Et Skæbnemøde

Ikke et tilfælde

Vi ringer til dig… sagde kvinden tørt, mens hun lagde mit CV i en skuffe. Derefter vendte hun sig væk og sad fordybet foran sin bærbare, som om hun havde virkelig vigtige ting kørende.

Ifølge spejlbilledet i hendes briller var det, hun brugte tiden på, nu nærmere web-shopping på Magasin.dk end noget arbejdsmæssigt.

Tak, sagde jeg og rejste mig. Jeg begyndte at gå langsomt mod døren, med et lille håb om, at hun måske ville sige noget mere end de vanlige ord: “Vi ringer til dig.”

Men det var naivt at håbe.

Jeg trak døren bag mig og gik ned ad den lange gang mod trappen, fortsatte til stueetagen og ud på fortovet i København.

Jeg holdt hovedet højt, selvom jeg allerhelst ville have krøbet i et hjørne, hvor ingen kunne finde mig og fået grædt ud. Jeg var træt…

Træt af at jeg, i snart to måneder, ikke kunne få et job som økonom. Og da jeg begyndte på økonomistudiet på Københavns Universitet, var jeg ellers ret sikker på, at arbejde nok skulle komme let.

Der er god brug for økonomer i dag, plejede min underviser Grethe Lauridsen at sige. Ikke blot i Danmark, men over hele verden. Dem, der virkelig kæmper for det, vil opnå en masse.

De ord håbede og troede jeg fuldt og fast på.

Jeg læste som fjernstuderende, for jeg boede ude på landet på Fyn og hjalp til i familiens lille dagligvarebutik. Lønnen slog slet ikke til for at betale min studieafgift, men mine forældre støttede mig. Det er trygt at have opbakning hjemmefra.

Når der var eksamener, lejede jeg et værelse i en lejlighed, hvor den ældre værtinde, fru Inger Jørgensen, altid fandt noget at brokke sig over. Men jeg holdt det ud for min egen fremtids skyld.

Da jeg endelig fik mit diplom, fejrede jeg det ved at flytte i min egen lille lejlighed igen måtte jeg bede forældrene om lidt økonomisk hjælp, til ren husleje og et måltid mad. Men jeg var overbevist om, at jeg snart kunne betale dem alt tilbage og hjalp dem endda den modsatte vej.

Men så skete det, jeg ikke havde forventet. Jeg kunne ikke få job nogetsteds.

Jeg sendte CVer ud til danske firmaer, stillede smilende til samtaler, svarede tålmodigt selv på de mest besynderlige spørgsmål (“Hvordan har din barndom påvirket dit karrierevalg?” eller “Hvilket stjernetegn er du?”), men…

Der skete ikke en dyt. Absolut ingenting. Som om jeg var blevet ramt af sort uheld.

“Vi ringer til dig…” jeg havde hørt den sætning så mange gange nu.

Hver gang endnu en HR-medarbejder sagde de tre ord, smilede jeg tilbage og nikkede venligt. Så ventede jeg på telefonen forgæves.

Ikke én gang på to måneder.

Jeg begyndte at sove med min mobil i hånden, for ikke at misse det vigtige opkald, jeg ventede SÅ meget på. Men det kom aldrig. Jo, på nær én nat, hvor en fremmed, stinkende af snaps, ringede og spurgte efter en Mette. Forkert nummer. Det slog mig ud af kurs… skulle man grine, eller græde?

Men jeg kendte jo mit nummer. Bogstaveligt talt i søvne. Der var ingen fejl.

Hvorfor ringer ingen så?

Det gav ingen mening jeg havde min uddannelse, mit drive, var ikke for krævende med løn. Hvad skrev jeg nu i mit CV?

Jo: 22 år, målrettet, social, robust, resultatorienteret.

Kort sagt, det samme som alle andre. Og selvfølgelig rødt bevis, topkarakterer.

Kunne det virkelig passe, at jeg ikke var i nogens interesse?

Sagen er, unge dame, at virksomheder ikke har råd til at spilde tid og penge på at oplære helt grønne folk, sagde en HR-chef ligeud. Kan I måske spise sammen i aften?

Hvorfor spørger du?

Tænkte bare lidt på at invitere dig ud en tur. God mad. Lære hinanden bedre at kende…

Beklager, jeg har planer. Skal bruge aftenen på at søge arbejde, når nu jeres firma ikke har plads til mig, svarede jeg koldt.

Men én gang var det tæt på!

Jeg blev inviteret til et forløb hos et stort dansk firma. Ja, konkurrencen var hård, kun én stilling. Men jeg var den mest aktive, var på, tog initiativer, blev fremhævet overfor de andre…

Alligevel gik jobbet til en pige, der altid kom for sent og blev mundlam ved spørgsmål.

Efter den oplevelse tabte jeg modet. Jeg følte mig som en fiasko.

Du skal ikke smadre dig selv mod lukkede døre, min pige nogle gange skal man bare tage vinduet i stedet, sagde min mor trøstende i telefonen.

Hun blev alvorlig, da hun fornemmede, hvor slidt jeg var: “Du skal nok klare den. Jeg sender lidt penge nok til både husleje og mad. Vi skal nok komme gennem det, skat!”

Efter den snak var jeg lidt oprejst igen sendte nye ansøgninger og gik til samtaler. Stadig ingen nappede. “Du har ingen erfaring!” “Du er for ung!” “Vi ansætter kun folk med fast adresse i København.”

Hvorfor hænger de sig i min alder, mor? spurgte jeg næsten grådkvalt. Det er bare tal.

Bare rolig, nogle vil nok se dig som en gevinst, svarede min mor. Men heller ikke det sted var anderledes.

Det gik op for mig, at jeg ikke kunne mere. Jeg kunne ikke klare synet af selvsikre HR-folk og sætningen: “Vi ringer til dig.” Og jeg hadede at bede om penge hjemmefra. Men der skulle jo mad på bordet, og huslejen skulle betales.

Hvad så? Tilbage til landsbyen på Fyn? Starte i Netto som kasseassistent? Kolde opkald i et callcenter?

Hvad var pointen med min uddannelse så? Skulle jeg se mine forældre i øjnene, efter alt de har investeret i mig?

Jeg traskede rundt i byen, rådvilde tanker i hovedet. København virkede stor, men jeg kunne ikke finde arbejde.

I hånden havde jeg en lille lap papir med adressen til endnu en virksomhed, der søgte en akademisk økonom. Men jeg havde ikke besluttet, om jeg skulle møde op.

Klokken var kun kvart over ni. Samtalen først klokken elleve.

Så jeg gik ind gennem Kongens Have og så en ledig bænk. Jeg satte mig og tænkte.

Jeg var træt af tomt spild og den endeløse “Vi ringer til dig…”

Fortabt i tankerne opdagede jeg ikke, at nogen nærmede sig, før en stemme lød tæt på:

Undskyld, søde kan jeg få lidt hjælp?

Jeg så op en midaldrende mand i slidte bukser stod foran mig, med hånden fremstrakt, men smilende, som om vi kendte hinanden.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg rakte ham straks en 20-krone. Måske genkendte jeg noget i ham to mennesker uden arbejde.

Ikke helt nok, smilede han.

Undskyld?

Nå, bare det pengene er kun nok til mig. Men vi er to.

To? Jeg så mig om. Der var ingen.

Se her, han trak forsigtigt en lille kattekilling frem fra jakken. Han skal også have mad, du ved.

Første tanke var at afvise ham, men killingen rørte mig. Så jeg fiskede de sidste 100 kroner frem og gav ham også dem.

Han lyste op. Kan du holde øje med killingen, imens jeg lige løber ned og handler ind? Tar kun et øjeblik!

Altså, jeg har et vigtigt møde, så…

Intet problem! Jeg er lynhurtig, skat en fod her, en fod der!

Han forsvandt. Killingen blev siddende og var overraskende ren og sød.

Hej med dig, smilede jeg og rakte den hånden.

Mjav, lød det.

Jeg tog ham op på skødet og sad lidt tid, mens jeg kiggede efter manden men han kom aldrig tilbage.

Hvor blev han af? Skal jeg tage dig med?

Mjav…

Han svarede hver gang, jeg talte. Sådan en lille fyr var helt umulig at blive trist sammen med.

Men min samtale nærmede sig hvis ikke jeg gik nu, ville jeg komme for sent. Jeg rejste mig, gik, men vendte så om.

Okay, vi gør det sammen. Jeg tror slet ikke, din ejer kommer tilbage.

Mjav! killingen sprang næsten op i mine arme, som om han forstod det hele.

Du slår dig ikke på det, sagde jeg og lo, men hvis jeg ikke får jobbet, må vi dele et rugbrød!

Ved adressen trak jeg vejret dybt, lod killingen blive i tasken og gik ind.

Inde var der overraskende hyggeligt. Venlige folk smilede, ingen sagde noget til killingen.

Efter nogle minutter blev jeg bedt ind til direktøren.

Velkommen, Katrine, smilede en kvinde i habit og rakte mig hånden.

Hej… Undskyld, jeg havde ingen steder at gøre af killingen.

Ingen problem, sagde hun, slip den bare løs, vi har masser af kattelegetøj her.

Hun åbnede et skab og fandt en kasse med bolde og mus frem for katte!

Jeg har selv fire katte derhjemme, sagde hun. Fundet på gaden, allesammen. Nå, skal vi komme i gang?

Jeg fortalte om mig selv, svarede på alle spørgsmålene nærmest en halv time.

Sidste spørgsmål, smilede direktøren, men det er vist overflødigt.

Hvorfor det?

Fordi jeg allerede kender svaret: “Kan du lide dyr?” Selvfølgelig kan du det, du kom jo med killingen.

Betyder det virkelig noget?

Hos os gør det. Vi ansætter kun folk, der elsker dyr. De er ansvarlige, hjælpsomme, fredelige ligesom dig.

Jeg kan begynde i morgen! udbrød jeg, stadig forbløffet over at være blevet ansat uden erfaring.

På vej hjem fløj jeg næsten, og ringede straks til mine forældre med nyheden. Min mor svarede med det samme, og far indbetalte de sidste penge til lidt mad og husleje, indtil første løn.

Jeg kom til at tænke på manden i parken var det en tilfældighed? Måske ikke. Men hvad gør det nu?

Vi klarede den, Mille, sagde jeg til killingen ude foran dyrehandlen. Vi bliver ikke sultne! Og se alle de sjove ting, jeg har købt til dig.

Killingen kiggede nysgerrigt ned i posen, puffede til et par legetøjsmus, kiggede op på mig og spandt.

Jeg ved, det nok skal gå alt sammen. Det er måske bare et lille signal om, at man ikke må miste håbet for hjælpen og heldet kan komme, når man mindst venter det.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

twelve + twenty =

Et Skæbnemøde
– Anna, har du igen efterladt det våde håndklæde på krogen i badeværelset? Svigerindens stemme lød fra entreen, da Anna knap nok havde fået skoene af efter arbejde. Grethe stod med korslagte arme og sendte svigerdatteren et skarpt blik. – Det hænger til tørre, – svarede Anna og sparkede skoene af. – Det er jo derfor, der er en krog. – I ordentlige hjem hænger man håndklæderne på tørrestativet. Men det ved du vel ikke noget om. Anna gik forbi uden at svare. 28 år, to universitetsgrader, lederstilling – og alligevel blev hun dagligt bebrejdet håndklæder. Hver eneste dag. Grethe betragtede, mens Anna gik forbi. Hendes måde – at tie, ignorere, opføre sig som om hun var dronningen i huset. Grethe var 55 år og havde lært at læse folk, og lige siden starten havde hun ikke brudt sig om denne pige. Kold. Hovmodig. Mikkel havde brug for en varm, hjemlig kvinde – ikke denne isdronning. De følgende dage holdt Grethe øje. Noterede sig. Husker… – Emil, læg legetøjet væk inden aftensmad. – Jeg vil ikke. – Det er ikke et spørgsmål. Læg dem væk. Den seksårige Emil blev fornærmet, men begyndte at samle soldaterne op. Anna så ikke engang på ham, men fortsatte med at snitte grøntsager. Grethe observerede fra stuen. Der var den, kulden, hun havde bemærket. Ingen smil, ingen kærlige ord. Kun ordrer. Stakkels dreng. – Farmor, – Emil kravlede op i sofaen til hende, da Anna gik ind for at lægge vasketøj sammen. – Hvorfor er mor altid så sur? Grethe strøg ham over håret. Det perfekte øjeblik. – Ved du, søde… Nogle mennesker kan bare ikke vise kærlighed. Det er trist. – Kan du? – Selvfølgelig, min skat. Farmor elsker dig meget højt. Farmor er ikke sur. Emil klyngede sig tættere ind til hende. Grethe smilede. Hver gang de var alene, tilføjede hun små grønne dryp til billedet. Forsigtigt. Trinvist. – Mor gav mig ikke lov til at se tegnefilm i dag, – brokkede Emil sig ugen efter. – Åh, stakkels dig. Mor er lidt streng, ikke? Nogle gange synes farmor også, at hun er for streng mod dig. Men du skal ikke være ked af det, du kan altid komme til farmor. Jeg forstår dig altid. Drengen nikkede, lyttede til hvert ord. Farmor – den flinke. Farmor – forstår. Mor… – Ved du, – Grethe sænkede stemmen til hvisken, – nogle mødre kan ikke være kærlige. Det er ikke din skyld, Emilskat. Du er en dejlig dreng. Det er mor, der er forkert. Emil krammede hende. Noget koldt, uforståeligt voksede i ham, når han tænkte på sin mor. En måned senere opdagede Anna forandringen. – Emil, skat, kom hen, så skal du få et kram. Sønnen trak sig væk. – Jeg vil ikke. – Hvorfor? – Jeg vil bare ikke. Han løb over til farmor. Anna stod i børneværelset med udstrakte arme. Hun anede ikke hvornår det var gået galt. Grethe betragtede scenen fra gangen. Et tilfreds smil krusede munden. – Emil, – Anna satte sig ved Emil om aftenen, – er du sur på mig? – Nej. – Hvorfor vil du så ikke lege med mig? Emil trak på skuldrene. Blikket var fjernt og fremmed. – Jeg vil hellere være hos farmor. Anna lod ham gå. Det gjorde ondt dybt inde. – Mikkel, jeg kan ikke kende Emil mere, – sagde hun til sin mand sent om aftenen, da alle sov. – Han undgår mig. Det var aldrig sådan før. – Du overdriver bare. Børn er nu en gang sådan. I dag det ene, i morgen det andet. – Men det er ikke bare noget pjat. Han ser på mig, som om jeg har gjort noget galt. – Anna, du overdriver. Mor passer ham jo bare, mens vi er på arbejde. Han er bare blevet knyttet til hende. Anna ville sige mere, men vogtede sig. Mikkel havde allerede vendt sig om og stirret ind i mobilen. – Din mor elsker dig, – sagde Grethe, når hun lagde Emil i seng de dage, hvor forældrene blev sent på arbejde. – Men på sin egen måde. Koldt. Strengt. Ikke alle mødre kan være bløde, kan du se det? – Hvorfor ikke? – Det sker bare, skat. Farmor ville aldrig gøre dig ondt. Farmor vil altid beskytte dig. Ikke ligesom mor. Emil faldt i søvn med de ord. Og hver morgen så han på sin mor med lidt mere skepsis. Snart viste han åbent, hvem han helst ville være hos. – Emil, skal vi to gå en tur? – Anna rakte ud efter ham. – Jeg vil med farmor. – Emil… – Med farmor! Grethe tog hans lille hånd. – Lad nu være, han gider jo ikke, kan du se. Kom, Emil, farmor køber dig en is. De gik. Anna så dem efter, og noget tungt trykkede hende for brystet. Hendes egen søn. Afviste hende. Løb til farmor. Og hun forstod ikke hvorfor. Om aftenen fandt Mikkel hende på køkkenet. Anna sad med kold te og stirrede tomt ind i væggen. – Anna, jeg skal nok snakke med ham. Jeg lover. Hun nikkede bare. Orkede ikke sige mere. Mikkel satte sig hos Emil i børneværelset. – Emil, sig lige til far. Hvorfor har du ikke lyst til at være sammen med mor? Drengen så væk. – Bare fordi. – Bare fordi er ikke et svar. Har mor gjort dig ked af det? – Nej… – Hvad så? Emil tav. Seks år, og kunne ikke forklare det, han ikke selv forstod. Farmor sagde, mor var sur og kold. Så er det nok sandt. Farmor lyver aldrig. Mikkel gik ud af børneværelset uden et svar… Imens lagde Grethe planer for næste skridt. Svigerdatteren var tydeligt mærket – man kunne se det. Snart ville denne opkomling pakke og gå selv. Mikkel fortjente bedre. En rigtig kone. Ikke denne isblok. – Emil, – hun greb ham i gangen næste dag mens Anna var i bad, – du ved godt, at farmor elsker dig højere end nogen anden i verden? – Ja. – Og mor… Mor er ikke særlig rar, vel? Hun krammer ikke engang, er streng og sur. Stakkels dig. Hun hørte ikke skridtene bag sig. – Mor. Grethe vendte sig. Mikkel stod som forstenet i døren. Ansigtet – helt hvidt. – Emil, gå ind til dig selv, – sagde han stille, men så Emil straks forsvandt. – Mikkel, jeg ville bare… – Jeg hørte det hele. Tavsheden sænkede sig. – Du har… – han sank en klump. – Du har bevidst vendt Emil mod Anna? Hele tiden? – Jeg passer jo bare på ham! Hun behandler ham som en fangevogter! – Du er ikke rigtig klog. Grethe bakkede – hendes søn havde aldrig set på hende sådan før. Fyldt med afsky. – Mikkel, hør nu… – Nej, nu er det din tur til at høre. – Han trådte et skridt nærmere. – Du har vendt min søn mod hans egen mor. Min kone. Ved du hvad du har gjort? – Jeg ville jo bare det bedste! – Det bedste? Emil nægter at være sammen med sin mor! Anna er ulykkelig! Er det dét du kalder “det bedste”? Grethe løftede hagen. – Helt ærligt. Hun passer jo ikke til dig. Kold, sur, følelseskold… – Nu stopper du! Råbet skar igennem. Mikkel hev efter vejret. – Pak dine ting. I dag. – Smider du din egen mor ud? – Jeg beskytter min familie. Mod dig. Grethe åbnede munden – og lukkede den igen. Dommen stod i sønnens øjne. Ingen diskussion. Ingen anden chance. En time senere var hun væk. Uden farvel… Mikkel fandt Anna i soveværelset. – Jeg ved nu, hvorfor Emil har ændret sig. Anna så på ham med røde øjne. – Det var min mor. Hun… hun har fortalt Emil, du er sur, ikke elsker ham rigtigt. Hele tiden har hun forgiftet ham mod dig. Anna frøs. Så åndede hun tungt ud. – Jeg… jeg troede jeg var ved at blive skør. Troede jeg var en dårlig mor. Mikkel satte sig tæt, holdt om hende. – Du er en vidunderlig mor. Det var mor… Jeg ved ikke hvad der gik af hende. Men hun kommer ikke tæt på Emil mere. De følgende uger var svære. Emil spurgte efter farmor, forstod ikke hvorfor hun var væk. Forældrene tog alle samtalerne stille og tålmodigt. – Skat, – Anna strøg håret på ham, – det farmor sagde om mig… det er ikke sandt. Jeg elsker dig. Rigtig højt. Emil så skeptisk på hende. – Men du er sur. – Ikke sur, bare streng. Fordi jeg ønsker du skal blive et godt menneske. Strenghed er også kærlighed – kan du forstå det? Drengen tænkte. Længe. – Kan jeg få et kram? Anna holdt om ham så længe, at Emil flækkede af grin… Dag for dag – langsomt – kom han tilbage. Den rigtige Emil. Drengen, der løb til mor med tegninger. Drengen, der sov til hendes godnatsange. Mikkel så på kone og søn lege i stuen – og tænkte på sin mor. Hun ringede flere gange. Han svarede ikke. Grethe var nu alene. Uden barnebarn. Uden søn. Alt hvad hun ville, var at beskytte Mikkel mod den forkerte kvinde. Men til sidst mistede hun dem begge. Anna lagde hovedet på Mikkels skulder. – Tak fordi du rettede op på det hele. – Undskyld, jeg ikke så det før. Emil løb ind, hoppede op på fars skød. – Mor, far, skal vi ikke tage i Zoo i morgen? Måske var livet ved at falde på plads…