Og til andre ing-en-ting
Mathilde dukker op hos Nadia helt uden varsel, stormer ind, som vinden fra Nordsøen, springer på Nadia med et stort kram.
Hej, skat! Hej! Jeg var lige forbi, Jeppe kørte mig. Jeppe det er min nye fyr, forklarer hun hurtigt. Nadia nikker. Sjovt, ikke? Mathilde og Jeppe! Nadia nikker igen. Ja, lidt sjovt. Nå, men han kører mig hjem, og jeg siger: Stop! Her bor Nadia Bjerregaard, vi skal lige ind og sige hej! Jeppe var helt genert, kan du forestille dig? 100 kilo mand, men alligevel genert. Nå, men her, tag den her buket. Jeppe gav mig den i går, og jeg har ikke plads hjemme. Værsgo!
Mathilde rækker Nadia et spinkelt bundt mimosa i klar indpakning. Gule fnug drysser ned på gulvet, som små kyllinger. Sådan nogle buketter solgte de ældre damer i går nede på Strøget til ingen penge, bare for at komme af med dem.
Mathilde Helt ærligt begynder Nadia.
Ih, lad nu være og takke! Blomster på Kvindernes Dag, det er helligt! Og se lige min frakke, den har Jeppe givet mig! Flot, ikke? Mathilde smider sin kunstpels, som stinker af parfume.
Den er flot, Mathilde. Men jeg
Du ser forrygende ud, Nadia! Du forstår altid at holde dig. Jeg ja, jeg begynder også at trække op! sukker Mathilde og trækker forsigtigt huden om øjnene foran spejlet. Jeg overvejer at få lavet hjorteøjne. Det gør alle nu. Tror du, det ville klæde mig?
Nej, svarer Nadia bestemt. Mathilde, jeg har ikke tid, og kan du ikke tale lidt lavere? Min mor sover.
Ej, jeg synes heller ikke, det ville klæde mig! hvisker Mathilde og stiller sig tættere. Jeg har kage med. Skal vi ikke tage en kop te? Kom nu, Nadia, vi har ikke set hinanden i hundrede år! Bare hurtigt. Din mor mærker os ikke engang. Kom nu, du laver altid så god te!
Nadia sukker, ser på klokken, nikker så.
Okay, lad gå. Jeg bliver alligevel skør af det regneark. Men du må være helt stille! På tæerne, Mathilde!
Veninderne sniger sig ud i køkkenet, Nadia fjerner sin bærbar fra bordet og sætter vand over.
Er du på arbejde igen? Endnu et af dine regneark? Du kan simpelthen ikke finde ud af at holde fri. Her er kagen. Lille og kaloriefattig. Jeg Mathilde kigger kort på skærmen, blinker, og sætter sig i vinduet. Jeg er syg, Nadia.
Hvad er der galt? Nadia vender sig om.
Overvægt. Og jeg følger jo kuren, men så falder jeg i. Nerverne er tyndslidte! Bekymringer hele tiden, burde måske tage beroligende.
Hvad går du og kører op over? Nadia sætter små desserttallerkener med rosa hybenblade frem, hælder te i fine, blåblomstrede kopper med guldkant.
Hvordan kan man lade være? Kan du huske eventyret om haren, ikke? fniser Mathilde. Jeg er stadig ikke gift, Nadia! Hvad er det, jeg er? Åh nej, sig det ikke! Hold mund, sorg, hold mund! Jeg er SÅ ulykkelig, Nadia! Helt alene.
Og Jeppe? undrer Nadia sig.
Mathilde trækker sig sammen hun har aldrig manglet beundrere. Før Jeppe var der Thomas, før Thomas Jacob, før Jacob
Nadia kan ikke huske den seneste fyrs navn og lader det ligge. Hvad gør det til sagen?..
Jeppe Han kommer kun for at hygge. Vil ikke giftes. Jeg har antydet det, men Mathilde snøfter pludselig, trækker på næsen, en tåre truer med at ødelægge hendes mascara. Han siger, det er for meget. Familien, børn, alt det der han gider ikke.
Sikke et fjols! nikker Nadia, serverer et stykke kage til Mathilde. Er det nok?
Det er fint. Men skæld endelig ikke ud på Jeppe! Du forstår det ikke. Du har altid heldet med dig, Mathilde stikker gaflen hårdt i kagen. Dit liv går bare slag i slag mand, ejerlejlighed, job. Kedeligt måske, men stabilt. Mig? Jeg droppede jo universitetet, troede jeg skulle giftes med en diplomat. Men han stak jo af til Bulgarien og kom aldrig tilbage. Ingen uddannelse, og jeg føler mig totalt uduelig, Nadia
Med de penge, du har brugt, kunne du tage tre uddannelser og lære fem erhverv! tænker Nadia.
Nå ja, sådan er det, skønhed kan også være en forbandelse. Sæt blomsterne i vand, så visner de ikke! Mathilde skifter emne. Nadia stikker et allerede halvdødt bundt mimosa i et glas og hælder vand over.
Har din Jens ikke givet dig noget? Har du sat det ind på værelset? 25 roser måske? Ej, Nadia! Mathilde vifter afværgende. Du er bare heldig. Sådan går det, nogen får det hele, vi andre piger ing-en-ting.
Den almindelige pige Mathilde har altid haft rigeligt forældre med gode stillinger i et ministerium et sted, hun blev forkælet, fik legetøj og tøj fra udlandet. Hun fik adgang til universitetet uden eksamen, fordi hun var sin fars datter. Karaktererne var der altid styr på, det var en aftale med faren.
Moren gav Mathilde friheder hun skal have det sjovt, det med ansvar må far tage sig af. At moren altid var til konferencer og havde dårlig samvittighed, gjorde det kun værre. Hun lod Mathilde gøre, som hun ville.
Hendes far var altid på pletten, klarede alt.
Da Mathilde ville prøve at bo sammen med enten Frederik eller Anders, købte forældrene straks en lejlighed. De håbede på bryllup, børnebørn, hjemlig lykke. Men Mathilde smed fyren ud, lavede skandale, krævede en større lejlighed
Mathilde arbejdede aldrig, levede af farens penge, tænkte kun på det personlige. Hun var den stakkels lille pige, som bare fortjente at have det godt!
Nadia var ikke så heldig. Hendes liv var simpelt moren var ingeniør, faren arkitekt, en treværelses lejlighed; Nadia, forældrene i ét værelse, bedstefar i det andet. Bedstefar tidligere modstandsmand og enkemand var efterhånden derhen, at han konstant kritiserede: De klæder sig forkert, de ler for højt, hvorfor i alverden ler de? Nadia måtte recitere digte, hun selv ikke kunne lide, fordi bedstefar ikke kunne høre men blev rasende, hvis hun sagde noget.
Da Nadia var 19 år, døde bedstefar. Nadia fik hans værelse, satte hylder op til sine bøger om maskinbygning, fik sit eget skrivebord ved vinduet og sad og tegnede. Hun gik på aftenseminar, arbejdede om dagen, klædte sig mere neutralt end Mathilde, kendte intet til problemer med rengøring i store lejligheder, kunne ikke charmere sig ned i hverken biler eller mænds hjerter. Hun talte fra løn til løn, lagde til side, sparede, ønskede sig praktiske ting som vinterstøvler eller frakke til nytår.
Nadia har mange veninder, de elsker at sidde i hendes lille køkken, drikke te og snakke om livets små glæder.
Det gjorde ingen hos Mathilde, selvom hun altid havde vin i køleskabet, pålæg og boliger fyldt med designermøbler. Hvorfor? Der var bare for anstrengende. Mathilde var altid ulykkelig, beklagende sig, snøftende med sine manicurerede hænder. Hun himlede med øjnene over bondearbejde og vidste ikke, hvor man fandt proptrækkeren i eget køkken. Hun var altid lige kommet ud af et forhold, på jagt, eller i tvivl om ham, den nye. Mathilde skulle trøstes, opmuntres, klappes på skuldrene. Hvem orker det? Alle har deres eget at kæmpe med!
Da Nadia giftede sig i al stilhed, græd Mathilde i to dage. Ja, to dage over andres lykke. Nadia fik det hele, Mathilde ingenting. Og at Nadia derefter i fem år boede hos svigerforældrene, mens de sparede op til andel det talte ikke. Nadia blev dog veninde med svigermor Karen, men unge ville jo gerne have sit eget. Jens, Nadias mand, blev syg med lungebetændelse, og ingen medicin hjalp. I Mathildes øjne var det bagateller. Græder du for det? Selvfølgelig klarer han den, vi lever jo ikke i stenalderen! sagde hun og drak te i Nadias køkken og spiste småkager med kondenseret mælk. Som Maru forudså, blev Jens rask men fik problemer med lungerne og skulle måske have haft førtidspension.
Nå! Så får I jo fordele, ferieophold! Mathilde løftede brynene. Tænk at være så heldig!
Nadia smed hende ud, de talte ikke sammen i tre år, indtil de tilfældigt mødtes og forsonede sig.
Nu står Mathilde der og smutter forbi, som hun har gjort i en halv time, for at besøge sin heldige veninde.
Jens er på forretningsrejse, han må give noget, når han kommer hjem trækker Nadia på skuldrene.
Selvfølgelig Hils ham. Jeg har overvejet, om kvinder skulle have blomster efter, hvor lykkelige de ser ud. Jo mere ulykkelig, jo større buket. Man kunne placere store baljer med blomster foran Nørreport og hente en flok brandmænd, de er altid flotte, til at uddele dem.
Hvem skal så slukke brande? spørger Nadia.
Hvad? Åh, der er sikkert nogen, der ikke er flotte, dem tager vi bare ikke. Lad nu være, jeg har teori! Så kan man stå der og se kvinder komme ud af metroen ser de trætte eller triste ud, får de 101 roser. Så lyser de op. Man skal sprede glæde, Nadia! De, der ser ok ud, bare lidt matte øjne ja, de klarer sig jo, det hele er cool for dem, de får kun lidt f.eks. tulipaner eller mimosa. Jeg kan aldrig lide mimosa den lugter mærkeligt. Og
Var det derfor, jeg fik den? Nadia smiler og skænker mere te.
Nej, ej, du elsker jo sådan nogle! Rigtig tradition på Kvindernes Dag, for mig er det hele traditionerne, du ved.
Men synes du, man bør kunne se på folk, hvordan de har det? Der er dem, der ikke viser deres problemer frem. Er det ikke rigtigt?
Nej, Nadia. Tag dig selv, du ser jo altid glad og ja, hyggelig ud. Det betyder jo, at alt er godt!
Nadia forstår. Hun jagter ikke Mathilde ud, for hun er interessant at kigge på som et sjældent dyr, lytter uden rigtigt at høre efter, nikker og siger nå. Nadia er udmattet, har sin svigermor Karen at passe, der har forbrændt ryggen og skal have sår skiftet, sønnen studerer på Sjælland, og nerverne er på kanten Men Nadia forsøger, smiler, er hyggelig. Hun trænger faktisk også til underholdning cirkusnummer, det kan være Mathilde. Måske er det tarveligt, men Mathilde elsker jo selv at vise frakke, støvler, palietkjole og vinker demonstrativt ud ad vinduet til Jeppe, der står og ryger ved den skinnende Mercedes. Hun vil have, Nadia ser det hele og bagefter klager Mathilde over livet. Det er et spil, man spiller to. Nadia har ikke noget imod det.
Du er bare heldig, Nadia! stemmer Mathilde atter i. Ingen rynker, fyldigt hår. Gud velsigne dig! Og din Jens er nærig. Han kunne da bestille blomsterlevering, nu om dage får man leveret alt. Jeppe kom i morges med røde roser, de skreg af kærlighed, så var der liljer og Hvad er det nu de hedder de store, der ligner margueritter
Gerberaer? hjælper Nadia, ser mod klokken. Snart vågner Karen.
Netop! Jeg kalder dem muterede margueritter. Og så flere roser, lysegule denne gang.
The-roser, hjælper Nadia igen.
Jeg er ligeglad, jeg kylede dem alle i en spand. Smider dem ud, når Jeppe er væk. Hvad skal jeg med dem, når han alligevel ikke vil giftes Mathilde græder næsten nu. Nadia, har du ikke noget at drikke?
Nadia ryster på hovedet.
Du er heldig Sådan nogen, siger Mathilde pludselig, man burde forbyde at sælge blomster til! I har jo alt! På fad, aldrig nerver, aldrig diæter, aldrig tårer! For jer er det bare gift dig, få børn, sommerhus, ski om vinteren, syltede agurker på hylden, plastikjuletræ i kælderen og I mangler ikke noget! Men at mærke passion, at have blodet løbe som lava det har I aldrig savnet. Og fest hvorfor skulle I fejre noget? I har det jo fint året rundt! I behøver ikke at kæmpe for at møde nogen, imponere eller holde på ham. Alt kommer til jer! Giv mig min mimosa, Nadia! Den blomstrer ikke for dig!
Mathilde springer op, griber sin spæde mimosa, ryster den.
Og hvad med mig?! Skal jeg bare vente om han kommer, og om han ringer?! Og altid skulle pudse facaden, lappe sammen overalt?! I, med jeres velsignelse, har ingen problemer. I fik manden i rådhuset, fødte hans barn, steger de klamme frikadeller, fodrer ham op og er tilfredse.
Så lær det, forkæl nogen! Vil du have resten af kagen med? Mathilde, jeg har ondt af dig, og håber alt bliver godt, men jeg har ikke mere tid, min mor vågner snart Her, tag en plastikpose til blomsterne, de drysser jo! Nadia rækker Mathilde en gennemsigtig pose.
Mathilde ser på posen og griner højt.
Stille, Mathilde, vær nu sød! hvisker Nadia.
Hvad stille? Du giver mig en pose! Intelligentsia, hva! Giv mig da en avis også! Har du bare placeret din mor så hun kan gøre rent for dig, mens du drikker kaffe på arbejdet? Smart! Min mor ville aldrig acceptere så noget, hun vil knap kende mig! Nå, tak for i dag, Nadia! Jeg skulle aldrig være kommet, nu er mit humør helt ødelagt. Hej! Og ja, jeg mener det sådan nogen som dig burde ikke få blomster. For meget af det gode!
Mathilde får overtøjet på, griber sin clutch og snubler i dørmåtten, bander lavt og smækker døren efter sig.
I elevatoren tjekker hun makeup, retter læbestiften. Det går! Nadia er heldig nu, men ikke for evigt! Mathilde skal nok lave sit eget held, I vil bare se! Og hjemme står en enorm buket røde roser det rene symbol på kærlighed!
Hvorfor tog det så lang tid? Jeg er træt af at vente! brummer Jeppe.
Lad være med at råbe, du kunne jo åbne døren! smågrynter Mathilde og sætter sig ind.
Du kan sgu åbne selv! Hvordan havde hende Nadia, eller hvad hun nu hedder, det? Jeppe kigger hurtigt på Mathildes kavalergang, grynter.
Som altid, hun eksisterer bare. Vent, er det ikke Jens, hendes mand der kommer der?! Mathilde stirrer ud.
En mand går på fortovet med en kuffert i den ene hånd og en buket tulipaner i den anden, pakket ind i sart spind. Nadia elsker de store syrénlilla, sådan nogle med stearinlysagtige blomster. Til dem har Jens mor givet Nadia en rigtig krystalvase, den glitrer i solen.
Hun har slet ikke fortjent sådan en mand eller buket! Kør, restauranten venter ikke på os! Mathilde spænder sikkerhedsbæltet, banker på handskerummets låg. Det klikker og falder af.
Hey! Hvad laver du?! Smid dig ikke ud! Jeppe bander og prøver forgæves sætte låget på igen.
Ud? spørger Mathilde med skælvende stemme.
Ja! Kør hjem til dig selv, Mathilde, jeg orker ikke restaurant. Dans for mig, eller jeg giver dig ikke flere penge.
Mathilde surmuler og vender sig mod vinduet. Hvorfor? Nadia får alt, Mathilde ingenting!..
Jens åbner stille døren, ruller sin kuffert ind, stiller buketten på skænken og tager skoene af.
Hej! Nadia kommer ud med bandasjer, smiler skævt. Jens ser hun er træt, og lidt trist Mor er vågen, vi skal lige ordne såret, jeg er hurtigt tilbage hvisker hun.
Jeg skal nok. Det her er til dig, til Kvindernes Dag! Åh, hvor har jeg savnet dig! Du er den bedste! Og her, tulipaner til dig! Jens falder på knæ Hvis vi ikke allerede var gift, ville jeg fri igen!
Jeg siger ja! ler Nadia, tager buketten, dufter til den.
Mathilde var på besøg, siger hun og mente, at nogen som mig slet ikke burde få buketter. Jeg har jo alt.
Jens trækker på skuldrene.
Hun har da ret! Drop de tulipaner! han griner og rækker ud efter buketten, men Nadia kysser ham, så han smelter.
Ih altså! Som to teenagere! skælder Karen inde fra værelset Nadia, jeg klarer bandagen selv, gå ud og tag imod din mand!
Nej, selvfølgelig ikke, Karen! Jeg kommer nu! smiler Nadia og tager sig kærligt af svigermor. Sårene heler langsomt Men det skal nok gå Karen får snart sin egen fest, Niklas, barnebarnet, kommer hjem, og de går alle i Tivoli, ud at spise og sejle havnerundfart.
Skal vi ikke se Amalienborg, Nadia? spørger Karen barnligt, træt af smerter, af ikke at kunne tage kjole på. Men hver morgen tager hun makeup på, øreringe og smiler. Det er vigtigt for Nadia.
Jo, vi ser det hele! siger Nadia og stryger hende hen over ryggen.
Jo, Nadia er meget lykkeligere end Mathilde. Hun har alt familie, kærlighed, et hjem, man længes hjem til. Og hendes søn fortæller hende altid, at hun er verdens bedste kvinde.
Jeg gifter mig aldrig, mor! siger Niklas.
Hvorfor dog det?! Nadia løfter overrasket hænderne.
For jeg finder aldrig én som dig sukker Niklas.
Du finder en endnu bedre, min dreng! Der er en for alle, du skal bare opdage hende. For dig venter hun også.
Niklas trækker på skuldrene. Ja, måske.
Og Nadia smiler selv hun har mørke dage, men man må skubbe dem væk med godt humør. Det er svært, men uundværligt!
Mathilde smed Jeppe ud den samme aften, kyldede den enorme buket efter ham, så rosenbladene fløj. Den lå og lyste på trappen som Mathildes revne hjerte.
Mathilde, hvad smider du dog blomster ud for?! spørger naboen, Jytte.
Jeg har ikke brug for det skrammel! Vil du ha det, så ta! snerrer Mathilde.
Ved du hvad, det gør jeg! Jytte samler buketten op. Kom op, jeg har bagt æblekage. Skal du nu sidde og tude alene?
Mathilde går med, snøfter og spiser nybagt kage.
Hvorfor er det sådan, Jytte? Nogen får det hele, andre intet
Det ved jeg sørme ikke, Mathilde. Nogle får penge, pelse, store fordele, store bryster og måske endda den sjette størrelser! men ikke hjernen med. Og så er der andre, der bare lever livet Det hele er ikke helt retfærdigt. Men vent du bare, din tid skal nok komme. Kom med på landet i sommer, så bliver du et nyt menneske! Der er både køer og grise, små nuttede griseunger og sjove børster. Gæssene er også flotte! Jeg skal sørge for, du får dig et arbejde, der gør dig glad! Tag bare mere kage
Om natten drømmer Mathilde om store køer og børstede grise og gæs på stilletter. De jager hende, og hun stirrer med sine hjorteøjne, drejer hovedet som en ugle, og pludselig står hun foran metroen, hvor brandmænd deler blomster ud men til alle undtagen hende. Sådan én skal ikke have noget! Hun har jo det hele! siger de og skubber hendes hænder væk. Men hun har jo ingenting! Ingenting. Kun Jytte og hendes gård på landetOm morgenen vågner Mathilde for første gang uden at tjekke sin telefon. Hun sidder et øjeblik på kanten af sengen og ser ud over gaden, hvor solen rammer de spæde, grønne blade på kastanjetræerne. Hun mærker kagerest på læben og smiler for sig selv.
På køkkenbordet står en enkelt gerbera som Jytte har sat i vand spinkel og lidt bøjet, men farven er stærk, ildrød mod det hvide porcelæn. Mathilde rører ved kronbladene, tænker på alle blomsterne, hun har fået og smidt ud og indser pludselig, at kun de, der bliver sat i vand, lever videre med én.
Hun åbner vinduet, synger svagt for sig selv, og i det sekund ser hun, at selv om det ikke er så let at være den ulykkelige, så findes lykke måske i det lille, usandsynlige at spise æblekage med en nabo og grine midt i tårerne, at have chancen for at begynde lidt forfra hver dag.
Nadia vågner også, mærker Jens varme hånd og sønnens tunge skridt på vejen ud. Hun smiler og lader sig fylde af taknemmelighed over alt det svære, det bløde og det skæve liv rummer.
Ude på gaden, hvor folk haster med blomster under armen og blikket nedad, får Jytte øje på Mathilde i vinduet. Hun vinker med sit kaffekrus, og Mathilde vinker igen lidt genert, men denne gang med et smil helt op til øjnene.
Blomster kan smides væk, men hver ny dag er en begyndelse. Måske er det kun dem, der tør sætte selv én krøllet blomst i et gammelt glas og kalde det en gave der til sidst lærer at holde rigtigt af livet, af sig selv og af lyset, der finder vej ind, uanset hvor meget man tror, man har mistet.
