Undskyld, men vores veje skilles her
Efter at have modtaget en lang indkøbsliste fra sin kone, alt det der skulle handles ind til nytår, træder Jens Møller ud af sit hus, sætter sig ind i sin gamle Lada og begynder at varme motoren op.
Det er isnende koldt udenfor, næsten ti graders frost, så det er nødvendigt at give motoren lidt tid, før han kan køre.
For at få tiden til at gå, begynder Jens mentalt at planlægge ruten først torvet, derefter supermarkedet og tænker over, hvad han skal købe som dessert.
Hans kone har nemlig ikke specificeret præcis, hvad hun ønsker til sidst på listen står der bare: Noget lækkert til kaffen.
Nu står det til Jens selv at løse denne gåde. Og han skal helst skyde rigtigt, så hans elskede Grethe ikke siger, at det han købte, slet ikke var det, hun havde håbet på. I så fald må han jo smutte i butikken igen.
Efter omkring fem minutter, da motoren endelig er lun, gør Jens sig klar til at køre, men bemærker pludselig, at Karen fra nabolejligheden kommer løbende ud af opgangen.
Hun prøver febrilsk at få knappet de øverste knapper i frakken, mens hun gentagne gange retter på en lille sportstaske, der hele tiden glider ned af skulderen. Det er tydeligt, at hun har travlt.
“Mon hun skal til Jylland til nytår?” tænker Jens og betragter Karen gennem forruden.
Hun har problemer med knapperne, fingrene er nok stivfrosne, og hun ser sig omkring i gården, nærmest som om hun leder efter nogen, og kigger ned på sin mobil.
Karen er forholdsvis ny i opgangen hun har kun boet her en måneds tid. Hun lejer sig ind hos Anna Lund, som er Grethes gamle veninde.
Det er et par uger siden, Anna ringede til Jens en sen eftermiddag:
Min lejer ringer der løber vand fra køkkenhanen, og jeg er jo i Odense, sagde Anna. Kunne du ikke lige tjekke det? Hvis hanen skal skiftes, gør du bare det jeg overfører penge bagefter. Går det?
Ingen problem, Anna. Hun er hjemme, ikke?
Jo, jo. Jeg ringer lige igen, så hun ikke smutter. Tusind tak, Jens.
Selv tak, svarede Jens og trak straks i overtøjet.
Han er jo pensionist nu, så han nyder altid lidt praktiske opgaver det giver lidt adspredelse i hverdagen.
Jens har været ingeniør hele sit arbejdsliv og rodet med alt muligt byggeri, så sådan en køkkenhane er intet problem. Han tager aldrig betaling ikke kun fordi det tager fem minutter, men fordi han faktisk godt kan lide at hjælpe andre.
Måske er det derfor, Anna altid ringer til ham, når noget går i stykker. Eller også fordi hun faktisk har tillid til ham.
Sådan har det været de sidste fire år her en stikkontakt, der et spejl, og nu en vandhane.
Han fik hurtigt styr på hanen. Den kunne ikke reddes, så Jens kørte efter en ny, ordentlig kvalitet, og satte den selv op.
Med den her, Karen, får du ingen problemer, sagde han med et smil, mens han strammede den sidste møtrik. Hvor længe har du egentlig planer om at bo i området?
Det ved jeg ikke rigtigt, trak Karen på skuldrene. Hvis jeg ikke finder en rig kæreste snart, bliver det nok et stykke tid endnu.
Du er da en pæn pige, mon ikke du får mange bejlere, bemærkede Jens.
Tak. Det håber jeg da.
Jeg ser, du kan lide dyr? spurgte Jens, da han fik øje på en lille grå killing, der legede rundt på køkkengulvet.
Ikke sådan for alvor. En kollega ville bare af med killingerne. Hun siger, de bringer held.
Det gør de også, grinede Jens. Og både kærlighed og glæde. Min kone og jeg havde engang en kat, Mathilde. Hun blev næsten tyve. Hun døde i sommer, desværre. Der var mange tunge dage, men hun kom altid spindende over og lagde sig, og så lettede det hele lidt.
Ja, Molly har indtil videre kun givet mig mere bøvl, mumlede Karen. Hun sover ikke om natten, fræser rundt i lejligheden, og jeg skal op tidligt.
Det skal du ikke tage så tungt. Hun vokser fra det.
Efter Jens havde sat hanen på plads, fortalte han Grethe om den nye beboer.
Hun virker sød. Og killingen er nysgerrig, ligesom Mathilde var som lille. Kan du huske dengang hun stjal dine guldringe og gemte dem under sengen?
Jo, det kan jeg, lo Grethe. Jeg troede først, det var dig der havde taget dem solgt dem eller givet dem væk.
Ja, det var tider
Den aften mindedes de Mathilde længe med både smil og tårer.
Mange begivenheder på tyve år.
Nu ser Jens bekymret på Karen, som står og tager sig til hovedet midt i gården. Måske burde han spørge, om hun har brug for et lift det er jo alligevel i samme retning.
Hej, Karen! råber Jens ud af vinduet.
Hej, svarer Karen nervøst. Men et øjeblik efter smiler hun.
Er alt okay? Hvis du skal noget sted hen, kan jeg sagtens køre dig. Min kone har alligevel sendt mig ud og handle.
Jeg har prøvet at bestille en taxa, men der kommer ingen, sukker Karen og klemmer tasken.
Efter lidt tøven går Karen med usikre skridt i støvler med hæle hen mod Jens gamle Lada og prøver at holde øje med den glatte vej.
Hvilken vej kører du, Jens? spørger hun, da hun står ved døren.
Jeg skal ind mod centrum, til Torvet. Og derefter ned i Føtex på Oktobervej. Hvad med dig?
Åh æv, sukker Karen. Jeg skal den stik modsatte vej.
Hvorhen?
Til Fabriksvej, får hun endelig sagt. Der er ikke nogen bus, og taxa er umulige at opdrive nu. Jeg har ringet flere gange, men der er ingen ledige chauffører.
Fabriksvej! Det er jo nærmest udenfor byen. Noget vigtigt?
Ja lad os kalde det det, svarer hun og undgår hans blik.
Jens forstår ikke helt, hvad det handler om, men han tilbyder alligevel:
Skal jeg ikke bare køre dig derud, hvis det haster?
Vil du virkelig? Tusind tak, Jens! Du redder mig!
Hop på bagsædet, svarer han muntert. Skal tasken i bagagerummet?
Nej, nej, den beholder jeg her, siger Karen, sætter sig bagi, krammer tasken tæt indtil sig. Kan du måske køre mig hjem bagefter? Hvis taxaen stadig ikke kommer, og min mobil snart løber tør for strøm? Jeg skal bare lige ordne noget hurtigt med min veninde.
Det kan jeg godt. Jeg skal ikke noget andet i dag.
Det var ikke lige hans plan, men Jens har ikke hjerte til at sige nej. Man hjælper jo hinanden i nabolaget.
*****
En halv time senere standser Jens på Fabriksvej.
Er det her?
Ja, siger Karen og smiler for første gang. Jeg vender hurtigt tilbage.
Hun forsvinder om hjørnet, mens Jens tager en lille gåtur op og ned ad fortovet for at holde varmen.
Et par minutter går. Så syv. Ingen Karen.
Da han ikke har andet at tage sig til, beslutter Jens sig for at gå om bag bygningen og se, om han kan få øje på hende.
Han nærmer sig forsigtigt hjørnet, og der ser han Karen stå ved en skraldespand, febrilsk prøver hun at få noget ud af tasken. Det vil bare ikke ud.
Først forstår Jens ikke, hvad der sker, men da han nærmer sig, ser han, at det er den lille, grå killing.
Hvorfor holder du dog fast, din møgunge! hvæser Karen, uden at bemærke Jens. Jeg gider dig ikke! Du ødelægger bare alt for mig.
Killingen klamrer sig fast til tasken og jamrer, som om den beder om ikke at blive efterladt.
Karen opgiver, hiver killingen ud og smider den ud i sneen med et ryk. Hun lynlåser tasken, vender om og ser lige ind i Jens blik.
Hvad laver du, Karen?! spørger han vredt. Hvorfor er du herude med Molly? Har du tænkt dig at efterlade hende her?
Hun siger ikke et ord. Stirrer først på killingen, der nu sidder rystende i sneen, så på Jens.
Pludselig får hun en skinger stemme og begynder at råbe, at killingen har ødelagt hendes nye sko, gjort hende gal i hovedet og forhindret hende i alt muligt.
Jeg ville have de sko på til en date, Jens! Forstår du?
Nej, Karen, det forstår jeg ikke. Jeg forstår ikke, hvordan man kan tage en lille killing med ud i kulden, for at efterlade den her, blandt løse hunde.
Jeg magter hende ikke gentager Karen fortvivlet.
Og du lader hende blive her, hvor hun har ingen chance. Hvis hun er dig for meget, kunne du give hende tilbage til din kollega. Eller til et internat. Eller sætte en annonce op. Du kunne endda bare sige det til mig.
Ville du virkelig tage hende? siger Karen hånligt. Du er jo oppe i årene. Hvad skal du med en killing?
Ja, det ville jeg, siger Jens fast. Men i stedet lod du hende bare blive, smed ansvaret fra dig og prøvede at involvere mig i det.
Jens samler Molly op, stryger hende over hovedet, og uden at sige et ord mere går han mod bilen.
Karen når ham op, men han åbner bare førerdøren, ser på hende og siger:
Undskyld, Karen, men efter det her vi skal ikke følges videre. Du må selv finde hjem.
Hvad mener du? Vil du lade mig blive her? Jens!
Med folk som dig, Karen, kan det ikke være anderledes. Du får tid til at tænke over, hvordan du behandler andre. Der er en bus et par gader væk eller ring efter en taxa. Men pas på, der er mange løse hunde herude
Jens sætter sig ind, Molly på sædet ved siden af, og kører væk ud mod byen.
Han kigger på Molly, der nysgerrigt undersøger bilen, men han ser ikke tilbage i sidespejlet. Overfor Karen føler han intet andet end væmmelse.
*****
Så mangler jeg bare lidt lækkert til kaffen, siger Jens lavmælt, mens han går gennem Føtex hylder med alt muligt godt.
Molly sidder trygt i hans favn (han tør ikke lade hende vente i bilen), og sammen studerer de kager og søde sager.
Pludselig miaver Molly ivrigt og klør mod kagehylden.
Du mener, vi skal have en kage? Jokker Jens og smiler. Tja, måske har du ret.
Hjemme igen fortæller Jens alt til Grethe. Om hvordan han ville hjælpe Karen, og hvordan hun ville af med Molly og hvordan han efterlod hende alene derude.
Det kan være, jeg tog fejl, men jeg kunne ikke gøre andet i øjeblikket, siger Jens, mens Grethe leger blidt med Molly.
Du gjorde det helt rigtige, Jens, smiler Grethe. Tænk hvis Molly var blevet efterladt derude. Karen skal nok klare sig. Hun er voksen.
Hver gang Jens siden møder Karen på vejen, vender hun demonstrativt ryggen til. Han fortryder dog ikke noget.
Det eneste han ærgrer sig lidt over er, at det virker som om Karen slet ikke forstod, hvad hun gjorde galt. Hun har i hvert fald aldrig sagt undskyld. En måned senere flyttede hun. Anna har allerede fået nye lejere.
Hvor blev din tidligere lejer af? spørger Jens ved lejlighed Anna.
Pyt med hende Hun sagde hun ville blive længe, men endte med at flytte efter knap to måneder. Bortforklarede sig med at have mistet jobbet og ikke finde en rig kæreste. Nu bor hun vist hos sin mor tilbage i provinsen. Hvem ved.
Lige meget hvad der siden hændte Karen, er ikke så vigtigt.
Det væsentligste er, at Molly nu har fået et godt hjem.
Jens og Grethe har fået fornyet glæde i deres otium. Med Molly i huset føles det næsten som om tyve år er føjet til livet igen.
Ja, sådan gik det til.
