dag.
Det er ingen sag for Grethe hun elsker stadig sin mand, ikke som før, tingene har ændret sig, er blevet mere rolige, men kærligheden er der, eller også er hun bare vant til ham. Nu gælder det deres søn han skal have sit liv. Grethes eget liv er næsten levet, tænker hun eller måske næsten.
I dag ringede Grethes nabo, fru Madsen, og fortalte, at der fosser vand ude på deres grund, og at hun ikke kan lukke for det.
Men, fru Madsen, vi har jo ventilen lige ved lågen. Kigger De ikke lige efter? Jeg kan ikke komme fra arbejde hvisker Grethe i telefonen, mens hun kigger over skuldrene i lærerværelset.
Grethe, det kan jeg ikke. Kom selv. Jeg har altså travlt. Og, for resten, jeres køkkenvindue står åbent der er vel ikke nogen der har været inde? og hun lægger på.
Grethe prøver at ringe til Anders, men får ham ikke fat i. Hun overtaler kollegaen Lene til at tage de sidste to timer og iler mod Hillerød station …
Der er så stille i Hillerød om efteråret. Haveejerne er taget hjem, ingen musik, ingen larm, ingen fest. Kun fjerne hamrende lyde fra nogle håndværkere, der skynder sig at lukke taget inden frosten, og røgen fra brændt løv sniger sig gennem luften.
Grethe standser et øjeblik og ser på havtornens orangerøde bær og de små, rynkede hybenfrugter, før hun sætter kursen mod matriklen. Det blå træhus med hvide udskårne lister, det lave, skæve trinbræt og vandtønden ved døren titter frem bag busken.
Et køkkenvindue står faktisk åbent, og gardinet flagrer lystigt ud.
Jeg har da glemt at lukke i farten, tænker Grethe og begynder at lede i hovedet efter, hvor svensknøglerne mon er gemt. Hvis hanen er utæt, må hun hurtigt stoppe for vandet, men hvad så med drivhuset? Anders har lavet automatisk vanding så længe der er vand
Tankerne bliver afbrudt, da hun nærmer sig huset og ser Anders bil i carporten og vil til at kalde, men standser brat, som om nogen slår hende i ryggen. Hun stirrer ind over hækken, bider sig i læben, drejer hurtigt rundt og går målrettet væk.
Hun hører måske nogen kalde, men Grethe svarer ikke, hun ved ikke engang bagefter, hvordan hun nåede tilbage til stationen, købte en returbillet, og tog S-toget mod København. Folk sagde noget til hende, men hun hørte ikke efter …
Mor! Mor, jeg er hjemme, kalder Mads ude i entreen, sætter nøglerne på hylden, og kradser med poser i hånden.
Grethe er på badeværelset, Mads hører vandet løbe, måske vaskemaskinen, tænker han.
Hun har akkurat nået hjem, inden sønnen, og skynder sig at låse sig inde på badeværelset, da hun hører ham komme ind. Han må ikke se hende sådan.
Hun bliver stående foran spejlet, skyller koldt klorvand i ansigtet, tørrer sig hurtigt i håndklædet.
Mads, skat, jeg blev hurtigt færdig i dag, klippede mig og gik direkte hjem er du sulten? Jeg varmer noget op. Huskede du at købe brød?
Hun taler hurtigt, smiler for meget, vender sig væk. Men Mads kigger undersøgende på hende, utrætteligt. Han mærker altid, når hun er ked af det, selv om hun prøver at joke og tale om ingenting. Så giver han hende altid et langt, varmt kram
Hun håber inderligt, at han ikke forstår alt i dag. Hvordan skulle hun dog forklare?
Jeg har købt brød, det ligger på bordet, mor. Er du ok? spørger han igen.
Det er ikke noget, jeg kom bare tidligere hjem. Nu skal jeg lave mad til dig! Grethe roder ham kærligt i håret; han bøjer sig for hendes kys.
Hun dufter af parfume og en smule sæbe, men hendes øjne er triste.
Dilden smager som den fra Mehmet! knaser Mads og ser på, mens Grethe tager forklædet af og sætter sig overfor ham.
Den er kun god i dag, spis nu, ellers bliver frikadellerne kolde.
Ved du, hvornår far kommer hjem? Jeg skal nemlig snakke med ham om motorcyklen. Naboen, Johannes, vil sælge sin, og jeg vil høre far ad.
Far? Aner det ikke. Han var på arbejde … kommer hjem på et tidspunkt, svarer Grethe lidt fraværende, rejser sig og vil sætte tevandet over, men pludselig snurrer det for hendes øjne. Hun har ofte ondt i hovedet for tiden, sikkert blodtrykket, tænker hun.
Mor, sidder du ikke godt nok? Du ser bleg ud, siger Mads, hjælper hende tilbage til bordet. Du knokler dig halvt ihjel med den skole. Hvornår lagde du dig i går? Jeg hørte dig klokken tre! Du siger altid, jeg skal sove nok, men selv … Skal dine elever have glæde af, at du slider dig ihjel? Hvorfor svarer du ikke?
Han formaner hende, ligesom mormor Anna ville, hvis hun levede. Da Anna så Grethe løbe sig selv træt som ung lærer, røg alle over nakken på hende, både manden og Mads, da han var lille. Nu klinger Annas stemme også i Mads hoved.
Jeg svarer da, Mads. Jeg spiser jo, siger Grethe og smiler træt. Tak for teen. Mads, hvad siger du til at tage på ferie i julen?
Sønnen stirrer forbløffet og standser med koppen ved læberne.
Ferie? Vi skal da altid på sommerhus? For at holde traditionen og få frisk luft … mumler han, stikker en bolsje i munden. Han er forfalden til søde sager, ligesom mormor Anna elskede at forkæle ham.
De to bedstemødre skændtes altid om Mads, kunne være uvenner i ugevis hvem skulle ha lov at bestemme over ham?
Jeg gider altså ikke i sommerhus mere. Vi kan finde et rigtig dejligt sted, leje os ind, varmt og hyggeligt … Grethe tager en tår te mere.
Mads elsker at se sin mor drikke te. Hendes rolige bevægelser, slåbrok og hjemmetøfler med margueritter, koboltblå koppen med underkoppen, hendes tynde, velplejede fingre, der løfter koppen nænsomt. Tager en tår og smiler tilfreds. Når hun har det godt, har han det også godt.
Ikke i dag.
Mads, gå du bare ind, jeg rydder op her, siger Grethe hektisk, næsten hiver ham ud af køkkenet.
Han bemærker ikke dørklokken, ikke at moren taler, måske skændes lidt med nogen. Han falder i søvn og hører ikke mere …
Anders kommer hjem lidt før klokken ni, smækker døren, smider skoene, sukker foran spejlet.
Grethe? Mads? Er der nogen hjemme? Jeg er sulten! råber han, baner sig vej igennem entreen. Lyset er tændt i køkkenet; Grethe står ved komfuret, åbenbart i gang med at koge grød.
Hej, siger han og sætter sig. Serverer du mad snart?
Hun sukker, skruer ned for komfuret.
Hej, Anders. Hvorfor kom du så sent? Jeg ringede til dig mange gange …
Møde på arbejdet, chefen kunne ikke finde ud af tallene, så jeg måtte sidde hende igennem. Hvordan kan sådan nogen sidde i toppen, spørger jeg bare!
Hvem skulle ellers sidde der, måske?
Han hoster, tydeligt fornærmet, for det siger sig da selv!
Grethe, hvad snakker du om?
Jeg var på sommerhusgrunden i dag, Anders.
Hvad? Vi var der da sammen i søndags. Jeg har ikke tid nu, et nyt byggeprojekt, jeg skal regne på … Jeg går ikke derud nu, hører du!
Ikke i søndags! I dag. Jeg så dig sammen med en kvinde. Anders, det er lavt, forstår du?
Hun vender sig mod ham, træt i blikket. Det er mit barndomshjem, vores søn voksede op der, og du … Hvordan kunne du? Var der virkelig ikke andre steder at være?
Hun snupper en karklud, som om hun vil slå ham. Han trækker hovedet til sig, men hun tørrer kun bordet af, mens hun smiler skævt.
Du flytter ud, Anders. I dag.
Anders stirrer uforstående på hende hvordan er hun havnet på grunden midt i ugen? Han havde jo taget hendes nøgler, ringet til Nadja, bedt hende tage lidt ting med; Nadja kender jo ikke området! Han har jo gjort alt arbejdet på det hus derfor er det også hans!
Men hvordan opdagede Grethe det? Og nu siger hun, han skal gå hvor skulle han gå hen?
Hvad bilder du dig ind, Grethe? Hvorfor skulle jeg flytte ud? Du har ikke set noget som helst!
Jeg har set det hele. Vindeltrappen foran hoveddøren er et godt udkigspunkt. Spis færdig, sig farvel til Mads og fortæl ham, hvorfor du går! Hun vender sig mod vinduet. Det er mørkt udenfor; i glasset ser hun hans forvredne ansigt, mens han kører rundt i retten.
Efter lidt tid begynder han:
Ja, jeg var på sommerhusgrunden med en kvinde. Hvad så? Grethe, det betyder ikke noget! Det var ingenting! Nadja! Jeg gav hende bare et par løg, han skyder skylden på Nadja.
Jeg så, hvor du gav hende “løg” det har jeg set før, ler Grethe køligt. Nadja, altså? Hvad mangler du herhjemme? Alt er, som du vil ha det!
Hun råber, smadrer en tallerken mod gulvet. Anders rykker sammen.
Jeg har lavet alt for dig, så du kunne føle dig hjemme, din mor kommenterer alt, hvad jeg gør, og du ligger på sofaen og piver over hovedpine. Skal jeg fortælle din mor, hvorfor du er blevet så bleg? Ringer du bare og fortæller, du har fået en ny? Men hende, du var sammen med, passer dig næppe, når du engang ligger til sengs. Hvordan kan du trække hende ind i vores hjem, hvor vi har elsket, opdraget Mads, gjort det hele sammen? Jeg hader dig!
Hun knuser endnu en tallerken.
Grethe, rolig nu! Anders prøver at omfavne hende, men hun river sig løs.
Grethe, slap nu af! Jeg er mand, det er kun en svaghed, du ved. Nadja … hun betyder ikke noget, det var bare et eventyr! Hun kan ingenting, og maden hun lavede, gav mig bare ondt i maven. Jeg får hende fyret fra arbejdet! Jeg har kun elsket dig, det skal du vide!
Han rækker hende hendes yndlingskop, men da strømmer Nadja ind ad døren tudende, med mascara løbende ned af kinderne. Anders trækker sig væk, forskrækket.
Hvad laver du her?! flæser han.
Nadja kom faktisk for at snakke, Anders, siger Grethe. Hun mente, hun skulle ha’ dig nu, du elsker hende, sagde hun, jeg skulle give slip. Men nu GIVER jeg slip. Tag afsted, begge to!
Nadja river i Anders skjorte, han parerer hendes negle, stole vælter, ind kommer Mads sammen med naboen, Jesper. De får smidt både Nadja og Anders ud i opgangen Mads rydder endda farens ting sammen og kyler tasken ud efter ham.
Nadja er allerede løbet væk, og Anders står tilbage, mens Mads smækker døren.
Nøglerne til bilen?! råber han efter dem.
Gå til fods, du er jo ung! brøler Mads.
Så sætter han sig på gulvet ved siden af Grethe, som sidder helt slapt, græder uden lyd, tårerne drypper på Mads hænder.
Mor, du er den bedste, jeg vil aldrig forlade dig. Hvorfor sagde du ikke noget? Hvem VAR den kvinde? Jeg forstod ingenting
Nadja forlod sommerhuset før Grethe. Hun havde set hendes ansigt gennem lågen, tænkt, det ville være let at stjæle Anders fra sådan én. Anders siger jo han elsker hende, han er så kærlig og nu får han snart en højere stilling, så Nadja glæder sig til at blive chefens kone. Hun opsnuser Grethes adresse, køber en kage og ringer på, nervøs.
Grethe er rolig og inviterer hende ind i det hyggelige, lyse køkken. Nadja bor ellers til leje og betaler dyrt.
Så du giver slip på ham? hvisker Nadja til sidst.
Grethe bider sig hårdt i læben.
Tag du ham. Men der er én ting, jeg ville sige dig … Grethe når ikke at gøre sætningen færdig, for Anders kommer hjem, og hun beder Nadja vente i rummet ved siden af.
Mor, hvorfor græder du sådan? Mads begraver næsen i hendes hår.
Mads, der er noget. Jeg er gravid. Jeg ved godt, jeg er gammel men jeg vil gerne have det her barn. Jeg elsker det allerede, men det bliver hårdt. Du forlader mig ikke vel, bare indtil barnet er født? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære det, men jeg vil prøve. Bare lidt ro først …
Mads fløjter, klør sig i nakken, smiler så:
Så får jeg en bror?
Hvorfor skulle det være en bror? Det kan også blive en søster. Ville du blive ked af det, hvis det blev en pige?
Det ville han ikke. Han glæder sig, for alle vennerne har små søskende. Det er sejt!
Grethe bliver udskrevet fra Rigshospitalets barselsgang en dag i slutningen af maj. Mads står i jakkesæt, helt nyklippet, med blomster i hånden. Han skal hente sin mor og lillesøster.
Grethe kommer langsomt ud, armene værkende. Mads overrækker blomsterne til den første jordemoder, ser forlegent på sin mor.
Mor, jeg elsker dig! siger han og kigger på den lille knytnæve, der kigger tilbage. Sådan begynder den nye kærlighed: larmende, heftig og voldsom men uendeligt stærk. Lulu og Mads, søster og storebror.
Jeg elsker også dig, min dreng. Tag lige Lulu, beder Grethe.
Mads tøver, men tager hende, blinker til hende hun vender sig væk.
Mor, hun kan ikke lide mig …
Det gør hun nok hun er bare genert, griner Grethe. Lad os tage hjem.
Derhjemme venter farmor Karen. Hun har gjort rent, hjulpet Mads gøre klar, fyldt køleskab og sidder nu og venter måske smider Grethe hende ud?
Det gør hun ikke. Lulu skal jo have sin farmor. Resten må tiden vise.
Efter skilsmissen har Anders været forbi et par gange for at komme tilbage, men han flyttede til Aarhus. Han sender børnepenge. Mads vil ikke lade ham se sin lillesøster, for han holder stadig med familien.
Anders klarer sig dog. Måske gør det lidt ondt, men han regner med, at Grethe tilgiver ham, når Lulu bliver større, og så får han alt tilbage.
Det sker! Snart! lover Anders sig selv nytårsaften hvert år. Endnu er det ikke sket I dag, fire år senere, vander Grethe georginerne i forhaven. Lulu løber rundt i gummistøvler, mens Mads cykler rundt om huset og svinger med flaget, selvom det kun er en almindelig onsdag. Solen står lavt, og æbletræets grene bugner stadig, som da hendes oldefar plantede det.
Nær hegnet står Mehmet med sine poser og vinker, dilden duftende friskt i hans hånd. Lulu griner og rækker ud Må jeg få et lille bundt dild, Mehmet? og han bøjer sig ned, stikker den til hende, som en blomst til en dronning.
Grethe ser på sine børn, hænderne har fået nye ar og linjer, men hun er rank, smiler til solen og dufter dagens fryd. Der er ikke meget, hun har tilbage fra det gamle liv, og heller ikke behov for det så længe blikket fra dem hun elsker, finder hende i haven, og latteren løfter sig mellem træerne.
Når sommervinden passerer ind gennem vinduet om aftenen, samler de sig omkring bordet Karen ser på dem, Lulu fortæller eventyr, Mads nikker stolt, og kattene strækker sig ærværdigt i sofaen. Grethe hører langsomt sit eget hjertes rolige, glade slag igen.
Mørket sænker sig, men hun kender nu vejen mellem køkken og have, mellem sorg og mulighed, mellem tab og nyt mod. Hun tager Lulus lille hånd i sin, og sammen går de op på trappen. Undervejs vender Grethe sig, ser det liv de har bygget.
Bag sig hører hun Mads stemme, klar og næsten voksen: Mor, skal jeg passe på Lulu, hvis hun får mareridt i nat?
Lulu ler højt, og Grethe svarer, med stemmen varm som jasminte: Hun har allerede verdens bedste storebror. Og jeg har jer. Det er mere, end jeg nogensinde kunne ønske mig.
Udenfor synger en solsort i skumringen, og Grethe ved: Hun blev stående midt i sit livs storm og nu blomstrer både dilden, liljerne og kærligheden, stærkere end nogensinde før.
