Fiskerpigen
Nå, Helle Olsen… Direktøren lagde mappen med papirer til side og så op på kvinden foran sig. Hun så ud, som om hun kiggede lige gennem ham, trægt og halvt uinteresseret. Hendes blik gled langsomt væk, og hendes øjne blinkede dovent, som en skildpadde på vej i dvale, mens hun trak vejret dybt og tungt.
Helle, hvad sker der? spurgte direktør Anders Madsen, rynkede panden og knipsede med fingrene foran ansigtet på hende.
Helle fór sammen, blinkede forvirret og følte, at hun havde mistet tråden. Havde han sagt noget vigtigt? Der var jo ellers dokumenter og alt muligt på bordet… Men det var, som om hun var faldet i søvn midt i det hele.
Det skete hende tit for tiden. Hun turde end ikke køre bil længere, for tænk hvis hun pludselig forsvandt ind i den der sløve, seje tilstand mens hun holdt for rødt, og skabte en kæmpe kø. Hvis nogen spurgte, hvordan hun havde det, ville Helle have svaret, at hun følte sig som rødgrød. Og det hele omkring hende var rødgrød, tyk og lidt klæbrig, som den hun fik i børnehaven med masser af kartoffelmel knap gennemsigtig og svagt lyserød. Hvorfor lyserød, vidste hun faktisk ikke, det var bare sådan billedet dukkede op.
Inde i grødverdenen var der varmt og roligt, lydene var dæmpede, som dengang Helle som barn begravede hovedet i dynen for at slippe for sin mors stemme, der kaldte til morgenmad.
Helle! Kom nu, du kommer for sent, kaldte moren syngende ude fra køkkenet, men lille Helle vendte sig bare om og kneb øjnene sammen for at få lov at drømme videre.
Også nu føltes direktørens stemme fjern, mens hans ansigt dukkede op og forsvandt bag hendes øjenlåg. Til sidst fik hun kvalme, rejste sig uden et ord og løb ud på gangen.
Anders rørte ved sin begyndende måne på issen det sted hvor hans kone altid kærtegnede ham søndag morgen, hviskede blide ting og prøvede at lokke ham til at blive hjemme, men så trak på skuldrene og gik ud for at lave morgenmad. Mille… Hans elskede Mille. Han elskede hende stadig så det gjorde helt ondt. Alt det der snak om, at kærligheden går over og bare bliver til vane, det troede han ikke på. “I laver bare ikke kærlighed rigtigt,” sagde han altid til sine venner med et glimt i øjet. “Godt tilberedt kærlighed er en delikatesse, venner!”
Han havde lagt mærke til, at uden hår på hovedet frøs han mere, så han havde købt sig en hue og vovede sig ud selv når det kun var ti grader. Før ville han have grinet ad sådan noget. Men ikke mere. “Nu bliver jeg gammel,” tænkte han og trak huen længere ned over sin store, runde skalle.
Helle kom tilbage, bleg og træt, og satte sig med et suk.
Undskyld, Anders… Jeg tror, jeg har fået noget skidt i går. Mads og jeg spiste sushi, så…
Hun smilede undskyldende.
Ja, ja… Det er helt i orden. Sådan er det. Du skal så til Aalborg og kigge på det nye kontor, og når du vender tilbage, har vi din forfremmelse klar. Jeg er sikker på, at afdelingen bliver endnu bedre under din ledelse! Nå, hvad siger du?
Helle trak på skuldrene. Aalborg, afdelingen, målsætninger… Hun ville bare hjem og sove. “Det er sikkert blodmangel,” tænkte hun og holdt fast i tanken som en bøje. “Det er derfor jeg skal bare have noget jern eller et par vitaminer, så er jeg på toppen igen!
Ja, jeg er selvfølgelig med! nikkede hun, knappede op i blusen. Må jeg tage jakken af? Der er så varmt.
Anders nikkede, selvom han frøs så meget i sine fingre, at han næsten gyngede dem under bordet. Hun havde det sikkert varmt fordi hun får gode nyheder, tænkte han det sker ofte!
Fint, så bare tag hjem i dag. I morgen ordner Jannie din billet, hotellet er allerede booket. Helle du glemte både jakke og dokumenter!
Helle tav og gik mod døren, men vendte om, tog sine ting og smilede svagt.
Helle, vent, sagde Anders pludselig. Her er numret på klinikken. Ring og få en tid hos doktor Tamara Nielsen. Min tante, Karen, arbejder der.
Hvorfor? spurgte Helle.
Det er bare almindelig helbredstjek. De siger dig derinde, hvad du bør få undersøgt. Der er en uge til du skal til Aalborg, så du når det.
Jeg kan bare tage til min egen læge, protesterede Helle.
Nej, der går en måned. Det her går hurtigt og det er en ordre.
Anders åbnede døren og nikkede ud i den halvskumle korridor. Helle gik pænt ud.
Aalborg er lidt usikkert… mumlede Anders, ringede til Mille og talte om weekend, datterens studenterfest og sommerferie, mens Mille svarede imens gryderne klirrede i køkkenet.
…
Mads hentede Helle ved porten. Hvor mange gange havde han ikke tryglet hende om at skaffe ham et adgangskort, så han kunne hente hende helt oppe ved døren, men Helle glemte det altid, og den nye vagthavende gad ikke hjælpe.
Hvad tog det dig så lang tid?! Jeg var ved at sende redningsfolk ind, grinede Mads og tog imod hende.
Asfalten var glat af is, og små iskrystaller dansede sjovt på græsset.
Anders kaldte mig ind. Jeg skal på forretningsrejse til Aalborg, stønnede Helle og lænede sig ind i hans arme.
Hvornår? spurgte Mads og blev straks betænkelig han elskede ikke, når Helle rejste alene.
Helle trak på skuldrene hun havde ikke lyttet ordentligt efter.
Om en uges tid, tror jeg… Men jeg skal også lige have lavet helbredstjek.
Hvad?! spurgte Mads forbløffet.
Helbredstjek, Mads. Jeg er trods alt 43… Det er på tide.
Hun sagde “på tide” med sådan en alvor, at Mads blev helt kold om hjertet. På tide med hvad? Blive syg? At forberede gravstenen? Forlade ham?
Jamen, hvis det er på tide, så gør du det bare, sagde han efter lidt tid.
På det seneste så Helle faktisk temmelig slidt ud. Hun plejede aldrig at være så bleg, hun spiste dårligt, og med sushi dagen før havde hun endda haft kvalme hele aftenen. På arbejde blev hun revet for meget rundt selv weekendene blev spist op af telefonopkald med nye opgaver. Nu også denne forretningsrejse…
Aalborg… Der er sikkert hundekoldt deroppe! Måske skal Helle have ny frakke.
Hvad? En frakke? gentog Helle søvnigt.
Mads havde tænkt højt. Han nikkede og trak på skuldrene.
Der er jo koldt, sagde han.
Nej. Jeg sveder nok som det er. Sluk for varmen, bad Helle.
Mads stirrede på hende, men gjorde, som hun sagde.
Jeg rejser ikke i frakke, gentog Helle bestemt og døsede straks hen. Hun sov meget både om aftenen og i weekenden på sofaen.
Far, er mor syg? spurgte deres søn, Markus, et par dage senere.
Nej, hun er bare udmattet. Ingen ferie i år, ikke? Du må ikke larme lad hende sove, formanede Mads.
Og Helle sov drømmende og smilende. Hun drømte sig væk til Møns klinter og blomstrende marker, det dybblå hav, hvor solen glimtede mellem fiskene. Markus og Mads vinkede, men hun havde sin egen, rolige verden for sig selv. En tryg, hemmelig verden, hun helst ikke ville forlade…
…
Det lyder som overgangsalderen, Helle! Heftige svingninger, humør og bleghed, sagde veninden, Mette, og smilede. Gå nu til lægen, så får du nogle gode piller. Ellers sover du hele verden væk også stoppestedet i Aalborg!
Hun grinede lavt, næsten undskyldende, da Mette altid syntes, det var pinligt at vise sine tænder når hun grinede.
Nå, overgangsalderen…, tænkte Helle. Mor fik det også tidligt. Men Markus vokser, og nu kan jeg fokusere på karrieren. Humøret kører op og ned som i Tivoli, men det går vel over.
To dage senere tog Helle sig sammen og ringede til Tamara Nielsens klinik, efter at have gentaget navnet for sig selv flere gange.
Hallo! lød en hæs damestemme i røret. Lægehuset!
Helle blev forskrækket og lagde straks på. Stemmen mindede hende om sin tante, som boede ovre i Jylland. Tante Iben var typen, som altid vidste alt bedst og havde ringet dagligt med gode (læs: påtrængende) råd, da Helle havde fået Markus.
…
Dengang Helle og Mads begge studerede, var pengene små. Tante Iben sendte dem penge, men Helle kunne stadig huske den dag, hvor Mads tog røret under endnu en ‘klog’ samtale om modermælk og bleer, og svarede tørt: “Markus stol er fin og solid han fylder ni år og skal snart giftes.” Derefter ringede tante Iben aldrig igen.
…
Nu er Markus voksen, snart gift, og Helle en betroet leder, som er vellidt og på vej mod en chefstilling. Men hun havde aldrig brudt sig om ordet “karriere,” for hun følte ikke, hun byggede noget tungt, men bare levede og elskede sit arbejde. Hjemme var hun glad igen efter et varmt bad, kunne lave mad, hjælpe Markus med lektier uden at brokke sig. Lykken men den dumme træthed…
Hallo! Sig dog noget, råbte de fra klinikken, da hun ringede op igen.
Jeg… vil gerne bestille tid hos… Tamara Nielsen.
Har du et navn? spurgte damen utålmodigt.
Olsen. Helle Olsen.
Endnu en Olsen! Nå, så møder du op i morgen klokken ni, fiskerpige, husk sygesikringskort!
Helle lagde hurtigt på. Fiskerpige? tænkte hun. Hun var jo ikke gravid. Mette havde sagt overgangsalder…
…
Kvindeklinikkens reception summede af liv. Små køer snoede sig mod skrankerne, hvor pudsige, smilende damer med krøller og rødmossede kinder sad og viftede folk frem.
Værsgo, fiskerpige! Op på anden sal, fiskerpige! lød det igen og igen.
Helle sukkede. Hvad lavede hun her? Hun kunne da bare have bedt om en blodprøve hos lægen? Nu sad hun her…
Olsen! Hvem er Olsen? blev der kaldt.
Mig! råbte flere i munden på hinanden.
Det er Helle, vi leder efter! præciserede damen.
Ja, sagde Helle modvilligt.
Jamen så kom! Du har jo tid nu, fiskerpige!
Hun blev ledt til skranken, afleverede sit kort og blev instrueret i at tage elevatoren.
På tredje etage var alle bænkene fyldte. Kvinder unge, midaldrende, ventende, nygravide eller bare til tjek sad stille i egne tanker. Nogle læste, andre lyttede til musik, andre igen sad bare og mediterede med hånden på maven.
Helle satte sig forsigtigt. Hun ville hellere stå, men var for træt. Og luften var tung heroppe.
De vasker altid gulvet, når der er flest folk, tænkte Helle. Netop da flyttede rengøringsdamen bøtten, ‘Beklager, damer! Min barnebarn spildte grød ud over hele køkkenet! Datteren føder i dag, farmand er på Grønland. Ja, der gik tiden, undskyld!’
Midt i det hele dukkede pludselig en buttet kvinde op jordemoderen, fru Karen Jørgensen hele koridoren nikkede og smilede til hende.
Rasmussens igen? Sidder du her igen, pige? spurgte Karen og bøjede sig ned til en undskyldende småkvinde. Dig husker jeg! Har du tænkt dig at føde hele Aalborgs fjerde pige?
Kvinden trak bare smilende på skuldrene.
Nåh ja, så fød bare løs min barnebarn kan blive din svigersøn, grinede hun.
Alle småsludrede videre. De elskede tydeligt deres Karen.
Måske kan hun hjælpe mig også, tænkte Helle og skrev til Mads, at hun ventede. “De kalder alle ‘fiskerpige’ her jeg er bare træt…”
Sov du bare lidt, fiskerpige. Elsker dig, svarede Mads.
…
Elevatordøren gik op, og en høj, bredskuldret kvinde i slåbrok og frakke kom stavrende, støttet af en lille, tør, ældre mand med indkøbsnet brød og mælk stak op. Vi føder, vi føder, mumlede han lavt.
Jeg vil ikke føde uden dig, tante Karen! stønnede datteren.
Jeg er her, min pige. Du gør det fint. Kom nu, ind med dig! Karen tog hende i armen, mens klinikkens læge, Tamara, med store ravøreringe, overværede det hele.
Jeg føder ikke uden dig, Karen, jamrede Maria.
Jeg er lige her, Maria. Vi klarer det sammen.
Den gamle mand gik chokeret rundt, mens kvinden blev kørt væk. Rengøringsdamen forklarede lavmælt til Helle, at Maria havde mistet tre børn før. Nu håbede alle, at barnet ville klare den.
Inden længe lød første skriget fra fødesalen, og Karen løb ned til barnefar på en bænk udenfor.
Det blev en dreng! Bad til Gud nu, de første timer er de vigtigste, sagde hun.
Han begyndte straks at gå op og ned ad alléen, glad men skræmt.
Karen gik tilbage, smilede til kollegerne, takkede nej til kaffe og trak sig dæmpet ind på et gammelt personaleværelse, hvor hun kunne slappe af. “Jeg er så træt…,” tænkte hun. Ville ringe hjem, men orkede det ikke. Men Maria havde født et levende barn. Sejr!
Hvem ellers hvis ikke os? råbte hun opmuntrende til Tamara, da fyraften nærmede sig.
Tamara lo og gik med til kaffen ja, måske var hverdagen bare lidt tung i dag.
…
Ude i gangen sad Helle stadig ved den kunstige palme. Karen nikkede til hende.
Hvad laver du her, barn? Skynd dig, vi har ventet på dig. Kom nu ind.
Helle rejste sig nervøst. Hun forklarede, at hun var sendt af Anders.
Hvad fejler du så? spurgte Karen.
Jeg Det er mærkeligt. Humøret svinger, jeg sveder. Jeg græd endda i går over min søns gamle bamse. Syet ben på den og alt muligt. Pinligt…
Karen smilede. 43 år? Tja, det kender vi.
Hun trak Helle med hen til vinduet. Se, de bliver udskrevet i dag. Tvillinger det var op ad bakke, men nu går det.
Hvad skal jeg? Mig? Tvillinger? spurgte Helle forvirret.
Vil du ikke have barn? Eller tør du ikke? Man kan sagtens være ‘ældre mor’. Tit er det sådan, at børnene kommer, når man ikke lige havde regnet med det. Men beslutningen er din.
De udvekslede prøver, fik lavet scanning, og Karen sagde: Gå hjem. Sov. Tænk.
Senere sukkede Tamara over papirerne, Hun er for gammel til det. Jeg havde aldrig selv turdet.
Men Karen modsvarede blidt: Det er hendes liv. Lad os nu bare støtte hende.
…
På vej hjem fortalte Helle modvilligt alt til Mads.
Han blev tavs, kørte til siden og gik i ring udenfor bilen.
Du er da glad eller? spurgte Helle lidt usikkert.
Jeg Jo, men hvad hvis jeg er en elendig far? Hvis det nu er en, som elsker håndbold… og jeg hader håndbold! Markus gjorde ikke, men hvad nu hvis… Er der lang tid til?
De lo begge. Til sidst sad de i bilen, drak kaffe, talte om gamle dage og den store forandring.
…
Helle kom ikke til Aalborg, blev ikke afdelingsleder. Hele denne graviditet og fødslen af datteren, Katrine, føltes dybere end hendes første. Med Markus ville hun bare hurtigt videre men med Katrine ville hun bare holde hende tæt, tiden måtte gerne gå langsomt. Nu oplevede Helle for første gang, hvad det betød at være mor rigtigt. Hun blev fiskerpigen, som i otte måneder blev båret frem af Karen og Mads omsorg og til sidst blev hun udskrevet med den lille pige i armene. Det var ægte lykke en gave, hun først nu forstod helt.
Direktøren brummede lidt, men sagde så: Helle er en dygtig medarbejder, men først og fremmest er hun et menneske og en kvinde, der fortjener det store lille mirakel!
Mette kunne ikke forstå venindens valg, og venskabet gled ud. Men Markus, sønnen, tog nyheden roligt: Så får jeg nogen at dele jer med. Katrine er måske lille nu, men om et par år har jeg en sparringspartner!
Ikke anskaffet født, grinede Helle. Og pas på, Katrine elsker mig og sladre!
Mads rullede med øjnene, Markus stønnede, men Katrine smilede.
Og Helle forstod: Livet former sig sjældent, som vi planlægger men netop dér ligger lykken gemt. Man skal turde sige ja til det uventede og se hver forandring som begyndelsen på noget stort og dyrebart.
